Slankekur & vægttab
SPONSORERET indhold

Stina testede Atkins: “Jeg har hele tiden en god fornemmelse i kroppen”

31-årige Stina Anne von Bülow har testet Atkinskuren i syv dage – og det er især det ekstra fedt, der er grænseoverskridende at skulle spise, men resultatet af kuren er godt.

Af:: Maria Præst Foto: Klaus Rudbæk
10. okt. 2017 | Sundhed | Fit living

Dag 1 (fredag)

“Allerede da jeg tog ud for at købe ind til kuren i går, syntes jeg, det var ret grænseoverskridende. Jeg er vant til at spise meget fedtfattigt, men nu er det pludselig bacon, sødmælk og yoghurt, 10 procent, der skal i indkøbskurven. Den første dag skal jeg lige vænne mig til at spise mere fedt. Jeg plejer at spise æggehvider til morgenmad, men i dag laver jeg hele æg med asparges og bacon. Det er rigtig lækkert med varm mad og nemt at lave, så det er en god begyndelse. Om aftenen tager jeg ud at spise med en veninde, og heldigvis er det supernemt for mig at bestille noget kylling med grøntsager til.”

Dag 2 (lørdag)

“Jeg lægger ud med morgentræning, og det går rigtig fint, selv om jeg træner på tom mave. Jeg plejer altid at spise lidt ekstra kulhydrat, inden jeg skal træne, men jeg føler slet ikke, at jeg mangler energi. Om aftenen skal jeg i biografen og når ikke selv at lave aftensmad, så jeg snupper et kyllingespyd fra 7-eleven på vejen. Det føles godt at gå ud af biografen bagefter og være helt let – jeg plejer altid at være propmæt af popcorn og slik.”

Læs også: En kur, der dur?: Atkins kuren

Dag 3 (søndag)

“I dag skal jeg til et familiearrangement og tager min egen mad med for en sikkerheds skyld, men det er slet ikke nødvendigt – der er masser af kød og salat. Til dessert spiser alle de andre masser af vandmelon og chips, og det er lidt svært at stå imod, men jeg har en rigtig god følelse i kroppen over, at jeg lader være. Om aftenen har jeg mega cravings og spiser to skåle yoghurt med nødder – til sidst går jeg i seng for ikke at spise mere. Jeg har også både trænet og været i haven i mange timer i dag, så jeg tror bare, min krop har brug for lidt ekstra. Jeg begynder at tælle ned til, at jeg igen må spise, hvad jeg vil.”

Dag 4 (mandag)

“Jeg savner især mine små mellemmåltider, som jeg finder ud af, at jeg plejer at spise en del af. Riskiks med peanutbutter, banan eller pålægschokolade. Jeg bliver helt rastløs og prøver med en skål græsk yoghurt. Den fede mælkesmag er dog for meget, så jeg blander lidt peanutbutter i – så jeg faktisk bare spiser fedt med fedt på.”

Dag 5 (tirsdag)

“I aften har jeg igen en middagsaftale på en restaurant, og det går fint, selv om det er lidt mere besværligt at gå ud. Jeg skal lige tjekke menukortet på forhånd. Det går op for mig, at jeg spiser ufatteligt meget ude, og jeg laver en middagsaftale senere på ugen om til en te-aftale.”

Læs også: Det mener eksperterne om Atkins kuren

Dag 6 (onsdag)

“I dag er der onsdagssnegle hos bageren, og selv om jeg egentlig aldrig spiser dem, synes jeg, det er sindssygt svært, at jeg ikke må. Det psykiske i, at der pludselig er noget, jeg ikke må få, er klart det hårdeste. Jeg kommer lidt sent fra arbejde og kommer til at spise en ISIS-bar, jeg har i køleskabet helt uden at tænke over det. Lige inden jeg tager sidste bid, tænker jeg: ‘Gud, det må jeg jo slet ikke spise.’”

Dag 7 (torsdag)

“Det er den sidste dag på kuren, og det er virkelig dejligt. Jeg glæder mig til at kunne spise, hvad jeg vil igen.”

Efter kuren

“Efter de syv dage, har jeg tabt mig lidt over et kilo – og et par dage senere er der røget endnu et. Jeg synes, det har været en rigtig rar diæt at være på, fordi jeg hele tiden har haft en god fornemmelse i kroppen. Jeg følte mig hverken sulten eller overmæt, men mest bare godt tilpas. Det eneste er, at alt skal planlægges lidt mere, og det er besværligt at skulle ud at spise eller til andre sociale arrangementer, men jeg har lyst til at leve lidt mere efter principperne. Jeg er for eksempel blevet en smule mindre fedtforskrækket og tog mig selv i at hælde madlavningsfløde over min kylling, da jeg lavede aftensmad den anden dag – det plejer jeg aldrig at gøre – men det smager jo vildt godt.”

Anbefalet til dig