Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Claes Bang om sit mindreværd
Foto: Franne Voigt Mindreværdets grimme ansigt viste sig hos Claes Bang til Cannes Filmfestival 2017.

Claes Bang om sit mindreværd

Claes Bang om sit mindreværd: "Jeg bærer rundt på et voldsomt bekræftelsesbehov"

Tall, dark and handsome. Og virkelig dygtig. Claes Bang har hele pakken, men også et mindreværd, der spænder ben for ham igen og igen. Da filmen “The Square”, hvor han spiller den altdominerende hovedrolle, fik Guldpalmen i Cannes, blev han så skuffet over ikke at få sin egen pris, at han gik fra festen i vrede.

CANNES, MAJ 2017: Skuespilleren Claes Bang, instruktøren Ruben Östlund og resten af holdet bag filmen "The Square" er taget til årets filmfestival i Cannes, fordi filmen – som har Claes Bang i den altdominerende hovedrolle – er udtaget til hovedkonkurrencen. Da filmen er blevet vist på festivalen, begynder især de udenlandske medier at skrive, at Claes Bang er i spil til prisen for bedste mandlige hovedrolle. Som ugen skrider frem, begynder Claes selv at tro på det.

– Og efterhånden stiger det mig lidt til hovedet, tror jeg, ha, ha. Det er sådan, at hvis man skal have en pris, bliver man ringet op om søndagen og bliver bedt om at komme til prisuddelingen, så da de ringer til os, får jeg det sådan: Jeg skal simpelthen hen og have den pris! Flere har i løbet af ugen sagt, at "The Square" ikke kan vinde hovedprisen, Den Gyldne Palme, fordi filmen er for sjov, og derfor føler jeg pludselig, da de ringer, at der er en reel mulighed for, at jeg får prisen for bedste mandlige hovedrolle. Prisuddelingen i Cannes varer ikke ret længe, så vi når meget hurtigt frem til, at de siger: "Og prisen for bedste mandlige hovedrolle går til..." På det tidspunkt er jeg spændt som en fjeder, og jeg er så fucking tæt på at rejse mig op. "Prisen for bedste mandlige hovedrolle går til... Joaquin Phoenix"! Pis, tænker jeg. Men vi er jo stadig i gang, og hurtigt er vi fremme ved de tre store priser. Juryens Specialpris og Grand Prix-prisen får vi ikke. Og så er der kun Guldpalmen tilbage. Jeg når lige at sige til Ruben: Medmindre de har lavet totalt pis med os, så skal vi altså have Palmen nu! Der går et sekund, og så får "The Square" den helt store pris. Ruben går på scenen for at takke, og han nærmest råber ud, at han deler Guldpalmen med mig. Og alligevel... Da jeg går ud af den sal kort efter, kan jeg godt mærke, fuck, der er noget galt. Jeg er simpelthen så skuffet, altså! Over at jeg ikke fik den der helt ego-afstivende pris. Prisen for bedste mandlige hovedrolle.

LÆS OGSÅ: Johannes Langkilde: ”Jeg er klog nok til at vide, hvordan det ender, så det ville være stupidt”

Pissesur og lidt fuld

Claes Bang sidder i "Tårnet" og fortæller for første gang helt ærligt om sine tanker og følelser i forbindelse med prisuddelingen i Cannes. "Tårnet" er hans kones fotostudie og hans eget tilflugtssted, når han skal komponere musik, og der er udsigt over søerne og det meste af Østerbro fra det store skrå vindue.

Da medierne kastede sig over ham lige efter festivalen i Cannes, fortalte han alle, at det var fantastisk, at "The Square" havde vundet Den Gyldne Palme – og det synes han bestemt også stadig, det er, ingen tvivl om det – men prisen udløste bare også mindreværdets grimme ansigt. Det ansigt, som Claes kender alt for godt, fordi han hele livet har kæmpet med en følelse af ikke at være helt god nok.

– Jeg håber, at det lykkes for mig at fortælle historien fra Cannes lidt humoristisk, for det er simpelthen så afsindig pinligt, hvad der skete...

Han kigger lidt ud af det store vindue, inden han fortsætter.

– Efter prisuddelingen går jeg ud af festivalpalæet og op og får nogle drinks. Jeg står og kigger ud over lystbådehavnen, og det hele er som et eventyr. Jeg går ned på restauranten, der ligger på stranden, og alt er helt overdådigt. Champagne, lækker mad og folk, der er totalt dressed up. Og jeg... Jeg føler mig bare mere og mere skummel. Jeg ringer til mine forskellige agenter og siger, at jeg er rasende. De siger, at set fra deres synspunkt er det meget federe, at vi har fået Guldpalmen, for så kommer alle ind og ser filmen. Og i og med at jeg fylder hele filmen, får jeg jo også masser af opmærksomhed. Ikke desto mindre er jeg stadig pissesur. Jeg får øje på Ruben, da han kommer tilbage fra pressekonferencen, og jeg tænker bare: Jeg går over og smadrer ham! Han har stjålet min pris! Jeg er blevet lidt fuld, og jeg har før gjort virkelig dumme ting, når jeg har været fuld, så jeg er klar over, at jeg er nødt til at gå...

Han holder en pause igen, det er, som om han for en stund er tilbage i Cannes og kan mærke alle følelserne.

– Og så gik jeg hjem fra mit livs fest!

Hvordan har du det med det nu?
– Jeg ville jo ikke kunne fortælle det, hvis jeg havde det helt ad helvede til med det, og nu har jeg også fortalt Ruben det. Jeg har det helt straight med det i dag, jeg er så pavestolt af den film, og jeg kan jo godt se, at hvis hovedrollen ikke fungerede, ville filmen slet ikke fungere.

Så når du fik den følelse i Cannes, handler det så om, at du følte dig overset?
– Jeg ved ikke, om jeg følte mig overset. Jeg tror bare, det er sådan et mindreværd, som jeg troede, jeg var kommet af med. Men jeg er stensikker på, at hvis jeg havde fået prisen for bedste mandlige hovedrolle, så havde mit mindreværd været fuldstændig intakt i dag alligevel.

Han slår en høj latter op, og tilføjer så:

– Selvom det naturligvis havde været ret ego-afstivende at få den pris...

LÆS OGSÅ: Huxi Bach: "For nogle måneder siden indså jeg, at jeg nok aldrig ville komme til at støde på hende på gaden. Så jeg skrev til hende"

Ikke en "rigtig" skuespiller

Claes er helt objektivt set en virkelig flot mand. Tall, dark and handsome. Det er ikke til at komme udenom. Han har medvirket i et hav af teaterstykker, men det har været lidt sværere at få roller i film og tv-produktioner. Han trådte for alvor ind i danskernes bevidsthed i 2006 med tv-serien "Anna Pihl", hvor han spillede Anna Pihls kollega og kæreste. Efter tv-serien, som blev meget populær, tænkte han, at det nok ville blive nemmere at få tv- og filmroller, men af en eller anden grund skete det ikke rigtig. Telefonen ringede ikke med tilbud om flere primetime-tv-serier. Noget, der prikkede til følelsen af ikke at være god nok.

– Inden Anna Pihl havde jeg passet mit arbejde som skuespiller på forskellige teatre i ti år, men det bliver man jo ikke kendt af på samme måde, som når man er på tv, og det har jeg faktisk en "sjov" historie om. Da jeg havde været uddannet omkring fem år, var jeg til min søsters fødselsdag og fik et lift af en af hendes veninder ind til byen bagefter. Jeg syntes, at jeg kendte veninden ganske godt, og derfor kom det enormt bag på mig, da hun spurgte: "Claes, hvad er egentlig forskellen på dig og en rigtig skuespiller?" Jeg tror ikke, hun mente noget dårligt med det, men det ramte mig simpelthen som en tornado. Jeg blev så ked af det. Det gik jo op for mig, at hun talte ud fra en opfattelse, som mange har. Nemlig at det er dem, vi kender fra tv og store film, der er "rigtige" skuespillere. At jeg fik prædikatet, at jeg ikke var "rigtig", at jeg på en eller anden måde spillede i ottende division, det ramte mig så hårdt, og det ramte lige præcis ned i mit mindreværd. Jeg fik forklaret hende, at der er tusindvis af skuespillere, man ikke ser søndag aften på tv, men som passer deres arbejde og er pissedygtige. Men igen, det var jo nok alligevel derfor, jeg så gerne ville vinde prisen for bedste mandlige skuespiller i Cannes, for så havde jeg kunnet stå der og sige: Se her! Nu gider jeg ikke høre mere om rigtige og forkerte skuespillere!

Hvor kommer den følelse af mindreværd fra?
– Det er virkelig svært at sige. Jeg har vist altid haft det sådan. Min barndom var i en periode lidt flagrende, men jeg ved ikke, om det har haft betydning, for følelsen har som sagt altid været der på en eller anden måde. Jeg bærer rundt på et voldsomt bekræftelsesbehov. Jeg kan huske, at jeg ret tidligt opdagede, at jeg ved at være dygtig i skolen kunne få noget opmærksomhed. Det gav bonus at gøre noget, der var svært, og jeg tror også, at det var derfor, jeg senere søgte ind på Teaterskolen. Der er vildt mange, der søger, men ret få, der kommer ind. Hvis jeg kunne komme ind, ville folk blive imponerede. Og ja, jeg kan godt høre, at det er lidt i den syge afdeling, ha, ha, men det er sgu sådan, jeg har det.

Men man stiller jo også sig selv og sin usikkerhed meget til skue som skuespiller?
– Jo, men der er også noget med kontant afregning. Så kan man da få at vide, om man er fed eller ej. Der er jo – igen – noget bekræftelsessyge og noget se-mig i det. Det var lidt tilfældigt, at jeg blev skuespiller. Jeg var med i skolekomedien i gymnasiet, det gik godt, og efter gymnasiet fortsatte jeg med at lave improvisationsteater, og tiden gik. Da jeg var 23, fandt jeg ud af, at man skulle søge ind på Teaterskolen, inden man var 25, og selvom jeg var skrækslagen for at få et afslag, søgte jeg ind. Jeg tænkte – nok helt klassisk – at jeg måske ville fortryde, at jeg ikke havde gjort det, når jeg sad som 50-årig og så tilbage på mit liv. Jeg kom ikke ind første gang, men det gik alligevel så godt, at jeg fik mod på at søge året efter. Og så kom jeg ind. Jeg havde tænkt, at jeg ville blive tudelykkelig, hvis jeg kom ind, men så stod jeg alligevel bare der og var sådan lidt, nå ja...

Har du aldrig givet dig selv lov til at fejre dine sejre?
– Nej, og hvis der var noget, jeg kunne lære at blive bedre til, så var det at nyde, når der er medvind på cykelstien. Blive bedre til at tage de point, der er at tage. Jeg synes, jeg er blevet bedre til det, men jeg er stadig ikke verdensmester. På den anden side hjælper viljen til at skulle bevise noget mig også med at holde maskinen kørende. Det er nok min benzin på en eller anden måde.

LÆS OGSÅ: Svend Brinkmanns råd til unge, der har for travlt med at samle på 12-taller og likes

Kærligheden til Lis

Den private Claes fandt for 11 år siden det anker, som gør, at han føler sig tryg inden for hjemmets fire vægge. Han mødte Lis, som han stadig er så forelsket i, at han næsten ikke kan – eller vil – tale om hende.

– Med Lis er jeg landet der, hvor jeg skal være. Jeg er så fuldstændig tryg med min kone, at jeg ikke længere oplever den usikkerhed, som jeg tidligere også oplevede i mit kærlighedsliv. Det har været et ret stort skifte for mig, kan jeg godt sige.

Hvor mødte I hinanden?
– Oppe i Tisvilde, hvor jeg spillede med i revyen "Kanonhalløj". Lis var makeupartist.

Hvorfor skulle det lige være hende?
– For helvede altså...!

Det er et dameblad, kom nu?
– Hør her, jeg har det sådan, at hvis jeg forsøger at sætte ord på det, så bliver det meget mindre og meget mere dødssygt, end det er. Kærligheden til Lis er meget større, og det er noget, der er i hele mig og fylder mig fuldstændig. Hvis jeg taler for meget om det, er det nærmest, som om jeg tager værdi ud af det. Giver det mening? Hvis jeg begynder at sige, uh, det handler om, at vi er meget ærlige over for hinanden, eller at vi har utrolig god sex eller noget helt tredje, så bliver det bare så småt. Og det er det ikke.

Claes Bang med sin kone, Lis Kasper Bang, som han mødte, da hun skulle lægge hans makeup til en revyrolle for 11 år siden.

Hvad tænkte du umiddelbart, da du så hende første gang?
– Jeg tænkte, at hun var blændende smuk og fantastisk eksotisk. Og så tænkte jeg, at hun var fuldstændig ude af min liga. At jeg aldrig ville komme i nærheden af noget som helst med hende. Hun var helt afsindig spændende og mystisk og sad i et hjørne og var en smule utilnærmelig, syntes jeg. Jeg turde ikke engang gå over og sige dav. Sådan havde jeg det.

Men så skulle hun lægge makeup på dig...?
– Ja, og så kom vi jo automatisk til at tale sammen, ha, ha.

Lis havde allerede to børn, Bella på otte og Sarah på 19, da Claes mødte hende.

– Pigerne var med oppe i Tisvilde, så jeg var fuldstændig klar over, hvilken "pakke" jeg købte mig ind i med Lis. Børnene var hverken et plus eller en hindring, det var bare sådan, det var. Det handlede om, at jeg var forelsket i Lis, og så fulgte børnene helt naturligt med. I dag har Sarah en søn, Sylvester, som er otte år, og det er helt fantastisk og sjovt at følge med i hans opvækst. Jeg har jo aldrig selv haft helt små børn, Bella var på Sylvesters alder, da hun kom ind i mit liv.

Har det været en sorg, at du ikke har fået dine egne børn?
– Nej, det har det aldrig. Jeg er hunde hamrende glad for den måde, der er kommet børn i mit liv på. Jeg var egentlig ikke klar over, at jeg trængte til det, men det tror jeg, at jeg gjorde. At jeg ikke selv har fået børn har ikke været en protest eller noget, det er simpelthen bare ikke sket. Jeg har aldrig haft et brændende ønske om det, og der har aldrig stået en kvinde foran mig, som har sagt, at hvis det skal være dig og mig, så skal vi have børn. Da jeg var i starten af 30'erne, var det, som om folk fik børn om ørerne på mig. Der følte jeg mig faktisk helt, helt forkert, for jeg havde bare ikke det, de andre havde, og det var mærkeligt. Jeg kunne også mærke et pres. Claes, kom nu i gang, bliv nu for helvede lidt som os! Jeg skulle fandeme ikke spæne rundt på den måde uden børn. Jeg har altid haft sådan et flanør-liv som skuespiller, noget med at hænge ud efter forestillingen, drikke nogle øl, komme for sent i seng og sove længe. Så jeg fortsatte mit pubertetsliv, til jeg var meget langt ude over min pubertet, hvis den da overhovedet er slut...

Varen Claes Bang

Puberteten er i hvert fald på papiret overstået. Claes har rundet The Big Five.

Hvor meget tænker du over alder?
– Jeg tænker en del over det. Jeg er ekstremt bange for at dø. Hele det cirkus er så uretfærdigt, synes jeg. Jo længere vi kommer op i årene, jo flere begravelser går vi til. Hen over de sidste to år tror jeg, at jeg har været til otte eller ni. Det er mange. Men selvfølgelig kan man ikke sige, at alder og det at dø er en-til-en-beslægtet. Man kan også dø alt for ung, men risikoen stiger jo i takt med alderen.

Hvad ser du, når du kigger dig i spejlet?
– Jeg ser jo for fanden noget, der bliver ældre, ha, ha. Jeg står ikke op og kigger mig i spejlet og tænker: Sikke en flot fyr. Jeg tror mest, jeg tænker: Hold kæft, hvor ser jeg træt ud i dag. Jeg tror, at hvis man parrer det med det, jeg har fortalt om, hvor sygt jeg er drevet af mindreværd, så står jeg jo altid og tænker på alt, hvad der er forkert. Alt begynder at blive mærkeligt. Håret bliver tyndere, og jeg ser ikke så godt, som jeg engang gjorde. Alder er en løjerlig ting i min branche, for jeg er jo ikke min alder. Jeg er en vare, som kommer med en aldersbetegnelse inde på hjemmesiden hos min agent. My playing age, som det hedder. Det handler om, hvilken alder jeg kan spille. Jeg tror, at den hedder 37-49 år. Det er en anvisning på, hvad varen Claes kan bruges til.

Du sagde før, at du ikke ville sidde som 50-årig og fortryde, at du ikke prøvede at blive skuespiller, nu er du 50, hvordan er du tilfreds med, hvordan det hele er gået?
– Hvis jeg skulle rejse tilbage i tiden, ville jeg sige til mig selv: Hey, tag det roligt, det kommer til at gå super! Jeg har lavet så mange spændende ting i min karriere, og jeg har fået lov til at køre Rolls Roycen inden for mit fag med "The Square". Jeg fik nærmest et chok, de første gange folk sagde tillykke med Den Gyldne Palme, for jeg havde godt nok aldrig forestillet mig, at nogen ville sige det til mig. Helt ærligt. Jeg tror, at vi alle drømmer om et eller andet, men jeg tror også, at man ofte drømmer om noget, som man tænker, kan blive til virkelighed. Og der strakte min drøm sig altså ikke helt ud til Den Gyldne Palme.

Claes Bang, 50 år

- Skuespiller især kendt fra teaterroller og tv-serien ”Anna Pihl”.

- Gift med makeupartist og fotograf Lis Kasper Bang, der har to børn fra et tidligere forhold.

- Aktuel i ”Byen” på Odense Teater og i filmen ”The Square”, som får dansk premiere 23. november.

Se, hvad vi ellers skriver om: Film, Interview og Selvværd