ekspertråd
SPONSORERET indhold

Umahro Cadogan: "Jeg taler med min krop hver eneste dag..."

… og siger „jeg elsker dig” med den mad, jeg spiser. For med kosten kan du tænde for de gode gener og slukke for de dårlige, siger 36-årige Umahro Cadogan. Mød ernæringseksperten og vor tids svar på den moderne medicinmand − og hør, hvordan du tager en kærlig snak med din krop.

Af:: Anne Hermansen Foto: Les Kaner
21. aug. 2013 | Sundhed | Fit living

Umahro Cadogan: "Jeg taler med min krop hver dag..."

… og siger „jeg elsker dig” med den mad, jeg spiser. For med kosten kan du tænde for de gode gener og slukke for de dårlige, siger 36-årige Umahro Cadogan. Mød ernæringseksperten og vor tids svar på den moderne medicinmand − og hør, hvordan du tager en kærlig snak med din krop.

Har du talt med din krop i dag? Egentlig er dét ikke spørgsmålet, for det har du − måske uden selv at være klar over det. Det virkelige spørgsmål er: Hvad har du sagt til din krop i dag?
Det er ernæringsekspert Umahro Cadogan, der spørger. Mad er kommunikation, siger han. Direkte tale direkte til din krop, dine celler og dine gener. Og måske har du i dag sagt: Lørdag aften, hvor skal vi hygge os… Eller: Jeg har virkelig knoklet, så jeg har fortjent… Som regel noget sødt − og ikke særlig sundt. Men når han stiller spørgsmålet, handler det ikke kun om belønninger, hygge-forkælelse og trøstespisning.

For en biokemi-nørd som 36-årige Umahro Cadogan taler den mad, du spiser, ikke bare til følelserne − det går meget dybere. Helt ned i vores dna.
− Dna-teknologien er nu så god, at vi ret let kan teste de gener, der påvirker bl.a. vores forbrænding. Det er vildt interessant, fordi det betyder, at de generelle kostråd kan justeres i forhold til hver enkelt af os. Det er da fint nok, at vi alle skal spise fuldkorn. Det er et fremskridt i forhold til at fylde sig med raffinerede kulhydrater som hvid hvede og sukker − men det er ikke nødvendigvis godt for alle. Det afhænger af din unikke dna-struktur.

For Umahro Cadogan handler sundhed ikke om kostreligion, mirakler på stenalderkost, kulhydrater eller ej. Det handler om, hvad der virker. For den enkelte. For dig. For der er enorm forskel på, hvad vi hver især har brug for.
− Har du dna-testet dig selv?
− Ja. Og hvis vi kun taler vægt, så er jeg typen, der let danner fedt og har svært ved at omdanne fedtet til energi. Kulhydrater fra pasta og ris ryger direkte over i fedtdepoterne, så jeg bliver hurtigere tyk af den type mad end andre. Samtidig holder min krop også længere tid på fedtet i cellerne, før der bliver givet signal til at mobilisere det, når jeg anstrenger mig fysisk.
Det betyder, at jeg skal træne flere timer end andre, hvis jeg gerne vil tabe mig. Hvis vi taler muskelopbygning, er min krop til gengæld hurtig til at opbygge muskelmasse, så hvis det er mit mål, så passer eksplosiv, hård og kort træning som crossfit og vægtløftning godt til mig.

Læs videre på de følgende sider


Dårlig kost giver dårlig libido

Umahro Cadogan har arbejdet med kost og ernæring, siden han var først i tyverne. Han er uddannet ved The Institute For Functional Medicine i USA og er adjungeret professor i ernæring og functional medicine ved det amerikanske universitet University of Western States i Portland. Herhjemme er han i dag en af landets mest brugte foredragsholdere om mad, der styrker krop og hjerne. Han har været kok på TV2’s Go’ Morgen Danmark, udgivet fire kogebøger, bl.a. bestseller-serien Køkkenrevolutionen og vejleder både elitesportsfolk og high-performer erhvervsfolk i at rykke sig det stykke, der adskiller den gode præstation fra den sublime. Og så helbreder han. Ja, du læste rigtigt. Helbreder.

Umahro Cadogan har en privatklinik, hvor han bl.a. rådgiver omkring fordøjelsesproblemer, mentale og neurologiske lidelser, adfærds- og indlæringsvanskeligheder, problemer med immunforsvaret og hormonforstyrrelser. Sidstnævnte må vi stort set alle sammen lide af i større eller mindre grad. I hvert fald os, der falder ind under kategorien: for stresset, sover for lidt, spiser for usundt, drikker alkohol og bevæger os for lidt.

− Hormoner i ubalance er en helt typisk og klassisk stressmarkør, når jeg f.eks. tester erhvervsledere, både mænd og kvinder. Kvinderne danner for meget testosteron, og mændene for lidt. Og det har en ret god pædagogisk effekt, når jeg siger til de her mænd i 30-40-årsalderen, der jo godt kan lide at performe på alle områder af livet: Ja, jeg har testet niveauet af dit mandlige kønshormon, testosteron. Det ligger sådan set o.k. … hvis du havde været 65 år. Den går rent hjem.

− Du rammer dem på deres libido?
− Ja. Det virker! Jeg beder dem også om at tage billeder af alle deres måltider i tre dage inden første konsultation. Tit har de allerede skåret ned på kaffe og cola, inden vi begynder. At se, hvad de egentlig byder deres krop, er også ret effektivt.

Umahro Cadogan er en spøjs og brainy kombi af biokemisk dnadetektiv og vor tids svar på medicinmanden. En hightech moderne medicinmand, der sender sine klienters blodprøver, kindskrab, spyt-test og urinprøver til verdens førende laboratorier. Ud fra resultaterne sammensætter han kost og kure, der kan være alt fra stringente madplaner, et bombardement af vitaminer og mineraler til 200 gram juicet ingefær i 14 dage…
− Ja, det er efterhånden blevet til Umahro-kuren, og du får det varmt. Men det virker fantastisk på inflammationer i kroppen. Det handler om at finde ud af, hvor du er i underskud. Og hvordan du kan komme op igen.

 


Jeg kurerede mig selv

Hans allerførste klient − det var såmænd Umahro selv. Som teenager boede han sammen med familien seks år i Beijing og Hongkong, og i den periode blev han pga. en lungebetændelse først behandlet med en atombombe af en antibiotikakur. Og senere, da han så begyndte at få mærkelige mavesymptomer, med 12 omgange af en særdeles heftig parasitkur.
− Den har uden tvivl slået eventuelle uønskede gæster ihjel, men nok også hvad der måtte være tilbage af sund tarmflora. Og bakterierne i vores tarmsystem er altafgørende for, hvordan resten af kroppen fungerer, for det er jo her, al næring bliver optaget − eller ryger lige igennem.

− Jeg gik på en god kostskole i Hongkong, hvor verdens bedste universiteter som Harvard, Yale, Oxford og Cambridge kom og håndplukkede elever − og jeg var ekstremt ambitiøs bogligt og sportsligt. Jeg dyrkede sport på eliteniveau 20 timer om ugen − uden at kende ordet restitution. Og søvn var ikke en prioritet i et miljø med 500 elever fra hele verden mellem 16 og 20 år.

− Da jeg kom hjem til Danmark og skulle videre til Oxford, hvor jeg havde fået plads, kollapsede min krop. De mærkelige mavesymptomer eskalerede til en full blown kronisk tarmbetændelse med følgesymptomer som muskelsmerter, kronisk træthed, nervebetændelse og leverpåvirkning. Jeg røg ud og ind af hospitaler, fuldstændig afpillet og mere eller mindre invalideret. Hverken i stand til at arbejde eller flytte til England og studere.

Efter halvandet år med et hav af indlæggelser og undersøgelser gav lægerne op og sendte ham hjem med beskeden: Kom tilbage, når du får det værre. Elitesportsmanden- og studenten var reduceret til en ung fyr med udsigt til invalidepension, for værre var i Umahro Cadogans verden lig med ambulance eller ligvogn.
− Jeg har altid haft en nørdet tilgang til viden. Som barn vidste jeg f.eks. alt om alverdens slanger og krybdyr, alt! Da lægerne gav op, brugte jeg min evne til at grave mig ned i biokemi og fysiologi og undersøge alt for at løse mysteriet om, hvorfor min krop var så usamarbejdsdygtig − og hvad der skulle til for at bygge den op igen. Fra bunden.

Det lykkedes. Langsomt. Skridt for skridt. Ved at stalke eksperter og studere tarmsystemet, vitaminer, mineraler, immunforsvaret og kroppens energiproduktion. Og ved at eksperimentere med forskellige næringsstoffers effekt på sin egen krop. I dag har han ingen symptomer på den kroniske tarmbetændelse, som i princippet ikke kan kureres.
− Jeg har et travlt liv med lange dage. Jeg træner meget, og jeg arbejder meget. For når jeg ikke holder foredrag og work-shops, snakker jeg med klienter eller står og leger med nye opskrifter i køkkenet. Men min krop kan holde til det, fordi jeg giver den netop det, den har brug for. Og jeg har helt enkelt ikke muligheden for at falde tilbage i gamle, mindre sunde vaner − for så rører de gamle symptomer hurtigt på sig. Jeg er så heldig, at jeg er nødt til at leve sundt.

 


Kickstart de gode gener

De allersidste brikker til puslespillet om hans krops kollaps har Umahro Cadogan først fået for få måneder siden, da han dna-testede sig selv. Svarene viste, at hans immunsystem er disponeret for at reagere kraftigere end så mange andres på en infektion eller inflammation. Andre kunne måske godt have holdt til de påvirkninger, hans krop har været ude for, men hans kunne ikke. Og så er vi tilbage ved udgangspunktet:

− Hvordan vi taler til vores krop med det, vi spiser. Og den mængde fysiske aktivitet, som vi giver den lov til at få. Motion er mere end et spørgsmål om, hvordan du kan forbrænde kalorier. Motion gør kroppen selvregulerende, fordi fysisk aktivitet tvinger kroppen til at aktivere de gener, der holder dig stærk.

− Vores gener er vores individuelle blueprint, det er kroppens produktions- og drift-manual. Med de påvirkninger, vi giver kroppen, får vi den til at skrue op eller ned for gener, der enten gør os stærkere, mere modstandsdygtige eller omvendt mere disponerede for sygdom.
− Groft sagt: Giver du kroppen broccoli, så skruer du op for gener, der f.eks. håndterer stress og sprøjtegifte. Giver du den slik, langvarig stress og for lidt søvn, tænder du måske for gener, der „vækker” kræftceller, som ellers kunne have ligget i dvale uden at lave ballade. Mange af de sygdomsfremkaldende gener bliver nemlig først problematiske, når vi lever på en måde, hvor vi kommer til at aktivere dem.

− Så det er ikke en envejs-kommunikation, når du taler til din krop med den mad og omsorg, du giver den. Den svarer tilbage. Der er så mange, der behandler deres krop som et hylster, der bare skal adlyde og holde ud uanset hvad. Men når du tænker på kost og motion som information og kommunikation med din krop, synes jeg ikke, at det er svært at regne ud, hvad god mad og sund livsstil er.

Umahros 5 bedste råd til kvinder

1. BEVÆG DIG HVER DAG. Det holder din krop yngre og stærkere, fordi det aktiverer de hormoner, som ellers daler i niveau – når du er over 40 år.

2. SPIS GRØNSAGER OG BÆR. Det kan du simpelthen ikke gå galt i byen med. Det er den mest positive og næringsrige information, du kan give din krop – for det skruer op for de gode gener og ned for de dårlige, der disponerer for sygdom.

3. PAS PÅ DIT BLODSUKKER. Når det rutsjer op og ned, forstyrrer det din hormonbalance. Den værste synder er det hvide, raffinerede sukker, som får dit blodsukker til at gå amok. Hold dig væk fra det.

4. SOV GODT. Søvn er fantastisk, uundværligt og en af de mest effektive måder til at holde dig ung, sund og stærk. De bedste timer er fra 22 til først på natten.

5. DRIK. Er du dehydreret, præsterer du ikke optimalt. Drik vand, te eller grønsagsjuice ca. 1 liter pr. 25 kg kropsvægt.

Navn: Umahro Cadogan.
Alder: 36 år.
Uddannelse: Uddannet i ernæring og funktionel medicin ved The Institute For Functional Medicine i USA.
Job: Ernæringsekspert, kok og kogebogsforfatter. Har en klinik, hvor han vejleder elitesportsfolk, erhvervsfolk og private. Har været kok på Go’ Morgen Danmark.
Bøger: Køkkenrevolution, Slip slikket m.fl. I efteråret en ny bog om kvinders sundhed. 
Privat: Single.
Læs mere på: www.umahro.dk