Oskar Fehlauer Nielsen

Foto: Astrid Lund Johansen "Der er mange mennesker, der mangler et sted, hvor de kan føle sig bare lidt mindre ensomme. Også folk, der tilhører det, vi kalder ”lgbtq+”, skriver 21-årige Oskar Fehlauer Nielsen.

21-årige Oskar: ”Jeg prøver at slippe for at skulle have en kønsidentitet"

21-årige Oskar Fehlauer Nielsen ønsker at leve i en verden, hvor køn og seksualitet fylder mindre. Men vejen dertil er stadig lang, mener han. I anledningen af Copenhagen Pride har vi bedt Oskar Fehlauer om at nedfælde sine tanker om priden – og hvorfor kampen for at være den, man er, endnu ikke er vundet.

Jeg hedder Oskar, jeg er 21, jeg begynder om lidt på en svensk forfatterskole i Göteborg. Jeg prøver at slippe for at skulle have en kønsidentitet, jeg bruger ordet queer, jeg bruger også ordet homoseksuel (mest for nemhedens skyld).

Det har skabt opmærksomhed – både positivt og negativt - at jeg ofte har fx øreringe på, men også bare den måde jeg går og taler på. En ufrivillig mimik, de ting, jeg interesserer mig for, og som jeg ikke kan gøre noget ved. Som åbenbart kan kædes sammen med en specifik seksualitet og et misforhold i forhold til det køn, som man forventer, at jeg skal passe ind i – jeg er for feminin.

For nyligt sagde jeg i et interview til Weekendavisen, at jeg ønsker at leve i en verden, hvor køn og seksualitet fylder mindre – kald det ”kassetænkningen” – at det, jeg stræber efter, ikke er, at vi skal opdele os yderligere, fx i nye betegnelser for køn på spektret mellem ”mand” og kvinde”, men at vi skal have lov til at være i fred, hver især.

Mens det er sandt, altså at dét er noget, jeg mener, så er det vigtigt for mig, at det argument ikke bliver forstået som ”hvis vi ikke snakker om det, løser det sig nok.”

Man kan sige: Ja, jeg vil gerne hen til det sted, hvor de ting er ikke bare mindre vigtige, men fuldstændigt underordnede. Hvor jeg ikke behøver, identificere mig som queer, men heller ikke behøver have noget forhold til, hvad mand betyder, hvor jeg kan nøjes med at identificere mig med alt, det jeg også er: skrivende person, nogens søn, nogens bror, nogens ven osv.

Men vi er ikke det sted nu.                                                            

Og det er heller ikke et sted, vi kan komme hen ved, at jeg beslutter mig for at lade det fylde mindre inde i mig. Derfor er det vigtigt at understrege ordene ØNSKER og STRÆBE i det udsagn, jeg fremlægger, både i Weekendavisen og her.

Det er en vej, jeg synes, vi skal arbejde os hen imod som samfund, men ikke noget, vi kan gøre fra den ene dag til den anden.

Identitetspoltikken fjerner fokus

Jeg ved godt, at der er mange, der ikke vil have det på samme måde som mig. Jeg ved godt, at mange vil synes, at de tanker, jeg deler, både er fjerne og måske abstrakte. Måske endda identitetspolitiske, eller at jeg er krænkelsesparat.

Men når jeg siger ja til at skrive de her klummer, at give interviews, er det for at prøve at blive ved med at sige, at det her emne og de debatter, der opstår, handler om mennesker.

Jeg tror, at jeg har mistet overblikket over, hvad identitetspolitik i virkeligheden betyder. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så oplever jeg det som en måde at kunne diskutere uden om emnerne. Når vi diskuterer om noget er en diskussion værdigt, om det ikke bare er et udtryk for netop ”krænkelsesparathed” og at ”identitetspolitikken har taget overhånd”, så behøver vi ikke at forholde os til kernen i diskussion.

Mit indtryk er, at kernen i de (vigtige) diskussioner ofte er en person eller en gruppe, der prøver at fortælle om en erfaring, måske en smertefuld én. Måske et ønske om at blive behandlet bedre af og i samfundet.

Vi skal forholde os til mennesket

Jeg kunne sige: Jeg føler mig ikke tryg, når jeg går i gaderne om natten, særligt ikke uden for byen.

Eller: Jeg føler mig ofte hånliggjort eller truet af folk i offentlige rum, på gaden, på barer, klubber.

Eller: Folk kigger anderledes på mig end på mine veninder på gaden.

Andre mennesker fortæller måske om oplevelser med at blive kaldt specifikke ord, blive forskelsbehandlet, truet, udsat for vold og overgreb (osv.) på baggrund af andre ting, end dem jeg oplever.

Det kan være racisme overfor sorte og brune mennesker, asiater, den grønlandske befolkning osv. Det kan være den måde, man bliver behandlet på som ikke-tynd eller for-tynd krop i verden, det kan være at fortælle om oplevelser af voldtægt og andre seksuelle overgreb eller chikane.

Og i stedet for at lytte gør vi ofte en af flere ting. Måske samtlige.

Vi sætter spørgsmålstegn ved den erfaring, de fremlægger, eller vi sætter spørgsmålstegn ved deres motivation for at fremlægge den. Vi afskriver dem på baggrund af noget, de engang har sagt et andet sted, eller på om de ikke selv har opsøgt eller opfundet det, de snakker om.

Måske er de bare sultne efter opmærksomhed, måske er de psykisk syge.

Og så siger vi, at det er en del af en ”identitetspolitisk agenda” og altså noget større end den individuelle diskussion, så behøver vi igen ikke forholde os til mennesket, som prøver at fortælle os noget.

Kampen er ikke vundet

Altså jeg tror og oplever, at før det handler om politik, så handler det om smerte, traumer, uretfærdighed og om følelser.

Det, jeg prøver at sige, er måske bare, at kampen ikke er slut, at den ikke er vundet. Jeg ved godt, at jeg også taler fra et privilegeret sted. Jeg bor i byen og er vokset op et sted, hvor der har været god plads til mig. Jeg taler samtidig også fra et, på flere måder, sårbart sted.

Der er mange mennesker, der mangler et sted, hvor de kan føle sig bare lidt mindre ensomme. Også folk, der tilhører det, vi kalder ”lgbtq+”.

Pride handler om dem.

Ikke om virksomhederne, der kan pryde sig med lånte fjer. Pride er et godt lys, mange gerne vil stå i – for at kunne appellere til flere købere og tjene flere penge.

Hvis jeg skal deltage i en pride, bliver det nødt til at være en solidarisk pride, der inkluderer alle lgbtq+-personer. Der ikke er ekskluderende overfor folk, der ikke er ”queer på en bestemt måde”, der fx også kan være et rum for folk fra provinsen, hvor der ikke kun er plads til smukke, privilegerede mennesker, og en pride, hvor der ikke er plads til kommercielle interesser.

Hvor man ikke glemmer den historie, de kampe og fysiske protester, som nutidens pride står på skuldrene af. Et rum med glimmer og fest, men uden at det udelukker, at det også er en fortsat kamp.

En parade og en demonstration i ét.

Om klummeskribenten

Oskar Fehlauer Nielsen, 21 år

Har været instruktørassistent på Betty Nansen Teatret, skrevet anmeldelser i Information og tekster i onlinemagasinet SEIN

Begynder om lidt på den svenske forfatterskole, Litterär Gestaltning, i Göteborg

Se, hvad vi ellers skriver om: Kærlighed, Racisme og LGBTIQ+

610x200_woordy_knap2.jpeg