Ane Cortzen scroll-down
Foto: Michael Falgren I en ny artikelserie kommer vi helt tæt på en række kendte kvinder, der hver især indvier os i en del af deres liv, som de ikke før har fortalt om.

Ane Cortzen overraskede alle nytårsaften - selv hendes mand gennem 25 år kiggede undrende på hende

Tv-vært Ane Cortzen har altid været lillesøsteren, Lille Ane, der var sød og smilende og pleasede alle de andre, mens storebror trampede rundt, som han havde lyst til. Her fortæller hun, hvordan 2022 er blevet året, hvor hun står frem med sine holdninger, træder i karakter, siger nej og stiller krav.

Af Marie-Louise Truelsen
Livsstil ALT for damerne

Årsskiftet 2021-2022. Ane Cortzen er til en nytårsaften, hvor alle gæster skal afsløre deres nytårsforsæt. Da det bliver Anes tur, siger hun højt og klart: ”Mit nytårsforsæt er, at Lille Ane skal blive i 2021”. Ingen forstår, hvad hun mener, og selv hendes mand gennem mere end 25 år kigger undrende på hende. 

"Det handlede om, at jeg hele livet har været ”Lille Ane” eller ”den lille” i min familie. Min bror, Mads Brügger, er et par år ældre, og måske fordi han var den første – og måske også fordi han var en dreng – var der meget fokus på ham, hvad han gjorde, og hvilke karakterer han fik, da vi var børn. Og han var også dygtig, men jeg var mindst lige så dygtig. Jeg fik mindst lige så høje karakterer, det blev bare ikke rigtig bemærket på samme måde. Begge vores forældre var journalister, og Mads blev også journalist, mens jeg valgte at blive arkitekt og gik lidt under radaren."

"Lille Ane har altid været sådan en sød og finurlig lille en, som er glad og positiv, og som hjælper til, men opfattelsen har samtidig været, at ”der foregår ikke så meget inde i Lille Anes hoved, men det er fint, for hun er altid glad alligevel, og det skal da nok blive til noget, det Lille Ane går og laver”. Mads skulle bare i gang og ud i verden, og jeg har altid været den, der fulgte med. Som var glad for min storebror og altid meget positiv, men som man ikke rigtig kunne tage hundrede procent seriøst. Og det kan jo ikke nytte noget. Jeg er 47 år! Det kan ikke blive ved med at være sådan."

"Jeg er ikke lille mere. Det er tid til, at jeg begynder at blive lidt mere voksen og slipper den rolle, jeg har siddet fuldkommen fast i, og det var baggrunden for mit nytårsforsæt. Og jeg kan mærke, at jeg lige siden er begyndt at give udtryk for mere markante holdninger og blande mig i ting, som Lille Ane aldrig ville blande sig i, fordi hun var for sød og ikke ville gøre nogen kede af det."

Ane har faktisk formået at lægge en del af Lille Ane bag sig på det seneste. Selvom hun er uddannet arkitekt, har hun i stort set hele sin karriere arbejdet i medieverdenen, og hun har for nylig lavet det ret kritiske program på DR, der hedder ”Er der en arkitekt til stede?”. Hun er også begyndt at skrive klummer for Heartbeats, blandt andet om #metoo, hvor hun er lidt mere fremme i skoene. Hun kan li’ det, men det er også lidt angstprovokerende.

"Da jeg blev tv-vært for over ti år siden, var jeg meget benovet over at få sådan et job, og jeg ville først og fremmest bare gerne please, gøre folk glade og charmere mig ind. Det holdt jeg fast i igennem lang tid, og det var fint, men jeg synes også, at man i takt med, at man bliver ældre, godt kan bruge sådan en platform til andet end underholdning. Jeg har intet problem med underholdning, men jeg er nået til et punkt, hvor jeg også har brug for noget mere substans, kan jeg mærke."

"Tidligere har jeg holdt mig lidt tilbage fra at være for holdningsbaseret, for der er så mange diskussioner, jeg ikke orker. Men jeg er blevet mere modig, tror jeg. Og så alligevel. Jeg tænkte over det her forleden, hvor jeg var i biografen med Mads. Hvis der er en, der sidder på en måde foran ham, så han ikke ser så godt, så siger han det straks. Prikker vedkommende på skulderen og siger "Er du ikke sød at tage benene ned", eller hvad det nu kan være."

"Alt i mig stritter, det kunne Lille Ane aldrig finde på, for så ville jeg sidde resten af filmen og tænke over, om den person foran har det nederen over det. Men det gør Mads bare gladeligt. Og det er sådan set fint, for man sidder jo og bliver irriteret, hvis man ikke kan se. Men jeg tror bare stadig ikke, at jeg kunne finde på det, jeg vil hellere sidde og se filmen halvt, ha ha."

Hvilke diskussioner har du gennem tiden haft en mening om uden at sige det højt?

"Jeg har for eksempel haft en mening om, hvor meget dårligt der bliver bygget i vores land. Det er noget, der har generet mig i mange år, men som jeg har blandet mig udenom. Eller ikke sagt højt. For hvis man gør det, så lukker man også nogle døre og skiller vandene. Træder nogle over tæerne. Og som pleaser kan jeg ikke lide at træde folk over tæerne og gøre dem kede af det."

"Da vi i sin tid lavede programmet ”TV!TV!TV!” skulle jeg også anmelde tv-programmer, og det havde jeg det som udgangspunkt svært med. Derfor lavede vi en scene med en elevator til sidst for at understrege, at du kan stå og sige alle mulige smarte ting i tv-studiet, men så møder du folk bagefter ude i virkeligheden – i elevatoren – og det kan være ret ubehageligt. Det er nemt at hidse sig op over nogen eller lave noget, der peger fingre ad andre, men de har jo ikke nødvendigvis en mulighed for at svare igen."

"Så man skal være påpasselig med kritik. Derfor prøver jeg også, når jeg nu laver noget mere kritisk, at gøre mig meget, meget umage og sikre mig, at jeg ikke løber med halve vinde eller morer mig for meget på andres bekostning. Jeg synes, man får mange muskler, når man står foran et kamera, så man skal være påpasselig med, hvad man ytrer."

Hvem er Ane Cortzen?

  • Selvstændig tv- og radiovært, skribent samt moderator og foredragsholder.
  • Uddannet arkitekt og grafisk designer fra Kunstakademiets Arkitektskole.
  • Kendt som tv-vært på ”TV!TV!TV!” og andre DR-programmer.
  • Kulturchef for Kähler 2016-2019.
  • Hun er 47 år og gift med Benjamin Weber, som hun har tre børn på 12, 16 og 19 år med.

Du stiller dig frem i en tid, hvor flere andre kvindelige debattører har valgt at trække sig på grund af ubehagelige kommentarer, hvad tænker du om det?

"Det kan jeg godt forstå, at de gør. Jeg synes også, det er ubehageligt. Og jeg har nærmest oplevet ingenting i forhold til mange andre. Men de få ting, jeg har oplevet, har været nok til, at jeg har haft lyst til at droppe det. Jeg tror ikke, at der er nogen, der bryder sig om at blive lagt for had af et helt ukendt menneske. Det er meget voldsomt. Så jeg kan sagtens forstå dem, der vælger at trække sig. Jeg synes heller ikke, at der bliver passet særligt godt på kvindelige debattører eller kvindelige tv-værter for den sags skyld."

"Jeg føler, at man er meget alene i hele den sociale medieverden og i det hele taget. Jeg bakkede op om Lise Rønne, da hun for et par år siden skrev en kronik i Politiken om, at hun var træt af det anderledes fokus, der var på kvindelige tv-værter. Jeg synes også, at jeg i mange år har fundet mig i at blive omtalt på alle mulige virkelig nedladende, halvsexistiske måder. På en eller anden måde forventes man bare at æde, at der gælder helt andre bedømmelseskriterier for kvinder end for mænd. Og man bliver som udgangspunkt altid beskrevet ud fra sit udseende. Det handler sjældent om det, man kommer med. Sådan er det ikke for mænd. Det er ikke særlig tit, at der bliver talt om, hvordan Clement Kjersgaard ser ud, eller hvilket tøj Johannes Langkilde har på."

Hvilke kommentarer har du selv fået?

"Jeg har fået utrolig mange kommentarer om mit hår. Og jeg er tit blevet omtalt som finurlig og en lille tv-trold. Det kom meget bag på mig, da jeg blev tv-vært, at det handlede så meget om mit udseende. Jeg havde bare taget en hvid skjorte og et sort jakkesæt på og skulle tale om noget, jeg havde en faglighed indenfor, så jeg havde ikke regnet med, at jeg ville blive gransket på den måde, som jeg blev. Kort efter jeg var blevet vært, blev jeg inviteret til en biografpremiere en onsdag aften, og jeg mødte bare op i mit almindelige tøj. Jeg blev fotograferet på den røde løber, og da det så havnede i et af bladene nogle dage efter, stod der bare: KEDELIG!"

Hun griner.

"Jeg troede, at jeg var blevet inviteret, fordi jeg lavede et tv-program om medier og ikke fordi, jeg skulle have noget bestemt tøj på. Men jeg blev klogere. Det blev også bare antaget, at jeg var lesbisk, fordi jeg har helt kort hår. Af alle. Og Ekstra Bladet ringede mig op og spurgte, om jeg nogensinde gik med neglelak og læbestift. Jeg brød virkelig med den stereotype opfattelse af, hvordan en kvinde ser ud. Der har også været sådan nogle artikler a la ”Vidste du det om Ane Cortzen?”: ”Hun er gift og har børn”. Wooow."

Ane og hendes mand, Benjamin, bor sammen med deres tre børn i en stor, lys hjørnelejlighed med udsigt over Nyboder og Marmorkirken. De har overtaget lejligheden efter Anes mor, der er flyttet til noget mindre i nærheden. Ane boede i lejligheden, fra hun var 13 år, og til hun flyttede hjemmefra, så hun opfatter den som sit barndomshjem. Hun fortæller, at hun ellers ikke er typen, der ynder at krydse sit spor eller vende tilbage til noget gammelt, men lige med lejligheden har det været fint nok. I hvert fald for en periode. For hun og Benjamin har mange tanker og drømme om, hvordan de kunne tænke sig at leve livet fremover.

"Som Lille Ane har jeg ofte skubbet mine egne behov til side. Det er det samme, man gør som mor til mindre børn. Men nu er vores børn ved at blive store og har ikke brug for mig på samme måde mere. Derfor er jeg også på det område begyndt at mærke efter, hvad det er, jeg vil. Hvad har JEG behov for? Det har jeg ikke tænkt over i mange år."

Hvordan er det?

"Det er sgu dejligt."

Hun griner højt.

"Jeg kan mærke en trang til at lære noget nyt, blive klogere på ting og ikke gå i stå. Det er sådan en ny fase i livet, der går i gang, og det er enormt dejligt."

"Det er som om, jeg pludselig vågner op og tænker, nå, vup, så gik der lige 18 år, hvad skal der ske nu? Det synes jeg er meget fedt. Det kommer lidt bag på mig, at jeg har det sådan. For når man er midt i det med små børn, tror man jo aldrig, at det slutter. Man går rundt i den trummerum og har på en eller anden måde affundet sig med det, men pludselig har jeg oplevet at have en hel lørdag, hvor jeg ikke skal andet end at passe mig selv. Det er usædvanligt. Og meget dejligt. Samtidig skal jeg også lige lære at acceptere, at vores yngste, Manfred, bliver 13 næste gang. For nylig sagde jeg noget i retning af: ”Hvor er den lille mand?”. Hvortil vores mellemste, Esther, svarede: ”Mor, han er ikke en lille mand mere!”. Lidt sjovt, når jeg nu selv kæmper med at slippe fri af Lille Ane."

Hvilke tanker gør du og Benjamin jer om tiden, der kommer, når børnene flytter hjemmefra?

"Vi har begge en drøm om at prøve at flytte til et andet land og bo der i nogle år. Benjamin er meget optaget af, at vi ikke skal eje noget som helst, så vi kan være helt frie. Vi er optaget af, at vi ikke vil sidde fast. Vi vil ikke sidde hver søndag og vente på, at børnene kommer hjem til søndagsmiddag, og at hele ugen er gået med at gøre klar til det. Jeg har faktisk oprettet en rekrutteringsagent på Udenrigsministeriets hjemmeside. Hver gang der bliver slået et job op, så får jeg det automatisk tilsendt. Alle mulige skøre jobs. Der er ikke noget af det, jeg har kunnet søge indtil videre, det er sådan noget som ”rådgiver i forhold til bæredygtig energi til Uganda”, men det giver mig en tro på, at der er en hel verden derude, som er fyldt med mærkelige jobs, og at der nok også skal være noget, som Benjamin og jeg kan lave. Det kunne være sjovt at etablere et liv et andet sted i en periode."

Hvad siger børnene?

"Det ved de ikke noget om, ha ha. Vi har ikke delt det med dem, men det er nok mest for ikke at give dem indtryk af, at vi vil af med dem. Og det er jo altså heller ikke lige nu eller om et år. Jeg synes bare, at vores forældres generation gik lidt i stå, da børnene flyttede hjemmefra, og det vil jeg gerne undgå. Hvis man ellers holder sig nogenlunde frisk og i form, så er der ingen grund til, at livet bare bliver en tom ramme, når man bliver ældre. Der er så meget, man stadig kan, og der er så mange år at gøre det i."

Ane og Benjamin lærte hinanden at kende, da de begyndte på Arkitektskolen, og hun funderer lidt over, hvad hemmeligheden bag sådan et langt forhold egentlig er.

"Jeg tror, at en af hemmelighederne er, at vi er blevet voksne sammen. Jeg var 21 og Benjamin 23, da vi mødte hinanden, og jeg tror faktisk, at det kan være enormt svært – jo ældre man bliver – at finde en, man kan holde ud at være sammen med. Man danner sig sine vaner. Hvis jeg skulle finde en ny mand nu … Det ville jeg overhovedet ikke gide."

"Vores vaner er smeltet fuldstændig sammen, vi gør tingene på en helt bestemt måde. Benjamin og jeg er nærmest en organisme. Det kører helt smooth, og det er en af hemmelighederne ved at være sammen i mange år, tror jeg. Benjamin foretager sig ikke rigtig noget, der irriterer mig, fordi jeg har vænnet mig til ham, siden jeg var helt ung. Og omvendt. Jeg læste på et tidspunkt bogen ”Værelse samlet af kvinder”, hvor den kvindelige hovedperson går fra sin mand, fordi hun synes, at han er begyndt at lugte af harsk smør."

Hun griner højt.

"Det er den eneste grund, hun angiver. Så nogle gange tænker jeg..."

Hun stopper og snuser lidt ind.

"... lugter her lidt af harsk smør? Det gør her ikke."

Et langt forhold handler vel også om at blive ved med at drømme sammen?

"Ja, den udlængsel, man pludselig kan føle, den skal man helst føle sammen med sin partner. Ellers kan man let ende med at gå fra hinanden. Hvis man bliver mere konservativ, sat og tryghedssøgende med årene og er sammen med en, der har den helt modsatte fornemmelse – nemlig at livet at fyldt med muligheder, som bare venter – så kan det blive svært at være sammen. Men der er Benjamin og jeg heldigvis meget ens tænkende. Vi kommer fra nogenlunde samme miljø og familiemæssige konstellation, han er også lillebror, og der er ikke nogen af os, der vil bestemme. Vi vil helst have, at andre bestemmer, og vi vil ikke bestemme over hinanden. Jeg siger ikke til Benjamin, hvad han skal, og han fortæller heller ikke mig, hvad jeg burde. Det tror jeg også er en hemmelighed ved et langt parforhold. At lade være med at projektlede hinandens liv og sætte små gule post-it sedler op med, hvad den anden skal huske. Det kommer jeg ikke til."

Hvilke bump på vejen har I haft i jeres samliv?

"Da vores første barn, Agnes, kom, blev livet pludselig noget helt andet. Men der var Benjamin altså også god. For jeg blev virkelig vanvittig, lige da jeg var blevet mor."

Vanvittig?

"Ja. Jeg satte alle mulige mærkelige regler op. Jeg havde ingen erfaring med små børn, jeg havde ikke gjort mig tanker om, at jeg skulle have børn, og jeg havde aldrig været i nærheden af babyer eller små børn. Jeg var slet ikke forberedt på, hvad fanden der skete."

Så det var Benjamins ønske at få børn?

"Ja, han ville gerne, og så gjorde vi det, men jeg gik ikke sådan og glædede mig. Det var simpelthen ikke min store drøm at få børn. Men så kom Agnes, og jeg blev helt nulstillet inde i hovedet. Jeg blev SÅ fokuseret på hende og SÅ optaget af at være mor og gøre det rigtigt. Jeg begyndte at lave alle mulige regler. Blandt andet havde jeg læst et sted, at man skal putte børnene i bad om aftenen, så de kan kende forskel på dag og aften og ved, at nu skal de sove. Så klokken 18 skulle Agnes i bad i et turkis badekar. Og hvis vi var ude, tog jeg badekarret med."

Hun griner højt.

"Vi kom simpelthen altid anstigende med det badekar – hold da op, tænk engang. Jeg havde også købt en elefant, som spillede en melodi, når man hev den i snablen, og hver aften skulle Benjamin og jeg synge de samme vers. Ligegyldigt hvor vi var. De fleste mænd havde nok tænkt: Hun er blevet skør. Men det tror jeg ikke, Benjamin tænkte. Han gjorde det bare. Jeg har bagefter spurgt: ”Hvorfor sagde du ikke noget, det var da skørt?”. Ja, ja, sagde han bare og trak på skuldrene. Så ja, jeg ændrede mig markant."

"Jeg blev et helt andet menneske af at blive mor. Og det tror jeg også kan være svært i nogle parforhold. De fleste skilsmisser ligger vist også i barnets første år. Min hjerne blev ommøbleret, og for mig er der virkelig et før og et efter. Benjamin forsvandt fuldstændig. Jeg gik fra at være totalt fokuseret på ham til ikke at lægge mærke til ham. Overhovedet. Og han var kun irriterende. Jeg syntes heller ikke, at han var nogen hjælp. Jeg var simpelthen enormt strid, det kan jeg jo se i dag. Det gik langsomt over, men der gik da i hvert fald et år, før jeg var nogenlunde mig selv igen. Men Benjamin tog det pænt. Meget, meget pænt."

Hvordan var det så at få de næste børn?

"Jamen, det var da meget nemmere. Der var jeg jo inde i det og kunne nyde det på en helt anden måde. Med Agnes gik jeg til alt, hvad man kunne gå til."

"Babysvømning, babybio, mødregruppe. Jeg havde et kæmpe skema med alt, hvad jeg skulle med det barn. Med Esther lavede jeg ingenting. Sad bare herhjemme og nød det. Hun er det roligste og nemmeste barn, og det har hun altid været. Fordi jeg var rolig."

Selvom alt tilsyneladende ånder fred og familieidyl er Ane dog fuldstændig klar over, at ting kan ændre sig fra det ene øjeblik til det andet. Det oplevede hun med sine egne forældre, der blev skilt, da de var midt i 60’erne, og det er nok en af grundene til, at hun holder fast i at drømme stort sammen med Benjamin.

"Min mor var på vej på pension, og min far stoppede som chefredaktør på Børsen. Og så gik de fra hinanden."

Det var sent i livet?

"Ja, urimeligt sent, synes jeg. Mine forældre havde et virkelig godt ægteskab. Jeg har aldrig hørt dem skændes. Alligevel skred de i svinget. De var to meget livlige mennesker med en stor vennekreds, der primært bestod af journalister. Deres arbejde var i høj grad deres identitet, og jeg tror bare, at der opstod en stor tomhed for dem – især for min far – da de stoppede med at arbejde. Indtil da havde de faktisk været gode til at have hinanden med i deres drømme og ambitioner, men i den sidste del af livet var de ikke gode til at drømme sammen."

Hvordan har det været for dig at opleve?

"Det var da desillusionerende. Og overraskende. Når man flytter hjemmefra, giver man slip på sine forældre og tænker, nu kører de selv, og så kører jeg mit eget liv. Jeg havde virkelig ikke set den skilsmisse komme. Og jeg tror bare, at det, jeg har lært af det, er, at man aldrig kan vide sig sikker. Når folk siger: ”I har jo været sammen i så mange år, I har det jo så godt”, så tænker jeg ja, indtil vi måske ikke længere har det. Mine forældres ægteskab var virkelig forbilledligt, synes jeg, så det undrer mig, at det viste sig, at det var det så ikke."

"Der var sprækker i det. Der var nogen, der kunne trænge ind. Og det er da desillusionerende. Men jeg føler ikke sådan et stort traume, som jeg ville have gjort, hvis jeg havde været barn. Det er jo deres liv. Min far må gøre, som han vil, men det er en stor sorg. De blev skilt et par år før, Agnes kom til verden, og det havde da været rart at have dem sammen som bedsteforældre. Jeg tror, at mine forældres skilsmisse er en af grundene til, at jeg har drømmen om at rejse til udlandet og gøre noget sammen med Benjamin, når børnene flytter hjemmefra. Jeg har ikke lyst til at gå i stå. Og jeg har ikke lyst til, at Benjamin og jeg skal glide fra hinanden."

Se, hvad vi ellers skriver om: Karriere, Familieliv og Selvværd
Tilbage til toppen