Amalie Dollerup: Jeg ønsker ikke for min søn, at han bliver et kendt ansigt som barn

0-10 år

Barn i en voksenverden

– Jeg boede i Virum med min mor, far og to storesøstre. Jeg elskede at lege i haven, hvor jeg opfandt min egen form for gymnastik og dans. Jeg fik lov at være den pige, jeg var, og jeg havde et ret højt energiniveau – ligesom jeg kan se, at min søn har nu. Da jeg var seks år, startede jeg på Eventyrteatret, som dengang holdt til på Amagerscenen. Det blev mit andet hjem. Jeg elskede at være der og var ikke bange for at stå på en scene. Jeg var også en flittig pige i skolen og var hurtig til at læse og skrive. Teatret var min hobby, og fordi jeg klarede mig godt, kunne mine forældre, som begge er folkeskolelærere, godt stå inde for, at jeg var så meget væk fra skolen, fordi de i travle perioder underviste mig.

– Tingene blev anderledes, da jeg begyndte at komme ind i mine venners fjernsyn. Jeg blev meget hurtigt voksen, fordi jeg altid var sammen med voksne, og så blev det svært for mig at navigere i børneland. I dag ville jeg ikke sende min egen søn ind i den verden. Vi får nok lange diskussioner derhjemme, den dag han gerne vil i gang med at lave film. Han skal finde sin egen vej, men jeg håber, det bliver en anden vej end den, jeg tog. I tv- og filmverden bliver man voksen så hurtigt, og jeg synes, at jeg selv skulle have haft lov til at lege mere. Jeg ønsker ikke for August, at han bliver et kendt ansigt som barn og får et så stort ansvar så tidligt. Vi lægger for eksempel ikke billeder af August på sociale medier, så man kan se hans ansigt, for han skal selv have lov til at sige ja og nej. Nej, det bliver ikke mit barn, der kommer i tv i en tidlig alder. Det er sjovt at se på, men det er ikke sjovt for børnene. Jeg hører heldigvis, at en del af mine kollegers børn har en fest med at være med i film, men man er nok også blevet klogere på, hvordan det skal gøres. August bliver måske et kreativt teaterbarn, men jeg håber, det bliver teater – ikke film og tv. På teatret er der et socialt aspekt, og man tager ansvar for hinanden. August skal finde sin egen vej, og så bliver jeg hellere hende moren, der ikke fatter noget af det, der foregår på en fodboldbane, end at han skal til at lave film.

Læs også: Lene Beier om dengang, hun var mest bange: "Det var et værre kaos"

10-20

Alles darling

– Strisser på Samsø blev sendt, da jeg var ti år, og der blev jeg meget kendt. Jeg var blevet forberedt på, at det ville gå stærkt, for det blev en stor succes med over to millioner seere. Vi blev alles darlings, og damerne piftede efter Lars Bom på gaden. Det var en helt anden tid, for dengang var der jo ikke så mange serier, og der var heller ikke ret mange børneskuespillere. Jeg tror, jeg blev skånet lidt for at blive genkendt på gaden, fordi jeg samtidig lavede filmen Nonnebørn, så jeg kom simpelthen ikke så meget ud i den periode.

– Jeg troede faktisk, jeg skulle være journalist, for jeg elskede historier og at skrive. Men i gymnasiet gik det op for mig, at jeg ikke kunne sidde stille og læse og skrive. Jeg var hende, der skulle op af stolen og give rollerne liv i stedet for at skrive dem. Jeg var virkelig glad for Sankt Annæ Gymnasium, for der kunne jeg være mig selv. Jeg havde gået på forskellige folkeskoler indtil da, og det var ikke altid gået lige godt. Men på gymnasiet kom folk alle steder fra, og alle var nye. Sankt Annæ er et musikalsk og kreativt gymnasium, og det var lige mig. Der måtte jeg gerne være flittig og dygtig, og der var ingen, der buhede eller så ned på mig, fordi jeg gjorde mig umage, som jeg havde oplevet i folkeskolen, hvor jeg altid havde knoklet for at lave lektier og passe mine ting, fordi jeg var så meget væk. I gymnasiet fik jeg mine første venner, og det var fantastisk, fordi det var så nyt for mig. Jeg havde været vant til at have masser af mennesker omkring mig, men ikke rigtige venner. Jeg gik fra den ene film og serie til den anden, så mennesker omkring mig skiftede, og på den lange bane var det lidt ensomt. Men i gymnasiet fik jeg en base i form af fem veninder. Vi er i øvrigt stadig veninder i dag og har holdt kontakten, uanset hvor vi har boet. Vi mødes, griner og spiller spil, og den form for venskab er så unikt.

– I dag kan jeg se, at jeg gjorde det helt rigtige ved ikke at lave teater og film i gymnasiet. Jeg havde brug for at lægge det på hylden, for jeg hungrede efter det sociale. I folkeskolen havde jeg nærmest aldrig været til en fødselsdag, fordi der altid var en tegnefilm at lægge stemme til.

20-30

Kendt igen

– Jeg kom ind på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater allerede året efter studentereksamen. Jeg var lykkelig, og det var jo også et skulderklap, at folk troede på mig – også som voksen skuespiller. Jeg havde nemlig selv en mistanke om, at skuespil kun var noget, jeg kunne som barn. Jeg gik til optagelsesprøve med nogle tekster, som havde lidt mere pondus, for nu ville jeg ikke bare være den pæne pige. Jeg troede, jeg skulle søge ind flere gange, så jeg havde allerede planlagt rejser og højskoleophold, men jeg kom ind i første forsøg. Retrospektivt er jeg ked af, at jeg ikke nåede alle de andre ting. Livet kan jo godt handle om andet end skuespil. Men jeg gjorde, som regeringen sagde dengang: Arbejdede hårdt, kom direkte gennem studiet og var færdig som 24-årig. Et par år efter kom jeg med i Badehotellet, og dermed blev jeg et kendt ansigt igen. I årevis havde jeg koncentreret mig om studiet og derefter arbejdet på Aalborg Teater og stået aften efter aften på små og store scener foran så få som 50 personer. Pludselig var der halvanden million mennesker, der skulle se mig. Nu skulle jeg tilbage til den opmærksomhed, men da det skete igen, var jeg klædt bedre på, end da jeg var barn. Jeg var et andet sted og havde også selv valgt det. Men jeg kom også ind i en tv-familie igen, og det var fedt. Jeg var med fra starten i Badehotellet, som slet ikke blev godt anmeldt, men vi fik alligevel lov at fortsætte, og det har givet mig hår på brystet. Folk finder jo ro i Badehotellet. Jeg mødte for nylig en blomsterhandler, som lige havde mistet sin mand. Hun sagde direkte: ”Badehotellet gør, at jeg ikke føler mig ensom.”

Læs også: Merete Mærkedahl: ”Pludselig kunne jeg ikke engang lave morgenmad til mig selv”

30

Inger og August

– Sidst jeg var på Folketeatret, var jeg med i Mød mig på Cassiopeia og skulle spille en pige, som aldrig havde kysset nogen, men i virkeligheden var jeg gravid. Nu har jeg født August, og det er en helt ny tilværelse. Folk siger, at det er en omvæltning at få børn, og det har jeg fattet nu. Jeg skal snart spille Inger i Ordet, og denne gang er min karakter højgravid. Hun er mor til to børn, hvilket svarer meget godt til min egen udvikling. Jeg vil gerne spille den type rolle nu, for jeg forstår, hvordan det er at være mor. Inger har en nemmere graviditet, end jeg havde, men jeg kender den tyngende fornemmelse i kroppen. Ordet handler om to unge mennesker, der ikke må få hinanden, fordi deres familier har to forskellige opfattelser af, hvordan man er kristen. Det minder lidt om Romeo og Julie. Inger tror på det gode i mennesket, snarere end hun tror på Gud, og hun mægler mellem de to familier. Hun er sødmen og alt det gode, er viljestærk og har en vigtig funktion.

– Jeg var bange for at blive sat i bås og ikke blive spurgt om de seriøse teaterroller efter Badehotellet, men heldigvis kunne Folketeatrets chef godt se mig i denne rolle. Jeg har udlevet mange af mine drømme, blandt andet musikforestillinger, men lige nu er min drøm at arbejde med klassisk skuespil.

– Vi har prøver klokken 12 til 18, og i ugerne op til premieren bliver det mere intensivt. Efter premieren spiller vi om aftenen, medmindre man da også går til prøver på et andet stykke om dagen. Men jeg tænker anderledes nu, hvor jeg har August. Hele det seneste år har jeg koncentreret mig om Badehotellet og derudover prioriteret familielivet. Før lavede jeg mange flere ting, for eksempel dengang jeg lavede Cirkusrevyen og Badehotellet på én gang. Der lærte jeg min grænse at kende. Nu vil jeg ikke have for meget at lave, for jeg har også et fuldtidsjob, der hedder August.