Frederikke Sofie Falbe-Hansen er havnet på international top 10-liste

Foto: All Over Press

Frederikke Sofie Falbe-Hansen er havnet på international top 10-liste

Denne dansker er blandt de mest populære forsidemodeller i år

Dansk model er havnet på samme liste som topmodellerne Gigi Hadid og Kendall Jenner.

Hun er født i 1997 og kan allerede skrive en vild rekord på sit cv.

Den danske model Frederikke Sofie Falbe-Hansen er nemlig blandt de ti mest brugte forsidemodeller i år, skriver Soundvenue.com.

Det er mode-hjemmesiden The Fashion Shot, der har opgjort en liste over de mest populære modeller i 2016 baseret på 679 magasinforsider blandt 48 internationale modemagasiner.

Her går førstepladsen – måske ikke så overraskende – til den amerikanske model Gigi Hadid, som har prydet intet mindre end 14 forsider i år, heriblandt otte for Vogue og en enkelt for Harper's Bazaar, mens andenpladsen går til hendes gode veninde Kendall Jenner med 10 forsider og tredjepladsen til hendes lillesøster Bella Hadid med 9 forsider i 2016.

Men femtepladsen går altså til danske Frederikke Sofie Falbe-Hansen, som sammen med den russiske model Irina Shayk, har haft seks magasinforsider i 2016 – heriblandt på tyske, italienske og kinesiske Vogue.

Og 2016 har generelt været et travlt år for den unge danske model, som blandt andet har gået store internationale modeshows for Kenzo, Chanel og Stella McCartney.

"Skuffende" diversitet

Opgørelsen fra The Fashion Shot er en del af en større undersøgelse af diversiteten på årets magasinforsider, som viste, at 2016 var mere mangfoldigt end nogensinde før – i hvert fald når det gælder hudfarve. I år var 29 procent af forsidemodellerne nemlig farvede i forhold til 22,8 procent i 2015 og 17,4 procent i 2014.

Det gælder dog ikke opgørelsen over årets mest brugte forsidemodeller, hvor Lupita Nyong, der med sine fem magasinforsider er havnet på en tiendeplads, er den eneste farvede model på listen – et resultat som The Fashion Shot kalder "skuffende."

Top 10 fordelt på seks pladser

1. Gigi Hadid (14 forsider)
2. Kendall Jenner (10 forsider)
3. Bella Hadid (9 forsider)
4. Alicia Vikander, Edie Campbell, Lara Stone og Rianne van Rompaey (7 forsider hver)
5. Frederikke Sofie og Irina Shayk (6 forsider hver)
6. Lupita Nyong (5 forsider)

Kilde: The Fashion Shot

 

 

 

LÆS OGSÅ: 4 bloggere har designet deres drømmesko - se dem her

LÆS OGSÅ: Den opdaterede klassiker: 9 kulørte striktrøjer

LÆS OGSÅ: Helena Christensens 17 yndlingsbilleder fra hendes personlige fotoalbum

Se, hvad vi ellers skriver om: Model