En ny form for mistro har sneget sig ind på mig. Når jeg ser en person med fine, fyldige læber, så overvejer jeg, om det er naturens eller en god kosmetologs skaberværk.
Det samme gør sig gældende for tykke, lange vipper. For klare øjne og for skarpe kindben. For lykkelige familier i modlys på Instagram.
På en måde er det forfriskende, for så behøver jeg ikke være misundelig over, at andre stod foran mig i køen, da der blev delt udseende og livsvilkår ud.
Er jeg forarget over kosmetiske indgreb, filtre og kuratering af lykke? Gud, nej. Det må folk selv om.
Pointen er, at jeg er begyndt at analysere min omverden på en mere vagtsom måde, og hvad det gør ved mig som menneske. Hvad det gør ved os.
Når jeg læser nyhederne, er det med en ny slags skepsis/paranoia. For nok er jeg kildekritisk, kender forskel på lødige og ulødige medier og har desuden den største respekt for journalisters faglighed.
Men de kan også narres. Af spinmaskiner og AI-genererede fotos. Eller hvis de bare tre sekunder er off guard. Forleden så jeg et meme med tre kinesere, der spillede kontrabas på Højbroplads, mens en betjent nærmede sig. ”Haha, det er ligesom i børnesangen”, tænkte jeg og sendte den straks videre til min veninde.
Det var selvfølgelig AI, og det vidste jeg da godt, skyndte jeg mig at skrive i stedet for det sandfærdige: Hallo, der blev jeg narret. Og er det i grunden ikke rart, at der stadig findes godtroende mennesker?
Troen på, at verden er sand, og at vi kan stole på vores fem sanser. Det har vi brug for.
Jeg bliver også mere lad i takt med, at jeg bliver overflødig. Jeg ser på unge mennesker, der læser jura, ingeniørvidenskab og medicin og tænker ikke som før, at de er vildt seje og vil redde verden og demokratiet med deres gigantiske hjernekapacitet.
Nu ser jeg på deres fremtid med bekymring, for uanset deres intelligensniveau, så vil AI altid have en større, hurtige hjerne til f.eks. at huske Karnovs Lovsamling.
Da jeg voksede op, sagde de voksne, at jeg skulle terpe hovedregning, for jeg ville ikke altid have en lommeregner lige ved hånden, men det har jeg jo.
I løj, voksne! Og den kan også ringe, manipulere virkeligheden og skrive ganske fornuftige noveller, den ”lommeregner”. Måske vil vi om fem år grine af, at jeg gad skrive klummer i stedet for at ligge på sofaen og lure Netflix, når AI alligevel kunne gøre det bedre.
Vi klamrer os til et håb om, at AI jo ikke tænker kreativt, men jeg ved sgu ikke. Jeg så engang en arkitekt, der fodrede AI med lidt info – og ud kom 100 ret gode forslag til en stilet designerstol. Derpå holdt jeg op med at lune mig på det halmstrå, der hedder, at AI kun vil lave det trælse arbejde i fremtiden, mens vi – de unikke mennesker – stadig er de eneste, der kan lave kunst og design.
AI kan nemlig også udtænke keramikkopper, der er autentisk skæve.
Hvad er der tilbage at leve af for mennesker? Personlighed måske. Tendensen er i hvert fald, at vi stemmer på personer, ikke partipolitik. Vi følger og får nyheder fra personligheder, ikke fagligheder eller folk, der har et unikt talent.
Indtil videre føler jeg mig fredet, fordi jeg som sundhedsfaglig primært arbejder med menneskelige relationer. Men lur mig, om ikke også AI en dag vil være mere – ja – menneskeklog end mig.
Om Mette Kirstine Goddiksen, 49 år
- Ugens klummeskribent er cand.comm. og bygger nu videre på sit cv som SSA-elev i retspsykiatrien.
- Gift med Eske og har tre døtre.
- Kendt som evil cat lady med hang til sarkasme, sorte øl og stiletter.
