Jeg havde en dejlig barndom. Familiens yngste og sødeste, der kunne slippe afsted med alt det, min 5 år ældre storesøster ikke kunne, for hun jo var "gammel nok til at vide bedre". Sådan trivedes jeg i årevis, og bedst som jeg følte mig sikker på min status som familiens yngste, spillede lykken mig et puds.
KLUMME: Uanset dit politiske ståsted, din religiøse overbevisning, hvilket køn du identificerer dig med, farven på din hud, eller om du er Team Katy eller Team Taylor, er der en ting, vi mellembørn kan samles om; det er ikke altid lige let at være den mellemste i en søskendeflok. Så kære mellembørn - let's get in formation!
Selvfølgelig er der ikke kun én bestemt måde, en søskendeflok fungerer på. Men der er lavet mange undersøgelser om, hvordan din placering i søskenderækkefølgen påvirker din opførsel på, og der er nogle træk, der går igen.
"Dritten i mitten"
Som førstegangsforældre er hele oplevelsen med den nyfødte noget særligt. Det er altid superspændende, når barnet tager sine første skridt og siger sit første ord. En begivenhed, der måske ikke vækker ligeså stor begejstring, når mellembarnet gør det. Der findes for eksempel mange flere billeder af min storesøster fra dengang hun var lille, end der gør af mig. Den manglende opmærksomhed gjorde, at jeg selvfølgelig også kunne slippe afsted med meget mere, da jeg var barn, fordi jeg ikke var under mikroskopet i samme grad som min storesøster.
Min nylige obsession med successerien SKAM (og det norske sprog) har gjort, at jeg har fundet ud af, at mellembarnet på norsk ofte bliver kaldt "dritten i mitten" - altså lorten i midten. Sådan lidt ligegyldig. Aldrig den, som satte standarden ligesom den ældste, ej heller den søde og yngste, der med våde hundehvalpeøjne kunne slippe afsted med næsten alt. Når vi var ude at gå, skulle min lillesøster altid holde vores far i hånden, selv i de tidlige teenageår. Jeg husker tydeligt, hvordan det blik hun sendte min storesøster og mig klart føltes som et passivt-aggressivt, "far kan bedst lide mig, for jeg er den lille"-blik.
Hand me down-tøj og glemte fødselsdage
Jeg er stor TV-serie-fan, og det har jeg været hele min ungdom. Jeg elskede de amerikanske TV-serier, og især dem, hvor de var tre søskende. Her kunne jeg altid bedst relatere til mellembarnet. Stephanie Tanner fra Full House (på dansk: "Hænderne Fulde") var min spirit animal, for hun havde en klog og ansvarlig storesøster, som hun evigt så op til, og en bedårende lillesøster, hun nogle gange behandlede som sin personlige slave, og det var lige præcis sådan, jeg havde det.
Stephani Tanner: 90ernes favorit midterbarn. Sjovt nok er hun i Netflix-fortsættelsen flyttet til London og arbejder i den kreative industri. Meget lig mellembørn.
Annonse
Men desværre stoppede lighederne ikke der, hvor de kun kom mig, mellembarnet, til gode. Nej, for Stephanie fik typisk også skylden for ting, hun ikke havde gjort, da det jo umuligt kunne være en af de to andre. Jeg kunne nikke genkendende til mellembarnets bitre skæbne, når min lillesøster smadrede glas og tallerkener og gav mig skylden. Min far gav mig ofte en reprimande og sagde, jeg skulle være et godt forbillede for min lillesøster, og jeg skulle lære at være mere ansvarlig som min storesøster.
Sidstnævnte udemærkede sig i øvrigt i skolen og hev det ene 11 og 13-tal hjem efter det andet, hvilket lagde et utroligt stort pres på mine skuldre. Da jeg alligevel formåede at placere mig på samme niveau som min storesøster, var det som om, den store begejstring fra mine forældre var aftaget lidt med tiden. Som toer i rækken, var det ikke så opsigtsvækkende, at jeg gentog storesøsters succeshistorie. Jeg forestiller mig, Solange kender til følelsen, som lillesøster til hele verdens yndlingsfrontfigur, Beyoncé.
Statussen som dritten i mitten resulterede i glemte fødselsdage og andre milepæle. Jeg husker, da jeg som 13-årig fik en hårtørrer til mit lækre, men ufatteligt korte hår. En gave, der næppe har stået øverst på specielt mange 13-årige drenges ønskesedler i 1997. Om det var et decideret fejlkøb, eller de havde glemt min fødselsdag og fundet en backup i gaveskuffen, fandt jeg aldrig ud af.
Dette kunne lige så godt være taget ud fra mit familiealbum, hvis der overhovedet er billeder fra mine fødselsdage i den alder
Det er episoder, som jeg selvfølgelig kigger tilbage på nu med et smil på læben, men som dengang var taget som en side direkte ud af Stephanie Tanners dagbog. Tanker om at stikke af hjemmefra, og om jeg mon var adopteret, fyldte tit mit hoved. Min storesøster fik mig i øvrigt til at græde ret ofte, når hun meget overbevisende fik mig til at tro, at jeg var adopteret - er det anført som en obligatorisk narrestreg i håndbogen for nederdrægtige storesøskende?
Til gengæld var jeg så heldig at være en dreng i start-halvfemserne, der fik lov til at gå i min søsters aflagte bukser og t-shirts. En fornøjelse, ingen af mine søstre nogensinde kunne nyde, da de naturligvis fik nyt. Jeg har kastet mange misundende blikke efter dem, når de fik nyt og lækkert tøj, mens jeg stod der i min søsters aflagte jeans. (Okay, selvfølgelig fik jeg også ind i mellem nyt legetøj og tøj, men det var langt fra ligeså meget som dem).
Det skal heller ikke være én lang mellembarns-klagesang. For når jeg kigger tilbage, har jeg også lært meget af min placering i søskendeflokken. Dét, at være mellembarn, giver nemlig nogle kvaliteter på personlighedskontoen, som kommer en til gavn sidenhen.
Annonse
Selvom jeg havde to søstre, så var der stadig 10-års forskel mellem dem, og kun fem mellem mig og hver af mine søstre. Det gjorde, at jeg kunne relatere bedre til dem hver især, da vores interesseområder var mere ens. Det gør også, at jeg bedre kan relatere til forskellige alders- og menneskegrupper i dag.
Mellembørn har ofte også måtte lære af bitter erfaring, at de andre rotter sig sammen mod dig, men du lærer også at forholde dig mere roligt. Derfor er du også den oplagte mægler i familien, og i dit voksne liv er det en utrolig god kvalitet at have, både når det kommer til forhandlinger i arbejdslivet såvel som kompromiser og alliancer, der skal skabes i det private.
Det var oftere dem, der rottede sig sammen mod mig
Jeg var stor fan af Charmed (Heksene fra Warren Manor), da jeg var yngre, og jeg kunne igen klart bedst forholde mig til Piper, som var mellembarnet og den evige mægler mellem den stærke og frygtløse Prue og den rebelske og intuitive Phoebe. Det var som om, der var en naturlig hakkeorden i deres forhold, som i øvrigt skiftede med Prues død, der med lillesøster Paiges "pludselige" ankomst, tvang Piper til at indtage rollen som storesøster.
En af de klare fordele ved at være udrustet med både en storesøster og en lillesøster er, at den store har kunnet sende sine bedste råd min vej, så jeg blev skånet for at brænde nallerne selv. Det var nemmere at krænge sit hjerte ud til en fem år ældre søster, end til gamle, firkantede forældre, som var – ja – forældre. Med støtten oppefra kunne man selv videregive støtten nedad. På samme måde som min storesøster støttede mig, kunne lillesøster læne sig op ad sin storebror og søge trøst og forståelse. En fordel ved at være midterbarn er klart, at man har sin storesøsters omsorg og sin lillesøsters beundring
Hypotesen siger ofte, at den yngste er familiens rebel, der har brug for at slippe af med det uskyldige image i bedste Janet Jackson-stil - da hun brød ud af rollen som den yngste med et mere sexet image - så er det ofte den mellemste, der er eventyrlysten og selvstændig. Måske er det i virkeligheden min status som midterbarn, der fik mig til at råbe 'fuck it' og flytte teltstængerne til et andet land. Måske jeg kan takke min søskendestatus for den eventyrlyst, som gjorde, at jeg ikke bare blev hængende der, hvor jeg kendte det hele så godt. Når jeg tænker over det, så kan jeg i skrivende stund tælle fem andre andre eksempler i mit netværk, hvor det er mellembarnet, der er fløjet længst fra reden. Er det mon vores evne til at tilpasse os, eller den manglende opmærksomhed som barn, der giver os trangen for at rykke teltpælene op og starte nyt?
Følelsen af middelmådighed som mellembarn
Kreative mennesker, der tænker ude af boksen
Det er selvfølgelige ikke alle familier med tre søskende, der kan sætte flueben ved samtlige af de ovenstående episoder, men nok noget de fleste kan nikke genkendende til. Det ses også hos celebre mennesker. Når vi næste gang føler os nede over vores rolle som dritten i mitten, kan vi glæde os over, at vi er i godt selskab. Vi er i samme båd som Britney Spears, Kim Kardashian og Julia Roberts (allesammen kreative mennesker), Bill Gates og Warren Buffet (to velhavende gutter, som er kendte for at tænke ud af boksen), og Nelson Mandela og Martin Luther King, der med deres meningers mod og mæglerevner har været med til at ændre verden. Desværre må vi også gøre plads til Donald Trump i båden. Selvom manden ofte er skingrende sindssyg, så har hans forhandlerevner gjort ham til mangemillionær. Ret skal være ret, så derfor er også på sin plads at nævne, at berømte førstefødte inkluderer autoritære og naturlige ledere såsom Barack Obama, Hillary Clinton, Beyoncé og Oprah Winfrey.
Nu er mine søstre og jeg voksne mennesker, og vi lever forskellige liv. Min storesøster har en datter på snart 8 år, og min lillesøster har en datter på 18 måneder med endnu en på vej. Selv bor jeg i Barcelona, hvor jeg hverken har fast job eller styr på en skid. Det man på nydansk kalder 'freelancer'. Man skulle tro, at de definerede roller lå bag os, men også mellembørn har tilbagefald.
Her er vi så, om end på et billede, der er 4 år gammelt. Mig (uden skæg), min lilleøster, min storesøster og min ældste niece
For et par uger siden kom min storesøster og niece på besøg, og jeg skulle hente dem fra toget. Da jeg spurgte, hvor de ankom, svarede min søster bare "banegården", og jeg måtte forklare hende, at der altså fandtes mere end en banegård i Barcelona, hvor hun blot svarede "Øhh Daniel, du bor altså ikke i London eller New York". Lige pludselig var det, som da jeg var barn, og jeg måtte bide det i mig og lade min søster tro, at hun kendte Barcelona bedre end jeg, der havde boet der i et år. Det føltes helt præcist som i gamle dage - og endte faktisk med at blive inspirationen til at skrive denne klumme.
Som eneste hane i hønsegården Bahrami, har mine søstre sikkert også et hav af historier om mig. De vil sikkert påstå, at jeg var den mest irriterende, flabede møgunge af en bror, som saboterede deres lege med mit evindelige 'må jeg være med'. Alt sammen er naturligvis pure opspind, da jeg utvivlsomt var den perfekte bror på alle punkter! Men alle vores kampe og konflikter og vores konstante udveksling af hemmeligheder og gode råd har også gjort, at jeg i dag har to søstre, som jeg ikke kun betegner som søstre, men som også er to af mine bedste og tætteste venner.
Jeg kan stadig fange mig selv i at hungre efter min storesøsters accept. Jeg værdsætter stadig hendes mening, når det kommer til især film og musik, og det bekræfter mig, når vi er enige om ting. Og selvom min lillesøster snart er mor til to, vil jeg altid være den beskyttende storebror, som altid ved bedre. Og i den evige kamp om, hvem der havde det hårdest, kan jeg altid hive trumfkortet frem med, at der i det mindste er opkaldt et syndrom efter os mellembørn.
Tak Stephanie Tanner! Du gjorde det overkommeligt at være mellembarn! #middlechildswag
Uddannet Communication Designer. Bosat i Barcelona og arbejder som freelance-journalist og som PR og kommunikationskonsulent. Daniel har tidligere beskæftiget sig med PR indenfor modebranchen for blandt andre Vivienne Westwood, Peter Jensen og French Connection. Så er han desuden en kæmpe mad-og-drikke-entusiast og har omfavnet sin rolle som det evige midterbarn med kyshånd.
