Anja Tønning
Anja Tønning

Bliv festivalklar med digitale tip

Her er de apps og digitale tip, du skal have styr på til sommerens festivaler, ifølgeALTfordamerne.dk'sdigitale ekspert Anja Tønning.

Sommeren er endelig over os og festivalsæsonen gør sit indtog. Jeg er egentlig ikke en garvet festivalgænger, men det har jeg tænkt mig at blive i år. Lidt i hvert fald. Og hvad er så mere oplagt end at have et digitalt festivalkit parat. Det er mindst lige så vigtigt som alkogel, solbriller og gummistøvler!

Det er i hvert fald oplagt for mig at have en plan for, hvad jeg gør for at undgå pinlige fuldebilleder på Facebook. Og hvad jeg gør for at undgå, at min telefon løber tør for strøm - oh ve oh skræk!

Det er også oplagt at kende de sejeste festival-apps og så selvfølgelig at stalke mine yndlingsmusikere på Instagram.

Festivalapps - så går du ikke glip af noget
Lad os starte med at tage udgangspunkt i festivalernes apps. Snart har alle festivaler en app. Jeg selv skal til NorthSide i Aarhus og til Skanderborg Festival. De har begge seje apps med smarte funktioner.

Den mest oplagte funktion er, at jeg kan lave min egen spilleplan - og ikke mindst at jeg kan få en påmindelse inden mine udvalgte koncerter starter. Af og til sker det jo, at man kommer til at drikke øl eller nyde solen, og så glemmer man lidt det der med musikken :)

Det vil altså sige, at jeg hjemmefra bruger lidt tid på at kigge musikprogrammet igennem (som selvfølgelig ligger i appen), og så tilføje mine favoritter til min egen spilleplan. Og i app'en kan jeg også finde mere information om kunstnerne og lytte til musikken. I øvrigt har NorthSide lavet en playliste på Spotify med udvalgte numre fra alle kunstnere, som jeg har lyttet til de sidste par måneder og derigennem opdaget ny yndlingsmusik.

Derudover indeholder app'sne også et kort over festivalpladsen - især virkelig smart på de store steder som Skanderborg og Roskilde. Kortet hjælper mig også til at finde mine venner via Facebook - og det kan vise mig, hvor jeg selv er. Og så kan man finde spisesteder - det er for eksempel ret smart, hvis man er vegetar.

De enkelte apps indeholder selvfølgelig en hel masse andet gejl og seje funktioner, men hvis du selv skal afsted, så få den hentet nu og tjek det ud!

Kom bag om dine idoler
Noget af det smarte ved sociale medier er, at jeg kan komme lidt bag om de kendte. I dag er mange musikere aktive på Instagram, Twitter og Facebook, så vi kan få alle detaljer med.

Det betyder også, at når jeg selv lægger billeder op eller tweeter under en koncert kan jeg nævne musikeren med vedkommendes brugernavn - dvs. at mit billede eller tweet bliver knyttet sammen med et link med kunstnerens profil. Jeg skal selvfølgelig kende brugernavnet på vedkommende, men det googler jeg mig bare til.

Nogle af festivalerne, f.eks. NorthSide er selv meget aktive på Twitter og Instagram i løbet af festivalen. NorthSide bruger et bestemt hashtag (søgeord på Twitter og Instagram) #NS13 og opfordrer alle gæsterne til at bruge det samme. Dvs. at du og de kan finde alt indhold, tagget med det hashtag. Og hvis dit tweet er godt nok, bliver det måske vist på storskærmen derude. Det er da meget sejt ik?

Både festivalerne og kunstnerne har også gode Facebook-sider, som du selvfølgelig skal "synes godt om" - her får du altid de seneste nyheder.

Undgå pinlige billeder
Ja, hvordan undgår jeg så, at det jeg tweeter, lægger på Instagram eller Facebook bliver pinlige fuldebilleder... Jeg er meget åben og lægger meget på sociale medier. Min grænse er også rimelig bred, men der er da ting, som jeg nok bør holde for mig selv.

Enten kan jeg jo lære at styre mit alkoholindtag.

Eller jeg kan bide de pinlige billeder i mig, og så slette dem efterfølgende.

Hvis det virkelig bliver kritisk kunne jeg også lave en aftale med min gode veninde, om at vi "passer" hinandens telefoner. På den måde laver jeg ikke fuldeopkald, dumme sms'er eller pinlige billeder. Og jeg kunne selvfølgelig ikke drømme om at gøre det på hendes telefon.

Men egentlig skal jeg vist bare bruge min sunde fornuft. Måske hjemmefra tænke over, hvad jeg ikke skal gøre. Og hvad jeg godt kan gøre. Jeg ved godt, jeg lyder som en teenager uden selvkontrol... Men erfaringen - også fra mine venner - også fra dem, der er ældre end mig - er, at vi bare let bliver pinlige eller overivrige, når vi lige er grebet af et øjeblik. Især når der indgår alkohol.


To-do inden du tager på festival

● Download festivalens app

● Kig programmet igennem og lav dit eget program. Sæt en påmindelse på de koncerter, du ikke vil misse.

● Find festivalen på Facebook, Instagram eller Twitter og få de seneste nyheder herfra.

● Lav regler for dig selv om, hvordan du må bruge din telefon, og hvad du må lægge på sociale medier.

● Husk din strømforsyning til telefonen!

To-do på festivalen

● Når du lægger indhold på Facebook f.eks. kan du vælge, hvem du deler det med. Lav evt. en liste uden din mor, din søn og din chef, så de i hvert fald ikke ser det, hvis du bliver lidt pinlig.

● Aftal med din gode veninde, at I kan "passe" hinandens telefoner, hvis du kan mærke, at du ikke kan styre det.

● Hvis du har en telefon med 4G, kan du slå det fra og spare lidt strøm. Undgå også at have alt for mange GPS-krævende apps i gang - de sluger også strøm.

Okay - god festivalsæson!

Anja Tønning

Anja arbejder som rådgiver i Aarhusafdelingen af det digitale konsulenthus Seismonaut med fokus på digitale strategier, digtal konceptudvikling og digital kompetenceudvikling. Hendes rådgivning omfatter indholdsstrategi, effektmåling og krisehåndtering på sociale medier med et brugercentreret fokus. Hun er Cand. IT i Digital Design på Aarhus Universitet. Læs mere på: Seismonaut.com.
Anja er desuden en flittig anvendt kommentator på medier som NovaFM.

Privat er Anja enlig mor til Gustav på 4 ½ år. Han bruger flittigt iPad'en til YouTube, Spotify, Netflix, Angry Birds osv. Anja blogger om hverdagen som enlig mor på Enligmadmor.dk.


Læs mere om Anja Tønning her
Se, hvad vi ellers skriver om: Festival

610x200_woordy_dmjpg.jpg