Er du oppe på mærkerne?

Modermærkekræft rammer ca. 1.600 danskere om året og er den fjerdehyppigste kræftform hos kvinder. Lys skandinavisk hud og solskoldninger i barndommen øger risikoen, men der er gode udsigter for fremtiden, hvis kræften opdages i tide. Eurowomans journalist Stinne Kaasgaard har selv haft sygdommen og har omsider lært at holde øje med de små ikke helt så harmløse brune pletter.

Da jeg var helt lille, var jeg sjældent i solen særlig længe ad gangen. Min mor var meget opmærksom på, at jeg havde lys og typisk skandinavisk hud og derfor let ville blive solskoldet. Hvis vi var på ferie i Sydeuropa, tog min mor mig med til stranden tidligt om morgen, og ellers sad jeg mest under en parasol indsmurt i den højeste faktor, der fandtes i 80’erne.

Da jeg blev teenager, var et af mine største ønsker, at jeg kunne blive rigtig brun. Så snart jeg selv kunne bestemme, begyndte jeg derfor at være mere og mere i solen om sommeren. Heldigvis var det lige så naturligt for mig at bruge solcreme som at børste tænder, så jeg var stort set aldrig i solen uden at smøre mig ind. Alligevel gik det indimellem galt. Jeg husker tydeligt følelsen. Den lyserøde og brændende hud, der hurtigt begyndte at skalle eller medførte soleksem. Jeg husker aloe veraen, kartoffelmelet, isterningerne og de kolde agurkeskiver, som kun virkede kortvarigt.

De gange, jeg har været forbrændt, har jeg mest af alt tænkt, at det var ubehageligt, irriterende og ubelejligt. Jeg tænkte sjældent på, at det kunne være decideret farligt. Godt nok havde jeg hørt om hudkræft og modermærkekræft, og jeg vidste også, at solen øgede risikoen for de to sygdomme. Men jeg havde jo aldrig gået i solarium, og jeg kendte mange, der dyrkede solen langt mere intensivt end mig.

Derfor blev jeg heller ikke specielt bekymret, da et af mine modermærker på ryggen begyndte at klø for nogle år siden. Jeg tænkte, at det nok var, fordi det var irriteret af min bh, som skar nogenlunde samme sted. Alligevel overtalte min familie mig til at gå til lægen, bare for en sikkerheds skyld. Min daværende læge var på den forkerte side af 70 år og virkede overbevisende lægeautoritær, da han sagde, at det så helt fint ud, og jeg ikke skulle være bekymret.

Året efter, i sommeren 2011, lagde jeg mærke til, at modermærket så mørkere ud, end det plejede. Jeg havde i mellemtiden fået ny læge, og da han så det, gav han mig med det samme en henvisning til en hudlæge, fordi han mente, at det så ‘aktivt’ ud. Hudlægen sagde, at han var nødt til at fjerne moder- mærket, da det er den eneste måde, man kan foretage biopsi på og dermed stille en eventuel diagnose. Det var et meget lille indgreb med lokalbedøvelse, nogle få sting og et lille plaster, så jeg tog det ikke så tungt. Jeg fik et mindre ar på ca. 4-5 cm.

Da der var gået et par uger, ringede hudlægen til mig og fortalte, at der var fundet kræft i det modermærke, han havde fjernet. Det var et stort chok. Jeg er meget rationelt indstillet og vil altid have beviser og dokumentation, før jeg pisker en stemning op, når det kommer til mit helbred. Tanken om, at der kunne være noget galt, havde slet ikke strejfet mig. Jeg havde bare tænkt, at det var fint at få det fjernet for en sikkerheds skyld.

Heldigvis fortalte hudlægen, at kræften var overfladisk og kun målte 2 mm, og at kræften efter al sandsynlighed derfor var helt fjernet. Alligevel fik jeg en henvisning til operation på Rigshospitalet. Her skulle jeg have fjernet et såkaldt ‘sikkerhedsområde’ rundt om det sted, hvor modermærket sad. Det betød, at et større stykke hud rundt om og under arret skulle fjernes.

Selve operationen foregik endnu en gang kun med lokalbedøvelse. Det gjorde ikke ondt imens, og jeg er ikke bange for hverken nåle eller knive, så længe jeg er bedøvet. Først da jeg rejste mig op, gik det op for mig, at det var lidt mere omfattende, end jeg havde regnet med. Jeg følte mig som en spændt flitsbue, hvilket nok også skyldtes, at lægerne vurderede, at en hudtransplantation ikke var nødvendig. Til gengæld betød det, at jeg knap nok kunne tage tøj på og måtte have en sygeplejerske til at hjælpe mig med mine sko.

De næste dage kunne jeg stort set kun ligge ned, og det gjorde afsindig ondt i området omkring arret, som nu var omkring 10 cm langt. Derudover havde jeg de første mange uger voldsomme muskelsmerter, fordi jeg konstant spændte i ryggen af frygt for, at såret skulle springe op.

Jeg har siden fået fjernet tre andre modermærker, som enten min hudlæge eller jeg selv syntes så mistænkelige ud. Heldigvis blev der ikke fundet kræft i nogen af dem, men dog forstadier til kræft i det ene. Jeg går til kontrol på plastikkirurgisk afdeling på Rigshospitalet en gang om året, hvor de tjekker samtlige modermærker, lymfeknuder og min hovedbund for at se, om der gemmer sig nye modermærker.

De første mange måneder efter jeg fik stillet diagnosen, var jeg ret paranoid. Jeg har vel mellem 50 og 100 modermærker på maven og ryggen (heldigvis ikke så mange på resten af kroppen), så der er en del at holde øje med. Jeg ved godt, at der er andre og langt mere alvorlige kræftsygdomme end modermærkekræft, og at omkring 90 % overlever sygdommen. Men hvis jeg ikke var gået til lægen, kunne kræften have spredt sig til lymfeknuder eller som metastaser, så jeg tjekker dem jævnligt. Alligevel er jeg blevet mere afslappet omkring det, og min hudlæge har beroliget mig med, at modermærkekræft udvikler sig relativt langsomt, så det er tilstrækkeligt, at jeg bliver undersøgt en gang om året.

Noget, jeg til gengæld ikke er helt så afslappet omkring længere, er solen. Jeg er genetisk disponeret for modermærkekræft alene pga. min lyse hud og det faktum, at jeg har mange modermærker. Men antallet af solskoldninger, jeg har haft gennem min barndom, kan også have betydning for, at jeg har udviklet modermærkekræft. Også selv om det ikke var ret mange. Sidste sommer var jeg så forsigtig med solen, at jeg stort set ikke udsatte mig selv for sol på noget tidspunkt. Jeg sad i skyggen konstant eller havde tøj på, der dækkede det meste af kroppen.

I løbet af vinteren oplevede jeg, hvad jeg selv mistænker for at være tegn på D-vitamin-mangel med bl.a. konstant træthed, rande under øjnene og en nedtrykthed uden tydelige årsager. Det har gjort, at jeg i år vil forsøge ikke at være lige så panisk angst for solen, for jeg kan mærke, at jeg også har brug for den. Samtidig har jeg accepteret, at jeg ganske enkelt ikke tåler decideret solbadning, på samme måde, som nogle mennesker ikke tåler nødder, og at jeg formentlig aldrig bliver brun uden selvbruner. Jeg er bare glad for, at jeg opdagede det i tide.

Klik videre for at se hvordan du selv holder øje med dine modermærker...

DET SKAL DU HOLDE ØJE MED

Få dit modermærke undersøgt, hvis det ændrer form eller farve, bliver tykkere, danner skorpe, bløder eller klør. Hold desuden øje med symmetri, størrelse, kant og farve.

Symmetri: Modermærket er ikke rundt i kanten, og farven er lysebrun, mørkebrun, sort, lyserød og uregelmæssigt fordelt.

Størrelse: Man skal holde særligt øje med modermærker, der er større end 6 mm (svarende til enden af en blyant). Det er hele den mørke plet, man måler, selv om farven er mørkere i midten.

Kant: Det er tegn på modermærkekræft, hvis kanten er uregelmæssig, og modermærket nærmest har form som et landkort.

Farve: Få modermærket tjekket, hvis farven er uregelmæssig, og der er flere farvenuancer.

Husk desuden solrådene:

Undgå middagssolen, dæk dig til med let tøj i solen, brug rigeligt med solcreme, mindst faktor 15, og drop solariet.

Du har øget risiko for at udvikle modermærkekræft, hvis du har lys hud og har svært ved at blive brun, har fregner, blondt eller rødt hår og blå øjne, eller hvis du har mange modermærker – en voksen har i gennemsnit ca. 25 modermærker.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse.

Læs også: 40 år med fri abort