Foto: Getty Images
Er det usundt at tracke din sundhed? Eksperterne er ikke i tvivl
Der er uanede muligheder for at måle vores kroppes velbefindende og præstationer via tracking. Men hvordan skal vi bruge al den data på en klog måde, der ikke ender med at stresse os? Det har søvneksperten, techvirksomheden og longevity-iværksætteren nogle gode bud på.
Der var en tid, hvor ordet tracking handlede om længden på din løberute og antallet af minutter, du var om at gennemføre den. Og før det: Om tallet på vægten og antallet af kure, du skulle være på for at holde det nede. Sådan er det ikke længere – heldigvis. Vi er nået til et sted, hvor det er blevet almen viden, at sundhed ikke kan skæres ned til hverken vægt eller hurtighed.
Samtidig er vi måske også kommet til et sted, hvor al den oplysning, opmåling og registrering af din hverdag i bedste fald kan synes overvældende, i værste fald stressende – eller hvad?
Laura Kanadel, der er stifter af The Sleep Institute, er fortaler for, at vi skal få styr på vores søvnmønstre generelt. Og ifølge hende kan periodevis tracking være et godt redskab til at give os en bevidsthed om, hvad der påvirker vores søvn. Bare det at se udsvingene i vores mønstre, når vi f.eks. tracker med et ur eller et tilsvarende device, vækker en ny opmærksomhed i os. Det bliver pludselig tydeligt, hvad der skal til for at få en god nats søvn, og hvad det gør ved vores generelle velbefindende, hvis vi ikke får den.