A real life teenagemoment

Har du nogensinde oplevet teenagepiger, der ser Robert Pattinson i virkeligheden? I så fald ved du, det ikke just er et kønt syn. Knæ af gele, tonsvis af gråd og skrig i et supersonisk toneniveau. Det er vildt, det er skræmmende og det føles ikke helt naturligt.

Men hvorfor snakke om skøre teenagere? Selvom det ikke just er et kønt syn, må jeg indrømme, at jeg selv lige har opført mig som en. Der var intet pjaskvådt ansigt eller høje hvin, til gengæld var der masser af koldsved og knæ, der rystede mere end den mest vandede gele. Jeg har mødt en vaskeægte helt. Okay, han flyver måske ikke rundt oppe i skyerne som Superman eller svinger sig rundt som Spiderman, men han er immervæk en helt i min verden. Jeg har mødt et af mine helt store idoler, og så gælder regler for normal høflig opførelse ikke.

Hvis du selv har været så heldig at være i nærheden af et af dine idoler kender du det sikkert godt. Man er sej lige indtil man ser dem, og så forsvinder al normal opførelse.

Take That, Brad Pitt eller David Beckham, der er nok af grunde til at miste orienteringen. Men hvem er det så, der kan få mine ben til at ryste som espeløv. En sej musiker, en toptrimmet sportsatlet eller en lækker filmstjerne?

Ingen af delene, men derimod en lille hvidhåret 63-årig mand med ordet i sin magt. Det lyder måske ikke af det vilde, men hvis jeg fortæller, at han er manden bag bøger som Jordens søjler, Den uendelige verden og Verdens vinter, forstår du mig måske bedre. Hvis ikke, kender du måske selv til den vilde oplevelse, når man møder sit idol.

Har du prøvet at møde din personlige helt? Hvad enten det drejer sig om en rockmusiker, astrofysiker, eller hvem der nu er stjernen i dit liv, så håber jeg, at du havde en fantastisk oplevelse og kan tænke tilbage på den med glæde. Helst uden du lignede en vaskebjørn alt for meget om øjnene.

PS, hvis du nogensinde ser Robert Pattinson eller Justin Bieber i virkelig, så løb for dit liv. Deres fans er lidt som jagthunde, de ser intet andet end byttet på deres vej, så står du i vejen, er det bare surt.

PPS, det var Ken Follett, der fik mig til at opføre mig som en dum lille teenager og jeg må indrømme, jeg blev en lille smule lykkeligere, da jeg interviewede ham og opdagede, at han er præcis den søde bedstefartype, som jeg havde regnet med.

Hvis du skulle få lyst til læse lidt om hans nye bog, kan du tjekke en anmeldelse ud her: Boganmeldelse

Ken Follett og et styk lykkelig wannebeteenager.