sponsoreret indhold
Der er bare nogle perspektiver, der ryger, hvis vi allesammen er ens!
SPONSORERET indhold

Der er bare nogle perspektiver, der ryger, hvis vi allesammen er ens!

30-årige Rias al Ajba har længe været drevet af frygt; for at skille sig ud og ikke præstere godt nok på jobbet. At blive officer i Hæren har gjort en kæmpe forskel i hans liv. Her har han lært at se frygten for at fejle i øjnene, at blive en bedre leder og at værdsætte sine arabiske talegaver.

01. feb. 2022 | Livsstil | Forsvaret

30-årige Rias al Ajba husker alt for godt den dag, hans storebror kom hjem fra krigen i Irak. Det var en sen eftermiddag, broren trådte ind over dørtærsklen i Smørum med tunge soldaterstøvler, og Rias kunne se, hvor meget han havde forandret sig; hvor meget, han var vokset. Oplevelsen var med til at overbevise Rias om, at han selv ville søge ind i Hæren en dag.

”Min bror kom hjem som en mand med tyngde. Det gjorde min interesse for Hæren større – han er jo min storebror, og jeg så op til ham,” siger Rias.

Men der var også andre grunde til, at Rias fik smag for soldaterlivet. Efter han havde arbejdet i det civile i et par år som ’kontormus’ for en større handelsvirksomhed, begyndte han at tænke på at søge ind som officer i Hæren. I handelsvirksomheden oplevede han nemlig, at ledelsesstilen pressede ham op i en krog.

”Dårlig ledelse gjorde mig så presset på tid, at jeg nogle gange blev nødt til at gå væk fra min kontorstol for at lave vejrtrækningsøvelser, da jeg sad og lavede Excel-rapporter,” siger Rias.

Han gjorde ledelsen opmærksom på problemet, men oplevede ikke, at de havde værktøjerne til at hjælpe ham.

”De lod mig tværtimod løbe rundt i mit hamsterhjul og sagde ting som: ”Lige om lidt så bliver det bedre” eller ”snart får du også den forfremmelse, du gerne vil have”. Men det manifesterede sig aldrig, det blev bare værre og værre,” siger Rias.

Oplevelsen skræmte Rias fra vid og sans, og han tænkte, at han aldrig selv ville udsætte nogen for den form for ledelse. Og det var her, hans reelle interesse for at kaste sig ud i en lederuddannelse hos Forsvaret opstod.

Tekst-2.jpg

Fra kontorstol til uniform

Rias startede på officersuddannelsen i 2020 som 29-årig. På det tidspunkt havde han allerede søgt ind én gang i 2015, hvor han gik videre til interview med Forsvarets psykologer, der skulle vurdere, om Rias ville egne sig i Hæren – men han blev afvist.

”Psykologerne lurede, at jeg svarede strategisk og for egen vinding. Efter at have set deres udtalelser tænkte jeg: Jeg er ikke den person, jeg gerne vil være – og som jeg tror, jeg er. Hvad kan jeg gøre for at leve op til mit eget selvbillede?”

”Så jeg kiggede indad et par år og finpudsede mig selv – og den proces er jeg stadig i gang med.

Mine tanker går på, at jeg før - i tiden på min kontorstol - var næret af frygt. Jeg har stadig den her frygt for at fejle og være utilstrækkelig; at nogle vil opdage, at jeg ikke er dygtig til det, jeg laver. Den frygt gennemsyrede mig som menneske, før jeg søgte ind i Hæren,” siger Rias.

Nu hvor han er kommet ind på officersuddannelsen, bærer Rias stadig en frygt for at træde ved siden af. Men i stedet for at gemme det væk lærer han i Hæren at få den frem i lyset.

”Kender du dine begrænsninger, kan du arbejde med dem. I løbet af den træning, jeg har gennemgået i Hæren, er min frygt forsvundet stille og roligt. Det er ikke, fordi jeg klarer alle opgaver på fantastisk vis. Jeg erkender ofte, at jeg er et begrænset væsen, og at jeg ikke har alle svar,” siger Rias.

Brun er en styrke

Rias er født i Danmark og opvokset i et kærligt hjem hos sin mor i Ballerup sammen med fire ældre søskende. Hans mor flyttede fra Irak til Syrien i 1990 efter et brud med faren og tog senere deres fire børn med til Danmark, hvor hun søgte asyl. Få måneder efter blev Rias født på Hillerød Hospital.

”Min mor var træt af sin tilværelse. Hun tog mine søskende med til Syrien, men så begyndte geopolitik pludselig at spille ind i relationen til min far, for krigen i Irak brød ud. Hun kunne ikke vende tilbage, så hun flyttede til Danmark for at søge asyl. Det fik hun, og her er jeg så født,” siger Rias.

Han har gået på en arabisk friskole i Valby, hvor han lærte at tale og skrive arabisk og har senere gået på gymnasiet og studeret på CBS, hvor han blev uddannet cand.merc. Og Rias betragter det som en styrke, at hans farvede baggrund kan være med til at skabe diversitet i officerkorpset.

”Jeg ser det at være brun i Forsvaret som en styrke. Jeg kan arabisk flydende uden dialekt eller accent. Og når vi snakker geopolitik, så kan jeg perspektivere det på en anden måde, end de andre kadetter kan på grund af min baggrund og familiehistorie,” siger han og tilføjer:

”Der er bare nogle perspektiver, der ryger, hvis vi alle sammen er ens!”

En del af fællesskabet

Da Rias skulle søge ind på officersuddannelsen, vidste han godt, at de fleste af hans kolleger var hvide mænd. Og han tænkte da også over, hvordan han egentlig ville blive modtaget, når han begyndte.

”Man har jo ikke lyst til at være kendt som ham den brune i Forsvaret,” siger han:

”Så jeg tænkte da på, hvordan jeg ville blive modtaget. For jeg har oplevet nogle negative ting i løbet af mit liv på grund af min hudfarve; jeg har oplevet hyggerascime og grov racisme og er blevet visteret af politiet en del gange. I medierne bliver jeg ofte fremstillet som ’den anden’, og det er noget, jeg har i baghovedet, når jeg træder ind på en ny uddannelse, i et nyt job eller i en ny fritidsaktivitet – whereever,” siger Rias.

Hvad er det, som gør en forskel i Forsvaret?

”Når jeg har uniformen på, så er jeg en del af et fællesskab, og det fællesskab værner vi om i Forsvaret for at kunne løse de opgaver, vi bliver indsat i. Vi bliver rystet sammen hurtigt som en gruppe, når vi opererer i pressede situationer. Og der er ikke plads til at være diskriminerende,” siger han.

”Og så bliver man bare en del af familien. Jeg har aldrig følt mig så lidt anderledes som nu. Det er fordi, jeg er den uniform, jeg har på,” siger han:

”Og det er det, som er så fucking fedt ved Forsvaret. Det er, at du bliver dømt på dine handlinger. Hvis du er ham, der brokker dig – så er du ham. Og hvis du er ham den geniale, som tager læsset for dig og dine kammerater, så er du ham! Det er mega fedt.”

Betragter du dig selv som en rollemodel?

Altså, jeg vil helst ikke rejse armene og sige: Se mig, se mig. Men selvfølgelig har jeg tænkt den tanke; at det kunne det være fantastisk at stå overfor en gruppe på mere end 30 soldater, hvor der måske stod en ung, brun gut, som er 18 år gammel, og som måske har oplevet nogle nederlag og ikke har haft nogen at se op til. Jeg vil være stolt, hvis jeg kan gøre en forskel for ham.”

Tekst-4.jpg