Ukrainske Sonia Delaunay fik først sit gennembrud, da hun syede et særligt børnetæppe til sin søn

På kunstmuseet Louisiana kan du fra den 12. februar opleve værker af maleren, designeren og iværksætteren Sonia Delaunay, der var med til at skabe et nyt sprog i kunsten. Udstillingen viser et bredt udsnit af hendes omfangsrige produktion fra 1910-1970 – fra møbeltekstiler og teaterscenografi til bogomslag og modetøj – og selvfølgelig maleri.

Mon ikke strikdesignets grande dame, franske Sonia Rykiel, der slog en karriere op på masker i legesyge, kontrasterende farver, har skævet til pioneren Sonia Delaunay, som var en af avantgardens mest betydningsfulde kvinder og viede sit lange liv til dialogen mellem kunst og mode, farver og følelser?

LÆS OGSÅ: "På den måde slap vi uden om den traditionelle modeverden"

En verden af skønhed

Sonia Delaunay, født Sara Elievna Stern, var tredje barn i en fattig jødisk familie i Ukraine. Hendes morbror, Henri Terk, var en velhavende bankmand, der indgik et fordelagtigt ægteskab med sin arbejdsgivers niece, den elegante, flersprogede kosmopolit, Anna Zack. Ægteskabet var barnløst, og i 1892 adopterede parret hans niece, den syvårige Sara, som skiftede navn til Sonia og flyttede til tsarens by, Sankt Petersborg i Rusland, med udsigt til et bedre liv og en god uddannelse.

Henri og Anna Terk åbnede Sonias øjne for en verden af kultur, hvor der var overskud til at udvikle følelser for skønhed. Det store byhus var rummeligt og fyldt med tjenere og stuepiger, der fortalte den lille Sonia russiske folkeeventyr i køkkenet. Hun havde også engelske, franske og tyske guvernanter, der lærte hende at sætte pris på Goethe, Voltaire og Shakespeare på originalsproget. Hendes tante Anna, der var optaget af musik, sang bl.a. romantiske lieder og interesserede sig for filosoffer som Kant og Nietzsche og var ofte værtinde for fashionable soiréer.

Onkel Henri var passioneret kunstsamler og havde et bibliotek med reproduktioner af italienske og hollandske mesterværker og en imponerende kobberstiksamling, som Sonia fik lov at gå på opdagelse i.

Sonia elskede at tegne, og når hun ikke blev undervist, gik hun til kjolefittings eller shoppede sammen med tante Anna i butikkerne langs Nevsky Prospekt, drak te i saloner med opulent biedermeiersk interiør, gik i Alexandrinsky-teatret, til koncerter og så ballet på Mariinskij-teatret.

Kvinder vandt langsomt mere frihed, og Sonias underviser anbefalede, at hun tog en kunstnerisk uddannelse. Valget faldt på Karlsruhe i Tyskland, hvor hun gik på akademiet fra 1903-1905.

Sonia var optaget af de nye brydninger i kunsten, som ikke bare fokuserede på motiv, men forbindelsen mellem liv og bevidsthed, og af hvordan andre kvinder klarede sig. Særligt den tyske kunstnerkoloni Worpswede vakte Sonias interesse – og billedhuggeren Clara Westhoff og maleren Paula Becker. Clara Westhoff var tidligere elev hos Auguste Rodin og havde forelsket sig i den østrigske digter Rainer Maria Rilke, men selv om de havde en datter sammen, levede de hver for sig. Og Paula Becker havde giftet sig med den ældre og etablerede kunstner Otto Modersohn for at få lov til at dedikere sig til kunsten.

Men Sonia ville ikke til Worpswede, hun ville til Paris. Modernitetens hovedstad, kunstens knudepunkt, der, hvor det hele skete. Og det lykkedes det hende at overtale sin onkel og tante til, at hun skulle studere på Académie de La Palette.

Følelsernes farver

Sonias besøgte gallerier og udstillinger som Salon d’Automne, hvor hun i 1905 bl.a. så Henri Matisses Women with a Hat, som vakte furore med sine vilde farver og blev købt af den amerikanske kritiker og kunstsamler Gertrude Stein og hendes bror, Leo.

Sonia syntes, at Matisse og de andre tilhængere af fauvismen (en retning inden for det ekspressionistiske maleri, red.) var bourgeois, men sugede udstillingens vitalitet til sig og blev inspireret til at forvandle virkeligheden til fantasi og form, kigge indad og forvandle følelser til malerier. Give følelserne farver. I 1949 skrev hun i sin selvbiografi:

“Farver har deres eget liv, de uendelige farvekombinationer har en poesi og et sprog, der er langt mere ekspressivt end de gamle metoder.”

I 1907 og 1908 skabte Sonia en række stærkt farverige og ekspressive malerier, bl.a. inspireret af Paul Gauguin. Hun udvidede sin venskabskreds med kunstnere fra den russiske og franske avantgarde, men særligt én mand fik stor betydning for hendes virke; den tyske kritiker og kunsthandler Wilhelm Uhde, som var betydningsfuld, blev inviteret til Gertrude Steins saloner og hang ud med Pablo Picasso og Georges Braque på Rue Ravignan i Montmartre, hvor Picasso boede med sin elskerinde og foretrukne model, Fernande Olivier.

Wilhelm Uhde var den første, der gav Sonia mulighed for at udstille sine malerier i hans galleri – side om side med Georges Braque, Pablo Picasso og André Derain, og i december 1908 giftede de sig. Det var Sonia, der friede. Wilhelm Uhde var homoseksuel, men han var hendes mulighed for blive i Paris og slippe for de anmassende krav om ægteskab fra Sankt Petersborg. Hun ville forblive fri og bruge sin tid på at male, og konstallationen fungerede.

Wilhelm Uhde introducerede hende til den rødhårede, selvsikre og progressive maler Robert Delaunay, som hun forelskede sig i.

“Han var så levende. Han var så søgende. Og han var fuld af nye ideer,” sagde hun i et interview i Bomb Magazine i 1978.

I begyndelsen var hun ikke specielt begejstret for hans stil og skulle vænne sig til det nye i udtrykket, men hun så, at han var en forløber, og “jeg lærte at elske hans farver samtidig med, at jeg forblev tro mod mig selv og den forskel, der var på os,” sagde hun i Sonia Delaunay: Artist of the Lost Generation.I 1910 blev Sonia gravid med Robert og ville skilles. Wilhelm Uhde tog det som en gentleman og skrev i sine erindringer:

“En af mine venner mente, at han ville have bedre held med at gøre min kone glad end mig, og det faldt mig ikke ind at være en hindring for deres strålende fremtid sammen.”

LÆS OGSÅ: "Når du tager et stykke stangtøj på, ifører du dig i virkeligheden en andens krop"

Bohemeliv

I januar 1911, to måneder efter en borgerlig vielse, blev Delaunay-parret forældre til lille Charles. Parret havde ikke boet sammen længe, før det gik op for Sonia, at praktik ikke var Roberts stærke side. Penge interesserede ham ikke, og det var Sonia, der fik økonomien til at hænge sammen og prissatte hans malerier. Men de var bundet sammen af kunsten. Robert malede, når han ville. Sonia malede, når hun kunne afse tid.

“Robert skød raketter op i alle retninger. Nede på jorden samlede jeg på gnisterne. Jeg plejede den mere intime og forbigående hverdags ild,” erindrede hun i sin selvbiografi.

Parret levede bohemelivet med kunstnervenner som Marc Chagall og Wassily Kandinsky på Rue des Grands Augustins. De hang ikke bare ud, de samarbejdede også, og Sonia illustrerede bl.a. et langdigt af den schweiziske poet Blaise Cendrars i 1913 som et forsøg på at fortolke forholdet mellem skrift og farver.

Forfatteren og kunstkritikeren Guillaume Apollinaire skrev om Robert Delaunay og hans forsøg på at transformere det, som kunstnere ser, til en slags visuel musik med farverne som noder. Han kaldte det orfisme, som refererer til myten om den græske digter og lyrespiller Orfeus, hvis musik kunne charmere alle og tæmme selv vilde dyr. I Sonia Delaunays orfisme var farven elementet, der forførte og gav form, perspektiv og komposition til motiverne.

Hendes gennembrud blev en babyquilt, som hun syede til Charles. Tæppet, der i dag er udstillet på Musée National d’Art Moderne i Paris, var inspireret af ukrainske bønders håndværk og indeholdt eksperimenterende farver, der stødte sammen i kontraster, som var blevet Sonia Delaunays varemærke, sat sammen med abstrakte former. Hun forsøgte at overføre den samme proces til andre objekter og malerier.

For Sonia Delaunay var kunst og design to sider af samme sag – en måde at synliggøre og indføre det nye abstrakte maleris visuelle sprog i hverdagen og nå et større publikum på. Om aftenen gik hun til fest i dansehallen Le Bal Bullier i Montparnasse og dansede foxtrot og tango i egne kreationer, der vakte stor opsigt i en tid, hvor kvinders talje stadig var snøret ind og farver kun accepteret, hvis det var nedtonede pasteller.

Sonia mødte op i Le Bal Bullier, som også er titlen på et af hendes mest berømte og største værker fra 1913, i iøjnefaldende collage-inspirerede, løse kjoler sat sammen af forskellige materialer – uld, silke, taft – og et hav af stærke, kontrasterende farver. Beklædning, der flirtede med scenekunstens stærke virkemidler, og som i 1918 gav hende drømmejobbet: at designe kostumer til balletimpresario Sergei Diaghilevs berømmede dansekompagni Ballets Russes og forestillingen Cléopâtre.

Hun opgav maleriet, muligvis for ikke at konkurrere direkte med sin mand, og koncentrerede sig om at transformere sin fantasi til elegance. Og med tiden voksede hendes designimperie, Atelier Simultané (en henvisning til, at det var kunst og mode på samme tid), til at omfatte biler, møbler, tasker og selvfølgelig tøj.

De brølende 20’ere

I 1925 blev hun inviteret til at deltage på kunstmessen l’Exposition internationale des Arts décoratifs et industriels modernes i Paris af couturedesigneren Jacques Heim. Samarbejdet med den kendte designer og billeder af modeller i deres abstrakte, kontrastfarvede pelskreationer cirkulerede og gjorde hendes navn eftertragtet i internationale kredse blandt kreative, excentriske kvinder, eksempelvis hustruerne til Bauhaus-arkitekterne Walter Gropius, Marcel Breuer og Erich Mendelsohn, komponisten Igor Stravinskys hustru, Vera Stravinsky, Ballets Russes-danserinderne og den amerikanske filmstjerne Gloria Swanson. At bære Sonia Delaunay var et statement, der rakte ud over modetendenser. Hvis tiden op til havde været Robert Delaunays primetime, så tilhørte de brølende 20’ere Sonia.

Atelier Simultané var luksus for de få, og da Wall Street krakkede i 1929, ramte depressionen også Europa. Ordrerne udeblev, og kunderne betalte ikke deres regninger. Selv Coco Chanel satte sine priser ned. Det blev smagløst at se rig ud, og de få kvinder, der stadig var velhavende, skiftede garderoben ud med sorte, enkle kjoler, uldfrakker uden pels, sweatre og slacks: “Det er ikke længere chikt at være smart,” skrev Vogue.

Forretningen og bekymringerne over de 30 mennesker, Sonia havde ansat, åd hende op. En dag, da hun og Robert og sad på en af deres favoritcaféer, Le Dôme på Boulevard du Montparnasse, og så den belgiske maler Georges Vantongerloo sidde fredfyldt med ansigtet vendt mod forårssolen, sagde hun ifølge Alex Madsens biografi til Robert: “Lad os gøre ligesom George, som drømmer i solen. Lad os droppe det hele og gå tilbage til maleriet.”

LÆS OGSÅ: ”For mig er det mest skræmmende, at vi i 2022 stadig ikke taler om dette”

Farvernes frigørelse

Samarbejdet og udvekslingen af kreative ideer mellem Robert og Sonia Delaunay fortsatte, men da Paris blev besat under Anden Verdenskrig smuldrede deres frie og tolerante avantgardemiljø i takt med, at mange flygtede. Charles, der var blevet voksen og en anerkendt jazzkritiker og promoter, anede ikke, at hans mor var jødisk, før krigen brød ud, og i 1940 flygtede Delaunay-parret, og mange andre fra deres omgangskreds, sydpå til Mougins, en landsby mellem Cannes og Grasse, hvor de lånte en villa. De vendte aldrig sammen tilbage til Paris.

Robert Delaunay døde i 1941, mens krigen stadig hærgede. Årene efter dedikerede Sonia til at underbygge hans arv og betydning som en af det abstraktes pionerer. Hun arrangerede retrospektive udstillinger rundt om i verden og donerede hans værker til betydningsfulde institutioner og museer. Hun genoptog også maleriet. Nu med flere dæmpede toner og mere kornet, ligesom hun introducerede sort i mange nuancer.

Sin største triumf oplevede hun i 1964, da hun som den første levende kvindelige kunstner fik en retrospektiv udstilling på Louvre i Paris. Hun satte penslerne i glassene med serpentin for sidste gang, da hun som 90-årig faldt og mistede noget af sin førlighed.

Sonia Delaunays navn er i mange år blevet nævnt i samme åndedrag som hendes mands, men med nutidens fokus på de glemte kvindelige kunstnere skilles de nu ad, og hun fremhæves alene for sit bidrag til kunsthistorien.

Da hun i 1978, kort inden sin død, blev interviewet og spurgt, om hun ville betegne sig selv som feminist, svarede hun: “Nej! Jeg hader det ord! Jeg har aldrig været bevidst om mit køn. Jeg er kunstner.” Ligesom hun i 1975 i forbindelse med en international fejring af kvinders frigørelse blev spurgt til sin egen frigørelse:

“Den eneste frigørelse, jeg har haft interesse i, er farvernes.”