Anne kørte Europa tyndt i sit ’rugbrød’: ”Det var både vildt fedt og vildt grænseoverskridende”
Måske når jeg aldrig pensionsalderen, tænkte Anne, da hendes mor døde som bare 65-årig. En drøm begyndte at spire hos hende, og da hun ti år senere blev skilt, sprang hun ud på dybt vand: Hun tog orlov fra sit arbejde, købte en gammel folkevogn fra 1966 og rejste alene rundt i Europa i et halvt år.
I 2003 døde Anne Zibrandtsens mor af kræft bare 65 år gammel.
"Det satte gang i en masse tanker hos mig. Jeg skulle efter planen arbejde, til jeg blev 68 år, men ville jeg dø, før jeg overhovedet nåede pensionsalderen?" siger Anne, 56 år.
I 2013 kom hun ud for endnu en stor omvæltning, da hun blev skilt fra sine døtres far. Og så sad hun der alene i en stor lejlighed, og når hun åbnede skabene, væltede det ud med ting, hun slet ikke have brug for.
LÆS OGSÅ: Troels Lyby: ”I forhold til børnene har jeg en underlig selvsikkerhed”
"Der begyndte jeg for alvor at tænke over, hvad jeg ville opnå med livet. Jeg gav mig selv en udfordring: Jeg ville leve minimalistisk, jeg ville leve livet langsommere, og jeg ville lære at nyde mit eget selskab. Og hvordan gør man så lige det? Man køber da et folkevognsrugbrød fra 1966 og kører af sted. Jeg havde altid drømt om at komme til Sicilien og Normandiet, men ellers ville jeg rejse uden mål og uden en forkromet plan."
Selvom Anne relativt hurtigt fik taget beslutningen, skulle flere ting gå op i en højere enhed, før hun kunne komme på eventyr: Hun skulle have orlov fra sit job som leder af FOF Sydøstjylland. Og bilen skulle findes. Første forhindring klarede hun, men det tog lang tid at finde den rigtige folkevogn. En dag faldt hun over en annonce på Facebook, hvor en fyr fra Bagsværd havde en t1'er til salg, endda én i den smukkeste beige farve. Hun tog turen fra Vejle til Sjælland, og det var kærlighed ved første blik.
Nu skulle man tro, eventyret lå lige for, men først skulle Charlie, som Anne døbte sin van, klargøres. Det tog halvandet år. Tiden var dog godt givet ud, for Anne arbejdede med fra sidelinjen og lærte snart alt om bremseklodser, karburator, benzinslange og meget mere.
Mange venskaber
Den 18 april stod Charlie klar til afrejse hjemme hos Anne i Vejle. Og hun var også selv klar, selvom det var en mærkelig følelse at vinke farvel til børn, svigerbørn og Ellen – hendes lille barnebarn, som dengang kun var seks måneder. Heldigvis tilbød hendes gode veninde Gitte at tage med de første par dage.
"Det var både vildt fedt og vildt grænseoverskridende at køre over grænsen til Tyskland, for nu var der ingen vej tilbage. Jeg tog den med ro i begyndelsen, for jeg skulle lige lande i alt det nye – og være sikker på, at Charlie kunne holde til det. Men efter Tyskland gik det bare derudad. Jeg kørte vel 150-200 km om dagen svarende til fem-seks timer. Jeg ville jo ikke tage motorvejen, men valgte at køre ad små snørklede lande- og bjergveje," fortæller Anne, der ikke oplevede at være bange på noget tidspunkt.
Tværtimod mødte hun et væld af spændende og søde mennesker.
"Det er overraskende nemt at få nye venskaber, når du rejser alene. Jeg mødte for eksempel en gruppe fyre på motorcykel. Som så mange andre spurgte de: "Hvor er manden henne?", og da de fandt ud af, at jeg rejste alene, inviterede de mig på øl og ærtesuppe i deres camper. Dagen efter tog de mig med rundt i Harzen på motorcykel. Det var en fantastisk oplevelse, og jeg har stadig kontakt med dem i dag," fortæller Anne.
Turen gik fra Tyskland videre gennem Østrig og Italien mod Sicilien, som var hendes første delmål. I Matera i Syditalien stødte hendes søster til. Anne havde hele tiden sagt, at hun gerne ville have besøg, men at folk skulle komme til hende. Hun kunne ikke køre efter dem.
"Da vi stod der på færgen og kunne se Sicilien forude, tænkte jeg: "Yes, jeg gjorde det sgu!" Det var simpelthen så fedt. Men det var så også på Sicilien, at jeg fik mit første nedbrud. Det begyndte dårligt, for mekanikeren, der kom ud til mig, ville ikke have, at en kvinde skulle fortælle ham, hvad der var galt. Jeg vidste, at nedbruddet skyldtes en tabt skrue. Han blev eddikesur, men fragtede mig da til et lokalt værksted for folkevogne. Her blev jeg til gengæld taget imod af fire mekanikere, som var ved at falde på halen over Charlie. Da jeg ville betale sagde de: "Enten betaler du 1000 euro, eller også betaler du ingenting". Og så kørte jeg derfra, uden at det havde kostet mig en krone, men endnu en sjov oplevelse rigere."
Uforglemmelig oplevelse
Herfra gik turen videre til Etna, som Anne dog aldrig nåede helt op på, men det blev da en fantastisk vandretur i området. Uge 30 nærmede sig med hastige skridt. Her havde hun den eneste faste aftale på turen. Hun skulle nemlig mødes med hele familien ved Gardasøen. Det var helt fantastisk at gense døtrene, svigersønnerne og lille Ellen, men også lidt svært at sige farvel og køre derfra. Heldigvis ventede Schweiz forude og den smukkeste køretur, hun nogensinde havde været på i 2115 meters højde.
"Men selv det klarede Charlie uden problemer. Vi kørte ad stejle bjergveje og igennem småbitte tunneller. Jeg nød turen, men dem bagved mig var vist ret trætte af situationen," lyder det med et stort grin fra Anne.
Også Frankrig nåede hun, og her fik hun selskab af sin far på 84 år, hvilket blev en uforglemmelig oplevelse for dem begge to. I det hele taget blev det seks fantastiske måneder med et væld af indtryk og mange nye venskaber på tværs af Europas grænser. Anne siger selv, at hun blev overrasket over, at turen kom til at handle så meget om mennesker, for hun havde forventet at tilbringe meget tid alene.
Den 2. oktober drejede hun ind foran sin lejlighed i Vejle.
LÆS OGSÅ: Claudia er træt af ligegyldige Tinderdates - men så fik hun en sjov idé
"Og så var alt bare fuldstændig, som det plejede. Den eneste forskel var, at mit barnebarn havde lært at gå. Det var en lidt mærkelig følelse, for jeg kom jo hjem som en anden Anne end hende, der rejste ud. Derfor var jeg også glad for, at jeg lige havde en måned at lande i, før jeg skulle begynde på arbejdet igen."
I dag kører Anne ofte på småture med Charlie i sommerhalvåret. Om vinteren står han godt beskyttet i sin garage. Corona spændte ben for de længere tur, men nu drømmer hun om snart at komme af sted igen, også selvom det måske ikke bliver i et halvt år.
"Man skal lade være med at udsætte det, man drømmer om, for ingen kender dagen i morgen," lyder det klokkeklare budskab fra Anne, der supplerer med:
"Jeg lærte så meget på min tur. Én af de vigtigste ting er, at man ikke behøver planlægge alt på forhånd. Tværtimod – de bedste oplevelser er ofte dem, du ikke havde set komme."