Kvindelige iværksættere
SPONSORERET indhold

Få succes som iværksætter - og mor

Frihed til selv at bestemme. Fleksibilitet i din hverdag. En brændende passion for dit job. Og et familieliv på dine præmisser. Lyder det tiltrækkende? Så er stillingsbetegnelsen MOMpreneur måske noget for dig. Mød Bente, Lene og Alis, der har skabt deres egen forretningssucces, og få deres bedste råd om et liv med både børn og business.

Af: Anne Hermansen Foto: Peter Ravnsborg
12. nov. 2012 | Livsstil | ALT for damerne

Du elsker at have ansvar, du har ambitioner, du vil arbejde med noget, du brænder for. Og samtidig er nærvær og tid sammen med dine børn en af dine allervigtigste værdier. Hvordan skal det regnestykke gå op på et arbejdsmarked, hvor et + 40 timers job mellem klokken 8 og 17 (eller senere) stadig er normen, hvis du vil gøre karriere?

Flere og flere kvinder når frem til facit ved simpelthen at starte deres egen virksomhed, siger Bente Richter, 33, der for to år siden selv forlod en stilling som kommunikationsansvarlig i en investeringsbank og blev selvstændig kommunikationsrådgiver og konceptudvikler. I dag lever hun af sin virksomhed Bente Ricther.dk – og de erfaringer, hun har fået undervejs, har også resulteret i to online-mødesteder for kvinder, som er målrettede og seriøse i forhold til deres karriere og insisterer på muligheden for at skabe et familieliv på deres egne betingelser.

– Min søn er fire år i dag. Under min graviditet og mens han var helt lille, tænkte jeg meget over, hvordan jeg kunne kombinere mine karriereambitioner og min rolle som mor bedst muligt. Jeg ville jo have det hele: Både en spændende og udviklende karriere og tid sammen med mit barn – uden dårlig samvittighed. Jeg savnede inspiration og positive vinkler, og det gav mig ideen til Karrieremor.dk, hvor jeg interviewede andre kvinder, der havde forenet karriere og moderskab uden at give køb på hverken ambitioner eller livsværdier.

– Jeg opdagede, at der var mange iværksættere blandt brugerne på Karrieremor.dk. Og mange af dem savnede ligesom jeg et egentlig fællesskab og netværk for kvinder, som har seriøse ambitioner for deres firma.

Den erkendelse gav Bente Richter ideen til MOMpreneur.dk., som tilbyder netværk, sparring og fællesskab for kvindelige iværksættere bl.a. i form af en uddannelse i at få succes med egen business, netværksmøderne ”Brunch in heels” over hele landet samt en mentorordning, hvor man kan få en session med en erfaren MOMpreneur hver anden uge gennem et helt år.

– Begrebet MOMpreneur er opstået i USA, som i dag har flere end 10 millioner kvindelige iværksættere og virksomhedsejere, og hvor dobbelt så mange kvinder som mænd starter egen virksomhed. Jeg har valgt også at bruge ordet MOMprenuer, fordi det udtrykker netop dét, vi er: Entreprenører, der brænder for vores business, og mødre, der vil have tid til vores børn.

– Herhjemme er der typisk to typer MOMpreneurs: Dem, der bliver selvstændige med den type projekter, de tidligere lavede som lønmodtagere. Og dem, der får en supergod idé i forbindelse med, at de får børn.

Læs også: "Jeg vil have frihed i et job, jeg selv skaber"

Faren for at brænde ud
I forhold til ambitionsniveauet deler gruppen af MOMprenuers sig også klart i to, siger Bente Ricther. Der er én gruppe, for hvem rollen som selvstændig er et godt alternativ til et deltidsjob. Og så er der de kvinder, som har en seriøs ambition om at tjene gode penge på det, de brænder for.

– For den første gruppe er fokus mere på børn end på business, og firmaidéen bærer nogle gange lidt præg af at være en hobbyvirksomhed, og det er jo også fint. Men det er den sidste gruppe, jeg tiltrækker på MOMpreneur.dk – kvinder, der virkelig vil skabe en succes, de kan leve af. Og de har grundlæggende de samme værdier og behov, selv om de måske udtrykker det forskelligt: Nemlig et stort ønske om selv at kunne bestemme. Over deres arbejdsopgaver, over deres tid, over deres familieliv.

Faldgrupperne som MOMpreneurs er også fælles for langt de fleste, siger Bente Ricther. Og den allerstørste er risikoen for at brænde ud.

– Vi er passionerede omkring vores virksomheder, og de fleste af os kan ikke sætte timer på vores arbejdstid – vi ved bare, at vi arbejder meget. For selv når vi holder fri med vores børn, så kører tankerne jo. Det kræver virkelig øvelse helt at skille tingene ad, og mange ender med at lave regler for sig selv, hvor de f.eks. helt lukker og slukker fra om eftermiddagen, og indtil børnene er lagt i seng.

– Og så er der selve opstartsfasen, hvor al indtjening i de fleste tilfælde udelukkende kommer fra ens egen indsats time for time. Hvis du ikke på længere sigt formår at rykke dig videre og lave produkter eller ydelser, som kan sælges mange gange, så kan du kun tjene flere penge ved at arbejde endnu mere. Og det går man ned på til sidst. Så det gælder om at skabe et bæredygtigt forretningskoncept, der kan vokse, uden at du lave alt fra bunden hver gang  – om at tænke langtsigtet og ”smart”.

Om Bente
Navn: Bente Richter.
Alder: 33 år.
Egen virksomhed: BenteRichter.dk. Arbejder som kommunikationsrådgiver, coach og konceptudvikler.
Uddannelse: Cand.ling.merc. i kommunikation og formidling. Certificeret coach og NLP Master.
Seneste lønmodtagerjob: Kommunikationsansvarlig hos den islandske investeringsbank
Straumur Investment Bank.
Har været selvstændig i: To år.
Privat: Er eneforsøger til Silas på 4 år.
Læs mere på: Benterichter.dk, Karrieremor.dk og Mompreneur.dk

Læs om Lene Damtoft, der også sprang ud med sin egen virksomhed, på næste side.

Jeg er min egen vigtigste ressource
… og derfor siger jeg kun ja til opgaver, jeg virkelig brænder for. For ellers brænder jeg i stedet ud, siger Lene Damtoft. På 11. år driver hun en succesfuld virksomhed, der udsprang af hendes behov for at have tid og nærvær til sine børn, men nu er så stor en passion, at hun skal huske sig selv på også at holde fri.

Egen virksomhed startede jeg, fordi…
– Jeg gjorde mig nogle tanker om, hvad jeg som gammel ville være gladest for at se tilbage på i mit liv, og hvad jeg ville være mest ked af. Da var mine børn 8 og 2 år. Svaret var så tydeligt for mig: Jeg ville ikke kunne leve med ikke at have prioriteret mine børn nok. På det tidspunkt havde jeg lige afsluttet et job som projektleder, hvor jeg havde haft meget stor frihed til at tilrettelægge både min tid og indholdet i jobbet. Så jeg havde fået færten af, hvordan det kunne være helt selv at kunne bestemme. At være selvstændig. Den tanke havde jeg aldrig haft før, så der gik nogle måneder, hvor jeg var i tvivl, om jeg nu virkelig turde.

Som lønmodtager var jeg…
– Glad i mit sidste job, som var meget frit. Men tidligere, hvor jeg samtidig også var alene med min ældste søn, oplevede jeg, at det var meget svært at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen. Den model havde jeg ikke lyst til at gå ind i igen.

Mine vigtigste værdier og behov er…
– Frihed til selv at tilrettelægge mit arbejde og være til stede i mit familieliv. At arbejde med noget, jeg virkelig brænder for, og som giver mening for mig på et dybere plan. Jeg coacher, rådgiver og laver kurser og processer, som skaber bedre resultater og bedre trivsel på mange forskellige virksomheder, og jeg taler med mennesker i alle mulige livssituationer. Og det er fantastisk at få tilbagemeldinger om, at jeg har gjort en positiv forskel.

Bekymringen om økonomien…
– Har fyldt rigtig meget. De første fem år som selvstændig havde jeg stadig en lønmodtagertankegang, hvor jeg var alt for fokuseret på, hvor mange penge der gik ind på kontoen hver måned. Hvis en planlagt opgave f.eks. blev udskudt, så var der jo ingen indtægt i den periode. Og det kostede søvnløse nætter, indtil jeg indså, at jeg var nødt til at ændre min indstilling. I dag ser jeg på min økonomi som en årsindtjening: Nogle måneder tjener og arbejder jeg meget, andre mindre – og det går altid op til sidst. Bliver en opgave aflyst nu, så bruger jeg den ekstra fritid på at slappe af, lade op og få gode ideer. Den indstilling kan langt bedre betale sig.

Læs også: Mor til 4: Sådan tackler jeg karrieren

Min arbejdstid…
– Er svingende. I gennemsnit er jeg hjemmefra mindre end 30 timer om ugen, og jeg holder alle skoleferier sammen med mine børn. Mellem klokken 15 og 21 forsøger jeg at være nærværende for mine børn, med mindre jeg er ude på en opgave. Men det er stadig et valg, som jeg tager stilling til hver dag. Det er et paradoks: Jeg blev selvstændig for at kunne være sammen med mine børn – og mit arbejde er så spændende, at jeg hver dag skal være bevidst om, hvordan jeg prioriterer.

Den værste overraskelse…
– Et kæmpe skattesmæk. Jeg havde ikke fået ordentlig vejledning af en revisor i opstarten og misforstået virksomhedsordningen. Det er ekstremt vigtigt at have gode rådgivere til de ting, du ikke selv ved – det var dyre lærepenge.

Succes…
– Er hverken mange penge eller stor vækst med min virksomhed. Jeg har indimellem overvejet at vækste og ansætte nogle medarbejdere, men jeg sætter min frihed for højt. Jeg bestemmer 100 procent selv, kan arbejde, når jeg vil, og har ikke noget ansvar over for andre end mig selv og mine kunder.

Positive sidegevinster…
– Er der mange af. Jeg havde aldrig drømt om, at det ville være så fedt at være selvstændig, og jeg bliver aldrig lønmodtager igen. Jeg er også blevet stærkere som menneske, mere groundet og jordfæstet. Jeg ved virkelig, hvad jeg kan og har stor tiltro til, at jeg altid vil kunne klare mig. Som selvstændig udvikler du en korkprop-mentalitet og ”det skal nok gå”-indstilling. Og du lærer at hente ressourcer i dig selv, du ikke troede, at du havde – for du skal jo levere varen. Uanset, hvad du kæmper med i dit private liv, så møder du op og holder hvad, du har lovet kunden.

Det vigtigste jeg har lært…
– Er indsigten i, at som selvstændig er jeg min egen vigtigste ressource, og den skal jeg værne om. Jeg er tidligere kommet til at sige ja til opgaver, hvor jeg skulle have takket nej. Men jeg har lært at være meget skarp på, hvad jeg er virkelig god til, og hvad jeg selv brænder for. Hvis du for længe laver noget, du ikke har energi på – og måske kun gør det for pengene – så kører du dig selv ned. Hvis du derimod laver noget, som du selv er oprigtigt interesseret i, så skinner dit engagement også igennem – og det fører altid til nye opgaver.

Lenes fem bedstse råd om at starte egen virksomhed 
Vær seriøs og fleksibel. Gå efter det, du brænder for. Men vær åben for, at du kan nå dit mål på andre måder, end du først havde forestillet dig.

Dyrk dit faglige netværk. Plej det og udvid det – og del ud af din viden. Det hele kommer mange gange igen.

Husk at uddanne dig. Afsæt mindst 10 procent af din omsætning til at videreuddanne dig, tage på kurser, få ny viden, inspiration og idéer. Det er bl.a. her, du fylder på dine egne ressourcer, så både du og din virksomhed kan vokse.

Hav en god bank – og gode rådgivere. Du kommer ingen vegne uden en god kassekredit. Og lad være med at bruge alle pengene, når det går godt. Hav en god buffer, så du ikke går i panik, når det ind mellem dykker. Og find en fantastisk revisor – det vil spare dig for både masser af tid og penge.

Læg dig på markedsprisen. Det her er kvinder så dårlige til. Men husk, at det handler om den værdi, du skaber med din vare eller ydelse, og ikke om, om du som person er pengene værd. 

Du er din egen vigtigste ressource, så pas på dig selv. Arbejder du meget, så sørg for også at have perioder, hvor du holder fri og lader op. Og lad være med at gå på kompromis og sige ja til opgaver, du ikke har energi og lyst til. Det dræner for meget i længden.

Om Lene
Navn: Lene Damtoft.
Alder: 48 år.
Egen virksomhed: Konsulentvirksomheden Damtoft – Vedkommende Lederskab & CSR.
Laver rådgivning, procesledelse, kurser og coaching. 
Uddannelse: Cand. scient. adm
Tidligere lønmodtagerjob: Fuldmægtig i Arbejdsmarkedspolitisk Sekretariat hos AF-Storstrøm. Projektleder af femårigt projekt om Virksomhedernes Sociale Ansvar under Socialministeriet.
Har været selvstændig i: 11 år.
Privat: Har tre børn på 19, 13 og 4 år. Bor i hus i Århus sammen børn og kæreste, som er far
til den yngste.
Se mere på: Damtoft.com


Læs videre på næste side, om Alis Sindbjerg Hemmingsen, der skabte en international niche-virksomhed.

Jeg fik en fantastisk ide…
…som jeg bare ikke kunne lade gå fra mig. Siger Alis Sindbjerg Hemmingsen, 36 år, der rykkede på drømmen og skabte sin egen internationale niche-virksomhed – og faktisk først undervejs i processen opdagede den store ekstra bonus ved at være selvstændig: Meget mere tid sammen med mand og børn.

Egen virksomhed startede jeg, fordi…
– Jeg fik en fantastisk idé, som jeg bare ikke kunne lade gå fra mig. Jeg arbejdede som leder for en indkøbsprojektafdeling på Odense Universitetshospital, men det gav mig ikke udfordringer nok, så jeg var egentlig allerede søgende. Og pludselig var idéen der – jeg så en niche i markedet som strategisk rådgiver og bindeled mellem store virksomheder og deres leverandørkæde. Samtidig var jeg også gravid med mit andet barn og havde ikke lyst til at rejse 100 dage om året, som jeg har gjort i tidligere job. Det gav simpelthen god mening at starte min egen virksomhed, og jeg begyndte under min barsel for to år siden.

Som lønmodtager var jeg…
– På rejser meget af tiden. Det var hoteller, lufthavne og korterevarende ophold i udlandet, som ikke passer særlig godt sammen med et familieliv med små børn.

Mine vigtigste værdier og behov er…
– Frihed og eventyr i mit arbejdsliv. Og fleksibilitet i forhold til mit familieliv. Eventyret består i, at jeg i princippet kan arbejde fra Hawaii, for langt det meste kan jeg lave, hvis bare jeg har en internetopkobling. Frihed er, at jeg selv kan bestemme, hvilke opgaver jeg siger ja til. Og fleksibilitet er jo selv at kunne tilrettelægge, hvornår jeg arbejder, dyrker motion, vasker tøj og – især – er sammen med mine børn.

Min arbejdstid…
– Kan jeg ikke sætte timer på. Min virksomhed er en kæmpe passion for mig, og i virkeligheden arbejder jeg jo hele tiden – fordi jeg tænker på det hele tiden. Jeg træffer mange beslutninger på mærkelige tidspunkter, f.eks. når jeg kører bil. Men ofte forsøger jeg at nå til fitness fra morgenstunden – det giver en god start på dagen – og mellem klokken 15.30 og 20 er det rent børne-rush hjemme hos os med to børn på tre og et år, så der sidder jeg i hvert fald ikke ved computeren. Men jeg skeler ikke til andre familier, og jeg har ikke dårlig samvittighed. En glad mor er en god mor – og jeg er glad.

Den sværeste udfordring…

– Er netværket og manglen på kolleger. Jeg bor uden for Vejle, og det er enormt svært at finde ligesindede. Det kan godt være lidt ensomt at være selvstændig, når man er en etmandsfirma.

Succes…
– Mit ultimative mål er at blive en internationalt anerkendt ekspert inden for netop mit felt. Og at arbejde med de top 100 vigtigste virksomheder herhjemme. Jeg er fra begyndelsen gået internationalt ud, for markedet er ikke stort nok i Danmark alene, og er begyndt at få henvendelser fra bl.a. England og Tyskland. Jeg vil have en sund forretning, men pengene alene er ikke drivkraften for mig, det er derimod arbejdet og idéerne, som jeg virkelig brænder for. Min største frygt er faktisk, at virksomheden pludselig vokser så hurtigt, at jeg er nødt til at ansætte folk og selv igen får mange rejsedage. For så mister jeg jo min frihed, som jeg nok sætter allerhøjst.

Positive sidegevinster…
– Min mand er også selvstændig og driver sin egen rådgivningsvirksomhed. Vi har indrettet en hel længe af vores gård til kontor og hjælper og sparrer også med hinanden. Det er lidt unikt at være så tæt på sin mand døgnet rundt. Det nyder jeg.

Det vigtigste jeg har lært…
– Er indsigten i mig selv. Jeg er meget innovativ og skal helst kunne rykke, når jeg fornemmer, at det er rigtig for at nå mit mål. Og så har jeg også lært at være 100 procent tilstede i forhold til mine børn. Det var simpelthen en færdighed, jeg var nødt til at få styr på – ellers ville jeg jo arbejde hele tiden, for jeg elsker mit job.

Alis Sindbjergs fem bedste råd
Lyt til dig selv. Udlev de værdier, der er vigtige for dig.

Lyt til andre. Men træf dine egne beslutninger.

Glem alt om dårlig samvittighed. Hvis du brænder for din business, er du en glad mor – også når du knokler igennem. En glad mor, er en god mor. Gør det ordentligt.

Tænk stort. Tænk internationalt. Why not!

Brug de sociale medier. Det er en nem og billig måde at markedsføre sig på, så tænk blogindlæg, Twitter og Facebook ind allerede fra begyndelsen.

Om Alis
Navn: Alis Sindbjerg Hemmingsen.
Alder: 36 år.
Egen virksomhed: Responsible Procurement, som tilbyder rådgivning i de sociale og miljømæssige krav, som virksomheder må stille til deres underleverandører, fordi de kan blive gjort ansvarlige for de ting, der sker i forsyningskæden.
Uddannelse: Bankassistent.
Tidligere lønmodtagerjob: Har arbejdet med at reducere omkostninger i større virksomheder,
bl.a. Lego, Danfoss og Odense Universitetshospital.
Har været selvstændig i: To år.
Privat: Har to døtre på 3 og 1 år. Gift med Claus, som også er selvstændig og har firmaet
Liebhaverskovfogeden.dk. Bor på en gård uden for Vejle, hvorfra de begge driver deres
virksomheder.

Læs mere på: Responsibleprocurement.dk 

Læs også: Sådan fik jeg mit drømmejob