"Det værste er næsten at dele regningen. Det bliver altid akavet"
SPONSORERET indhold

"Det værste er næsten at dele regningen. Det bliver altid akavet"

4 kvinder giver råd til, hvordan du skal håndtere din næste date. Stephania Potalivo er én af dem.

Foto: Alamy, REX features
21. jul. 2015 | Livsstil | Eurowoman

Dating har aldrig været mere frit, end det er i dag. Men i ingenmandsland gælder ingen mands regler, og det står os alle frit for at opfinde vores egen strategi. Tilsæt en generation af vægelsindede, tinder-swipende kræsenpinde og du får en datingjungle med utydelige signaler, uigennemskuelige koder og ubesvarede sms'er. Så hvad er der at holde fast i?

Skuespiller Stephania Potalivo fra 'Sjit Happens', kulturjournalist og forfatter Ditte Giese, radiovært på Radio24syv Ayse Dudu Tepe og Katrine fra 'Date Mig' på DR3 deler ud af deres erfaringer med datingens 8 faser – fra den første invitation til det akavede farvelknus eller det lange, lovende trappekys...

LÆS OGSÅ: Kan kvinder og mænd være venner uden sex?



Invitationen

Når det kommer til at invitere folk ud, har Ayse Dudu Tepe aldrig holdt sig tilbage:

- Jeg spørger sgu bare Gud og hvermand. Jeg synes, vi er gået meget bort fra det med, at det er manden, der skal kontakte damen. Men jeg har også nogle gange fået at vide af mine veninder, at jeg er lidt atypisk. De synes, det er meget modigt af mig, at jeg tør at invitere folk ud på den måde, jeg har gjort. For mig er der ikke nogen spilleregler, andet end at man skal gøre, hvad man har lyst til.

Stephania Potalivo er enig:

- Jeg har totalt respekt for de piger, der tager initiativ. Det er bare tegn på, at man er stærk og hviler i sig selv. Jeg synes hundrede procent, det er okay at invitere hvem som helst på en date. Det er ærgerligt, at det ikke er så naturligt at gå hen og invitere folk på date her, som det f.eks. er i USA.

Ditte Giese mener derimod, at danske mænd er gode til at approache kvinder:

- Som regel sker der det for mig, at en mand begynder at skrive til mig, oftest på Facebook. Vi skriver lidt frem og tilbage og flirter, og så spørger han, om jeg vil drikke kaffe eller vin eller spise en middag. Generelt er mænd vildt gode til at tage initiativet og sørge for, at der sker noget. Det skal de sgu have ros for.

Men Ditte Giese er heller ikke bleg for selv at gøre noget for sagen:

- Jeg har tidligere været den vildeste kylling med det, men da jeg blev skilt for to år siden, kom jeg til at tænke over alle de kys og flirter og eventyr, jeg var gået glip af i mit liv, fordi jeg altid var hende, der stod og ventede på, at nogen ville danse. Så nu prøver jeg også selv at være opsøgende. Det skræmmer vist nogle mænd. Men så tænker jeg, at de nok ikke er noget for mig, hvis der ikke skal mere til at gøre dem angste end en kvinde, der synes, de er spændende. Men jeg er generelt helt pjattet med at blive kurtiseret og elsker mænd, der henter mig og inviterer mig ud at spise og alt det. Det holder aldrig op med at virke.

LÆS OGSÅ: Utroskab: Hvem siger, partneren gerne vil vide det?



Stedet

Hvad er det gode sted at mødes på en date? Skal man tage på Noma eller bare vade rundt i sommergaderne til den lyse morgen à lá 'Before Sunrise'?

Stephania Potalivo er ikke tilhænger af at tage på fine restauranter på første date:

- Det skal være under afslappede, chilleren omgivelser, så det ikke er så opstillet.

Ayse Dudu Tepe bryder sig heller ikke om at gå ud og spise eller tage i biografen:

- Bare en trappesten eller gå en tur i gaderne. Det er en fin måde at lære et menneske at kende bare at gå en tur.

Katrine fra 'Date mig' foreslår at tage til søs:

- Jeg tænker, at havnerundfart kunne være ret fint til en date? Men en kaffe eller vin/øl virker til at være det mest gængse på Tinder.

Ditte Giese er tilhænger af en bagkant første gang, man mødes:

- Det skal være uformelt og kort. Et glas på en vinbar eller en øl til en koncert eller en frokost midt på arbejdsdagen. Det er jo bare for lige at mærke, om man tænder på hinanden og har noget at snakke om. Når mænd og kvinder mødes første gang, så ved kvinden inden for fem minutter, om hun gider knalde med ham, der sidder over for hende. Jeg har aldrig prøvet at tænke 'okay, så prøver vi alligevel', hvis jeg har været helt lukket fra start. Det er så primat som, 'dufter han rigtigt'? Jeg er heller ikke så meget til sådan noget meget formelt spiseri, hvor man dårligt kan snakke sammen, fordi der hele tiden står en tjener og præsenterer mad eller vin. Eller – gys – hvis man sidder helt tæt imellem andre par og derfor ikke kan føre en privat samtale uden medhør.

LÆS OGSÅ: Simon blev skilt som 26-årig: ”Da ordene først falder på plads, vælter alt sammen: Drømmene, troen, håbet og kærligheden”


Foto: James Gourley/REX

Påklædning

Stephania Potalivo synes, at noget af det sjove ved at gå på en date er det med at gøre noget ud af sig selv. Men det er lidt paradoksalt:

- Man er spændt og vil gerne komme og ligne sit bedste jeg, men man skal samtidig helst ikke ligne, at man har gjort noget ud af sig selv, griner hun.

For Ditte Giese handler det om, at fremhæve de fortrin, naturen har givet en:

- Jeg er vist generelt mere nedringet end ellers, hvis jeg skal mødes med en mand. De fleste mænd kan godt lide store bryster, og det har jeg. Man må jo bruge, hvad man har.

Mens Ayse Dudu Tepe holder det casualt:

- Det er seriøst det sidste, jeg tænker over. Selvfølgelig sørger jeg lige for, at jeg ikke har en eller anden dread siddende i håret.

- Hvis ikke jeg gider gøre noget ekstra ud mig selv inden en date – hvorfor så tage af sted? spørger Katrine, der dog har lagt mærke til noget pudsigt:

- Når det så er sagt, er det desværre erfaringen, at man altid møder HAM, når man ikke har barberet ben. Det er næsten en naturlov. Måske man helt skulle stoppe med det?

LÆS OGSÅ: Her er hvad du siger på en date, og hvad du virkelig mener...



Første møde

Her er der enighed i panelet. Man giver knus, når man mødes.

- Det der med håndtryk bliver for formelt, siger Stephania Potalivo.

- Min far er fra Italien, og der har de det der helt traditionelle med at de giver kindkys, og det ville bare være så befriende, hvis vi bare havde en metode at gøre det på i Danmark. Er det kindkys, er det knus, er det hånd? Det kan hurtigt blive meget akavet.

Ayse Dudu Tepe stemmer i:

- Jeg praktiserer bare krammeren. Det med at give hånd kan blive sådan en formel ting, hvor man ikke tør at komme tæt på hinanden.

Ditte Giese ligeså:

- Man krammer. Det er vildt sært at give hånden. Især hvis man har skrevet lidt sammen eller måske endda har kørt lidt lummer texting. Et kindkys er også fint..

LÆS OGSÅ: ”Det er aldrig en opfordring til sex at gå udfordrende klædt”


Foto: Moviestore Collection/REX

Samtaleemner

Med nogle mennesker flyder samtalen bare af sted, som om man havde kendt hinanden i årevis, mens det med andre kan være en mere hakkende affære. Her kan de sociale medier komme en til undsætning, mener Ayse Dudu Tepe:

- Det er blevet lettere at sparke en samtale i gang, fordi man har tjekket hinanden ud. Man kan jo altid starte med: 'Nå, jeg så lige, at du skrev en sjov update'. Der er jo ikke nogen skam i at indrømme, at man har stalket folk lidt på de sociale medier. Facebook og de fleste sociale platforme er jo én stor kontaktannonce, griner hun.

Stephania Potilavo er ikke lige så glad for, at man har adgang til så mange oplysninger om hinanden i dag:

- Den største ulempe ved at tage på date i dag er, at man kan stalke hinanden på de sociale medier og vide alt om hinanden, før man mødes. Man møder sjældent hinanden på ny.

LÆS OGSÅ: "Jeg føler, det er lidt taberagtigt at købe take away alene, for så udstilles man som single eller ensom" 

Ditte Giese kan bedst lide, hvis der mikses lidt humor i samtalecocktailen:

- Sådan en date, eller i virkeligheden alle slags møder mellem mennesker, kører bedre med lidt humor. Hvis jeg er i det humør, kan jeg godt blive lige lovligt fandango-klovnet og optræde i timevis og sole mig i opmærksomheden. Det er jo det vildeste applaus-drug at få folk til at grine. Men selvom mænd altid siger, at de tænder på humor, så gør de det jo i virkeligheden ikke. De tænder på røv og patter og en kvinde, der griner af deres jokes.

Hvad skal man så fortælle om sig selv? Stephania Potalivo synes ikke, man kan stille regler op for, hvor åben og ærlig man skal være, når man dater en ny:

- Jeg synes helt klart, at man skal være åben, men det kommer også an på, hvem man er sammen med. Man skal passe på med at lave sådan nogle regler for, hvad der er rigtigt og forkert. Man skal møde det menneske, man nu møder, og se hvilken kemi man har sammen, for det er jo altid forskelligt. Og heldigvis for det. Der er nogen, hvor man kan tale mega åbent og frit og så er der nogen, hvor man er mere hæmmede og generte overfor hinanden, men stadig er helt vilde med hinanden.

Ditte Giese råder til, at man ikke prøver at pynte sig med lånte fjer:

- Jeg har vildt dårlige erfaringer med at lyve mig sejere på dates. Jeg løj engang mig selv helt verdensborger-agtig med fremmedsprog og vinekspert og min generations store, uopdagede talent etcetera, fordi jeg gerne ville imponere en mand, jeg var vildt forelsket i. Problemet var bare, at jeg blev kærester med ham og derefter skulle høre for det i 9 år. Måske er moralen så, at det betaler sig at lyve, men at man skal kunne følge op med charme? Jeg kører det i hvert fald ærligt nu. For man ved jo aldrig, hvornår ens næste store kærlighed sidder overfor en.

Ayse Dudu Tepe prøver heller ikke at tone sig selv ned:

- Begge mine forældre er tyrkere, så det der med at date og lære mænd at kende har ikke været en naturlig ting for mig. Det er først noget, der er kommet, da jeg blev lidt ældre, så alle de her spilleregler, som man lærer i ens teenageår, gik jeg jo fuldstændig glip af. Jeg har altid bare været mig. Jeg siger fuck, pik, kusse og patter, fordi det er et del af mit sprog, og det toner jeg ikke ned. Jeg gør, hvad jeg normalt vil gøre

LÆS OGSÅ: 3 mænd om 5 stærke (kvinde)tendenser lige nu




Regningen

- Ømt, ømt, ømt punkt!, lyder det fra Ditte Giese.

- Jeg er jo feminist og går ind for ligestilling. Jeg tjener mine egne penge og relativt mange af dem. Jeg synes ikke, at mænd skal betale for mit selskab eller 'købe mig'. Alligevel synes jeg, det er super fesent, når mænd ikke tager regningen. Altså når man dater. Hvis man er kærester, er det jo lige meget. Men jeg var ude at spise med en mand for nyligt, der fik et chok, da han så regningen, og spurgte om ikke vi skulle dele den. Det var en voksen mand med et virkeligt godt job. Det virkede meget umandigt på mig. Jeg har ingen argumenter og ved godt, at den ikke holder i byretten. Men jeg kan ikke udstå nærrige mennesker. Derimod er generøse mænd og gentlemen vildt sexede. Måske hænger det sammen med, at jeg altid kun har været kærester med fattigrøve og drengerøve og derfor har besluttet mig for, at min næste mand skal være selvkørende og have STYR PÅ SIT LORT. Voksne mænd – det kan sgu noget!

Katrine fra 'Date mig' er heller ikke vild med det øjeblik, hvor regningen kommer på bordet:

- Jeg hader situationen! Jeg vil ikke virke, som om jeg forventer, at han bare betaler, men modsat er jeg bare heller aldrig sluppet godt fra, når jeg insisterer på at betale. Og det værste er næsten at dele regningen. Det bliver altid akavet. Den bedste middelvej er nok, at han betaler først – og så betaler jeg næste gang.

Ayse Dudu Tepe synes også, at man bare kan skiftes:

- Det er ikke noget, jeg går så meget op i. Jeg tænker ikke, at det er mandens opgave at tage regningen. Det er det vitterlig ikke i min verden. Hvis jeg har pungen fremme før den anden, så tager jeg den bare. Folk i dag er heller ikke blege for at sige: 'min økonomi er ikke den fedeste for tiden', og så kan jeg lægge ud, hvis jeg har lidt mere overskud på kontoen.

Stephania Potalivo har et bud på en mere pragmatisk regel:

- Jeg synes, det er den, der har inviteret, der giver.

LÆS OGSÅ: ”I weekenden står jeg op 15 min. før min kæreste, så jeg kan kysse hende”



Farvel

Daten er overstået, kemien og humoren er der, regningen betalt på den ene eller anden måde, men hvad skal man nu? Stephania Potalivo synes, at det kommer an på relationen:

- Man skal ikke vente med at tage med folk hjem, fordi man er bange for, at der så ikke er nogen chance for et rigtigt forhold. Jeg synes, det er meget fordømmende at tænke sådan. Men der er også nogen, hvor det kan være vigtigt, at man ikke kysser, men lærer hinanden at kende, før det sker...

Ayse Dudu Tepe synes ikke, man skal lægge bånd på sig selv:

- Hvis man har lyst til at knalde, skal man jo bare det. Der er nogen, der siger, at der er en regel om, at man ikke skal knalde sammen på første date, men hvorfor skulle man ikke gøre det, hvis man har lyst til det?

Hun mener ikke, at de typiske dating-regler gør sig gældende længere på vores breddegrader:

- Men hvis man tager sydpå – i de fleste andre lande end Norden – er det jo meget mere traditionelt, hvad manden og kvinden skal gøre.

Ifølge Ayse Dudu Tepe er den eneste forpligtigelse, man har, at behandle hinanden ordentligt i den periode, man ser hinanden. Og at være ærlig, hvis man ikke har lyst til at se den anden mere:

- Med min nuværende kæreste var jeg ærlig i starten og sagde: 'Indtil vi aftaler andet, så ser vi altså bare andre'.


Ses igen?
Stephania Potalivo synes ikke, at man som kvinde skal holde sig tilbage efter en vellykket date, hvis man gerne vil se den anden igen:

- Mange kvinder har et behov for, at han skal skrive først – men sådan synes jeg ikke, det behøver at være.

Ditte Giese mener, at man generelt kan tage det som et tegn på manglende interesse, hvis manden ikke skriver hurtigt tilbage efter en date:

- Min erfaring siger mig, at hvis en mand vil mig, så melder han sig ret hurtigt på banen – for det meste samme dag. Men jeg synes ikke, at man som kvinde skal være bange for at skrive hej og tak for sidst og trutte lidt i hornet for sig selv, siger hun og uddyber:

- Hvis han ikke reagerer positivt på det, så er han nok bare ikke interesseret. Jeg har prøvet at sidde i månedsvis og analysere, da en fantastisk mand bare forsvandt, efter det jeg ville betegne som en perfekt date. En veninde sagde til mig for nylig, at man aldrig ved, hvor andre mennesker er, og det er så rigtigt og præcist for dating. Folk er totalt ramponerede efter skilsmisser eller angst for at forelske sig eller liderlige og troløse eller har gang i en anden. Whatever. Det handler om dem og ikke dig.

LÆS OGSÅ: 8 tegn på, at han er manden, du skal have børn med

LÆS OGSÅ: "Filmen knækker, når hun dukker op i kondisko på daten!"

LÆS OGSÅ: 9 ting, der afgør, om du er klar til at flytte sammen med kæresten