”Det er okay at føle sig svigtet af den, der er syg”

Juni 2021. Annette Heick og Jesper Vollmers liv var endelig ved at være på ret kurs efter den alvorlige og helt forfærdelige badeulykke i Thailand i 2015, hvor Jesper fik knust en nakkehvirvel mod sandbunden i en kæmpe bølge og nær havde mistet livet. Den hårde genoptræning lå bag ham, både han og Annette havde godt gang i arbejdslivet, og deres forhold var kommet sig oven på den svære tid. De var for alvor begyndt at se fremad. Og så fik Jesper to blodpropper i hjernen.

Artiklen fortsætter efter videoen...

"Jesper havde mærket noget om aftenen, hvor han pludselig havde svært ved at taste på sin telefon og følte, at hånden var meget tungere, end den plejede at være. Men han er jo stadig delvist handicappet efter ulykken i Thailand og har en spasme i højre hånd, så han troede, det var det, opgav telefonen og gik i seng."

"Næste morgen skulle han meget tidligt op og på tv-optagelse, men da han stod på badeværelset og var ved at barbere sig, fik han det pludselig virkelig dårligt. Først lagde han sig ned på gulvet, men lidt efter kom han ind til mig i soveværelset og sagde: ”Skat, det er ikke så godt …”. Og derefter talte han helt sort. Jeg rakte bare ud efter min telefon og trykkede 112, for jeg vidste med det samme, at det kunne være en blodprop. Alarmcentralen bad mig om at få Jesper til at sige sit cpr-nummer, det kunne han ikke, og da jeg mærkede ham på panden, var det som at røre ved en våd isterning. Iskold og samtidig våd af sved. Ambulancen kom meget hurtigt og hentede Jesper, mens jeg blev her med vores drenge og fik dem i skole. Derefter kørte jeg afsted for at være hos Jesper på hospitalet. Mens jeg var på vej derind, ringede han til mig. Helt opløst. Hans tale var blevet lidt bedre, men jeg kunne alligevel næsten ikke forstå et ord af, hvad han sagde, for han hulkede og var så ked af det."

"Og jeg vidste godt, hvad det handlede om. Efter alt, hvad vi havde været igennem, lå der en angst i ham i forhold til, om vi to kunne klare at gå igennem noget så svært igen. Kunne vores forhold holde til det? Så da jeg åbnede døren til hans stue, sagde jeg med det samme til ham: ”De der tanker, dem skal du stoppe lige nu. Jeg ved godt, hvad du tænker, og du skal bare vide, at det her betyder ingenting, det er nada, det kommer vi over, det kommer overhovedet ikke til at have indflydelse på dit og mit forhold”. Og så var det som om, han åndede helt lettet ud. Det hele faldt på plads inde i ham."

Det sidste lykkedes ikke, hånden blev aldrig god nok til det job, og Jesper og Annette startede den fælles mad- og konceptvirksomhed Rå på Borholm. Også på de indre linjer var rejsen frem mod et helt nyt liv svær.

"Der er selvfølgelig tidspunkter, hvor det, at den ene part har været ude for en ulykke, fylder helt exceptionelt meget. Det kan ikke være anderledes. Men samtidig skal der også være plads til den øvrige familie. Børnene har jo f.eks. også deres, de slider med, og det kan godt være, at det ligner problemer, der ikke er særligt store i forhold til at være hensat til en kørestol, men sådan kan man ikke gøre det op. Man kan ikke måle problemer op mod hinanden på den måde. Rigtig mange, der bliver alvorligt syge eller ramt af en ulykke, oplever en lang periode, hvor de bliver bakket op af alt og alle omkring sig. De får at vide, at yes, you can do it, hvor er det godt gået, vi er her for dig, og hvor er det fedt med dit gode humør. En stor ryg-klappe-halløjsa. Sådan var det også for Jesper."

"Men så kom den her røvirriterende kone og sagde, aj, hvor er jeg træt af, at det hele flyder. Jeg handler, hugger brænde og betaler regninger, vasker tøj og sørger for børnene. Alt muligt. Som bare er mega træls. Men så fik jeg at vide, at det jo ikke var et RIGTIGT problem: ”Næh, se på mig, JEG har det jo hårdt, for jeg sidder jo her i min kørestol og har ondt”. Og det er jo et sindssygt dårligt udgangspunkt for et parforhold. Det er simpelthen bare gift, når man begynder at tale sådan sammen. Men følelser er følelser, de lever deres eget liv, og det er der, hvor man godt kan føle sig svigtet som pårørende."

Og det gjorde du?

"Helt vildt. Helt vildt, faktisk. Og jeg italesatte det også flere gange."

Hvad sagde du?

"På et tidspunkt sagde jeg til Jesper: ”Hvad synes du egentlig, du bidrager med herhjemme?”. Jamen, jeg bidrager jo med den gode stemning, svarede han. ”DET kan jeg satme love dig for, at du ikke gør, du er bare en stor, sort sky, og du sidder og får hele lortet serveret i din kørestol. Jeg ved godt, at det er strengt at sige, men du kan faktisk godt nogle ting, selvom du sidder der”."

Hun holder en lille pause.

"Og ja, det er virkelig voldsomt at skulle sige til en, der sidder og er delvist lammet. Men det handlede jo lige så meget om at tage noget ansvar. Selvom du sidder i kørestol, kan du godt læse lektier med børnene. Selvom du sidder i kørestol, kan du godt dække bord. Det kan man godt. Man kan køre rundt om bordet, for pokker. Sådan nogle ting sagde jeg. Jeg kunne ikke mere. Jesper kæmpede rigtig meget med motorikken på det tidspunkt, og hver gang han kunne bevæge tommeltotten en lille-lille-bitte smule mere, var det så stort for ham. Og selvfølgelig var det stort, og han skulle også have at vide, at hold op, hvor er det godt og dejligt og gid, at den snart kan bevæge sig endnu mere. Men når han kom for tiende gang og viste mig, hvordan tommelfingeren nu kunne bevæge sig... Ved du hvad, så havde jeg det bare sådan: Okay, fint, men NU vil dine børn faktisk gerne have noget opmærksomhed. De har jo også mistet noget, så meld dig lige ind i familien."

Hun holder en pause igen.

"Det var ikke særlig rart at sige og bestemt heller ikke rart at få at vide. Men var det rigtigt? Ja. Det var det."

Hvordan reagerede Jesper på alt det, du sagde?

"Han blev meget, meget tavs. Og jeg tænkte bare, shit mand, der gik jeg over grænsen. Jeg arbejdede i Aarhus på det tidspunkt, og næste dag, da jeg var der, ringede Jesper til mig og sagde: ”Jeg vil bare lige sige tak for, at du orker at sparke til mig, selvom jeg ligger ned. For du har ret. Jeg kunne sagtens byde ind med mere. Det føles bare mere behageligt, når folk kommer og fortæller mig, at jeg er mega fed og sej, og at det er godt gået, at jeg kæmper”."

Wow – ret flot vendt tilbage?

"Ja. Og jeg kan sagtens forstå mekanismerne ovre hos den syge part, når sygdommen eller handicappet bliver en ”hobby” – forstå mig ret – når det bliver omdrejningspunktet for alt. Jeg har set det hos andre, der har været alvorligt syge, men det kan være utåleligt for de pårørende. Og jeg bliver bare nødt til at sige, at selvom man er syg, kan man altså godt være en idiot. Skal man finde sig i at være sammen med et menneske, hvis han eller hun ændrer sig markant og bliver rædselsfuld at være sammen med? Det synes jeg ikke, at man skal. Man må godt sætte grænser. Men det er en meget svær samtale at tage, og det er også svært at forstå for dem, der står udenfor og ser på. De ser jo bare et menneske, der ligger ned, og så en, der svigter."

"Men den, der svigter, behøver ikke at være den pårørende, det kan også godt være den, der er syg, der svigter. Og ja, det er en rigtig betændt diskussion, for det ser så nemt ud på overfladen, men min holdning er, at det er okay at føle sig svigtet af den, der er syg. Det er okay at være vred på den, der er syg. Rigtig, rigtig mange pårørende opdager, at de bliver nødt til – undskyld mit sprog – at æde lort, fra de står op, til de går i seng. Fordi de ikke tør sige fra, og fordi de på ingen måde får nogen som helst forståelse fra deres omgivelser."

"Vennerne vil helt klart bakke op om den, der syg, og sige til dig, at nu må du også bare tage dig sammen, det kan du ikke være bekendt, og tænk på, hvordan den syge har det. Alle de der ting. Så det er meget svært at komme af med den vrede eller uretfærdighed, man føler, eller de problemer, der er, fordi ingen andre ønsker at rumme dem. Du kan nærmest ikke engang tillade dig at sige, du har ondt i hovedet en dag, for så kommer det, ja, ja, men så tænk på mig, jeg sidder herovre og er ramt af min kemoterapi, min lammelse, eller hvad det nu kan være. Ja! Det ved jeg godt, men jeg har jo for pokker stadig ondt i hovedet."

"Og jeg har faktisk også brug for noget omsorg. Når man så ikke får den omsorg, er det, at man bliver den der møgirriterende hverdags-wife, der hidser sig op over, at han ikke har betalt sin p-bøde til tiden, eller hvad det nu kan være. Og er sådan en p-bøde vigtig i forhold til at være lammet og sidde i kørestol? Næh, men han er stadig en idiot, når han ikke har betalt den til tiden, og der derfor er kommet gebyr på."

I sin selvbiografi "Datteren" skriver Annette, at hun en dag midt i al vreden og afmagten mødte en anden mand, der så hende i øjnene og spurgte, hvordan HUN egentlig havde det. For første gang i lang, lang tid blev hun set. Set som andet end hjemmesygeplejerske og forsørger. Hun blev set som en, der havde brug for omsorg. Og hun blev set som kvinde. I en kortere periode tillod hun sig at lade sig rive med og mærkede for første gang i flere år nogle små glimt af lys og lykke. Og hun tillod sig i korte øjeblikke at drømme om, at livet også kunne være noget helt andet end det, hun stod midt i. Selvom hun samtidig godt vidste, at hun var helt galt på den. Forholdet nåede aldrig for alvor at udvikle sig, for den mand, hun havde mødt, stoppede det.

Men du løj vel lidt selv i en periode, mens du så den anden mand?

"Er fortielse en løgn? Jeg tav. Jeg kan simpelthen ikke mindes, at jeg har løjet. Og da jeg blev spurgt, sagde jeg sandheden. I dag er vi for længst forbi alt det her, og jeg er vildt taknemmelig over, at vi er der, hvor vi er nu. Jeg er også glad for, at jeg havde oplevelsen, og jeg er glad for, at jeg mødte en, der var sit ansvar voksent. Og så er jeg glad for at have insisteret på at komme tilbage til mit ægteskab. At finde tilbage til det, som Jesper og jeg havde, og som vi har igen. På en ny måde. Der kan være masser af årsager til, at man går fra hinanden, men det med at forlade sin familie, fordi man har en forelskelse... Det er en løgn."

På hvilken måde?

"Man lyver for sig selv i stedet for at tage fat om nældens rod. Så må man hellere sige det, som det er: ”Ja, jeg vil gerne spise flødeskumskager hele tiden, det har jeg fortjent”. Men hvis man kun gør noget, fordi det føles dejligt, så har man nok glemt at kigge på, hvad der ligger bag. Man har ikke stillet sig spørgsmålet: Hvad er MIT ansvar i, at mit parforhold går dårligt? Det er så nemt at sige, at den anden er en idiot, og at man er gledet fra hinanden. Men kig i stedet ordentligt på det, og snak om det. Prøv at løse problemenerne, inden du løber med en anden. Og tro ikke, at du kan have noget kørende ved siden af. Det kan du ikke. Hvis man ikke får problemerne løst, så følger de efter. Der kommer til at være sådan en strøm af blod og lig i ens hækbølge.  Det er derfor, der er så mange ulykkelige skilsmisser, hvor den ene sidder tilbage og bare ikke kan få samlet sig selv op."

"Jeg synes, at når man har sagt ja til et ægteskab i medgang og modgang, så  ER det i medgang og modgang. Og er det sjovt og flødeskumskager hele vejen? Nej, det ved gud, det ikke er. Men du bliver på din plads, og så får du kigget på, hvad dit eget ansvar er i det. Hvorfor er jeg så ked af det, og hvor er det, jeg fejler? Og hvis ikke man bliver bedre til at se det, så tror jeg, at man lever på en livsløgn. Jeg tror, at alle ægteskaber oplever en kæmpe nedtur på et tidspunkt, men på den anden side findes den helt fantastiske opdagelse af, hvor helt vildt meget det er værd, at man har en fælles historie."

"Når I bladrer i fotoalbummet, så har I den samme oplevelse. Når du sidder sammen med det her andet menneske og kigger på jeres børn, så ved du, at I to rummer den samme kæmpestore, uoverstigelige kærlighed til de her væsner, I har skabt. Det binder jer sammen. Hold kæft, hvor ville jeg aldrig nogensinde undvære det. Aldrig. Det er så underkendt, men er du sindssyg, det betyder meget. Jeg siger ikke, at det er derfor, man skal blive sammen, men det er en meget stor del af årsagen til, at man skal gøre en indsats."

Og så er vi tilbage til sommeren 2021, hvor Annette og Jesper var kommet på sporet igen. Det var gået op for dem, at nøglen til deres gode forhold skulle findes i Jespers selvværd, som havde været et godt stykke under gulvbrædderne siden ulykken i Thailand.

"Men selvværd er jo ikke sådan noget, man bare lige går ud og køber, vel? Og hvordan i alverden får man bygget et selvværd op? Jesper ville gerne prøve at cykle igen. Jeg havde fået lavet hans moutainbike om, så den havde mekanikken i venstre side til den hånd, der er go’, og så cyklede han ud på en tur med en ven. På turen mødte de en mand – og jeg har simpelthen ingen god forklaring ud over, at manden må være well off – for han sagde til Jesper: ”Du skal have en anden cykel, der kan hjælpe dig mere, og den vil jeg gerne forære dig”. Det er ikke løgn – det var sådan, det var."

"Og det endte med, at Jesper fik en ny cykel med noget eldrev i pedalen, så højre ben kunne få bedre fat, og pludselig kunne han cykle med alle sine venner igen. For første gang siden ulykken kunne han motionere for sjov og ikke fordi, han skulle genoptræne. Når han sidder på den cykel, er han ikke handicappet, og der skete nærmest en eksplosion i ham. Jeg fik nummeret til den mand, der havde foræret Jesper cyklen, og skrev ham en sms: ”Du tror nok, at det var en ny cykel, du forærede Jesper, men i virkeligheden forærede du mig en ny mand”. Samtidig vækstede virksomheden Rå for vildt, og Jesper tjente for alvor penge igen og kunne bidrage til vores økonomi. Alt var godt."

Og så ramte blodpropperne?

"Ja. Og det var derfor, det føltes så uretfærdigt. Fordi vi endelig var på rette vej. Vi havde fundet hinanden igen. Og det var også derfor, jeg med det samme sagde til Jesper på hospitalet, at de blodpropper aldrig nogensinde ville kunne komme imellem os. De ville ikke komme til at betyde noget som helst for vores forhold, for i dag ved vi, at vi kan klare alt sammen."