AnnMari Max Hansen
Foto: Sara Skytte AnnMari Max Hansen har forladt de skrå brædder for at starte en ny karriere.

AnnMari Max Hansen

"Min kæreste og jeg har valgt at bo hver for sig"

AnnMari Max Hansen voksede op på et scenegulv og med en far, som var berømt men også bar på en tung skæbne. For 16 år siden forlod hun selv de skrå brædder for at starte et nyt liv, og det er hun godt tilfreds med.

Hvilken vej var den første, du gik på?
– Jeg er født i Stockholm, hvor vi boede de første fem år af mit liv. Derefter flyttede vi til København, hvor jeg boede med mine forældre og mine tre søskende. Min mor var hjemmegående husalf. Vores far havde travlt med sin karriere som skuespiller og sanger i Tyskland og Skandinavien, så han var lidt af en mangelvare i min barndom.

– Da jeg var cirka 11 år, havde en teaterdirektør fortalt min far, at han manglede en pige til en hovedrolle på hans teater i Sverige. Min far sagde, at jeg vistnok havde et talent for skuespil, men hvis jeg skulle være med, var det af min egen fri vilje. Han pacede mig aldrig, men jeg ville sindssygt gerne selv. Jeg blev taget ud af skolen og lanceret på teatret som noget usædvanligt. Ikke at jeg var det. Men det var da ret usædvanligt, at en 11-årig pige fik en hovedrolle. Jeg flyttede til Sverige, hvor jeg boede hos en teaterfamilie, som mine forældre kendte godt, og jeg fik jævnligt besøg af min egen familie. Jeg savnede dem, men jeg havde det godt. Jeg syntes, det var ualmindelig kedsommeligt at gå i skole, så det var dejligt for mig at bevæge mig ind i teatrets verden. Skolen var så fantasiforladt og på ingen måde egnet til læring for små børn, der skulle sidde stille i timevis. På teatret kunne jeg boltre mig i fantasiens verden.

– Efter et halvt år i Sverige var det ikke nemt at komme tilbage til skolen, for jeg havde været en del i pressen. Jeg lærte i en tidlig alder, hvad mobning er. Jeg skulle ikke tro, jeg var noget. Hvad jeg heller ikke gjorde. Men jeg kom tilbage til blikke, bortvendte rygge og tavshed. Heldigvis havde jeg tre skønne søskende, som er en gave for et barn i den situation. Min far døde samme år, som jeg kom på scenen. Det var et skæbnesvangert år, og jeg tror, det prægede mig at miste min far så tidligt.

– Jeg havde den rolle som 12-årig, som 14-årig spillede jeg Anne Franck og som 15-årig Ofelia, og så var den skæbne beseglet. Jeg elskede scenen, og jeg var på ingen måde et offer.

AnnMari Max Hansen i filmen Vinterbørn fra 1978.

LÆS OGSÅ: Skuespiller Vigga Bro: "I dag får vi alle vores oplevelser gennem små apparater i hænderne. Ingen kigger på hinanden mere"

Hvad er dit livs omvej?
– Da jeg blev 16 år, ramte jeg den alder, hvor jeg ikke kunne spille barn mere. Jeg rejste halvandet år til Tyskland, hvor jeg var au pair hos en sød familie med seks børn, og hvor jeg nærmest blev deres syvende barn. Det var et kreativt hjem med musik og kunst. Jeg gik også til kor og på museer. Det var virkelig en dannelsesrejse. Da jeg kom til dem, kendte jeg ikke til en almindelig familie, for min far var der jo sjældent. Jeg tror, det var godt, jeg ikke landede i sådan en ultra borgerlig familie i Tyskland.

Hvad kender du til flugtveje?
– Min far flygtede ud af sin hjemby, Berlin, i 1933, fordi regimet havde vendt sig mod ham. Han flygtede til Østrig og i 1938 til Danmark. Under krigen flygtede han til Sverige, og hvor er jeg glad for, at nogen tog imod ham hver gang, han ankom til et nyt land. Hvis der havde været grænsebomme dengang, havde det set sort ud for ham, og jeg havde ikke siddet her i dag. Jeg vidste intet om den del af hans historie før for få år siden, da min søster og jeg blev bedt om at lave en mindeudsendelse om ham til DR. Vi gik på jagt i svenske og tyske arkiver og talte med folk, der havde kendt ham dengang. Indtil da havde man kun hørt om hans succeser, og der blev aldrig talt om det andet i mit barndomshjem. Jeg tror, han var så mærket af sin flugt, og af hvordan hans venner og kolleger forsvandt i koncentrationslejre, at han aldrig talte om det. Når man lægger så kraftigt låg på noget, tror jeg, det må være fordi, det fylder meget.

Din levevej?
– Da jeg kom hjem fra Tyskland, ville jeg tilbage til teatret, og jeg var faktisk ikke af scenegulvet de næste 30 år. Jeg stod på brædderne stort set hver aften. Jeg kom ikke selv ind på teaterskolen, men jeg råder altid unge mennesker til at søge ind, for der er meget teknik i faget, og talent er kun en lille del af det. Jeg tog den hårde vej, for jeg havde ikke de fire år i et beskyttet uddannelsesmiljø. Men jeg har nu været smadderforkælet med både roller og instruktører sidenhen. Jeg tror ikke, det hjalp mig, hvem min far var. Du kan være dronningen af Saba, men hvis du ikke har talent, holder de hurtigt op med at ringe.

Foto: Egmont Historiske Arkiv | AnnMaris far Max Hansen var sanger, skuespiller, tekstforfatter og komponist og født i Tyskland, hvor han havde en stor karriere i 1920’erne, inden han måtte flygte ud af landet.

LÆS OGSÅ: Hanne Boel: ”Jeg er ikke bare en gammel popmoster”

Har du nogensinde stået ved en korsvej?
– Jeg forlod teatret for 16 år siden. Jeg var mættet og havde lyst til at beskæftige mig med noget andet. Til sidst føltes det som en meget tung frakke, jeg skulle tage på hver aften, når jeg gik på scenen. Da jeg forlod teatret, føltes det som om, jeg smed en håndgranat ind i mit liv. Jeg havde aldrig prøvet andet end at være skuespiller. Hvem var jeg overhovedet, hvis jeg ikke var skuespiller? Kunne jeg være mig selv 24/7 uden hver aften at være en anden? Da beslutningen var taget, var jeg både bekymret og meget lettet. Jeg smækkede ikke med døren men lukkede den meget fast bag mig, og jeg har ikke fortrudt på noget tidspunkt. Jeg tog en uddannelse som gestaltterapeut og underviser virksomheder i kommunikation. En sjælden gang går jeg i teatret og ser mine gamle kolleger på scenen. Jeg bøjer mig i støvet og priser mig lykkelig for, at jeg ikke længere har det arbejde. Jeg ved godt, hvad det koster at gå ind hver aften og levere det, de gør.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Det har været stort for mig at bevæge mig ind i anonymiteten. I gamle dage kunne jeg ikke gå i Netto uden at blive kigget på. Folk mener det jo godt, men det er ubehageligt konstant at blive iagttaget. Jeg var vant til det, fra jeg var barn og fulgtes med min far, som jo var meget kendt. Der var konstant journalister og fotografer hjemme hos os. Jeg kunne ikke lide det, for de stjal min far fra mig. Det var nok der, uviljen startede. Jeg var selv meget eksponeret i pressen i perioder af min karriere. Det er jeg ikke mere, men jeg bliver tit spurgt om, hvor jeg blev af, og hvorfor jeg ikke er på teatret mere. Derfor giver jeg gerne et lille interview i ny og næ, for så får folk forklaringen.

LÆS OGSÅ: Isabell Kristensen: "Jeg blev gift som 18-årig. I den alder bliver man så forelsket, at man hverken kan høre eller se"

Hvordan er kommando-vejen hjemme hos dig?
– Mine børn er flyttet hjemmefra, og min kæreste og jeg har valgt at bo hver for sig. Både min kæreste og jeg er frihedselskende mennesker, og vi synes ikke, man behøver sidde lårene af hinanden, fordi man elsker hinanden. Jeg er vist et ret antiautoritært menneske, og jeg lægger helst kommandovejen selv.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– Jeg har været meget søgende hele mit liv, og siden jeg var barn rodet med de store eksistentielle spørgsmål. Jeg bliver let inspireret af andre mennesker, men jeg har aldrig haft en guru, og jeg ville aldrig kunne indordne mig under et trossystem. Men inspiration og visdom fra andre er godt.

Hvad har fundet vejen til dit hjerte?
– Der var meget musik i mit barndomshjem, og selv da jeg slap skuespillet, tog jeg musikken med mig og udgav blandt andet sidste år en cd med mine egne fortolkninger af Kai Normann Andersens sange. I dag tager jeg ud engang imellem og synger, spiller eller holder foredrag. Enkelte gange har jeg spillet på hospices. Ofte er det Kai Normann Andersen-sange. Første gang jeg skulle prøve det, var jeg ved at dø af skræk. Jeg vidste ikke, om jeg overhovedet havde psyken til at stå over for så syge mennesker. Ind imellem taler jeg med patienterne og får en kop kaffe med de ansatte bagefter. Jeg har fået en kæmpe respekt for hele ideen om hospices. Du finder ikke en mere kærlig og fredelig atmosfære.

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Lige nu er jeg på vej ind i en periode med en masse arbejde. Mange af min jævnaldrende begynder at tale om pension, hvis de da ikke allerede er gået af. Nogle drømmer om at sidde på et krydstogtskib med en drink med en parasol i. Jeg kan godt lide mit arbejde, og det uendelige pensionistliv frister på ingen måde. Eller også har jeg bare for meget krudt i røven. Det ligger mig uendelig fjernt, så der er jeg ikke på vej hen.

AnnMari Max Hansen

✻ Født 1949 og dermed 68 år.
✻ Hendes far var den berømte sanger og skuespiller Max Hansen.
✻ Stod selv på scenen første gang som 11-årig. Siden har hun været med i
meget teater og revy og blandt andet også filmen Vinterbørn.
✻ I dag uddannet gestaltterapeut og arbejder som terapeut og underviser på Nordisk Gestalt Institut samt som konsulent i virksomheder, hvor hun
underviser i kommunikation og præsentationsteknik.
✻ Udgav sidste år cd’en I dit korte liv.
✻ Har to voksne børn.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview