Derfor kommer jeg aldrig til at løbe et maraton

Løbeblog uge 14: I lørdags løb jeg 3,5 km. Dagen efter løb næsten 12.000 mennesker et maraton.

Om mens jeg stod dér søndag formiddag og kiggede på dem, begyndte jeg at græde lidt, fordi jeg syntes, det var så flot, at de gjorde det. Og så tænkte jeg: Hvorfor gør jeg det ikke selv?

Der var jo unge, gamle, hurtige, langsomme, langbenede og kortbenede. Jeg så en med en paryk, en med vandrestave, en med ølvom, en der manglede en arm osv. Så kunne jeg vel i teorien også have været der.

"Du presser ikke dig selv," var der en irriterende løbetype, der sagde til mig.

Men der tager han fejl. Jeg presser mig selv. Det at komme ud af døren for at løbe kræver enormt meget pres fra mig selv. Og når jeg så er ude, er det som om, at der ikke rigtig er mere pres at tage af. Derfor kommer jeg aldrig til at løbe et maraton.

Lektien: Vi presser alle os selv. Der er bare nogle former for pres, der fører til mere glorværdige præstationer end andre.