Nordbrandt er blevet så populær at det næsten er en kliche at nævne ham, men alligevel: Han er både selvoptaget og selvironisk på sig selv og sit lands vegne. Siden de første Digte i 1966 har han siddet og digtet i ind- og udland om stort og småt og hans ord, de er fucking magiske. Læs nu bare ”Jeg har købt mig fattig i roser”:

“Jeg har købt mig fattig i roser, jeg er gået vild i blåt.

Hvis jeg ikke ser dig i morgen er jeg en død mand

og ligger langt ude på havet under en bleg martshimmel

som et spøgelsesskib der er sejlet fra sin galionsfigur

og har efterladt billedet af den i alle vinduerne

med en rose i den ene hånd og den anden åben og strakt frem.”