"Min kæreste og jeg har valgt at bo hver for sig"

LÆS OGSÅ: Skuespiller Vigga Bro: "I dag får vi alle vores oplevelser gennem små apparater i hænderne. Ingen kigger på hinanden mere"

Hvad er dit livs omvej?
– Da jeg blev 16 år, ramte jeg den alder, hvor jeg ikke kunne spille barn mere. Jeg rejste halvandet år til Tyskland, hvor jeg var au pair hos en sød familie med seks børn, og hvor jeg nærmest blev deres syvende barn. Det var et kreativt hjem med musik og kunst. Jeg gik også til kor og på museer. Det var virkelig en dannelsesrejse. Da jeg kom til dem, kendte jeg ikke til en almindelig familie, for min far var der jo sjældent. Jeg tror, det var godt, jeg ikke landede i sådan en ultra borgerlig familie i Tyskland.

Hvad kender du til flugtveje?
– Min far flygtede ud af sin hjemby, Berlin, i 1933, fordi regimet havde vendt sig mod ham. Han flygtede til Østrig og i 1938 til Danmark. Under krigen flygtede han til Sverige, og hvor er jeg glad for, at nogen tog imod ham hver gang, han ankom til et nyt land. Hvis der havde været grænsebomme dengang, havde det set sort ud for ham, og jeg havde ikke siddet her i dag. Jeg vidste intet om den del af hans historie før for få år siden, da min søster og jeg blev bedt om at lave en mindeudsendelse om ham til DR. Vi gik på jagt i svenske og tyske arkiver og talte med folk, der havde kendt ham dengang. Indtil da havde man kun hørt om hans succeser, og der blev aldrig talt om det andet i mit barndomshjem. Jeg tror, han var så mærket af sin flugt, og af hvordan hans venner og kolleger forsvandt i koncentrationslejre, at han aldrig talte om det. Når man lægger så kraftigt låg på noget, tror jeg, det må være fordi, det fylder meget.

Din levevej?
– Da jeg kom hjem fra Tyskland, ville jeg tilbage til teatret, og jeg var faktisk ikke af scenegulvet de næste 30 år. Jeg stod på brædderne stort set hver aften. Jeg kom ikke selv ind på teaterskolen, men jeg råder altid unge mennesker til at søge ind, for der er meget teknik i faget, og talent er kun en lille del af det. Jeg tog den hårde vej, for jeg havde ikke de fire år i et beskyttet uddannelsesmiljø. Men jeg har nu været smadderforkælet med både roller og instruktører sidenhen. Jeg tror ikke, det hjalp mig, hvem min far var. Du kan være dronningen af Saba, men hvis du ikke har talent, holder de hurtigt op med at ringe.

LÆS OGSÅ: Hanne Boel: ”Jeg er ikke bare en gammel popmoster”

Har du nogensinde stået ved en korsvej?
– Jeg forlod teatret for 16 år siden. Jeg var mættet og havde lyst til at beskæftige mig med noget andet. Til sidst føltes det som en meget tung frakke, jeg skulle tage på hver aften, når jeg gik på scenen. Da jeg forlod teatret, føltes det som om, jeg smed en håndgranat ind i mit liv. Jeg havde aldrig prøvet andet end at være skuespiller. Hvem var jeg overhovedet, hvis jeg ikke var skuespiller? Kunne jeg være mig selv 24/7 uden hver aften at være en anden? Da beslutningen var taget, var jeg både bekymret og meget lettet. Jeg smækkede ikke med døren men lukkede den meget fast bag mig, og jeg har ikke fortrudt på noget tidspunkt. Jeg tog en uddannelse som gestaltterapeut og underviser virksomheder i kommunikation. En sjælden gang går jeg i teatret og ser mine gamle kolleger på scenen. Jeg bøjer mig i støvet og priser mig lykkelig for, at jeg ikke længere har det arbejde. Jeg ved godt, hvad det koster at gå ind hver aften og levere det, de gør.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Det har været stort for mig at bevæge mig ind i anonymiteten. I gamle dage kunne jeg ikke gå i Netto uden at blive kigget på. Folk mener det jo godt, men det er ubehageligt konstant at blive iagttaget. Jeg var vant til det, fra jeg var barn og fulgtes med min far, som jo var meget kendt. Der var konstant journalister og fotografer hjemme hos os. Jeg kunne ikke lide det, for de stjal min far fra mig. Det var nok der, uviljen startede. Jeg var selv meget eksponeret i pressen i perioder af min karriere. Det er jeg ikke mere, men jeg bliver tit spurgt om, hvor jeg blev af, og hvorfor jeg ikke er på teatret mere. Derfor giver jeg gerne et lille interview i ny og næ, for så får folk forklaringen.

LÆS OGSÅ: Isabell Kristensen: "Jeg blev gift som 18-årig. I den alder bliver man så forelsket, at man hverken kan høre eller se"

Hvordan er kommando-vejen hjemme hos dig?
– Mine børn er flyttet hjemmefra, og min kæreste og jeg har valgt at bo hver for sig. Både min kæreste og jeg er frihedselskende mennesker, og vi synes ikke, man behøver sidde lårene af hinanden, fordi man elsker hinanden. Jeg er vist et ret antiautoritært menneske, og jeg lægger helst kommandovejen selv.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– Jeg har været meget søgende hele mit liv, og siden jeg var barn rodet med de store eksistentielle spørgsmål. Jeg bliver let inspireret af andre mennesker, men jeg har aldrig haft en guru, og jeg ville aldrig kunne indordne mig under et trossystem. Men inspiration og visdom fra andre er godt.

Hvad har fundet vejen til dit hjerte?
– Der var meget musik i mit barndomshjem, og selv da jeg slap skuespillet, tog jeg musikken med mig og udgav blandt andet sidste år en cd med mine egne fortolkninger af Kai Normann Andersens sange. I dag tager jeg ud engang imellem og synger, spiller eller holder foredrag. Enkelte gange har jeg spillet på hospices. Ofte er det Kai Normann Andersen-sange. Første gang jeg skulle prøve det, var jeg ved at dø af skræk. Jeg vidste ikke, om jeg overhovedet havde psyken til at stå over for så syge mennesker. Ind imellem taler jeg med patienterne og får en kop kaffe med de ansatte bagefter. Jeg har fået en kæmpe respekt for hele ideen om hospices. Du finder ikke en mere kærlig og fredelig atmosfære.

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Lige nu er jeg på vej ind i en periode med en masse arbejde. Mange af min jævnaldrende begynder at tale om pension, hvis de da ikke allerede er gået af. Nogle drømmer om at sidde på et krydstogtskib med en drink med en parasol i. Jeg kan godt lide mit arbejde, og det uendelige pensionistliv frister på ingen måde. Eller også har jeg bare for meget krudt i røven. Det ligger mig uendelig fjernt, så der er jeg ikke på vej hen.