SPONSORERET indhold

Finalist til Danmarks sødeste kassedame: Lene smiler altid så dejligt

Lene Foskjær har ikke alene et smil og en frisk bemærkning til kunderne i Wika Meny i Køge, hun er også opmærksom på at hjælpe dem, der har behov for det.

Af: Lise Petersen Foto: Henrik Bjerregrav
02. apr. 2022 | Livsstil | Hjemmet

"Se lige Lenes smil. Det er da dejligt," lyder det fra en kunde, da Hjemmet ankommer til Wika Meny i Køge for at tale med kassedame Lene Foskjær. Hun ser bestemt også smilende ud, som hun sidder der ved kasse 2 i butikken.

"Det siger alle. Jeg er nok også meget smilende. Jeg hader selv at komme ind i en butik, hvor der står en – undskyld udtrykket – sur madamme. Prøv dog at være lidt glad. Verden smiler tilbage," siger 60-årige Lene.

STEM NU: Hvem er Danmarks sødeste kassedame?

Til december kan hun fejre 10-års jubilæum i Wika Meny, hvor hun blev ansat efter at have arbejdet først på fabrik og siden 14 år i et tomatgartneri.

"Jeg var usikker på, om jeg kunne finde ud af at sidde ved en kasse. Men hvorfor ikke prøve?" siger Lene.

Hun griner lidt, da hun fortæller om den første tid i butikken, hvor der var juletravlt, og alt var nyt og svært. Lene fandt sig dog hurtigt ikke bare til rette ved kassen, hun fandt også overskud til at lave lidt sjov med kunderne – samtidig med, at hun lynhurtigt fik scannet deres varer.

"Som ung arbejdede jeg på akkord. Det gik stærkt, og det sidder stadig i fingrene," siger Lene, som faktisk kan scanne varerne så stærkt, at det stresser nogle af kunderne. Men også her er Lene opmærksom.

Lene Foskjær
Det går hurtigt, når Lene sidder ved kassen. I de stille stunder, sætter hun gerne varer på plads.

Fis og ballade

En kunde skriver til Hjemmet, at hun lider af angst og har brug for at få alle sine varer op på båndet, inden kassedamen begynder at scanne.

”Når Lene får øje på mig ved kassen, siger hun højt, at hun har behov for en tår vand. Mens hun drikker, får jeg den ekstra tid, jeg har brug for,” skriver kunden.

Lene bekræfter:

"Ja, den kunde bliver stresset, hvis jeg begynder at køre med varerne for tidligt. Så venter jeg da bare, til hun har lagt det hele op. Det gør jeg også, når andre kunder siger, at jeg kører for hurtigt," siger Lene.

Har en kunde glemt en vare, kan hun godt finde på at gå ned og hente den.

"Så kommer jeg også ud og får rørt mig lidt," siger hun.

STEM NU: Hvem er Danmarks sødeste kassedame?

Og har en kunde kurs mod hendes kasse på et tidspunkt, hvor hun er på vej til pause, udsætter hun gerne pausen, til hun har ekspederet ham eller hende.

"Ellers skælder de mig bare ud," siger Lene – med et grin.

Men uanset om kunderne har brug for hjælp til et eller andet eller selv kan klare indkøbsturen, hygger Lene sig med dem. Hun laver en masse fis og ballade.

"Det kan de fleste tåle."

Og de får også ofte en snak, mens hun scanner deres varer. Faste kunder fortæller, hvad der sker i deres liv, og hvis Lene skal på ferie, kan hun også finde på at fortælle dem lidt om det.

"Jeg synes, det er flot, kunderne har nomineret mig til Danmarks sødeste kassedame. Det har jeg også sagt til dem. Det vil være en flot titel at få, hvis jeg vinder," siger Lene.

Anbefalet til dig