Bodil Jørgensen
Foto: Lene K. Skuespiller Bodil Jørgensen døde næsten i en ulykke: "Gud findes i mørket, hvor du er allermest fortabt"

Bodil Jørgensen: Jeg sender et julekort hvert år til lægen, der reddede mit liv

Der findes mennesker, som har mistet livet, men er vendt tilbage fra døden. Vi har talt med Bodil Jørgensen, som her beretter om oplevelser fra en anden verden og om det dybe aftryk, døden har sat i hende.

Ulykken

Jeg fornemmede, at min far kom ude fra marken og tog mig med. Han var død et par år forinden. Skuespiller Jesper Asholt sad ved siden af mig, Søs Egelind var der, og Kurt Ravn. Jeg havde det, som om jeg druknede. Så kom lægen, men jeg så ikke hans ansigt. Det sidste, jeg husker, er lægens råb: ”Kniv! Saks!”

Så blev alt mørkt, tunnelagtigt. Jeg kunne ikke huske mit fadervor, jeg kunne dårligt huske, om jeg havde børn. Jeg havde det lidt, som om alting var gået i stykker; at jeg var blevet væk. Jeg håbede sådan, at der var lys eller måske nogen, der spillede musik. Men der var bare mørkt.

Hvad skete der?

I juni 2014 blev Bodil Jørgensen ramt af en traktor under optagelserne til en film. Samtlige hendes ribben, begge kraveben og hoften brækkede, hendes lever og nyrer blev perforeret, hovedet blev forslået, og begge lunger klappede sammen. Bodil blev lagt i kunstigt koma og respirator i fem dage. Hun svævede ind og ud af bevidsthed, mens lægerne reparerede hendes krop. Efter at Bodil kom ud af respiratoren, begyndte helingsprocessen, og syv måneder efter ulykken genoptog hun sit arbejdet på lavt blus, stadig med gener fra nogle af de beskadigede kropsdele.

LÆS OGSÅ: Andrea Elisabeth Rudolph: ”Jeg var så flov over det. Var JEG blevet ramt af stress?”

Hospitalet

Jeg blev lagt i respirator og fik store mængder morfin. Jeg svævede ud og ind af bevidsthed – nogle gange var jeg i min krop og kunne se sygeplejerskerne. Andre gange havde jeg det, som om jeg fløj rundt oppe under loftet og kunne kigge ned.

Jeg havde en fornemmelse af, at der, hvor jeg nu skulle hen, var alt godt. Jeg ved kun, at derinde, hvor jeg følte mig allermest fortabt, der var Gud. Ikke som en skikkelse, mere som en dyb følelse af mildhed.

Jeg befandt mig på en dyne af lilla rododendronagtige blomster. Så svævede jeg op i loftet og sad ved siden af min mor og far og kiggede ned på min krop i hospitalssengen. Jeg så min mand dernede og hørte ham sige ”nu er Bodil død”. Men det var ikke sørgeligt. Hvor jeg var, var alt godt.

LÆS OGSÅ: Tammi Øst: "Folk tror, at jeg er stærkere, end jeg er"

Min datter på seks år stod flere timer om dagen og strøg min hånd. Jeg gled ind og ud af bevidsthed, mens jeg lå i respirator. Nogle gange kiggede jeg på hende, så smilede hun. Jeg tænkte, at jeg skulle tilbage til hende, samtidig med at jeg oplevede, at jeg havde givet slip. Jeg var ikke bekymret for, om jeg ville overleve eller dø. Det skulle jeg slet ikke tænke på, for det kunne jeg ikke selv bestemme.

Livet

I dag ved jeg, at vi ikke selv er herrer over, hvornår vi skal dø. Derfor skal man frigøre sig fra dødsangst og selvbebrejdelser, hvis man for eksempel er ramt af en dødelig sygdom. Døden rammer, når den rammer. Den følger et regnskab, vi ikke forstår.

Det forpligter, når man får en chance til. At huske at være noget for andre mennesker og bruge kræfter på det. Det kan man godt glemme i hverdagen, som er så altædende. Jeg er ikke bange for døden; kun for at skulle forlade dem, jeg har nær. Jeg håber, at jeg har lidt tid, så jeg kan nå at få sagt farvel.

At svæve mellem liv og død er en slags regnskabets time. Jeg tænkte på, om jeg havde fået sagt og gjort alt det, jeg gerne ville; om jeg havde været et godt nok menneske, om vi havde husket at betale alle regninger. Jeg oplevede, hvad der sker i ellevte time; man ser vitterligt det hele – alt det gode og alt det dårlige.

Jeg oplevede, at man bliver tilgivet, hvis man erkender sine fejl og angrer. Det trøster mig i forhold til alle de svindlere, der vælter ud af skabene – Danske Bank-folkene, der har snydt os alle sammen så kynisk beregnende, Donald Trump, der slipper af sted med at lyve og så videre. Vi skal alle stå til regnskab, når vi dør.

LÆS OGSÅ: Julie Hastrup: "Jeg håbede og bad til, at der åbnede sig en lem i gulvet, så jeg kunne forsvinde"

Efter ulykken har jeg ransaget mig selv. Husker jeg at fjerne bjælken fra mit eget øje, før jeg fjerner splinten fra et andet menneskes øje? Jeg har med fra min mor og far, at man skal hjælpe dem, der falder ens vej forbi og har brug for det. Min mor var lærer. Hvis nogen ikke kunne følge med, så kom de hjem til os og fik ekstra undervisning. Hun gav ikke op. Nøj, hvor var hun god! Det var ikke noget, hun skiltede med. Efter ulykken er jeg blevet mere bevidst om det. Jeg tager mig de fem minutter til at tale med et menneske, der har behov for det, for det ved jeg: Det er det, vi er her for.

Døden taler vi for lidt om. Selv om det er noget, der er fælles for os alle; det eneste, der er helt sikkert i livet.

Jeg tror på, at der er noget efter døden. En tilstand, som er svævende, god, hvid; der er godt dér. Man går i ét med det gode. Det er paradisisk.

Jeg fik besøg af lægen, der havde råbt på saks og kniv. Det skulle til for hurtigt at sprætte den våddragt op, som jeg havde på, så han kunne komme til. Han reddede mit liv. Jeg er ham meget taknemmelig, og jeg sender ham et kort hvert år til jul.

Hvem er Bodil Jørgensen?

  • Bodil Jørgensen, født 1961.
  • Prisbelønnet skuespiller.
  • Gift, mor til tre og værge for et uledsaget syrisk flygtningebarn.
  • Opvokset i et kristent hjem på landet og bor i rækkehus i Lyngby.
Se, hvad vi ellers skriver om: Døden, Kvinder du skal kende og Interview