"Hva' fanden er der egentlig sket med vores sprog?"
Foto: Alamy Det kan være sjovt at tale grimt. Men hvis vi tager skraldespandssproget med ud i resten af verden, så risikerer vi i bedste fald at blive misforstået og i værste fald at støde folk fra os, skriver Frederikke Lett.

"Hva' fanden er der egentlig sket med vores sprog?"

"Hva' fanden er der egentlig sket med vores sprog?"

Frederikke Lett om kvinder, der taler grimt.

Af Frederikke Lett

"Hva' fanden er der egentlig sket med vores sprog?" spurgte jeg mine veninder forleden.

Jeg havde lige været til en middag med en flok for mig ukendte kvinder, der havde det til fælles, at de alle var kommet hjem efter flere år i udlandet. Og nej, det var ikke ældre damer med blånet hår, blegede tænder og en udtale som en halvstøvet Morten Korch-film.

LÆS OGSÅ: "De mennesker, der sviner andre til på Facebook, skal ud af din digitale vennekreds"

Det var sjove kvinder i starten af 40'erne, som sagde, at det mest bemærkelsesværdige ved at komme tilbage til Danmark var, hvor grimt vi alle sammen var begyndt at tale. Hvordan vi iklædt Chanel og Isabel Marant bandede og svovlede som grovkornede plebejere uden at blinke to gange. "Det er da kraftstejleme for fucking vildt!" udbrød jeg til kvinden, jeg havde til bords – hvorpå hun så på mig, lettere frastødt.

Min mand siger, at jeg bander som en havnearbejder, når jeg skal sige følelsesladede ting, er begejstret eller forarget. Det er egentlig mærkeligt. For jeg blev i den grad opdraget i et hjem uden svovlerier, hvor ordet fuck var lige så forbudt som at sidde med albuerne på bordet eller smaske.

Alligevel er det, som om noget har forandret sig. Det er blevet legitimt. Som om,
at fordi vi ved, hvordan man taler pænt, mener vi, at vi gerne må sløse. Og det smitter jo af.

F.eks. har jeg det med for sjov at gå rundt og sige: "Hold nu bare jeres kæft alle sammen". Men en aften ved middagsbordet udbrød min datter på tre år pludselig: "Hold nu bare jeres kæft alle sammen!"

Selvom vi grinede og lavede Signe Molde-lignende videoer, som høstede stor
applaus på Facebook, faldt det mig for brys-tet, da hun siden benyttede enhver given lejlighed til at fyre frasen af.

Min veninde, som er advokat, fortalte mig, hvordan hun forleden dag høvlede forbandelser af sig i retten og måtte undskylde over for dommeren. Hos en anden veninde har de et hårdt sprog, som alle i hjemmet bruger med stor kærlighed. Da hendes søn for tredje gang ringede for at høre, om han måtte komme hjem og hente madpakken, råbte hun ind i røret:" Ja. Sgu da, det har jeg jo sagt!!! Er du flintrende psykopat????" Det hører med til historien, at telefonen var på højttaler, så læreren kunne høre, at det var o.k., han gik hjem midt i skoletiden. Men ikke alle hører jo kærligheden bag de hårde ord.

Jeg tror, det for mit eget og mange andre kvinders vedkommende handler om, at vi vil give vores udtalelser al den fynd og klem, de kan trække. Vi er ikke pæne
piger, der venter tålmodigt på vores tur – næ, vi kan både banke i bordet og spytte en ed ud for at understrege, at os slår man sgu da ikke lige af pinden.

Men i bund og grund er det ikke til at holde ud at høre på. Vi selv er måske blevet døve for det – men det er andre ikke. Ord er gratis, men betyder noget.
Og nej, vi skal ikke gå rundt som små kontrollerede marionetdukker, der taler med højt a og leger, at vi alle er til te hos dronningen.

Det kan være sjovt at tale grimt, bruge slang og være indforstået med sine venner i en lukket kreds. Men hvis vi tager skraldespandssproget med ud i res-ten af verden, så risikerer vi i bedste fald at blive misforstået og i værste fald at støde folk fra os. Og det vil være så fucking nederen, når vi nu er sådan nogle motherfucking cool bitches! 


LÆS OGSÅ: Singlekvinder i Kina: Hvis du ikke er gift, når du er 27, er det for sent

LÆS OGSÅ: Kvinder indeholder mere end æg og æggestokke

LÆS OGSÅ: Derfor er modne kvinder blevet så hotte 

Frederikke Lett

41 år, selvstændig konsulent og skribent. Bor i Snekkersten med sin mand og datter. Har to bonusbørn.

Se, hvad vi ellers skriver om: Samfund og Frederikke Lett