Trine Dyrholm: ”Jeg synes ikke, det er rimeligt, at vi alle sammen skal være super tynde”

Trine Dyrholm er et sted i sit liv, hvor hun er i gang med at redefinere en masse ting for sig selv.

– I forhold til at være mor, i forhold til at være mig, i forhold til alt muligt. Jeg er ikke så formuleret omkring det, for lige nu er det hele en stor pærevælling.

Hvad er det, der har sat alle de tanker i gang?

– Livet!

Hun griner og slår ud med armene.

– I virkeligheden er det nok også bare sådan, jeg er. Søgende. Men i perioder er jeg lidt mere defineret omkring, hvad jeg synes, og hvad jeg gør, end jeg er i denne tid. Lige nu har jeg en fornemmelse af, at jeg er i gang med at tage nogle skridt i en retning, som jeg ikke helt kender. Måske handler det bare om, at jeg udvider mig lidt. Det gør vi mennesker jo hele tiden. 

Eller måske er det en længsel efter noget, jeg endnu ikke ved, hvad er. Vi lever i en meget polariseret verden, og som skuespiller er jeg heldig, at jeg gennem mine roller får lov til at se verden fra flere perspektiver, men jeg vil også gerne blive bedre til at gøre det samme bare som mig. Som Trine.

I den nye film ”Begyndelser” har Trine rent professionelt netop fået muligheden for at se verden fra et helt nyt og voldsomt perspektiv. Det har sat gang i mange tanker og overvejelser. 

Hun spiller hovedrollen som Ane, der efter at være blevet ramt af et stroke – en blodprop i hjernen – skal lære alting forfra. Ane og hendes mand, Thomas, som spilles af David Dencik, har været sammen i mange år og har to døtre.

Nu står de imidlertid overfor en skilsmisse. De er vokset fra hinanden, Thomas har fået en ny kæreste, som han skal flytte sammen med, men parret har bare ikke lige fået sagt det til deres piger endnu, da blodproppen rammer. 

Livet vender fra det ene øjeblik til det andet fuldstændig på hovedet for Ane, Thomas og deres piger, og historien handler om, hvordan man må finde en accept i det nye. Hvordan man metaforisk set – og helt bogstaveligt for Anes vedkommende – simpelthen skal lære at gå igen.

– De skal definere helt nye roller, og filmen stiller også spørgsmålet, om man kan gå fra en, der pludselig ikke kan klare sig selv? Jeg er rigtig glad for filmens titel: ”Begyndelser”. I flertal. For vi kommer alle igennem forskellige stadier og omvæltninger livet igennem. 

Nogle gange møder vi meget store kriser, andre gange er det små omvæltninger, men uanset hvad er der nye begyndelser livet igennem. Bare det at have børn, der vokser op og pludselig kan selv, er en ny begyndelse, selvom det jo samtidig er helt naturligt.

Forfængeligheden

I filmen har Ane i begyndelsen meget stor modstand på sin situation og kan slet ikke acceptere, at hun måske for altid vil have en krop, som ikke kan det, den plejede. Ifølge Sundhedsstyrelsen bliver ca. 12.000 danskere hvert år indlagt med et stroke. 

Det svarer til ca. 33 personer om dagen. Stroke er en fælles betegnelse for blødning og blodprop i hjernen, og de fleste tilfælde af stroke (85 procent) skyldes en blodprop. Trine har i sin research til rollen undret sig over, at der bliver talt så lidt om stroke, når så mange mennesker er i berøring med det, og hun er glad for, at hun med filmen kan være med til at sætte fokus på det.

– På de sociale medier har vi det med at male et perfekthedsbillede af, hvad det vil sige at være til, og jo mere det sker, jo mere mener jeg, at vi har brug for at italesætte, at livet kan se ud på mange måder. 

For hvem er det egentlig, der skal definere, hvad et ”rigtigt” og godt liv er? Hvem definerer, hvilken krop der er perfekt?

Hvordan har du researchet til at spille en kvinde, der er delvist lammet?

– Det fysiske var noget af det, jeg var mest bange for i arbejdet med denne film, for når man laver sådan et portræt, så skal det være så sandt som muligt. I filmen kommer man meget tæt på og er nærmest en flue på væggen hos Ane og hendes familie, og derfor fik jeg meget tidligt sagt til Jeanette Nordahl, der har instrueret filmen, at jeg ville give min krop til den rolle. 

Det kan ikke nytte noget at være forfængelig, når man skal spille en, der ikke kan bevæge hele sin venstre side. Jeanette introducerede mig for en kvinde, som er fysioterapeut på et rehabiliteringscenter, og som faktisk også endte med at være med i filmen. 

Hun lærte mig, hvordan man typisk bevæger sig, når den ene side er paralyseret. At skulderen ryger frem, hvordan armen hænger, og hvordan den slæbende bevægelse med foden kommer helt oppe fra hoften. Det gav mig en kæmpe tryghed, at hun var med. Jeg begyndte også til svømning, for det spiller en vigtig rolle i filmen, at Ane lærer at svømme med en arm og et ben. 

Det var virkelig, virkelig svært, men samtidig var det en god måde at komme ind i karakteren Ane på. Vand er Anes element, hun er havbiolog, men samtidig er der også noget betydning i, at vand jo kan bære dig, hvis du overgiver dig til det og træner.

Du siger, at du måtte pakke forfængeligheden væk …?

– Ja, for du kan ikke trække maven ind, når du hænger sådan her …

Hun viser med hele sin krop, hvordan hun måtte overgive sig til rollen som delvist lammet.

Hvordan var det at give fuldstændig slip og spille en rolle, hvor du var så hjælpeløs?

– Jamen, det var fantastisk, fordi Jeanette er en fantastisk instruktør. Og det kræver det. Det kræver også, at man stoler på hinanden og har et godt arbejdsmiljø, og heldigvis kender David og jeg hinanden rigtig godt og er gode venner. Så jeg havde en følelse af, at jeg kunne hoppe ind i materialet og lade det bære mig. 

Jeg er også så heldig, at jeg er god til, når der bliver sagt ”værsgo”, at glemme, at det er min egen krop. Jeg går meget op i, at jeg som skuespiller fjerner mit eget ego og kigger ud på verden igennem en andens øjne og med den karakters perspektiv. 

Det eneste, jeg skal, fra der bliver sagt ”værsgo”, til der bliver sagt ”tak”, er at udforske det moment og være hundrede procent til stede. Når jeg så ser det bagefter, kan jeg da godt nogle gange sidde og tænke, uh, ja, det var så lige mig og min krop, og der kan jeg godt blive mødt med min egen forfængelighed. 

Heldigvis fylder det ikke så meget, mens jeg arbejder, for så ville det blive meget svært. Det er sådan en underlig bevidst-ubevidst følelse, man går ind i, når man er skuespiller, fordi man ved så mange ting. Man er så bevidst om, hvad man skal sige, hvad man skal gøre, og hvor kameraet er. 

Men der skal være et vist element af uvished i det, for at det bliver til levet liv oppe på lærredet. Det betyder, at det er meget vigtigt, at jeg flytter blikket fra udefra set til indefra set. For hvis jeg kigger på mig selv udefra og får øje på min mave, så kan jeg ikke være til stede i situationen.

Hvordan har du det med forfængelighed, når du er Trine?

– Jeg kan sagtens gå på gaden og ikke have makeup på. Jeg er heller ikke så forfængelig, at jeg træner helt sindssygt og taber mig til en rolle, selvom jeg måske burde gøre det.

Hun kigger ned ad sig selv.

– Altså, jeg kæmper lidt med, at jeg ikke er forfængelig nok til, at jeg går vildt meget op i den slags. Men nu har jeg lige været afsted på festival, og når jeg så ikke kan passe mit pæne tøj, bliver jeg irriteret på mig selv over, at jeg ikke har tabt mig lidt. Og så bliver jeg irriteret over det.

At du alligevel går op i det?

– Ja, jeg er irriteret over, at vi har så underlige, forskruede idealer, for jeg synes ikke, det er rimeligt. Jeg synes ikke, det er rimeligt, at vi alle sammen skal være super tynde. Jeg synes, det er noget underligt noget, faktisk. 

Jeg er optaget af leve et liv, hvor jeg signalerer, at man godt kan se helt almindelig ud. Jeg er hverken tyk eller tynd. Men det er stadig sådan i min branche, at beauty rules, og derfor er jeg ikke befriet for tankerne om mit udseende. 

Jeg vil gerne være den bedste version af mig selv, men jeg er også realistisk. Jeg kommer ikke til at se ud, som jeg gjorde, da jeg var ung, men jeg gør da, hvad jeg kan for at passe på min hud, og jeg farver også mit hår. Jeg har ikke nogen holdning til, at folk får lavet alt muligt, det må man helt selv bestemme, men jeg har en holdning til, hvorfor man gør det.

Ja, for hvis skyld?

– Præcis. Hvis man ligger under for et eller andet regime eller ikke vil acceptere, at tiden går, og at vi skal dø, så synes jeg, at det er et problem. Det handler ”Begyndelser” også om. At man ikke kan kontrollere livet.

Nye perspektiver

”Begyndelser” sætter også tankerne i gang i forhold til, hvad man selv ville gøre, hvis ens partner blev alvorligt syg. Ville man blive, eller ville man gå? 

Det er selvfølgelig sat ekstra meget på spidsen i filmen, fordi Ane og Thomas rent faktisk er på vej væk fra hinanden, men nu har Ane brug for hans hjælp til alting. Også selvom hun hader det.

Har du og din mand haft en snak om, hvorvidt I ville være der for hinanden, hvis den ene blev alvorligt syg?

– Ikke helt konkret, men vi har da berørt emnet. Jeg tror dog ikke, at det er nemt at beslutte sig for den slags på forhånd. Det minder lidt om debatten om aktiv dødshjælp. 

Jeg kan da godt tænke, at jeg ikke ville udsætte mine nærmeste for, at de skulle passe mig, men på den anden side har jeg ved at møde mange forskellige skæbner lært, at der er mange former for liv, der giver mening. 

Så man skal passe på med at sige, at det ikke er noget liv, hvis et menneske er alvorligt sygt. Jeg kan godt forstå dem, der ikke magter at få rollen som sygeplejerske. Jeg har selv været pårørende til kræftforløb, og det er sindssygt hårdt at stå ved siden af. 

Så jeg tror, at vi bliver nødt til at fritstille hinanden og sige, at det må afhænge af det enkelte menneske og den konkrete situation. Jeg tænker umiddelbart, at jeg selv ville sørge for at fritstille mine nærmeste, men samtidig tror jeg også, at jeg ville have super meget brug for at have dem tæt på mig. Så det er jo et dilemma. 

Fordi jeg selv har det på den måde, har det været nemt for mig at gå ind i rollen som Ane og leve mig ind i det, for jeg kan sagtens forestille mig, hvor svært det må være. Længslen efter, at nogen hjælper, og samtidig afskyen over at være til besvær og have brug for hjælp. I filmen får Thomas en rolle i Anes liv igen, som han måske har længtes efter. 

Der er pludselig brug for ham, og deres parforhold bliver redefineret, så de ser hinanden på en ny måde. Det, synes jeg, at man kan tage med sig fra filmen, uanset hvad man gennemlever i sit eget liv. At det kan være sundt somme tider at stille sig selv spørgsmålene: Hvorfor er vi sammen? Og hvordan ser vi på hinanden? 

Det kan man jo meget hurtigt glemme i en travl hverdag.

Som freelancer er Trine Dyrholm vant til hele tiden at gå i gang med et nyt projekt, og på den måde har hun følelsen af nye begyndelser hele tiden, fortæller hun.

– Jeg er også ofte væk i længere tid på optagelse, så jeg er løbende lidt tvunget til at se mit liv og mine relationer fra et nyt perspektiv.

Diskuterer du alle dine nye tanker med din mand, når du kommer hjem?

– Vi taler om rigtig mange ting. Min mand er min meget, meget dybe, gode ven. Vi har en ongoing udveksling om liv, død og kreativitet. Men det er også noget, der bare foregår inde i mig. Særligt i perioder som lige nu, hvor jeg ikke er ”inde” i en karakter.

Savner du det, når du ikke er i gang med en rolle?

– Ja. Det er jeg nok nødt til at indrømme. Og det har ikke noget at gøre med, at jeg ”lever på scenen” og ikke kan fungere, hvis ingen kigger på mig. Slet ikke. Det, det handler om, er, at når jeg står og kigger ud med et andet perspektiv, så føler jeg, at jeg er mest fri.

Jeg føler, at jeg er i kontakt med noget større end mig selv. Og det er ikke fordi, jeg ikke også kan føle mig fri som Trine. Det kan jeg sagtens. Men når jeg er i en rolle, så er jeg til stede og fokuseret på en måde, hvor der sker noget, som jeg ikke vidste skulle ske. Og det er et vildt spændende sted at så. 

Lige nu har jeg en periode, hvor jeg rejser meget for at promovere filmen, og det er jo godt, for det betyder, at der er interesse om den, men jeg når til et mæthedspunkt, hvor jeg ikke længere kan holde ud at se på det udefra. Så er det tid til at komme ind igen og mærke.

Så du forstår i virkeligheden mange ting gennem dine roller?

– Det synes jeg egentlig, at jeg gør. Eller jeg føler mig connected. Grunden til, at jeg laver det, jeg gør, har to spor. Der er et personligt, egoistisk spor, der handler om, at det er min måde at være i verden på. Min måde at forstå livet på. 

Men der er også det spor, der handler om kommunikation. Jeg rækker ud, og jeg har en følelse af, at vi alle hænger sammen og har en masse fælles materiale, som jeg er så heldig at få lov til at formidle. Det er derfor jeg tager mit arbejde så alvorligt og er meget omhyggelig med, hvad jeg vælger at lave. 

Jeg kan ikke stå i en rolle og med noget materiale, hvis jeg ikke har en følelse af, at det er vigtigt. Jeg øver mig også hele tiden i at give opmærksomhed til momentet. Både når jeg arbejder og personligt. Hvis man ikke er opmærksom på det, kan man hurtigt føle, at man hele tiden er bagud. Og her har mit arbejde faktisk lært mig den vigtigste lektie: At puste ud. Hvis jeg som skuespiller går ind i en scene sådan her …

Hun puster tydeligt ud.

– Så stiller jeg mig åben over for momentet. Hvis jeg derimod gør sådan her …

Hun trækker vejret ind.

– Så har jeg besluttet mig for momentet. Og det kan man godt overføre til selve livet. Nu er jeg i dag gået ind i den her interviewsituation, og jeg kan have haft alle mulige forestillinger om, hvad vi skal tale om, og hvordan artiklen ender. Men jeg kan også bare prøve at se, hvad der sker, og gå ind i det på en udånding.

For mig er det at puste ud det samme som at give en lille smule slip.

Så du puster helt fysisk ud, når du går i gang med en scene?

– Ja. Når det bliver sagt ”værsgo”, så puster jeg ud. For mig er det i virkeligheden et kontroltab. Eller en følelse af, at nu er jeg lige her. Det er jo som udgangspunkt en teknik, men det er også blevet noget, der indeholder en masse livsfilosofi for mig. For hvorfor er det, at vi ofte har det med at beslutte os for momentet? 

Hvorfor er det, vi har det med at sætte andre mennesker i bås? Alt stritter på mig, når nogen siger til mig: ”Du er jo sådan en, der …” Ja, det kan da godt være, at jeg er det i dag. Men måske sker der noget helt andet i morgen, det ved vi da ikke. 

Jeg er super irriteret over, at vi hele tiden skal definere hinanden. Og det er igen noget, der er spændende ved at hoppe ind i en rolle og se verden gennem en andens øjne.

Også når det er en rolle, hvor du skal gå ind i noget svært som i ”Begyndelser”?

– Ja, men med så hårdt et materiale er det særlig vigtigt ikke at ”gå i skuespil”, men i stedet prøve at forstå, hvad der er derinde. I den scene, hvor Ane skal lære at gå for første gang, havde vi en masse statister med, som plejede at komme i det genoptræningscenter, hvor vi optog. 

De levede med mange forskellige udfordringer, der lignede dem, jeg skulle spille, og det var simpelthen så gribende at opleve, hvor glade de var for, at den film skulle laves, så der kom noget fokus på det, de kæmpede med. Der var en fyr, som sad i kørestol, og efter optagelserne kaldte han mig hen og sagde, at det havde været så vildt at være med, for sådan som jeg havde skullet lære at gå i filmen, havde det også været for ham i virkeligheden. 

Det blev jeg meget rørt over, for jeg kunne jo bare gå hjem bagefter, men han sad stadig i sin kørestol og havde svært ved at gå. Som skuespiller stiller jeg jævnligt mig selv spørgsmålet: Må jeg godt lave det her? Det gjorde jeg også i forbindelse med denne film. Og ja, det må jeg godt, hvis jeg tager mit ego væk og formidler andres fortælling på en respektfuld og seriøs måde.

Fremtidsdrømmen

Den forestående skilsmisse, som ”Begyndelser” også skildrer, er, i Trines optik, konsekvensen af, at Ane og Thomas er vokset fra hinanden. Han er på vej videre med en anden kvinde, mens Ane sidder tilbage og måske – måske ikke – synes, at det er fint nok.

Hvilke tanker gør du dig selv om, at et parforhold på den måde kan løbe ud, og at der måske kommer en ny ind i billedet?

– Jeg tror, at jeg, siden jeg var ret ung, har været bevidst om, at det også er en del af livet, at folk bliver skilt, og jeg er egentlig bare taknemmelig for, at jeg har været sammen med min mand i 20 år nu. Det er ret vildt, og det havde jeg aldrig troet, at jeg skulle opleve.

Hvorfor ikke?

– Jamen, jeg havde heller ikke troet, at jeg skulle have børn. Altså, jo, det troede jeg, da jeg var helt ung, men så formede livet sig anderledes, og der skete en masse ting. 

Der var perioder, hvor jeg havde det svært, og pludselig havde jeg været alene i mange år. Så tænkte jeg, at det da også kunne være, at jeg bare ikke skulle have børn, og så begyndte jeg at vænne mig til det og blev provokeret over, at opfattelsen var, at man kun havde en rigtig voksen-identitet, hvis man var forælder. Hvad fanden var det for noget pis?! 

Jeg havde jo masser af venner, som var voksne, og som ikke havde børn, og de havde et fint liv. Jeg var i begyndelsen af 30’erne på det tidspunkt og redefinerede altså igen min fremtidsdrøm. Men jeg kan huske, at min mor sagde, at man da godt kunne få børn alene.

Hun ville gerne være mormor?

– Ha ha, ja, men det var ikke en option for mig, og siden har vi grinet en del af den bemærkning. Senere mødte jeg Niclas, og vi fik vores søn, så jeg tror bare, at jeg fra en ung alder har vænnet mig til, at livet har sin gang. Og hvis man forestiller sig, at alt skal passe ned i en specifik form, kan det være utrolig svært at være i livet, for det, der sker, passer aldrig ind. 

I stedet kan det være en god idé at forestille sig essensen af, hvad der er inde i ens drømme. Ønsk dig kærlighed i stedet for en mand, der skal se ud og være på en bestemt måde, for udseendet og væremåden er formen. 

Essensen af drømmen er kærlighed eller accept. At du vil gribes og gribe et andet menneske. At du vil se og blive set. Det er alt sammen metaforer for, hvad kærlighed er.

Filmen skildrer også den ømhed og tillid, der er mellem to mennesker, der har været sammen i mange år, og det bliver tydeligt, at den historie, de har sammen, betyder noget. Hvad tænker du om det?

– Det er jeg hundrede procent enig i. Når man har været sammen i mange år, kan man jo godt somme tider sidde og kigge på hinanden og tænke, hvorfor skal vi egentlig være sammen? Men så dukker alle billederne fra det levede liv op, og man indser, at de er grunden til, at vi sidder her sammen. 

De billeder, den fælles historie, viser den dybde, som kærlighed kan have, hvis man tør acceptere, at det indimellem er svært. 

Kan man det, er der ikke noget, der slår det, hvis du spørger mig.

LÆS OGSÅ

Her er 11 sexstillinger, I skal kende: Fra de frække til de intime

Listen over sexstillinger, som I kan afprøve i sengen (eller hvor akten end skal foregå) er alenlang, men hvor meget betyder stillingerne, når det kommer til nydelsesfuld sex, og er der nogen, som er værd at involvere hver gang?