Drømmehuset har smadret vores forhold

Spørgsmål om at være gået i stå i renovation og parforhold

Jeg bor sammen med min kæreste igennem 18 år og vores to små børn på en lille ejendom, som vi købte for to år siden. Et skønt hus midt i naturen med plads til lidt dyr, lige hvad vi drømte om, men huset skulle dog renoveres. Vi flyttede ind og sov i stuen rigtig længe, men fik til sidst et af børneværelserne gjort klar. Så gik det hele i stå!

LÆS OGSÅ: Jeg har ofte svært ved at sige nej

Vi lå stadigvæk og sov i stuen efter et halvt år, indtil jeg fik nok og begyndte at grave mig igennem alle de kasser, der fyldte op i rummene, og, som min kæreste påstod, var grunden til, at han ikke kunne komme videre. Han lagde så gulv, og jeg malede og satte tapet op. Sådan fungerer det stadig. Jeg starter, og han kommer bagefter. Tror, han er fint tilfreds med tilstanden, selvom her stadigvæk mangler meget.

Jeg er derimod ikke tilfreds. Jeg føler mig mest som en professionel hushjælp efterhånden. Jeg ordner alt i huset, jeg handler ind, jeg sørger for børnene, jeg laver mad, jeg gør rent, alt imens han går og mukker over, at jeg ikke hjælper ham, når han en sjælden gang er i gang. Efter fyraften sidder han i sofaen og venter på maden. Så spiser han og sætter sig tilbage igen, mens jeg står med oprydning, madpakker, vasketøj og med at putte vores børn.

Jeg må indrømme, at jeg ikke orker mere, forskellen på et liv uden ham og nu er ikke stor. Hans biler er næsten vigtigere for ham, end jeg er. Kys er der ingen af, sex er kun på hans præmisser: Han gør det, han skal, og så må jeg selv klare resten. Vi taler kun sjældent, det er nok min skyld, jeg er så træt og har trukket mig ud af vores forhold. Nogen gode råd?

VIbeke Dorph om at være et team og droppe de gensidige beskyldninger

Mellem linjerne i din mail aner jeg en ikke lille snert af martyrie, som jeg vil skynde mig at sige, at jeg godt forstår. For i din beskrivelse af din kæreste, så virker det til, at du ikke kun står med det fulde ansvar for jeres børn, du har også for ansvaret for et faldefærdigt hus og en mand, der opfører sig, som var han din tredje, ungdomssløvsindsramte søn. Hvorfor det er endt så trist, ved jeg jo ikke.

Jeg kan dog konstatere, at I to har kendt hinanden i mange år, og havde din kæreste altid været så ugidelig, så havde du nok ikke valgt, som du har gjort. Det har du så, og nu står I så med nogle problemer, som I skal se at få løst. Det gøres ikke ved, at din kæreste stener ud foran jeres tv, mens du går tavst rundt og har ondt af dig selv. Jeres problemer løser sig kun ved, at I får talt sammen om de udfordringer, I står med og løser dem.

I skal kort sagt beslutte jer for at blive et team. Et godt team er et, der vælger at løse deres udfordringer, i stedet for at diskutere, hvem der er skyld i dem. I skal derfor droppe de gensidige beskyldninger helt og i stedet få kortlagt jeres hverdag og lavet en prioriteret liste over de ting, det er vigtigt at få gjort. I skal kort sagt droppe kævlet og gå efter løsninger. Det gælder alt fra tagreparationer og madlavning til, hvordan I taler sammen, ja, endda hvordan jeres sexliv kommer til at fungere.

LÆS OGSÅ: Min kone er kommanderende og tyrannisk

At gå fra at være fjender til at være et team kan være en mental lang rejse, men I er jo desværre ikke det første par, der står med udfordringen. Start derfor med en (fælles?) ekspedition til jeres lokale bibliotek og kig i nogle af de mange selvhjælpsbøger, der findes om parforhold. Og husk så hele tiden på, at hvor der er vilje, er der en vej, og at det er i den konstante jagt på den vej, at et forhold lever og bliver ved med at være værd at leve i.