Helle Fagralid har vundet en Robert for sin rolle i "Sorg og glæde". Her fortæller hun om sin egen sorg.
Foto: Franne Voigt Helle Fagralid har vundet en Robert for sin rolle i "Sorg og glæde". Her fortæller hun om sin egen sorg.

Helle Fagralid: Det er min største sorg

Helle Fagralid har netop vundet en Robert for sin rolle i"Sorg og glæde". Hendes egen sorg er skilsmissen. Her fortæller hun om arbejdet med den svære rolle og om hendes private sorg.

Vinteren 1984.

Johannes kører bilen op ad indkørslen. Han har netop været ude at fortælle om sit arbejde som filminstruktør, og mens han nærmer sig det gule murstenshus, betragter han køkkenvinduet. Undrer sig over det slukkede lys. Da han forlod huset, sad hans kone og madede deres lille datter i køkkenet. Men indenfor er det ikke hende, der venter i sofaen. Da han træder ind i stuen, bliver han mødt af den værst tænkelige katastrofe, man kan komme ud for. I sofaen sidder hans svigermor. I chok. Hun bryder grædende sammen og fortæller, at hendes datter, Johannes' kone, Signe, har slået deres ni måneder gamle datter, Maria, ihjel. I en psykose.

Afsæt i personlig tragedie
Det var en heftig historie, Helle Fagralid blev præsenteret for, da hun blev inviteret til casting på filmen "Sorg & Glæde". Ikke mindst fordi den tager direkte afsæt i instruktøren Nils Malmros' personlige tragedie og store sorg, som skete i netop 1984. Malmros' hustru, Marianne Tromholt, var på daværende tidspunkt i behandling for en psykose på Psykiatrisk Hospital i Riiskov. Herfra var hun sendt hjem på weekendorlov, men hun var ikke i stand til at tage vare på hverken sig selv eller sit barn, som hun slog ihjel.

Nils og Marianne blev sammen igennem den store sorg. Og bor endnu i det hus, hvor den ubærlige ulykke skete. Marianne blev rask og kom endda tilbage til sit job som lærer. Og det er det, Malmros' film, som han hævder bliver den sidste i rækken, handler om. Hvordan man når frem til den gensidige, modne kærlighed på trods af en så massiv sorg.

– Jeg har ikke været så optaget af den virkelige historie, måske fordi det så var nemmere at gå dybere ind i karakteren, som hun er skildret i manuskriptet, og selvom det ligger meget tæt op ad de virkelige hændelser, så er det alligevel fiktion. Men det, der gør filmen og historien her unik er netop, at det er sket i virkeligheden, siger Helle Fagralid.

LÆS OGSÅ: Helle Fagralid - "Sorg og Glæde var en kæmpe udfordring"

For mange er det uforståeligt, at de bliver sammen
Hun har en betagende, sprød sarthed over sig, som hun sidder her i sin garderobe i Skuespilhuset og varmer hænderne om en kop te, mens hun kigger ud ad de store panoramavinduer og lader blikket glide ud over vandet i Københavns Kanal. Det er, som om hendes blide, yndige og spinkle natur kalder på at forløse komplekse roller, hvor skrøbeligheden truer med at tage over. Som nu Signe i "Sorg & Glæde".

– For mange er det fuldstændigt uforståeligt, at de bliver sammen, og at han tilgiver hende. For mig er det virkelig, virkelig smukt. For det handler om de valg, vi tager i livet. Og nogle gange føler man jo ikke, at man har et valg, for så handler man ud fra instinkter eller er styret af sine følelser. Men Signe kunne have været tabt. Hun kunne have endt sine dage på psykiatrisk afdeling eller have taget livet af sig selv, men bliver reddet af kærligheden. På en måde redder de hinanden, Signe og Johannes – for hvordan får man nogensinde et normalt liv igen efter sådan en tragedie? Det kræver en utroligt stor vilje til livet. Det, der gør den her historie helt speciel, er, at han ikke gør, som man kunne forvente. Johannes giver hende ikke skylden. De skilles ikke i sorgen, men bliver i den og deler den, lever med den. På den måde bliver den lettere at bære – fordi de bærer den sammen. Måske kan man kalde den en lykkelig tragedie.

Allerede til castingen havde Helle en klar følelse af, at rollen bare var hendes. At hun connectede med Signe.

– Jeg kan godt forstå karakteren. Jeg har intet problem med at sætte mig ind i, hvad hun er styret af og påvirket af. Det er ikke fordi, jeg ligner hende privat. Men der var en umiddelbar genklang og forståelse. Og sådan var det også i mødet med Nils, som jeg mødte første gang til castingen. Det føltes rigtigt.

Du skal græde meget mere!
Helle fortæller indlevende, hvordan der var en helt særlig stemning på holdet, og hvordan Nils Malmros startede med at holde en tale, som kom til at præge optagelserne, fordi alle dermed vidste, hvad det handlede om og havde så stor respekt for det.

– Nils er så dygtig og så direkte og åben. Det har været en kæmpe oplevelse at arbejde sammen med ham og være med til at forløse hans historie. Han har jo arbejdet længe på det her manuskript, og så er han en instruktør, der fuldstændig ved, hvad han vil have. Helt ned til en lille detalje som brudebuketten, som ikke havde den rigtige farve blomster, så jeg derfor måtte smide kjolen igen, og han kunne drøne af sted med den og en rekvisitør – for at finde den rigtige farve blomster, som matchede kjolen. Alt var lagt til rette, så jeg skulle egentlig ikke gøre det store forarbejde. Det føltes meget let. Han være meget teknisk og konkret, og det var egentlig enormt befriende. "Du skal græde meget mere!" kunne han komme ind og sige. Og så ud igen. Der var ikke noget navlepilleri eller noget privat.

"Hun er et meget elskeligt menneske."

Helle havde også fornøjelsen af at møde Nils Malmros' kone, Marianne, som kom på besøg et par gange for at følge optagelserne.

– Hun er et meget elskeligt menneske. Det betød rigtigt meget for mig at møde hende – ikke så meget i forhold til at skabe en karakter og skulle spille rollen som Signe, for hun er min version, men det betød noget for mig privat. At mærke hendes accept. Af mig. Og af filmens tilblivelse.

Brugte en dag på en psykiatrisk afdeling
Helle Fagralid har flere gange tidligere spillet roller, der krævede indsigt og indlevelse i et skrøbeligt sind, kvinder i ubalance. For at få et konkret indblik i, hvordan medicinen Serenase, som Signe i filmen får, helt specifikt påvirker et menneske, fik hun dog lov til at følge en dag på en psykiatrisk afdeling, hvor hun mødte flere patienter, der var under påvirkning af antipsykotikummet.

– Det er Serenasen, der gør, at hun ikke kan græde efter ulykken. Hvor hun er fuld af følelser og ikke kan udtrykke dem – og derfor får det her lidt forstenede udtryk. Det havde jeg brug for at se for at kunne finde mit eget udtryk i det.

Ligesom med Helles rolle i "Forbrydelsen 3" som Maja, der får kidnappet sit barn, kæmper Signe med afmagt. Og det er også den, mener hun, der i psykosen driver Signe til en tragisk handling.

– For mig at se er det næsten, som hvis hendes datter var død i et biluheld, og hun selv havde kørt bilen. Den scene i filmen, hvor forældrene i hendes skoleklasse ønsker hende tilbage, er hentet fra den virkelige historie. Det er meget rørende. Og livsbekræftende. For det handler om det potentiale, vi alle sammen har – vi har alle lyse og mørke sider, og vi kan til dels selv vælge, i hvilken retning vi vil gå. Og så sætter de mennesker, vi møder på vores vej, deres præg på, hvor vi bliver ført hen. På godt og ondt.

Sorg over skilsmisse
Nu er hun selv 37. Og hvis hun ser på, hvor livet har ført hende hen – og hvilken sorg og glæde, der fylder mest i hendes liv, er svaret enkelt. Men det er også her, de store følelser presser på.

– Den største glæde er ubetinget mit barn, siger hun og lyser op.

– Min søn, Louis, som er 7 år. Og samtidig er det min største sorg, at jeg ikke er sammen med ham hver dag.

Hendes rolige stemme kæmper med at holde sammen på sig selv, men bryder op i små knæk. Det udløser en tåre og et forløsende og let forlegent grin. Det er knapt to år siden, hun og eks-manden, trommeslageren Stefan Pasborg, måtte bryde op efter ti års samliv og splitte det lille trekløver, de havde skabt.

– Det er den største sorg at skulle undvære Louis halvdelen af tiden. Men det er et vilkår og til dels et valg. Der er bare ikke noget alternativ, for selvfølgelig skal han tilbringe tid med sin far, som han elsker, og som er verdens bedste far.

– Jeg prøver at være rationel omkring det og tænke, at det er et vilkår, og så må vi få det bedste ud af det – og det bedste ud af livet. Det nytter ikke noget at sidde og have dårlig samvittighed og føle skyld. Der er ikke noget alternativ.

"Man kan jo bruge meget tid på at spekulere på, hvad man kunne have gjort anderledes."

– Hans far og jeg er meget, meget gode venner. Og rigtigt gode til at være forældre, og det er jeg lykkelig for, for det betyder alt. Det er jo også det, man siger, er det væsentlige for et barn – om ens forældre kan kommunikere, om de er ordentlige og loyale og kærlige over for hinanden og har respekt for hinanden. Og det gælder uanset, om man er sammen, eller om man er skilt. Så i virkeligheden er det nok bedre at have den relation, vi har, i et skilt forhold, end at leve sammen med dårlig kommunikation og ingen respekt for hinanden.

– Man kan jo bruge meget tid på at spekulere på, hvad man kunne have gjort anderledes, og det er måske meget godt i forhold til ens fremtidige liv – at man lærer af sine erfaringer, men man kan ikke ændre på fortiden, man må forsøge at komme videre.

Helle har sin søn halvdelen af tiden, men både eksmandens og hendes eget job kræver stor fleksibilitet. Heldigvis skaber det ikke konflikter i forhold til deleordningen.

– Det hjælper mig meget at holde fokus på min søn. Og hele tiden tænke, hvad der er bedst for ham. Han har jo ikke valgt det her. Omvendt skal man passe på, at man ikke gør barnet til offer – at det er synd for ham, at han ikke har sin mor og far hele tiden. Man er nødt til at gøre det klart over for barnet, at det er et vilkår. En beslutning, de voksne har taget – og som han ikke kan påvirke og derfor heller ikke skal føle skyld overfor.

Forelsket igen fire måneder efter bruddet
Fire måneder efter bruddet mødte hun den 16 år ældre filminstruktør Ole Bornedal. Til det, der bare skulle have været et helt stilfærdigt møde i forbindelse med Ole Bornedals film "1864".

– I løbet af to minutter talte vi om noget væsentligt og følte en direkte kontakt. Og var nysgerrige efter at lære hinanden bedre at kende. Det føltes let og ukompliceret. Ærligt. Det var en helt klar følelse af, at det ikke kunne være anderledes. Der var ikke rigtigt noget valg. Det var besluttet for os. En skæbne-fornemmelse. Ligesom det var med Nils' film – at det føltes rigtigt. Man kan godt mærke, når noget er rigtigt. Og det er ikke særligt tit, det sker, så det handler vel om at holde fast i den følelse, når den slår ned i en. For der er jo også fornuft og andres holdninger og meninger og det praktiske og alt muligt andet, der kan forstyrre. Man skal følge sin mavefornemmelse. Og ja, nogle gange falder tingene også bare i hak, fordi man er et bestemt sted i sit liv. Og er moden til det.

– Vi er virkelig, virkelig gode for hinanden. Det føles – og har fra første dag – føltes meget, meget let at kommunikere og være i samme rum. Vi er ikke kun ens – vi er også meget forskellige – men vi er ret enige om de grundlæggende værdier.

Blev gift og flyttede sammen på et år
Inden for samme år havde Helle Fagralid ikke bare mødt en ny mand, men var også flyttet sammen med ham og blevet gift i al hemmelighed. Det forelskede par købte hus sammen i Hellerup nord for København, og her rykkede de ind med fire af deres fem sammenbragte børn i alderen 3-22.

– Det er meget anderledes at leve i en sammenbragt familie. Man kan ikke bare læne sig tilbage og tro, at det hele fikser sig selv eller bare kører. Man er nødt til at tage et ansvar på sig, for der er mange hensyn og behov og meninger og følelser, som vi er nødt til at forholde os til. Ole og jeg er meget enige, og det er jo et ret godt fundament. Vi har stor forståelse for hinanden. Og så oplever vi jo bare de samme udfordringer, som de fleste sammenbragte familier gør. I bund og grund handler det måske om at justere sine forventninger, acceptere vilkårene og glæde sig over alt det gode. Og så gælder det om at få øje på alle de gaver, der er – midt i kaos. Acceptere at livet har alle sider i sig. Den der totale harmoni eksisterer ikke – der skal være plads til alle følelser. Børn skal lære, at det er okay at være rigtigt ked af det eller rigtigt vred.

"Det er meget anderledes at leve i en sammenbragt familie."

– Louis har også taget imod det med blandede følelser. Han er jo fuldstændig lykkelig over at have fået søskende. En lillebror og tre større søskende. Det er en kæmpe gave, men selvfølgelig også en udfordring at gå fra at være enebarn til at være del af en flok.

Men en ting er nye søskende. Hvad med det at skulle dele sin mor med en ny mand?

– Det har han faktisk ikke reageret så voldsomt på. Børn følger jo med i, hvad der foregår. De er så opmærksomme på, hvordan vi agerer. Og når han kan mærke, at jeg er glad og sikker i mine valg og beslutninger, bliver han jo også tryg. Og når han kan mærke, at der er gensidig respekt hans far og mig imellem, så er alt i orden. Det har været altafgørende. Vi har været meget loyale. Hans far har også fået en ny kæreste, som jeg har det rigtigt, rigtigt fint med. Jeg kan se, hun er god for Louis, og det er det vigtigste. I skilsmisser, hvor der er børn involveret, handler det virkelig om at sætte sig ud over sig selv og sine egne følelser.
Og jeg kan godt forstå, at det kan være svært.

Er selv skilsmissebarn
Helle Fagralid er selv skilsmissebarn. Hendes forældre blev skilt, da hun var to år. Faren var tømrer, og er nu pensioneret. Moren arbejder stadig som lægesekretær – hun var nemlig kun tyve år, da hun fik Helle.

Størstedelen af tiden boede hun hos moren i det sociale boligbyggeri Vapnagård i Helsingør, og hver anden weekend i farens parcelhus på en stillevej i Snekkersten.

– Det var to meget forskellige verdener. Også rent socialt. Min mor havde ikke så mange penge, min far var lidt bedre stillet. Det var nok en anelse mere borgerligt hos min far og mere frit hos min mor. Familiefornemmelsen fik jeg mest hos min far – med papstoresøster, papkusine, papbedsteforældre og familieture i skoven. Det var vel en udvidelse af min verden – et indblik i to forskellige måder at leve på.

"Det er for lidt kun at se den ene forælder hver anden weekend."

– Mine forældre har altid været meget gode til at samarbejde omkring forældreskabet, jeg har aldrig set dem skændes eller hørt dem tale dårligt om hinanden. Det har altid været meget rene linjer. Når jeg ser tilbage på det i dag, kunne jeg nu godt have tænkt mig, at min tid hos dem var fordelt mere ligeligt. For det er for lidt kun at se den ene forælder hver anden weekend. Det følte jeg i hvert fald, at det var. Jeg tror, det er vigtigt at have hverdagen sammen også og ikke kun weekenderne. Jeg følte mig meget hjemme hos min far, men jeg tror mere, det handler om at have tid sammen. Tid til også at kede sig og have konflikter – og tid til at blive gode venner igen. Hvis man kun har de der små... ferier nærmest, så tror jeg, det kan være svært at nå dybere ind til hinanden. Derfor er det virkelig godt, at man i dag anerkender, at begge forældre er lige vigtige.

Helle Fagralid

Skuespiller. Uddannet fra Statens Teaterskole i 2001. Ansat på Det Kongelige Teater siden 2002 og har medvirket i film, siden hun var 10 år. Ridder af Dannebrog siden januar i år.

Aktuel i Nils Malmros' film "Sorg & Glæde".

Opvokset i hhv. Helsingør hos sin mor og i Snekkersten hos sin far. Har to yngre brødre og en lillesøster.

Mor til Louis på 7 år.

Bor i Hellerup med filminstruktør Ole Bornedal, som hun blev gift med sidste år, og parrets fire sammenbragte børn – Helles søn Louis og tre af Oles fire børn: Claudia på 16, Fanny på 13 og Peter på 4. Den ældste, Johan på 22, er flyttet hjemmefra.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Sorg