Skuespiller Andreas Jessen: Dette er mit vigtigste budskab til alle, som er ved at miste en forælder
For skuespiller Andreas Jessen er sorgen før, han mistede sin far til kræft, helt anderledes end den sorg, der ramte efter, hans far døde. Hans vigtigste budskab til andre i samme situation er at få taget de svære samtaler, før det er for sent.
Andreas Jessens far blev syg med terminal leverkræft i sommeren 2012. Han havde bemærket en knude i maven, som han var inde og få tjekket.
– Det var en måned før, jeg skulle starte på skuespillerskolen i Odense, så det var et meget specielt tidspunkt at få det at vide på. Jeg gik og glædede mig helt vildt til at skulle starte, og så kom det som et kæmpe chok midt i alt det gode.
Det startede med, at Andreas' forældre skrev en besked, hvor de inviterede Andreas og hans bror, Sebastian, til at komme og spise middag.
– Det tænkte jeg ikke over, at der var noget mærkeligt i. Min bror og jeg boede tæt på hinanden, så jeg cyklede ud til ham, så vi kunne følges derud på hans motorcykel. Lige da jeg kom ind ad døren, sagde han: "De skal fortælle os et eller andet – enten har de vundet i lotto, eller også er der en, der er syg".
Ganske rigtigt var de kun lige trådt ind over dørtærsklen, da de fik at vide, at noget var galt.
– På det tidspunkt havde han ikke fået konstateret kræft, men han havde fået taget nogle prøver, og svaret ville komme to uger efter. Familien fik halvvejs beroliget hinanden, for farmoren havde haft en ufarlig vandcyste på leveren et stykke tid før.
– Så jeg tog på festival, og lige den dag, da svaret skulle komme, havde jeg faktisk lidt glemt, at det var nu. Jeg sad med tømmermænd, da min telefon ringede, og min mor var i røret. Jeg var stadig fortrøstningsfuld, men det første, hun sagde, var: "Er du sammen med nogen?", og så vidste jeg jo godt, hvad det betød. Jeg brød helt sammen og satte mig ud på en mark og ventede på, at min bror hentede mig. Da jeg kom tilbage til mine forældre, sagde jeg med det samme, at jeg ikke ville vide, hvad chancerne var. Det var først senere, jeg fik at vide, at det var terminal kræft.
For Andreas var det en speciel timing at starte på skuespillerskolen samtidig med farens sygdom.
– Jeg havde min hverdag i Odense, hvor man er ca. 50 timer om ugen på skolen. Det sværeste ved at være på skuespillerskolen, mens jeg gik igennem sorgprocessen, op til min far døde, var, at det er et miljø, hvor der bliver krævet meget af en. Man er i en holdkonstellation af otte mennesker. Man kan ikke gemme sig nogen steder. Man skal være der, og man skal være klar.
Andreas forsøgte at balancere mellem hjemmet og skolen, forvirringen og sorgen. Han fik meget forståelse fra sine holdkammerater og forventede ikke, at folk behandlede ham anderledes, men derfor var det stadig hårdt at gå rundt med en stor sorg indvendig.
– Nogle gange kunne jeg bare eksplodere, hvis jeg blev presset. Folk glemte, hvad det var, jeg stod med. Jeg har et kæmpe temperament, som jeg har lært at håndtere med alderen. Men jeg kom lidt tilbage i nogle mønstre, fra jeg var yngre, hvor jeg ikke kunne styre mit temperament, og det fik mine holdkammerater at mærke. Omvendt var det gode ved at være på skolen, at det er et sted, hvor man arbejder med følelserne og udlever dem. Mange gange har det været helt terapeutisk at være i skole.
VENTELISTE FOR UNGE I SORG
140.000 børn og unge i Danmark oplever hvert år, at en mor, far, søster eller bror bliver alvorligt syg eller dør. Nu fortæller en række kendte danskere i ALT for Damerne deres egne personlige historier.
Med deres ærlige beretninger håber de at kunne sætte fokus på forholdene for de mange børn, der står på venteliste til at få hjælp til at bearbejde sorgen.
Andreas' far fik sygdommen konstateret i sommeren 2012, og efter halvandet år på kemoterapi blev han hasteindlagt, og Andreas blev kaldt hjem.
– Da jeg kom ud på hospitalet, så vi hinanden i øjnene og erkendte åbenlyst, at han skulle dø. Det var meget specielt at have den snak. Jeg sad hos ham i en time, hvor vi talte om alt muligt, at han ikke ville se mine børn og alt det, vi ikke ville opleve sammen.
Efter den snak gik det hurtigt ned ad bakke. Faren kom hjem den sidste uge af hans sygdomsforløb og flere snakke kom til. Efter Andreas havde været hjemme hos forældrene i fire dage, tog han ind for at sove hos sin daværende kæreste på Vesterbro.
– Der lå jeg og snakkede om, at der stadig var en masse ting, jeg skulle sige. Så sagde hun til mig: "Prøv at høre. Det er det første, du skal gøre i morgen, når du kommer hjem til dine forældre. Du skal sige de ting, du ligger og tænker på lige nu."
Det er Andreas hende evigt taknemmelig for, for det var det helt rigtige at gøre.
– Jeg var så glad for, at jeg gjorde det, for der fik jeg sagt til min far, at jeg syntes, at han havde været en helt fantastisk far. Og det kom meget rent. Det var egentlig bare de ting, jeg skulle fortælle ham. Han var diffus og sagde ikke så meget, så jeg vidste ikke, hvor meget han forstod. Jeg lå bare og fortalte ham det ind i øret. Efter noget tid i tavshed kiggede han på mig og sagde: "Det er jeg rigtig glad for, at du siger, og jeg elsker dig så højt". Og så vidste jeg, at han havde hørt mig og forstået det hele. Det var vores sidste rigtige snak sammen.
– Jeg synes, det er rigtig vigtigt, når man er pårørende til en, der er syg, at man udnytter den tid, man har sammen. Det kan være sindssygt svært, for nogle gange har man egentlig lyst til at lukke øjnene for, hvad der skal ske. Man har lyst til at glemme, at personen er syg, og vil have, at alt skal være, som det plejer. Så det kan være svært at tage de der snakke, hvor man virkelig går ind og dykker ned i kernen af det hele: At personen skal væk herfra. Men mit budskab er virkelig at gøre det, selvom det er hårdt, fordi man bliver så glad for det bagefter.
– Jeg er så lykkelig for de snakke, jeg nåede at have med min far, som var vanvittigt hårde at tage, men også i dag gør, at jeg kan tænke tilbage og sige: "Vi fik snakket om det, og vi fik fortalt nogle ting til hinanden, som man ikke normalt får fortalt". Jeg føler, jeg er god til at sige til mine nærmeste, at jeg elsker dem – men at få sat ord på, hvorfor man elsker, har været en fantastisk ting især i sådan en situation.
– Sorgen inden, jeg mistede min far, og sorgen efter er meget forskellige processer. Før han døde, var der stadig tankerne om, at han jo forhåbentlig kunne blive rask. Der var stadig noget, du kunne være vred på – sygdommen, eller hvorfor lægerne ikke gør mere. Når man har mistet, er der ikke noget at gøre. Det er en helt anden proces, man skal have fat i. Det bliver en mere stille sorg. Jeg skal lære at leve med det inden i mig. Sorgen er der bare.
Læs mere i denne uges ALT for damerne, som er på gaden 14. juni:
- Rane Willerslevs far døde af et hjerteslag
- Tina Nikolaisens mor blev dræbt i en trafikulykke
- Andreas Jessen mistede sin far til kræft.
HÅBETS AKTIE
Hjælpeorganisationen Børn, Unge & Sorg står bag kampagnen og har i den forbindelse lanceret Håbets Aktie.
Det er et crowdfunding-projekt, og målet er at engagere så mange danskere som muligt i at indsamle én million kroner ind til Børn, Unge & Sorgs arbejde.
En aktie koster 100 kroner.