En personlig træner på telefonen og håndleddet? Den er god nok. FIT LIVINGs chefredaktør, Sara Jin Smidt, har testet den nye Samsung Galaxy S8-telefon og Samsung Gear S3-smartwatch.
Som arbejdsnarkoman og storforbruger af sociale medier skulle man nærmest tro, at min telefon var en naturlig forlængelse af min hånd. Det er derfor med en vis tøven, at jeg takker ja til at teste den nye Samsung Galaxy S8, for hvad nu, hvis den er for besværlig at bruge? Jeg har jo 1.000 mails, som skal besvares, opkald der skal tages, beskeder der skal skrives og billeder der skal postes.
Men allerede ved udpakningen bliver jeg positivt overrasket. Den er jo virkelig pæn! Jeg kigger ned på bunken af manualer og beslutter mig for at forsøge at få gang i apparatet uden. Det lykkedes at få SIM-kort på plads og telefonen tændt i første hug, og heldigvis er telefonen meget brugervenlig. Jeg får også et Samsung Gear S3-smartwatch med til testen, og det forbinder jeg straks til telefonen.
Jeg går lidt på opdagelse i telefonen, og min nysgerrighed vækkes hurtigt af den gul-grønne ’Health App’. Jeg får oprettet min profil, indtastet køn, højde og alder, samt hvilken type sport jeg dyrker. Udvalget er stort, og jeg kigger stolt på skærmen, da jeg ser, hvor mange typer motion jeg egentlig dyrker: Yoga, løb, hiking, boksning, mavebøjninger, armbøjninger – alt kan registreres. Og det forsøger jeg mig så med i løbet af de næste par dage. Det er jo langt fra alle kategorierne, jeg når igennem, men dem jeg når, registrerer jeg manuelt på telefonen. Du kan også registrere dit kaffeforbrug. Jeg synes egentlig ikke, at jeg drikker ”for meget” kaffe, men jeg er alligevel lidt opmærksom på ikke at tage den der ekstra kop. Uret er lige så stort, som det har funktioner, men efter at have læst manualen er det relativt nemt at bruge. Både telefon og ur er vandtæt, hvilket er smart, når du som jeg træner meget. Og meget apropos, så bliver jeg lidt overrasket, første gang det store smartwatch begynder at vibrere på min hånd for at fortælle mig, at det altså er på tide, at jeg rejser mig fra skærmen.
Generelt er jeg personligt stor fortaler for at cykle som transport, gå rundt og tale i telefon, droppe elevatoren og tage trapperne, men jeg må i løbet af testperioden indse, at jeg med mine indtastninger af aktivitetsniveau, og på trods af 1-2 træningspas dagligt, og en fuldt pakket kalender med møder og faren rundt i huset, stadig sidder stille længe nok, til at mit ur vibrerer et par gange dagligt.
Efter en uges test kan jeg konkludere, at telefon og ur er brugervenligt, intuitivt og fungerer rigtig fint i en aktiv hverdag. Batterierne holder i flere dage, og både telefon og ur tåler vand og støv, så uanset om du skal svede på en bounty-ø på sommerferien eller en tur på festival, så fortvivl ej, for du smider bare begge gadgets under hanen, og så er de rene. Både sms’er, mails og notifikationer fra dine SoMe popper op på armen, og så skal uret nok fortælle dig, hvornår det er tid til at lette popoen fra sofaen og lufte stængerne.