Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

En orgasme om dagen
Foto: Gettyimages

"Hvorfor tror vi, det er sygt ikke at have lyst til sex?"

Journalist og forfatter Lea Korsgaard har brugt tre år på at afdække historien om den sekteriske gruppe Sexpol. Men hvad kan vi lære af en gruppe, der i 1930'erne forargede og fascinerede med visioner om, at daglige orgasmer til alle ville gøre menneskeheden bedre?

Jeg hørte engang en eller anden sige, at uanset hvad en forfatter, journalist eller akademiker sætter sig for at skrive en bog om, er emnevalget altid drevet af et personligt motiv. Uanset om bogen handler om hanekampe på Bali, vandforsyningen i det gamle Rom eller tysk anerkendelsesteori gemmer der sig en dybt personlig grund til, at bogen bliver skrevet – hvor akademikertung eller klinisk renset for private udbrud, bogen end måtte være.

Jeg tror, det er rigtigt. Ingen er i stand til at arbejde i årevis med den samme historie, hvis ikke den er forankret et sted langt nede i sindets dybder eller i et presserende personligt spørgsmål om, hvorfor tilværelsen og verden ser ud, som de gør.

Så okay. Jeg har brugt de seneste tre år på at skrive en dokumentarisk beretning om en sekterisk orgasmegruppe fra 1930'ernes København. Gruppen kaldte sig Sexpol og troede på, at hvis alle blot fik mindst én orgasme om dagen, ville menneskeheden blive kærligere, varmere og bedre. Krige ville ophøre, ondskab ville udslettes, al lidelse ville tørre ind, og det socialistiske Utopia ville helt automatisk blive virkelighed. Jeg kan sige en hel masse kloge ord om, at historien om Sexpol er vigtig at få fortalt, fordi den udgør et overset kapitel i den danske mentalitetshistorie, og jeg kan fabulere over, at seksualitetens historie bør have samme plads i vores fælles historieskrivning, som eksempelvis krigenes historie har.

"Hvorfor tror vi, det er sygt ikke at have lyst til sex?"

Alt det mener jeg selvfølgelig, men jeg er samtidig klar over det her: Jeg har brugt de seneste tre år af mit liv på at grave mig ned i historien om Sexpol, fordi jeg ledte efter en forklaring på, hvorfor jeg selv og min generation har det forhold til sex, som vi har. Jeg ledte efter svaret på, hvorfor vi forbinder sundhed og sex så tæt med hinanden, hvorfor vi tror, det er sygt ikke at have lyst til sex, og hvorfor vi betragter orgasmen som den fineste – og måske endda den eneste rigtige – afslutning på ethvert samleje. For 100 år siden blev en kvinde, der hele tiden havde lyst til sex, betragtet som syg. I dag er det lige omvendt: Du er syg, hvis ikke du har lyst. Men hvorfor er det egentlig sådan?

LÆS OGSÅ:Derfor elsker kvinder mænds orgasme 

Somme tider tænker jeg, at jeg aldrig nogensinde igen kommer i nærheden af en lige så fascinerende og mærkelig og tankevækkende historien som den om Sexpol. For den er simpelthen så vild. Og af en eller anden grund aldrig før fortalt i sin helhed for et bredt publikum. Jeg stødte første gang på historien ved lidt af et tilfælde, da jeg gik med nogle løse planer om at skrive om dansk seksualitet i det 20. århundrede. Min søster sagde, jeg skulle læse et historiespeciale, som en af hendes tidligere kollegaer havde skrevet. Specialet handlede om Sexpol, og det gav mig en nærmest frådende lyst til at afdække hele historien, grave ned i ethvert arkiv, støve enhver søn eller datter til de afdøde gruppemedlemmer op og følge alle historiens linjer tilbage og frem i tiden. For hør her:

Sexpol blev dannet i 1933, da den karismatiske psykoanalytiker og kommunist Wilhelm Reich flygtede fra Nazityskland til København. Reich havde gennem flere år været yndlingselev af selveste Sigmund Freud, psykoanalysens grundlægger, men havde efter Freuds opfattelse stirret sig blind på, at formålet med enhver psykoanalytisk behandling var at gøre patienten i stand til at opnå en, med Reichs udtryk, "fuldkommen" orgasme. Nu var Reich kommet i bad standing blandt det psykoanalytiske establishment, men da han ankom med fragtskib til Københavns Havn 1. maj 1933, var han ikke desto mindre stadig overbevist om, at orgasmer var terapiens mål og middel, og at seksuel frihed rummede et revolutionært potentiale, der skulle rive alle gamle og stivnede normer med sig.

Det var Reich, der fandt på udtrykket: Den seksuelle revolution. Det var ham, der var med til at sætte gang i den flodbølge, som med studenteroprøret og hippiebevægelsen 40 år senere skyllede gennem vores kultur og efterlod sig en fundamentalt ny tid – og et nyt syn på sex.

Abortklinik og konebytning
Danmark tog en broget, men stærkt entusiastisk gruppe imod Reich, da han gik i land i 1933. Gruppen bestod især af unge, venstreorienterede studerende og folk, der var opildnede af tanken om at få en vaskeægte psykoanalytiker til landet. Den talte blandt andre den dengang berømte og berygtede abortlæge Jonathan Leunbach, en lægestuderende ved navn Tage Philipson, som var søn af en af Danmarks rigeste mænd, den charmerende Ellen Siersted, der var madskribent på Berlingske Tidende, og en arbejderknægt fra stenbroen, der blev kaldt Krølle, men hed Poul Hansen. Med i gruppen hørte i begyndelsen også Jo Jacobsen, en excentrisk forfatterinde, der engang havde været gift med den stenrige arving til Carlsberg, men som nu levede som fri boheme med hang til vilde fester og dyr parisersilke.

Reich døbte sin danske fangruppe Sexpol, og i løbet af bare et halvt år radikaliserede han gruppen. Dens medlemmer blev ivrige forkæmpere for orgasmens samfundsomvæltende potentiale, og de brugte alle midler – legale som illegale – for at kæmpe for fri sex til danskerne. I 1935 stillede gruppen op til Folketinget med det ene formål at kæmpe for et "harmonisk kønsliv til de brede masser". Gruppemedlemmerne indrettede en illegal abortklinik på Christianshavn for at give kvinder retten over deres egen krop (og dermed mulighed for et angstfrit sexliv).

""Konebytningsfester" fandt sted i boligkompleksets små toværelseslejligheder."

Og ude i det dengang nybyggede boligkompleks Ryparken for enden af Østerbro flyttede en hel del af gruppens medlemmer ind og mødtes en gang om ugen for dels at diskutere deres børns seksuelle udvikling og dels udfolde deres egne seksuelle drifter. Jeg har fundet gamle, gulnede breve, der indgående beskriver de "konebytningsfester", der fandt sted i boligkompleksets små toværelseslejligheder sidst i 1930'erne.

"Jeg opnåede," skrev en af Sexpols hang-arounds eksempelvis i et brev til en af gruppens medlemmer, "at komme hjem med et ømt kønslem. Behøver jeg yderligere at betegne henrykkelsens og succesens højdepunkt?"Moderne alkymist

LÆS OGSÅ: 10 måder at forføre din partner på

Da Anden Verdenskrig nærmede sig i horisonten, flygtede Reich først til Sverige, så til Norge og endte i USA, hvor han tog sin orgasmeteori til nye højder. Allerede i Danmark havde han fået færten af det, han mente, var en særlig seksualenergi, som fandtes i alt levende, og som var helt afgørende at genoplade sin krop med, så den ikke visnede langsomt. Energien døbte han Orgon (opkaldt efter orgasmen), og han opfandt en orgon-akkumulator, som var en telefonbokslignende kasse bestående af pladejern, rockwool og krydsfiner. Han mente, at boksen kunne genoplade ens seksualenergi, hvis man satte sig ind i den.

Efter krigen fulgte Reichs danske Sexpol-medlemmer nysgerrigt med i hans seksualteoretiske entreprise og begyndte selv at bygge deres egne orgonakkumulatorer i håb om, at boksen kunne hjælpe dem med at blive sundere, stærkere og bedre mennesker. Kendskabet til orgonboksen bredte sig i Københavns avantgarde kunstermiljø: Den unge Torben Ulrich eksempelvis (Metallica-trommeslageren Lars Ulrichs far) var en ung jazzelsker, der slugte de af Reichs bøger, han kunne få fingrene i og forsøgte at overtale Helsingør Skibsværft til at fremstille en orgonboks.

"Reich var en moderne alkymist," som den langskæggede, 86-årige Torben Ulrich sagde til mig under min research på en skypeforbindelse fra San Francisco, hvor han bor i dag.

Men mens en ny, eksperimenterende københavnergeneration tog Reichs teorier til sig i Danmark, blev Reich selv dømt for kvaksalveri og spærret inde i et amerikansk fængsel. Flere af hans gamle venner og ekskoner mente, han på det tidspunkt var decideret skør. Han døde i sin celle en dag i 1957, og historien om den danske Sexpol-gruppe og dens karismatiske leder gik stort set i glemmebogen. Måske fordi 1968 var lige om hjørnet og skyggede for alt andet end dem selv.

Et udmattende ideal
Med min bog har jeg forsøgt at hive Sexpol frem i lyset. For ud over at rumme en helt vild historie, rummer beretningen om den revolutionære orgasmegruppe også svar på det spørgsmål, jeg satte ud for at undersøge: Hvorfor lysten har forrang i dag? Hvorfor vi sætter lighedstegn mellem sex og sundhed? Hvorfor cølibatet måske er det nærmeste, vi kommer på et moderne tabu?

Reich og hans gruppe hørte til en bevægelse, der reelt gjorde en kæmpe forskel for alle de kvinder og mænd, for hvem sex hidtil var forbundet med skam og uvelkomne børnefødsler. Sexpol detonerede en bombe under forestillingen om, at sex og reproduktion var uløseligt forbundet. Gruppen fyrede kyskhed som ideal og satte et andet i stedet: At sex og orgasmer var et mål i sig selv. De har indirekte en del af æren (eller skylden) for, at vi i dag stort set ikke kan forestille os at realisere os selv om mennesker uden også at realisere os seksuelt.

Da jeg havde fundet frem til svaret på mit spørgsmål, tænkte jeg, at det er et udmattende ideal. Et seriøst udmattende ideal. Jeg er helt sikker på, at Reich havde ret i, at sammenhængen mellem god sex og gode mennesker findes. Men jeg er også helt sikker på, at idealet om, at fri sex definerer et frit menneske, kan blive undertrykkende i sig selv. Jeg mener: Alt det der fri sex, de render rundt og dyrker på Paradise Hotel – er det faktisk så skide frit, som de går og påstår? Og hvad med os selv? Hjemme på lagnerne eller rundt omkring til landets slutty nurse-klæd-ud-gymnasiefester: Har vi faktisk altid, non-stop, 24/7, go-go-go-lyst? Eller mener vi bare, at vi bør have lyst? Og er det der "bør" i virkeligheden ikke lige så undertrykkende som den 100 år gamle forestilling om, at sex var skamfuldt?

Vild med gruppen
Alligevel – selv om arven fra Reich somme tider kan være vanskelig at håndtere – er jeg stadig efter tre år i selskab med Sexpol fuldkommen vild med gruppen og dens medlemmer. Jeg ved ikke, hvor mange der ændrer sig af at skrive en bog. Men den her bog har ændret mig. Jeg gik ind i den som en rimelig fornuftig velfærdsdansker, der egentlig syntes, vi har indrettet os meget godt her i landet – og kom ud på den anden side med en vild længsel efter en utopi at drømme om og en krakeleret tro på den politiske verden, som den ser ud i dag. Hvis Sexpol stillede op til Folketinget i dag, ville jeg stemme på dem – på trods af det barokke orgasmeideal, de plantede hos os.

Jeg ville stemme på dem, fordi de havde evnen og viljen til at forestille sig, at verden kunne se helt anderledes ud. Jeg ville stemme på dem, fordi de stillede en fantasi om et andet samfund til rådighed, som var smukkere, bedre og dybere end det, de stivnede bureaukrater kunne levere. Jeg ville stemme på dem, fordi de mente, at et samfunds vigtigste mål ikke er økonomisk vækst, men ømhed og kærlighed og frihed. Jeg ville stemme på dem, fordi de var modige. Jeg ville ikke stemme på dem på trods af, at deres politiske vision var en lille smule vanvittig. Men fordi den var det.

LÆS OGSÅ: Jakob Olrik: 3 ting, du skal vide om hans...

Lea Korsgaard

Privat: Bor i København med sin mand og deres tre sønner.
Alder: 35 år.
Arbejde: Journalist, forfatter og partner i medieforlaget Zetland – samt klummeskribent i ALT for damerne.
Udgivelser: Har tidligere skrevet bøgerne "Ghita – en biografi" og "Det store bogtyveri", sidstnævnte sammen med Stéphanie Surrugue.
Se, hvad vi ellers skriver om: Sex og Orgasme