Simba Prisen efter stor kritik "Vi tager det alvorligt"
Flere content creators har efterlyst bedre kvindelig repræsentation ved Simba Prisen 2026. Nu svarer sidstnævnte på de mange opråb.
13 priser blev uddelt lørdag aften til Simba Prisen, som alle gik til mandlige influencere og content creators.
Det har fået flere til tasterne med budskabet om, at der mangler bedre kvindelig repræsentation. En af dem er en berørt Anna Brynald, som i en Instagram-video udtaler, at hun under prisuddelingen følte sig "udenfor".
Artiklen fortsætter under videoen...
– Mit liv handler om at lave indhold, udvikle og skabe. Alligevel sad jeg dér og følte at den verden, jeg så gerne vil være en del af, at der måske ikke var plads til en som mig. Og det måske ikke var en verden for mig, og det gjorde mig så ked af det, siger Anna, som understreger, at "det intet ondt er mod mændene", ligesom hun ikke klandrer Simba Prisen.
Vinderne til Simba Prisen er baseret på brugernes stemmer - dog med undtagelse af æresprisen.
Også Malika Olsen udtrykker sin utilfredshed på TikTok.
– Jeg synes simpelthen ikke, det kan være rigtigt, at der ikke er én eneste kvinde, der går herfra med en sejr, siger hun og udtaler, at "alle, der har været derinde, har været sure".
Simba Prisen: "Vi tager det alvorligt"
I et Facebook-opslag svarer Simba Prisen nu på kritikken og udtaler, at prisfesten "skal være for hele den danske creator-branche".
– Vi kan se, at en del oplever, at årets show ikke afspejlede bredden i branchen, og at nogle har følt sig overset. Det tager vi alvorligt.
Videre skriver de, at de nu vil evaluere Simba Prisen heriblandt kategorierne og nomineringerne.
– I år inddrager vi også flere stemmer fra branchen i den proces, så vi kan samle forskellige erfaringer og perspektiver om, hvordan Simba Prisen bliver endnu mere inkluderende. Vores mål er et show, hvor alle dele af creator-branchen kan se sig selv repræsenteret, og det arbejder vi videre med frem mod næste år.
En af dem, som har et bud på forbedringer, er content creator Louise Madsen. Det skriver hun i en Instagram-story.
Hun mener, Simba Prisen bør indføre kategorier såsom: Årets vlogger, Årets beauty creator, Årets fashion creator og Årets livsstilscreator.