Netflix film
SPONSORERET indhold

De 7 bedste film på Netflix der får dig i sommerhumør

Vi har fundet de bedste sommerfilm frem til dig.

Af:: Tilde Mariann Andersen Foto: PR, Vicky Cristina Barcelona
08. maj. 2015 | Livsstil | ALT for damerne

Måske du allerede har kunnet smide jakken og blotte dine bare arme i solskinnet en eftermiddag på vej hjem fra arbejde. Det kan også være, at du ustandseligt bliver fanget i en af forårsbygerne, hver gang du forsøger at forlade dit hjem.

Uansat om det regner, hagler, eller solen har sat sig for at trylle fregner frem på din næse lige netop i dag, får du her syv film, der helt sikkert får dig i sommerstemning.

1. Vicky Cristina Barcelona
Fyld sangria i glasset og forestil dig, du sidder på en tapasbar i Barcelonas gotiske gader. Det amerikanske venindepar Vicky og Cristina er rejst til den catalanske storby for at besøge en af Vickys fjerne slægtninge sommeren over. Her møder de den passionerede kunstner Juan Antonio, der inviterer dem begge med op på sit hotelværelse. Den tilbageholdende og nyforlovede Vicky er skeptisk, mens den spontane og nysgerrige Cristina tager imod invitationen. Hun indleder en affære med Juan Antonio. Inden længe dukker hans temperamentsfulde ekskone op og vil være en del af deres kærlighedsforhold.

LÆS OGSÅ: Her kan du streame de film, du ikke fangede i biografen - gratis

2. Mystic Pizza
Vi elsker Julia Roberts i en af hendes allerførste roller som teenageren Daisy, der sammen med veninderne Jojo og Kat arbejder på et pizzeria i feriebyen Mystic en sommer efter, de er gået ud af high school. Jojo kan ikke finde ud af, om hun for alvor skal slå sig ned med sin kæreste, hun allerede én gang har forladt ved alteret. Kat falder for den rige og noget ældre Tim, der ferier i byen med sin familie. Og Daisy dater Charlie, men er ikke helt sikker på, om han i virkeligheden bare bruger hende til at irritere sin mor. Tryk play og server pizza til.

3. Letters to Juliet
Sophie og hendes kæreste rejser til Verona, byen hvor Romeo ifølge fortællingen mødte Julie. Her er der en mur, hvor hjerteknuste efterlader breve til Julie for at bede om hendes hjælp, og bag en løs sten i muren finder Sophie et brev dateret 1957 fra en ung kvinde ved navn Claire. Hun er fortvivlet over, at hun har mistet sit livs kærlighed, Lorenzo. Sophie opsporer brevskriveren og beslutter sig for at forsøger at forene hende med hendes Lorenzo.

LÆS OGSÅ: 25 romantiske film du skal se

4. Bloodline
Dette er ganske vist ikke en film men en hel tv-serie. Ikke desto mindre betyder det bare endnu flere timers sommerfølelse – og i dette tilfælde også drama og spænding. Familien Rayburn driver et hotel på stranden i Florida Keys. Sandet er hvidt, vandet er blåt, og turisterne nyder den amerikanske gæstfrihed. Gardinerne hænger lige, puderne er rystede, og mor Sally holder styr på personalet, mens de tre voksne børn hjælper til, når det er nødvendigt. Og sådan var det måske blevet ved med at være, hvis ikke den fjerde og ældste søn var kommet hjem for at slå sig ned. Nu bliver der flået op i familiens for længst glemte hemmelighed.

5. The Sisterhood of the Traveling Pants
Fire veninder skal for første gange tilbringe sommeren hver for sig, på en shoppetur finder de et par bukser, der på magisk vis passer dem alle, og de beslutter, at de hver især skal skiftes til at have bukserne med på ferie for at bevare deres særlige bånd. Lyder det en smule fjollet og lidt for sødt? "The Sisterhood of the Traveling Pants" er måske ikke storfilm-kunst, men ikke desto mindre er det en fin lille film, der vil minde dig om, hvordan det er at være teenager, og hvordan verden så ud, den gang du ikke troede, du ville overleve at undvære din bedste veninde sommerferien igennem.

LÆS OGSÅ: 25 film du skal se på Netflix

6. Midnight in Paris
Det er Paris, når Paris er bedst. Med spadsereture langs Seinen, korte sommerbyger, drinks på en tagterrasse med udsigt til Eiffeltårnet, og et pust af fortidens flamboyante dekadence. Den aspirerende forfatter Gil er rejst med sin forlovede Inez og hende velhavende forældre til Paris. Gil kæmper med at skrive sin første bog færdig, og han og Inez har problemer med at finde fælles fodslag og blive enige om, hvordan deres fremtid sammen skal se ud. En nat farer han vild i byen, og pludselig befinder han sig i 1920'erne.

7. Dear John
Det tager bare to uger for John og Savannah at forelske sig dybt i hinanden. Hun er studerende på ferie ved den amerikanske østkyst. Han er sergent på orlov samme sted. De møder hinanden, da han redder hendes taske fra at forsvinde i bølgerne, efter hun har tabt den fra molen. Da han skal udstationeres igen, forsætter de deres forhold gennem lange håndskrevne breve. En film der kræver, du har en stak Kleenex ved hånden.

LÆS OGSÅ: 15 chick flicks der kan ses 5.000 gange

LÆS OGSÅ: Seks serier du skal glæde dig til i 2015

LÆS OGSÅ: 6 sjove du kan streame nu