Da Mona blev syg, kunne hun ikke længere overskue at få gæster – så fandt hun en løsning

Hjemme hos Mona Hvid må gæsterne gerne blande sig. Hellere end gerne. 

Det skete for eksempel en dag under velkomstdrinken, da én i selskabet pegede på Monas dækkede bord og spurgte, om det ikke var på tide at få brugt det fine spisestel med guldkant, hun kunne se i skabet. 

Mona forklarede, at stellet stort set aldrig forlader hylden, for af hensyn til guldkanten skal det vaskes op i hånden – en opgave, hun ikke har kræfter til.

Men gæsten havde en løsning.

– Hun sagde, at hun da gerne ville tage opvasken, og så gik hun og de andre gæster i gang med at skifte tallerkenerne til dem med guldkant, fortæller Mona med et smil.

Hun havde nemlig ikke spor imod, at hendes gæster ændrede på selskabets rammer. Tværtimod oplevede hun, at det gjorde festen sjovere.

Vi orker ikke gæster

– Den der fornemmelse af, at mine gæster hjalp mig over en barriere – det var superfedt! Ved at jeg viste en svaghed og tog imod hjælp, var det naturligt for de andre at åbne op om deres egne skøre sider. 

Bagefter blev samtalen mere berigende, oplevede Mona, som i de senere år har perfektioneret kunsten at invitere til gæstebud – uden stress og jag.

Ifølge en nyere undersøgelse fra Politiken og TV2 kunne mange af os have brug for det samme. Den viser nemlig, at næsten hver fjerde dansker aldrig eller under hvert halve år har gæster til spisning ud over særlige anledninger som fødselsdag og jul.

Det synes Mona er en ærgerlig udvikling. For det er muligt at samle mennesker om bordet uden at stå drænet tilbage, også selv om kræfterne ikke er, hvad de har været – og netop dette giver hun sit indspark til i den nye bog 'Værtindemanual for os med små kræfter'.

Mødet med Hendes Verden er et godt eksempel: Interviewet foregår ved frokosttid, og Mona havde planlagt at servere en hjemmelavet løgtærte. 

Men på dagen svigtede overskuddet. 

Så hun tilpassede sig og har i stedet dækket op med alt godt fra køleskabet: æg, avokado, ost, hummus fra supermarkedet og til dessert kransekagestykker fra fryseren.

Det er netop et af hendes tips.

Elsker at blive fejret

– Jeg har altid kage i fryseren. Jeg tog kransekagerne op, et kvarter før du kom, og de smager lige så godt, som var de nylavede, siger hun. 

– Det er én af de ting, jeg har lært om at have gæster, når energien ikke længere er så stor: Der skal være så lidt som muligt at lave på dagen.

At være sprængfyldt med energi var ellers én af de egenskaber, der før i tiden kendetegnede Mona. Som direktør i egen konsulentvirksomhed levede hun et liv i fuld fart, indtil hun som 63-årig blev ramt af en bindevævssygdom, som i lange perioder gjorde hende sengeliggende. 

LÆS OGSÅ

Vores seks sammenbragte børn ødelægger vores liv

Ejvind og jeg flyttede ikke sammen, før alle vores børn var ude af reden. Det, der skete efterfølgende, havde vi overhovedet ikke forudset.

Ud over at hun måtte omlægge sit arbejdsliv, betød helbredsudfordringen, at det tyndede ud i hendes sociale liv. Især muligheden for at invitere til middag, hvilket hun ellers altid har holdt af. 

På et tidspunkt opdagede hun, at hun kun havde haft gæster til spisning to gange på otte måneder, og opgaven havde været så overvældende, at den nær havde væltet hende omkuld.

– Begge gange stod jeg med tårer trillende ned ad kinderne og havde bare lyst til at aflyse og gå i seng, indrømmer hun. – Det var kort før min 70-års-fødselsdag, og jeg elsker at blive fejret, så det var ikke en mulighed ikke at holde noget. 

Men den måde, jeg plejede at invitere til selskab på, fungerede ikke længere, så jeg måtte finde på noget nyt.

Arvelig værtindestress

Mona gik i tænkeboks og kom frem til en løsning: Hun delte festen op i mindre bidder, så hun i stedet for ét stort selskab holdt fire arrangementer med op til otte gæster pr. gang. 

Maden kom udefra, drikkevarer blev leveret, og blandt gæsterne begyndte Mona at udnævne roller: Én gæst blev bartender med ansvar for, at alle glas var fulde, én blev bordkommandant og skulle stille borde og stole op, én skulle skifte service mellem retterne. Og så videre.

Resultatet? En anderledes fest.

– En gæst sagde til mig, at det havde været fedt, fordi det gav en anden dynamik. For mens den ene stod i køkkenet og puttede i opvaskeren, piskede den anden flødeskum til en kage, og det betød, at de fik snakket på en anden måde, end hvis de havde siddet bænket om bordet festen igennem, siger Mona.

Hun erkender, at hun ikke fra den ene dag til den anden har kunnet slippe det, hun kalder værtindestress. Som hun oplever det, er det nemlig noget, der går i arv gennem generationer. 

Til sin barndoms middagsselskaber så hun sin mor og mormor stresse rundt og sikre et pletfrit hjem, hjemmelavet mad og den gode stemning, og derfor ligger det også på hendes rygrad at have et ængsteligt blik på, om gæsterne hygger sig og nyder maden og de perfekt rystede pyntepuder.

Men den gode nyhed er, at Mona bliver bedre.

Glæden i gardinerne

– Jeg øver mig stadig i at slippe ansvaret og acceptere, at fester og middagsselskaber godt kan fungere uden de faste rammer, jeg er vokset op med, siger hun. 

– Nu har jeg lige holdt min 72-års-fødselsdag, og der sad jeg bare og nød det, når nogle andre tog over på opgaver, der tidligere udelukkende ville have været mine.

I dag indleder hun altid sine selskaber med at spørge, hvem der vil have hvilke opgaver. Men, understreger Mona, det er også okay, hvis nogen takker nej til at hjælpe. Det sker dog sjældent, for de fleste vil gerne bidrage.

– Jeg opfatter det nærmest som en udvidet selskabsleg, som giver supergod mening. For når jeg involverer gæsterne, kommer fællesskabet og samværet i centrum, i stedet for at det hele skal se perfekt ud og leve op til nogle idealer fra fortiden, siger hun.

I dag har Mona gæster omkring én gang om måneden – altid til frokost, for det kan hun bedst overskue. Nogen ville måske indvende: Hvorfor ikke tage på restaurant og betale sig fra besværet?

Men den holder ikke.

– Man kan da sagtens mødes ude, men der sker noget andet, når du inviterer hjem. Du åbner døren mere, også mentalt, og samtalerne bliver anderledes i et privat hjem. Og når middagen er slut, er der sket noget med min stue, siger Mona.

– Den der glæde, følelsen af liv og de gode diskussioner, den hænger i gardinerne. 

Om Mona Hvid, 72 år

• Forfatter og foredragsholder. Fhv. direktør i egen konsulentvirksomhed. 
• Fraskilt, mor til en og farmor til to.

'Værtindemanual for os med små kræfter', Forlaget Liv, 199 kr.

Middagsselskabet gennem 100 år

I starten af forrige århundrede var middagsselskabet en mulighed for at markere sin status i samfundet. I det bedre borgerskab var gæsteliste, menu og hjemmets beskaffenhed med til at vise, hvor man befandt sig på den sociale rangstige.

I 1935 beskrev forfatteren Lis Byrdal i sin bog Små fester, glade gæster, at en god værtinde aldrig måtte fortælle, at hun havde slidt i det. Hun skulle tørre sveden af panden, inden gæsterne kom, og gøre sine anstrengelser usynlige – for det gav glade gæster. Og værtinden? Hun skulle bare overleve!

I 1930-1940’erne var det almindeligt i de øverste samfundslag, at man havde hjælp: Tjenestefolk, kogekoner og serveringspersonale blev hyret til større selskaber. Værtindens opgave var at sørge for, at etiketten blev overholdt. Bordplan og menu blev møjsommeligt noteret for at undgå, at samme ret blev serveret ved flere lejligheder, eller at bordherrer og -damer blev placeret ved siden af hinanden to gange.

I arbejderklassen og på landet var det gennem første halvdel af forrige århundrede ikke almindeligt at have middagsgæster, for hverken økonomien eller pladsen var til det. Kom nabo eller venner forbi, blev de budt på kaffe, og ellers var selskabelighed forbeholdt søndagsfrokosten med den nærmeste familie. Større selskaber blev afholdt få gange i et liv: barnedåb, konfirmation, bryllup og rund fødselsdag.

Efter Anden Verdenskrig voksede middelklassen såvel som idealet om den hjemmegående husmor. Middagsselskabet var en perfekt lejlighed til at fremvise husmoderdyderne.

I 1960’erne skete der et skift for både borgerskab og almue. I borgerskabet forsvandt tjenestefolkene, hvilket var med til at opbløde middagsselskabets mange regler. Hos almuen kom der flere penge, samtidig med at man begyndte at bygge anderledes, så flere fik plads til at have gæster. Det blev mere almindeligt at mødes lørdag aften, fx til sammenskudsgilde og bagefter: dans.

Under ungdomsoprøret gjorde de unge op med de småborgerlige idealer for selskabelighed – men årtier senere har de sneget sig ind igen, fordi mange fra 68-generationen i dag lever stort set som deres forældre.

I kraft af sociale medier er madlavning, indretning og rengøring igen i dag statusmarkører, som middagsselskabet udgør den perfekte ramme for at fremvise.

Kilde: 'Små fester, glade gæster' af Lis Byrdal, 'Takt & Tone' af Emma Gad, 'Værtindemanual for os med små kræfter' af Mona Hvid m.fl.

LÆS OGSÅ

Vi levede altid med en stram økonomi – men da min mand døde, var jeg i chok over sandheden

Da min mand døde, kom sandheden om økonomien frem.