svigermor
SPONSORERET indhold

Jeg er bange for min svigermor

Siden min mand og jeg fandt ud af, at vi venter barn, har vi haft problemer med min svigermor. Hun ringer konstant til min mand og spørger ind til graviditeten, men vil ikke snakke til mig, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af:: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
17. dec. 2019 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om svigermor med alkoholmisbrug og voldsomt temperament

Da jeg mødte min mand, havde min svigermor og jeg en god relation. Jeg kunne virkelig lide hende! Det til trods for, at hun er meget talende, knap så lyttende og har en mening om alt. Det tog jeg med. For ni måneder siden kunne vi så overdrage den glædelige nyhed, at hun skulle være farmor, hvilket hun selvfølgelig blev glad for, men derfra startede balladen.

LÆS OGSÅ: Min svigermor vil presse os til at flytte til Jylland

Hun lagde straks et opslag op på Facebook om graviditeten uden vores samtykke. Da min mand fortalte hende, at vi selv helst ville formidle det til omgangskredsen, var hun helt uforstående. Da jeg kort tid efter måtte takke pænt nej, da hun spurgte, om hun kunne komme med til nakkefoldsscanning, angreb hun mig verbalt og sendte mig rasende sms’er, så mange, at jeg endte med at måttet blokere hende på min telefon.

Hun har ikke på noget tidspunkt opsøgt mig for at rense luften eller sige undskyld. Derfor tog jeg selv kontakt til hende for to måneder siden med et ønske om, at vi kunne få talt ud. Men besøget hos hende gik den helt forkerte vej. Hun var iskold og forsvarede sin opførsel med, at min mor også havde beklaget sig over, hvordan jeg var. Derfor mente hun, at jeg er et dårligt menneske med manglende empati. Hun overfusede mig, og nu spillede hun pludselig min mor og mig ud mod hinanden, heldigvis uden succes for heller ikke min mor forstod noget som helst.

Min svigermor har også et alkoholmisbrug, som hans søster og min mand nu (igen) forsøger at hjælpe hende ud af. Jeg synes, det er sødt af dem, men problemet er, at hun nu har fået min mand overtalt til, at hun skal være hjemme hos os, når jeg har født. Hun taler stadigvæk ikke til mig, men hun ringer konstant til min mand for at høre til graviditeten. Jeg bebrejder mig selv, at jeg ikke kan holde hende ud, for det kan jeg ikke, men hun er jo bedstemor til mit kommende barn. Hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at sætte klare rammer

Nu er jeg ikke psykolog, men googler du en diagnose som borderline, så vil du nok kunne nikke genkende til ganske mange af symptomerne fra din svigermor: Hun er grænseoverskridende, følelsesmæssigt manipulerende, misbruger, ejer ikke evnen til at se sin egen andel i de konflikter, hun selv skaber, og er derfor også ude af stand til at undskylde disse. Den type mennesker er også velsignet med en evne til at få andre mennesker til at føle skyld. For deres grænseoverskridende adfærd er ukendt land for ganske almindelige mennesker, der derfor ofte bebrejder sig selv, at de ikke kan rumme personen. Den følelse, fornemmer jeg, at du selv kender til, men den følelse, må du ikke skamme dig over. Det er nemlig dit sunde jeg, der forsøger at advare dig.

For din svigermor er ganske rigtigt et menneske, som man skal holde ud i strakt arm. Gør man ikke det, så kommer hun for tæt på og skaber kaos omkring sig. Husk derfor, at hun skal have sat nogle meget klare rammer for sin adfærd. Og nej, hun skal ikke være der, når du kommer hjem med den lille. Hun kan ringe først og må affinde sig med, at der ikke er besøgstid, hvis ikke du har overskuddet.

LÆS OGSÅ: Jeg er SÅ frustreret over min svigermor, der klamrer sig til offerrollen

Forsøger hun dernæst at gå i konflikt med dig, så luk af for hendes angreb og hold dig til, at du gør det, du og dit barn har brug for nu. Du skal hele tiden huske på, at du er sund og rask, mens hun er lidt forskruet. Du er derfor i din fulde ret til at sætte dagsordenen. Både for din egen, men i virkeligheden også for hendes skyld. For din svigermor kan i sidste ende have glæde af og finde ro ved at få grænser sat, netop fordi hun ikke selv er i stand til at sætte dem selv.

Anbefalet til dig