Hvorfor slæber mine veninder altid deres mænd med?

Spørgsmål om at ses med vedhæng

Jeg er en kvinde i 60’erne, fraskilt og med voksne børn. Jeg har to lidt ældre kvindelige kollegaer, som begge sidste år gik på pension. I løbet af et langt arbejdsliv udviklede vi tre et venskab dels på arbejdet, men vi sås også privat to-tre gange om året. Det var altid virkeligt hyggeligt og fornøjeligt. Da mine to kollegaer stoppede, aftalte vi derfor, at vi ville holde kontakten, og sammen fandt vi den første dato i sensommeren, hvor vi skulle mødes hos mig til frokost. Da dagen nærmede sig, fik jeg en opringning fra den ene af dem, og uden at jeg blev spurgt, stod det klart, at de begge to som en selvfølge gik ud fra, at deres mænd også skulle med.

Jeg må indrømme, at det gjorde mig skuffet, for det er jo ikke sådan, vi plejer at være sammen, og jeg havde aldrig mødt deres mænd, men jeg sagde ikke noget.

LÆS OGSÅ: Skal vi blive skilt... for anden gang?

Frokosten gik da også fint, men stemningen var slet ikke så løssluppen, som den plejer at være det, når vi bare er os tre. Jeg synes, deres mænd fyldte meget, hvorimod mine to gamle veninder slet ikke var så afslappede og snakkesalige, som jeg ellers kender dem. Jeg håbede derfor, at det var en enlig svale, men nej. Ved juletid skulle vi ses igen, og her var begge mænd også med. Igen, de er da søde og rare, men det er slet ikke det samme længere.

Vi har nu aftalt en ny dato her i løbet af foråret, for de andre synes, det er blevet en hyggelig tradition. Jeg har derimod mest af alt lyst til at melde fra. Jeg føler, at det hele er så anstrengende, og at jeg sidder som hende den sjove enlige, der skal give en masse, men ikke får noget igen. Allermest har jeg jo lyst til at ses med mine to tidligere kollegaer, for jeg savner vores fortrolighed og sjove samvær. Hvis ikke jeg kan tillade mig at sige det, så har jeg mest af alt lyst til at droppe, at vi ses. Hvad tænker du?

Vibeke Dorph råder til at tale om formen for samvær

Nu er jeg jo selv sådan én, der har tumlet lidt omkring i det etablerede parforholdssystem, så jeg har nok en anden tilgang til det med automatisk at medbringe min mand til enhver given lejlighed, end dine to kollegaer har. Det kunne jeg aldrig selv drømme om at gøre, og endnu mere mærkeligt finder jeg det, når de ikke først spørger dig, om det er noget, du har lyst til. At dine to veninder sådan uden videre går ud fra, at deres mænd skal deltage i jeres hyggestunder, svarer for mig til, at du uden at spørge dem, inviterede en helt tredje ven eller veninde med til jeres samvær.

LÆS OGSÅ: Jeg under ikke min eksmand vores datters kærlighed

Nu skriver du, at dine to gamle kollegaer er lidt ældre end dig. Derfor tænker jeg, at de måske er fra en generation eller en kreds, hvor man som det naturligste i verden medbringer sin bedre halvdel til socialt samvær, og at de derfor bare er gået ud fra, at det også gælder her. Hvis det forholder sig sådan, så er de jo lidt uskyldige i misseren, alligevel synes jeg ikke, at der er noget galt i, at du på en pæn måde forsøger at gøre dem klart, at du savner jeres gamle treenighed.

Sig dog til dem at du finder deres mænd både søde og interessante, men at det er det hyggelige samvær jer tre imellem, du savner. Lad være med at gøre det til noget enten eller, men foreslå om I ikke næste gang kan nøjes med at være jer tre sammen, så kan I en måske anden gang lave noget andet, hvor mændene også er med. Hvis de er de åbne piger, du også kender dem som, så skal de nok sige ja til det, og så kan I måske her finde en smart løsning, så I kan komme til at se hinanden fremover – også med blik for, at I ikke gør de mænd, I forhåbentlig alle tre helst vil undgå, sure.