Ekspert: Denne vitaminmyte bør du ikke tro på
Professor i ernæring og sundhed Susanne Gjedsted Bügel vil gerne aflive en meget sejlivet myte om C-vitaminet, som hun oplever, at mange tror fuldt og fast på.
Vi kender det alle sammen. Den dér følelse af at vågne op med kriller i halsen og en lidt kløende sensation i både næse og øjne. Straks rammer tanken ”er jeg ved at blive syg?”, og diverse mere eller mindre hjemmebryggede remedier bliver hevet frem fra skabe og skuffer i håbet om, at man kan nå at slå sygdommen ned, inden den for alvor får taget fast.
For nogen er det ingefær- eller kamillete, der lader til at hjælpe på snuen, mens det for andre måske er en skål suppe eller et varmt bad. Og så er der dem, der straks finder glasset eller brusetabletterne med C-vitamin frem fra medicinskabet i håbet om, at vitaminet vil styrke immunforsvaret i en sådan grad, at forkølelsen bliver slået ned.
Men ifølge Susanne Gjedsted Bügel, som er professor i ernæring og sundhed ved Københavns Universitet, så er det i virkeligheden helt overflødigt at indtage ekstra meget C-vitamin, når forkølelsen står for døren.
- Når jeg selv bliver forkølet, hører jeg fra venner, familie og endda mine kollegaer, at jeg skal sørge for at få mine C-vitaminer. Men i virkeligheden har C-vitamin ikke så stor indflydelse på forkølelse, som mange tror, siger hun.
I sit virke har hun endda holdt foredrag for apotekere, som mener at kunne se, at det virker, når folk forhøjer deres indtag af C-vitamin i starten af et sygdomsforløb.
- Men det har slet ikke den effekt, at det kan fjerne sygdommen. Det, man måske kan sige er, at man forkorter forkølelsen en lille smule, men vi taler om timer – ikke dage. Og generelt kan man jo ikke mærke, om man er syg i 3 dage og 17 timer eller 3 dage og 15 timer.
Hvis du alligevel mener at have oplevet C-vitaminets effekt på at undgå forkølelse, så mener Susanne Gjedsted Bügel, at det kan være placeboeffekten, der er på spil.
- Man siger til sig selv, at man har gjort noget godt for sig selv, som virker, og at nu bliver man rask igen. Placeboeffekten kan jo have en utrolig effekt, det har man set i mange tilfælde.
- Det kan også handle om, at du faktisk slet ikke var syg til at begynde med eller i risiko for at blive det. Det sker jo, at man ser alle omkring sig lægge sig syge med noget, og hvis man så tager noget C-vitamin og vågner op næste morgen og fortsat er helt frisk, kan man komme til at tilskrive det æren til C-vitaminet. Det kan også være, at du bare undgik at blive smittet i første omgang.