Psykisk vold mod kvinder scroll-down
Foto: Peter Nørby ”Jeg troede ikke på min værdi som kvinde eller forsker, fordi han så mange gange havde fortalt mig, at jeg var en stor svindler, og at det var et spørgsmål om tid, før min arbejdsgiver fandt ud af, at jeg intet var værd."

"Han ville gøre alt for at kontrollere mig. Hvordan kan man blive så vred over et armbånd?”

Anne var højgravid i ottende måned og i dyb krise, da hun trådte indenfor hos Danner. Dengang kunne hun ikke forstå, hvorfor hun var der: Hun var forsker, hun var selvstændig, hun var ikke typen, der lod sig køre rundt i manegen. Men hun havde mistet sig selv i sit parforhold og opdagede, at alt det, hun stod for, langsomt var blevet pillet fra hinanden. Her er hendes historie.

Af Sara Wilkins
Livsstil ALT for damerne

Anne er et opdigtet navn. Redaktionen er bekendt med hendes rigtige identitet.

En vanvittig forelskelse.

Sådan beskriver Anne den tilstand, hun er i, da hun første gang møder og bliver dybt betaget af sin eks.

Læs også: Vi taler højt om vold – tal med

Hun er egentlig i et forhold med en anden mand, som hun bor sammen med, men det er efterhånden stagneret – og måske er det også lidt kedeligt. Det er i hvert fald kontrasten til det ”normale” forhold – det farverige og passionerede – der får Anne til at spærre øjnene op, da hun møder ham. De har en vild pingpong, og fascinationen vokser.

"Jeg bliver så betaget af ham og føler mig mere i live med den mand, end jeg nogensinde har gjort," husker Anne tilbage.

"Han får vækket noget i mig og snakker til nogle håb og drømme. Man hører altid om den der kærlighed, der river benene væk under dig. Det var ikke sket for mig, før jeg mødte ham".

Anne forlader sit gamle forhold og indleder et langdistanceforhold til den nye mand, der på det tidspunkt befinder sig i udlandet. I dag er hun overbevist om, at afstanden har sløret de advarselslamper, hun nu godt kan se, har blinket fra den spæde start.

"Vi så nok hinanden nogle gange om måneden og rejste frem og tilbage, før det begyndte at eskalere," forklarer hun.

FOKUS: Vi taler højt om vold – tal med


I år sætter ALT.dk og krisecentret Danner fokus på voldsudsatte kvinder og de løsninger, der er behov for i dagens Danmark, så vi kan komme volden og skammen til livs.

Læs mere på ALT.dk.

Du kan også lytte til podcasten ”Vi taler højt om vold” fra den 8. marts på podcastplatformen Talk Town.

Vi taler højt om vold – tal med!

Konstante konflikter

Anne er stadig meget forelsket, da de to vælger at flytte sammen. De skændes en del, men det gør mange par jo, og på det tidspunkt har Anne stadig en tro på, at de to kan noget særligt og smukt sammen; at de nok skal klare det. De får en datter og senere én til.

Men undervejs begynder Anne at miste sig selv. Uden at opdage, at hun langsomt, men sikkert, tilsidesætter sig selv og sine værdier for en kontrol, der til sidst bliver altopslugende.

Det er svært at forklare, siger Anne, men alt kunne blive til en konflikt. Og alt var Annes skyld.

"Vi skændtes, hver gang jeg ville lave noget, der interesserede mig. Hvis jeg for eksempel havde lyst til at gå i biografen med min bedste veninde, så kunne han finde på at sige: ”Nå, du vil hellere i biografen end at være hjemme sammen med mig og din datter?”. Han skabte straks en konflikt, selvom jeg jo ikke HELLERE ville være sammen med min veninde – jeg ville bare OGSÅ gerne være sammen med hende. Men han gav mig skyldfølelse, og det gjorde, at jeg konstant blev sat i en position, hvor jeg skulle forsvare mig selv og retfærdiggøre, at det var OK, at mit fokus nogle gange var et andet sted. Så snart mit fokus blev flyttet væk fra ham – om det var strikketøj eller noget andet – så skabte det en konflikt. Og i en konflikt kunne jeg altid blive beskyldt for at have gjort noget forkert, og så var det ok, at jeg blev straffet."

Læs også: Psykisk vold er den mest udbredte voldsform herhjemme, så hvorfor snakker vi ikke om den?

Og straffet, det bliver Anne i lange perioder med meget korte pauser. Hun bliver ignoreret, nogle gange i dagevis, hvis hun taler ham imod eller gør ting, han ikke bryder sig om. Som at tage en kjole på inden arbejde, for eksempel.

"Det var nogle helt absurde ting, vi diskuterede," forklarer Anne.

"Det var ikke reelle samtaler, for det handlede altid om at give mig skylden, så han kunne blive uproportioneret sur . Og så holder man jo langsomt op med at have kjole eller læbestift på. Eller også lader man være med at lægge kartoffelskrællerne i vasken. Eller også spiser man kun brune og hvide ting, fordi det er det, man har fået besked på, eller holder op med at høre musik, fordi det at gøre noget andet skaber konflikter, der er så voldsomme, at det er lettere at rette ind."

Hun husker særligt én diskussion, der blussede op, da hun havde brækket sit ben og derfor gik med krykker. Hun ville gerne have et armbånd på, som hun havde arvet fra sin farmor, men det måtte hun ikke. Han blev rasende og insisterede på, at det var alt for farligt, fordi det potentielt kunne vikle sig ind i krykkerne, så hun kunne falde og komme til skade. Kontrol pakket ind i omsorg.

"Han ville gøre alt for at kontrollere mig. Hvordan kan man blive så vred over et armbånd? Jeg havde jo ikke slået nogen ihjel. Jeg havde ikke kørt fuld i bil. Det var et armbånd. Men så begynder man at tvivle på sig selv. Når han er så overbevisende i sin vrede, bliver man sådan lidt … Er det mig, der er noget i vejen med? Og så tænker man: ok, hvis jeg kan undgå den konflikt, så lader jeg være med at tage det armbånd på. Det er jo der, det starter. Det er sådan nogle små bitte ting."

Hvad er psykisk vold?

Psykisk vold er, når en person mere end en gang nedgør, ydmyger, krænker, dominerer, manipulerer, truer eller isolerer en anden person.

Volden ligger i gentagelsen og betyder, at den voldsudsattes selvværd bliver nedbrudt. Psykisk vold har til formål at kontrollere eller begrænse den anden persons livsudfoldelse, og den kan være mere eller mindre planlagt fra udøverens side.

Isolerede sig fra verden

Og det bliver Annes overlevelsesstrategi: At manøvrere rundt for at undgå skænderierne.

"Jeg tænkte: Hvis jeg gør sådan og sådan, så kan det være, at jeg finder den helt magiske kombination, der gør, at NU bliver han ikke sur," husker Anne.

"Men uanset om du ændrer dig selv 120 procent, vil det aldrig være nok, for det handler ikke om ændringen, det handler om magtforholdet. At de kan kontrollere dig så meget, at du fuldstændig mister den, du er. Det er det, der er så vanvittigt."

Anne har altid set sig selv som en selvstændig kvinde, der siger fra, når det bliver nødvendigt, og ikke lader sig tromle. Men i forholdet til hendes eks bliver den autoritet og det selvværd langsomt pillet fra hinanden.

Læs også: Mette blev udsat for seksuel vold: ”Jeg har været en form for prostitueret – bare uden at få penge for det”

Hun begynder at isolere sig og ser færre og færre mennesker. Til sidst ser hun næsten ikke sine forældre længere.

"Det skete flere gange, at han – nærmest en time eller to før vi skulle hjem til min familie – pludselig ”fik det skidt” og derfor ikke kunne tage med. Så testede han mig igen ved at sige ting som: ”Tag du bare afsted … ja, altså, hvis du vil det, nu hvor jeg har det så skidt”. Det var lose-lose for mig. For han kunne blive sur i flere dage og nægte at tale med mig i rigtig lang tid."

Der var øjeblikke, hvor Anne kunne have fortalt venner og familie, hvor galt det stod til. Men det hverken kunne eller ville hun. Dels fordi hun følte skam over, at endnu et parforhold haltede så meget.

"Jeg kunne simpelthen ikke rumme tanken om at være en fiasko. ”Jeg må da kunne få det til at fungere”, tænkte jeg. ”Han er jo mit livs kærlighed”."

Men der var også en anden grund til, at Anne ikke sagde noget højt dengang. Hun havde ikke ordforrådet til at forklare, hvad det var for et forhold, hun levede i – og derfor kunne hun heller ikke helt selv forstå det.

"Det er svært at sætte ord på dynamikken i et forhold, når man er i den og ikke forstår den. Man kan ikke forklare det uden at skulle liste 20 forskellige episoder op, som enkeltvist måske virker harmløse, men tilsammen fortæller en voldsom historie. Min krop fortalte mig, at jeg havde det skidt, men det var først meget senere, at jeg ægte forstod, at jeg levede i et psykisk voldeligt parforhold. At jeg endelig fik ordene til at forklare det."

Et vendepunkt

For nogle år siden går det op for Anne, at hun har brug for at komme væk i en periode. Hun er højgravid i ottende måned, men forholdet er blevet så dårligt, at hun føler sig nødsaget til at handle.

"Jeg kunne ikke sove og havde alle mulige fysiske tegn på, at mit forhold ikke var godt. Jeg havde angst, hjertebanken, søvnbesvær og konstant hovedpine. Det var virkelig eskaleret. Jeg var lige gået på barsel, og han arbejdede hjemme hele tiden, så jeg var konstant i hans nærvær."

Læs også: 30-årige Ditte Bjerregaard: Kvinder udsættes for vold, FORDI de er kvinder

Hun tager derfor til lægen med sin mor for at få en henvisning til en psykolog.

"Min læge spurgte ind til min situation, men jeg havde svært ved at sætte ord på det. Jeg prøvede at forklare lidt: ”Han gør sådan og sådan”, og ”jeg har det skidt”. Og så kiggede hun først på min mor og så på mig og sagde: ”Anne, det lyder jo som om, at din mand har psykopatiske træk, og du skal væk”."

Anne bliver helt paf.

"Jeg kan huske den der følelse af at kigge på hende, som om hun var fra en anden planet. At hun sagde ordene ”din mand” og ”psykopat” i samme sætning. Jeg tænkte bare: Hvad er det, der foregår? Det kunne jeg simpelthen ikke forholde mig til."

Det er også lægen, der anbefaler Anne at ringe til Danners krisecenter.

Psykisk og fysisk vold – i tal

  • Ifølge rapporten Projekt Sexus fra oktober 2019 har 12 procent af danske kvinder og 3 tre procent af danske mænd været i et voldeligt parforhold på et tidspunkt i deres liv. Her kan vold både dække over fysisk og psykisk vold.

  • Ifølge 2018-tal fra SDU og Statens Institut for Folkesundhed bliver 38.000 kvinder og 19.000 mænd årligt udsat for fysisk partnervold. For kvinder har dette tal stort set været konstant siden 2005, mens det for mænd har været stigende.
  • Ifølge tal fra en Lev Uden Vold og VIVE-undersøgelse fra august 2018, havde 2,5 procent af den danske befolkning mellem 16-64 år været udsat for psykisk partnervold inden for det seneste år. Til sammenligning har lidt over 1 procent af befolkningen været udsat for fysisk partnervold. Ifølge undersøgelsen er psykisk partnervold den mest udbredte form for partnervold og rammer dobbelt så ofte som fysisk vold.

Kilder: Projekt Sexus, Statens Institut for Folkesundhed (rapporten ’Vold og seksuelle krænkelser') og VIVE (rapporten ’psykisk partnervold’)

"Jeg tænkte: Jeg er jo ikke sådan en, der skal på krisecenter? Men jeg ringede alligevel til dem. Jeg var i en tåge og talte i øst og vest, meget usammenhængende, så alarmklokkerne må have ringet hos dem. Én af kvinderne fra Danner sagde til mig i telefonen: ”Vi har et værelse ledigt. Og det er ikke særlig tit, at vi har det, men jeg synes faktisk, at du skal komme ind og blive visiteret til det”. Og jeg svarede: ”Værelse? Som i at flytte ind?”. Og hun sagde: ”Ja, jeg synes, at du skal flytte herind”."

Beskeden er en stor mundfuld for Anne at sluge.

"Jeg har et selvbillede af, at jeg er en stærk kvinde, der ved, hvad jeg vil og siger fra og ikke bare bliver kørt rundt i manegen: Hvordan i alverden skulle det komme til, at jeg skulle bo på et krisecenter? Jeg vidste jo godt, at jeg havde et skidt parforhold, men jeg vidste på ingen måde, hvor slemt det var, for det kom så langsomt snigende, at der ikke rigtig var noget realitetstjek."

– Derfor kunne jeg slet ikke forlige mig med tanken om at flytte ind på et krisecenter. Men min mor stod ved siden af mig sagde: ”JA, sig, vi kommer derind nu!”.

Et sårbart sted

Da Anne kommer ind på Danner, får hun øje på sig selv i spejlet.

"Jeg tænkte: Hvem er hende dér derinde? Hvordan kunne jeg lade det gå så vidt? Jeg vidste ikke engang, hvem jeg selv var mere. Så sad jeg i en uge og strikkede og kiggede ind i en væg, indtil tågen lettede. Og mine forældre passede min datter, og jeg sad bare der, kæmpe gravid, og kunne slet ikke forholde mig til, at jeg skulle føde om lidt."

Anne føler sig egentlig ikke i stand til at være mor, fordi hendes eks så ofte har sagt, at hun er helt uegnet – som mor, som forsker, som, ja, kvinde.

"Han havde jo pillet alt fra mig. Jeg troede ikke på min værdi som kvinde eller forsker, fordi han så mange gange havde fortalt mig, at jeg var en stor svindler, og at det var et spørgsmål om tid, før min arbejdsgiver fandt ud af, at jeg intet var værd. ”Du duer ikke til noget”, sagde han. Jeg blev devalueret som person."

Anne ender med at bo på Danner i nogle måneder, før hun flytter tilbage i sin egen lejlighed. På krisecentret får hun psykologhjælp og støtte til at forlade den mand, der så længe har traumatiseret hende. Og så føder hun datter nummer to nogle uger efter, at hun er flyttet ind på Danner.

"Det har været en lang rejse at stå på egne ben og lære at være mor," forklarer Anne.

"Jeg prøver stadig at lægge den der skam og forkerthed væk."

En ond spiral

Med til historien hører også, at Anne efterfølgende havnede i endnu et forhold med en kontrollerende mand. Også her ignorerede hun tegnene længe, fordi det var svært at se mønsteret gentage sig og svært at acceptere endnu et nederlag i parforholdet.

Læs også: ”Den usynlige lidelse”: Voldsramte kvinder får oftere PTSD end krigsveteraner

"De to mænd var hinandens modsætninger, men kontrollen havde de tilfælles. Min efterfølgende kæreste havde for eksempel et stort problem med, hvis mit fokus var for meget på mine børn, for så var det jo ikke på ham. Og så var det ok, at jeg blev straffet, og til sidst bad jeg om tilgivelse: ”Undskyld, undskyld – jeg mente det ikke”. Selvom jeg jo nærmest til sidst ikke vidste, hvad det var, jeg ikke mente."

I dag er Anne ikke i tvivl om, at det var hendes sårbare livssituation, der fik hende fanget i voldsspiralen endnu engang. Hun var et ”let offer”, siger hun, fordi hun stod midt i sit livs krise.

"Jeg tror ofte, at den type mænd søger efter kvinder, som ikke nødvendigvis er på deres mest solide ståsted i deres liv. Jeg var på et krisecenter, og det troede jeg aldrig, at jeg skulle være. Jeg havde lige født et barn og var mor til et andet barn, og jeg følte mig meget utilstrækkelig. Der var også en kæmpe sorg forbundet med, at jeg skulle sige farvel til drømmen om en kernefamilie. Og så kommer der pludselig denne her nye mand ind i billedet, som synes, at jeg er helt fantastisk, og som virkelig gerne vil et liv med mig og mine børn. Han snakkede ind i nogle store drømme og længsler, som jeg havde."

Foruden sårbarheden var der en anden faktor, der spillede ind: Anne gik nemlig hos en psykolog, der heller ikke så faresignalerne.

"Hun var godt klar over, at jeg havde været udsat for psykisk vold, og jeg fortalte meget om denne her nye kæreste, jeg havde fået, og at jeg havde det skidt. Men hun blev ved med at cirkle omkring ”mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus, og I snakker bare forkert sammen”. Så det blev valideret over for mig, at det bare var mig, der så syner. På trods af at jeg sad der og havde det ad helvede til."

Derfor er det så vigtigt at få den rigtige professionelle hjælp, mener Anne. Det var nemlig først, da hun skiftede til en psykolog, der var ekspert på området, at det hele faldt på plads.

"Det var først der, jeg forstod, at det ikke var mig, der var galt på den. I lang tid tænkte jeg: Har jeg taget et forkert valg? Skal jeg gå tilbage? Jeg var ikke lettet. Jeg savnede ham. Det ødelægger virkelig ens selvværd, så det tog mig lang tid at komme frem til, at det endnu engang VAR psykisk vold, og at det IKKE var ok, det han gjorde."

Man er først klar, når man er klar

I dag har Anne det godt, og hun fokuserer på at have en tryg hverdag med sine to døtre. Samarbejdet med børnenes far fungerer nogenlunde. Deres kommunikation er primært på skrift, og de kører en 4/10-ordning, hvor hun har børnene i 10 dage, han i fire.

Hun bliver rørt, når snakken falder på døtrene. Hun har skammet sig meget over, at de skulle leve i et forhold, der var så dysfunktionelt. Men hun er også nået til en vigtig erkendelse, som hun håber, at andre i lignende forhold tager til sig:

"Det vigtigste at sige er: Du kan ikke bryde ud af det, før du er klar. Så du må ikke slå dig selv i hovedet over, at du ikke var klar før. Det ville jeg sådan ønske, at jeg havde forstået tidligere. For selvom folk sagde det til mig, kunne jeg slet ikke rumme det. Jeg var så skamfuld over, at jeg ikke havde været stærk nok til at bryde ud af det. I stedet for at vende det om og sige: Jeg gjorde det, så snart jeg kunne."

"Og fordi jeg gjorde det, så betyder det, at mine børn ikke lever i det nu."

Har du brug for nogen at tale med?

Hvis du lever i et voldeligt forhold, kan du søge hjælp – også anonymt – flere steder.

Kontakt f.eks. Danner for at få gratis råd og hjælp eller Lev Uden Volds nationale hotline, hvor du kan ringe gratis og anonymt på 1888 døgnet rundt.

Se, hvad vi ellers skriver om: Vold - #talhøjtomvold og Parforhold
Tilbage til toppen