SPONSORERET indhold

Finalist til Danmarks sødeste kassedame 2019: Alle vil handle hos Jens

Jens er Danmarks sødeste kassedame, er der enighed om i Føtex i Hillerød. Han får ros for sit store hjerte – men de færreste kunder ved, at hjertet også er hans udfordring.

Af: Henrik Helmer Petersen Foto: Søren Jansby
08. mar. 2019 | Livsstil | Hjemmet

Velkommen til kasse 3. Tak, fordi du valgte min kasse.

57-årige Jens Steen Christensen byder kunder velkommen med smil og rare ord. Han er kasseassistent i Føtex i Hillerød, og han er utrolig vellidt både blandt kollegaer og kunder.

– Se her, siger en af hans kollegaer og viser en stak håndskrevne papirer.

Det er beskeder fra kunder, der har puttet sedler i Føtex’ ris-og-ros-postkasse. Stakken er fyldt med ros til Jens.

”Man bliver i godt humør, når man handler hos Jens. Han har tit reddet min dag,” skriver en kunde.

Nu kan du stemme: Hvem er Danmarks sødeste kassedame 2019?

På Føtex Hillerøds facebookside kan man finde mere end 50 opslag, hvor kunder lovpriser Jens.

”Jens ved kasse 3 har et stort hjerte”, fremgår det.

Det samme går igen i den lange række indstillinger, som Hjemmet har modtaget fra kunder, der har indstillet Jens til titlen som Danmarks sødeste kassedame. Da et par unge mænd afsluttede det sidste studieår på pædagogseminariet i Hillerød, købte de en æske chokolade hos Jens, og så vendte de sig om og gav ham chokoladen. Han fik den som tak for de gode snakke, de unge mænd havde fået med Jens gennem året, når de havde købt deres frokost i Føtex.

Jens Steen Christensen
Det er fantastisk at være blandt de fem nominerede til titlen som Danmarks sødeste kassedame 2019, slår Jens fast..Foto: Søren Jansby.

Dramatisk vendepunkt

Jens har selv arbejdet som pædagog, og han er menneskekender. Han ved, hvornår der skal laves sjov, og hvornår der skal tales alvor. Han ved, hvornår der skal ties.

Han er fyldt med overskud. I hvert fald mentalt.

Kun få kunder ser, at Jens på venstre håndled har et pulsur, der måler hans hjerteslag. For Jens er også hjertepatient, og det var hjerteproblemer, der får to år siden sendte hans liv i en ny retning.

– Jeg har altid været et aktivt menneske. Jeg har løbet maratonløb, og jeg har dyrket håndbold på eliteniveau både som spiller og som træner.

– For to år siden arbejdede jeg som postbud, og hen over en uge fik jeg problemer med at komme op ad trapperne med pakker til folk i etageejendomme. Da jeg kom til min læge, sagde han: ”Din hvilepuls er 157. Jeg ringer efter en ambulance”.

Nu kan du stemme: Hvem er Danmarks sødeste kassedame 2019?

Jens forklarer:

– Jeg har åbenbart dyrket så meget idræt, at mit hjerte har vokset sig for stort. Derfor havde jeg fået hjerteflimmer og dårligere hjertefunktion.

Jens var indlagt i fire uger, og han husker det sådan:

– Jeg var fortvivlet over, at jeg nu ikke kunne dyrke idræt og være håndboldtræner. Det føltes som en sorgproces, hvor jeg tog afsked med mit gamle liv.

På jobcentret blev han spurgt, hvad han nu ville arbejde med, og Jens nævnte jobbet som kassedame. Han kom i jobprøvning, så i praktik, og i december 2017 blev han fastansat i Føtex.

– Jeg kan sidde ned, og jeg skal ikke lave noget, der får mig til at tabe pusten. Derudover elsker jeg at møde folk. Jeg er stolt af jobbet, og jeg er stolt af kasse 3. Der er dem, der vil kalde det naivt, men jeg møder kun glade kunder. Og søreme: Jeg går selv glad hjem fra arbejde hver dag, siger han med smil bag rullebåndet i den populære kasse i Føtex i Hillerød.

Anbefalet til dig