Hvordan får jeg min far til at respektere mig?

Spørgsmål om økonomisk hjælp, der er blevet til økonomiske kvaler

Jeg er en kvinde på 26 år, som er blevet arbejdsløs, fordi jeg blev sygemeldt fra mit arbejde og derefter opsagt. Jeg har en diagnose, der gør, at jeg har brug for klare rammer, og det var der ikke der. Der har været stor usikkerhed om, hvorvidt jeg kunne modtage sygedagpenge, dels fordi min arbejdsgiver ikke har lavet de tiltag, der kræves, og dels fordi jeg ikke er medlem af en a-kasse.

Det er derfor kommunen, der varetager min sag, og det går langsomt. Derfor var jeg i slutningen af sidste måned nødsaget til at låne penge for at overleve. Den eneste mulighed, jeg havde, var at spørge mine forældre, for banken ville ikke låne mig.

LÆS OGSÅ: Vores voksne børn er blevet uvenner, hvad stiller vi op?

Min far er selvstændig og tjener godt, mens min mors økonomi kun lige løber rundt. Hun havde således ikke råd til at hjælpe mig, så jeg måtte spørge ham. Han valgte så at komme med en opsang om, hvor dovent og let jeg tager alting. Han indvilligede dog i at låne mig pengene, fordi han vidste, at jeg ellers var tvunget til at tage et kviklån, men jeg skulle høre rigtig meget om, at jeg ikke kan være bekendt at sætte ham i den her situation.

Jeg betaler selvfølgelig min far tilbage, lige så snart det med kommunen er afklaret, men han ringer dagligt til mig for at høre, hvornår han får pengene. Det gør mig rigtig ked af det, for det virker ikke til, at han har tillid til mig. Det skal siges, at jeg tidligere var dårlig til at tilbagebetale lån, men sådan er det altså ikke længere. Jeg har tidligere prøvet at skrive et brev til ham om, hvor ked af det jeg bliver over den måde, han taler til mig på, men det har ikke hjulpet, så hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at lægge en plan - både menneskeligt og økonomisk

Din far lyder til at være den type menneske, der har det svært med svaghed. Først og fremmest hos ham selv, men også når han spotter svaghed og sårbarhed hos andre. I stedet for at udvise omsorg, udviser han foragt, for dybest set frygter han den slags følelser. Jeg tænker, at det bl.a. er derfor, at han reagerer så aggressivt overfor dig?

Når det er sagt, må jeg indrømme, at jeg også selv undrer mig lidt over den måde, du håndterer dine udfordringer på. For du er en kvinde på 26 år, du er dermed voksen og burde stå helt på dine egne ben. Det virker det ikke helt til, at du gør, for i stedet for selv at løse dine problemer, bliver det andre, der skal fikse tingene for dig. Om det har noget at gøre med din diagnose, om det skyldes omstændighederne for din fyring eller noget tredje, ved jeg jo ikke. Jeg ved kun, at du på den lange bane vil få et bedre liv, hvis du selv tager ansvar for det og her også tager ansvar for i tide at søge hjælp til de ting, du ikke magter og derfor har brug for hjælp til.

LÆS OGSÅ: Jeg stoler ikke på min eksmands nye kæreste

Nu spørger du mig så om, hvordan du får din far til at respektere dig. Her kan jeg svare dig kort, at det får du ham ikke til ved at forsøge at tvinge ham til det, det får du ham kun til ved netop at tage dit liv i egne hænder og gøre dit for at klare dig selv. Gør du det, så tror jeg også, at du vil have langt mindre fokus på, om din far respekterer dig eller ej, for du vil nemlig få noget andet og vigtigere; nemlig den selvrespekt, som jeg også savner lidt af i din mail.

Derfor, start med at lave en plan for, hvordan du kommer godt videre med dit liv både menneskeligt, men også økonomisk – her også med blik på, hvordan du får betalt din gæld til din far. Hold så næsen i sporet, og se så, om dit forhold til ham ikke skulle blive bedre med tiden, når nu både du selv og han oplever, at du fuldt ud er i stand til at passe på dig selv.