Hvert år får 29.000 danske kvinder tæsk

Knytnæveslag, voldtægt, kvælertag, indespærring. Den brutale liste over partnervold, der når til det danske retssystem, er lang, men ikke udtømmende. 29.000 kvinder udsættes hvert år for vold af deres partner eller ekspartner. Det svarer til 80 om dagen.

– Man bliver overrasket over, hvad det er for en vold, danske kvinder og børn er udsat for i 2014, som leder af Danners Videncenter og Projektafdeling Henriette Højberg siger.

Hver eneste uge må Danner, som også driver et krisecenter, sende en del kvinder videre med en trist besked. Der er ikke plads. Værelserne er fyldt op af andre kvinder med børn, der har brug for hjælp og beskyttelse mod voldelige mænd, og derfor bliver de henvist videre til alternative krisecentre og rådgivninger. Antallet af henvendelser er steget markant, og overgrebene er grove og har ofte fundet sted over en årrække, fortæller Henriette Højberg.

– Når vi møder dem her på krisecentret, har de oplevet noget, som på mange måder invaliderer dem, forklarer hun.

Men hvorfor pokker går kvinderne ikke efter den første lussing? Smider idioten ud? De færreste kan da være i tvivl om, at det er forkert? Så let er det dog ikke, forklarer Henriette Højberg.

– Det, der gør et voldeligt forhold særligt kompliceret er, at det hele tiden er en vekselvirkning mellem kærlighed og vold. Når voldsudøveren siger, at han elsker hende, mener han det. Når han siger, "jeg gør det aldrig igen", så mener han det ofte også, fordi han tror på, at han ikke gør det igen. Og hun elsker jo også ham og håber hver gang, at volden stopper. For andre er angsten så stor, at det er svært at forlade ham.

"Det sker ikke for mig"

Samtidig kan det være vanskeligt at erkende, at man er havnet i et voldeligt forhold.

– Mange af især de helt unge kvinder oplever sig selv som stærke, de føler sig frigjorte og ved, at de lever i et ligestillet samfund, og når de så bliver udsat for vold, oplever de det som rigtig skamfuldt. De tænker: Jamen, jeg er jo veluddannet, jeg har jo et godt liv og et godt netværk, hvordan er jeg så endt med en voldelig kæreste? fortæller Henriette Højberg.

Det bekræfter lektor fra Aalborg Universitet Inger Glavind Bo, der har forsket i vold mod helt unge kvinder og er forfatter til bogen "Det sker ikke for mig".

– Kvinderne kan ikke identificere sig med det voldsoffer, som de kender fra medier og kampagner, hvor der ofte tegnes et meget stereotypt billede af voldsramte kvinder som forslåede, undertrykte og ressourcesvage.

Flere af de 16-24-årige kvinder, hun har interviewet, var velfungerende unge med gode familier og stærke netværk. Men efter en periode begynder kæresten at tale grimt til dem, holde dem fast eller puffe til dem.

– I udgangspunktet er det måske ikke noget, som giver dem blå mærker, og så tænker de, jamen, det er jo ikke rigtig vold. Samtidig begynder han at underminere dem psykisk og kontrollerer dem socialt via f.eks. mobiltelefonen, og pludselig begynder det netværk, som er afgørende for at hjælpe dem ud af volden, at smuldre. Måske har forældre og venner også været skeptiske fra starten, og så kan det være svært at gå til dem, når det viser sig, at der faktisk er noget galt med ham, forklarer Inger Glavind Bo.

Danmark har et problem

Tidligere på året kom nyheden om, at danske kvinder var de mest udsatte for vold, stalking og sexchikane i EU. Baggrunden var en stor undersøgelse foretaget blandt 42.000 kvinder i EU, men kort efter nyheden blev offentliggjort, udtalte en af landets førende forskere på området, at undersøgelsen var utroværdig med henvisning til metodiske problemer. Flere kommentatorer fulgte efter med en række "det kan ikke passe"-indlæg. Sådan er danske kvinder jo ikke. Debatten blev hurtigt lukket, og det ærgrer lektor og ph.d. ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, Trine Baumbach, der har forsket i vold mod kvinder.

– Jeg forholder mig ikke til den konkrete undersøgelses kvalitet, men det faktum, at vold mod kvinder gang på gang bliver bagatelliseret i den offentlige debat. Ved at give sig til at diskutere, om undersøgelsen var troværdig, fandt vi igen en anledning til at komme uden om det egentlige problem: Nemlig at der er langt flere danske kvinder, som er udsat for vold, end vi er klar over. Alle i Danmark siger, at de er imod vold, men i realiteten ønsker vi ikke rigtigt at tale om det. Når politikerne skriver under på konventioner mod vold, handler det altid om at hjælpe kvinder i den tredje verden, for der kan vi godt se, at de har et problem. Men lige så snart vi skal tale om vold mod kvinder i Danmark, ender det altid i undskyldninger som, "Jamen, det er ikke så udbredt, som det var engang", eller "Der skal to til en tango". På trods af at vi bryster os af at være et veludviklet, civiliseret samfund, der officielt tager afstand fra den slags, er volden bag hjemmets fire vægge et kæmpe problem, siger Trine Baumbach, der mener, at virkeligheden kolliderer med vores eget selvbillede.

LÆS OGSÅ: "I Danmark er 'husmor' et skældord"

Latterliggjort

Journalist Irene Manteufel er en af de andre debattører, der beklager, at vold mod kvinder ikke har en mere fremtrædende plads i den offentlige debat.

– Den EU-undersøgelse var et godt eksempel på, at pressen enten tier eller griner emnet ihjel, siger hun med henvisning til, at der et par dage efter nyheden blev bragt en satiretegning i dagbladet Politiken. Tegningen forestiller en stor, rasende kvinde, der råber aggressivt af en lille, undseelig mand, som kommer til at køre ind i hende med sin vogn i supermarkedet. "Av for satan! Dit voldelige svin, jeg skal komme efter dig – ska' jeg! I en EU-rapport," lyder teksten.

– I andre landes medier latterliggjorde man ikke undersøgelsen, men undrede sig i stedet over, at et ligestillet land som Danmark lå i toppen, siger Irene Manteufel og fortsætter:

– Men måske er det netop, fordi vi bryster os af ligestilling, at vi har svært ved at diskutere sådan nogle emner, for alle er jo enige om, at danske kvinder skam er frigjorte. Underforstået: I skal bare holde jeres kæft, siger Irene Manteufel.

Hun er formand for den danske afdeling af "Everyday Sexism Project", der samler beretninger om hverdagssexisme, og hun mener, at en stor del af forklaringen på, at vold mod kvinder er så udbredt er, at vores kultur grundlæggende er sexistisk.

– Sexisme og kønsrelateret vold er to sider af samme sag. Der er stadigvæk masser af mænd, som føler, at kvinder er underlegne, og at de har ret til sex og kvindeligt selskab, og hvis de ikke får det, så har de ret til at slå. I vores projekt kommer der dagligt historier om kvinder, som har oplevet grænseoverskridende eller ligefrem voldelige handlinger, men enten tør de ikke fortælle om dem, eller også bliver de ikke taget alvorlig, hvis de siger det til andre. De møder ofte holdningen "Sådan er mænd jo", eller at det nok er deres egen skyld. Men når vi bagatelliserer, at mænd kommer med tilråb, tager dig på røven eller gør grovere tilnærmelser, så skaber det et ulige forhold mellem kønnene, for kvinden ved aldrig, om det udvikler sig og ender i noget værre og måske voldeligt.

Mild dom efter skænderi

Den danske lovgivning giver gode muligheder for at straffe vold fra en partner, fortæller Trine Baumbach fra Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet. Men når det gælder systemets håndhævelse af lovene, står det knap så godt til, pointerer hun.– Både politiets og retsvæsenets tilgang til vold mod kvinder er temmelig fodslæbende. Det er ikke ret mange år siden, at vold i hjemmet blev anset for et privat problem, som myndighederne ikke skulle blande sig i, og den holdning hænger ved. F.eks. er der mange kvinder, som anmelder vold, og når der så kommer en retssag ud af det, falder de fra, fordi de er blevet gode venner med manden og også har børnene at tage hensyn til. Så siger man i retssystemet "Der kan I bare se, det var ikke så slemt alligevel, det kunne de selv løse", og så bliver der ingen sag. Men sådan skal det ikke være. Det er en forbrydelse, og den skal ikke kun retsforfølges, hvis offeret tager initiativ til det. Som samfund skal vi påtale, at det er forkert. De mænd, der slår, oplever, at der ikke sker dem noget alvorligt, og de bliver bekræftet i, at de ikke har gjort noget forkert. Nok så vigtigt oplever de børn, der overværer volden, at der ikke sker noget, når far slår mor, og derfor vokser de op med en fejlagtig opfattelse af, hvordan man skal behandle hinanden. På den måde lever problemet videre, siger Trine Baumbach.

Et andet problem er også, at retsvæsenet ser det som en formildende omstændighed i forhold til voldsmanden, hvis der har været skænderi mellem parterne forinden, påpeger hun.

– Der er ret mange domme, som bliver betingede, så voldsmanden ikke skal ind og afsone, når det gælder partnervold, fordi der har været uoverensstemmelse forinden. Hvis det havde været vold i alle andre relationer, skulle voldsmanden i fængsel, fastslår hun.

Flere på krisecenter

Gennem de sidste ti år er antallet af kvinder, der henvender sig til Danners Krisecenter steget med 300 procent. Den stigende tendens kan spores hos alle landets krisecentre, men samtidig viser undersøgelser, at partnervolden er faldet i samme periode. Hvordan går det til? Er kvinderne blevet tyndhudede, så de render på krisecenter, når partneren lægger en arm på dem, eller bruger de opholdet på krisecentret som et våben i en skilsmissekonflikt, sådan som det har været antydet i forskellige historier i medierne?

– Det er udelukkende et tegn på, at kvinder i højere grad ved, hvor de skal få hjælp. Vi har ingen kvinder boende på krisecentret, som ikke har været udsat for vold, fastslår Henriette Højberg fra Danner.

Ud over at kvinderne er blevet bedre til at søge hjælp, er en anden god nyhed, at vi er blevet bedre til at tale om volden og reagere ved mistanke, fortæller Henriette Højberg. Blandt andet takket være de landsdækkende kampagner.

– Vi oplever, at mange pårørende og arbejdsgivere kontakter os, fordi de er i tvivl om, hvad de skal gøre for at hjælpe en kvinde. Er det f.eks. et dårligt tegn, at manden ringer ti gange og tjekker konen i arbejdstiden? Hvornår og hvordan skal man gribe ind? Men der er stadigvæk rigtig mange, som mener, at vold er noget, som tilhører privatlivets fred, og "et par på kassen" da ikke gør noget.

Og der er lang vej at gå, understreger hun.

– Vold er stadig et tabu, og mange kvinder mangler hjælp. Selvom der har været en række kampagner de senere år, som har haft en positiv effekt, er der stadig politifolk, som siger "Vi kører ikke ud med mindre, det er virkelig alvorligt", og der er også alt for mange kvinder i Danmark, som ikke anmelder vold, fordi de tidligere har oplevet, at de ikke får den hjælp, de har brug for.

LÆS OGSÅ: Utøya: Det er større end en enkelt skydegal tosse

3 korte spørgsmål til ligestillingsminister Manu Sareen:

Hvorfor er der stadig 29.000 kvinder i Danmark, som hvert år er udsat for vold fra deres partner?

– Partnervold skal stoppes, og 29.000 er naturligvis et alt for højt tal. Vi ved oven i købet, at mange af de voldsramte er gengangere. Når det handler om at hjælpe samfundets mest udsatte, har regeringen derfor også sat det som et mål frem mod 2020 at nedbringe antallet af gengangere på landets krisecentre med 30 procent.

Tager vi som samfund problemet alvorligt nok?

– Det korte svar er nej. Jeg kan gøre mit som minister, men det handler også om, at vi alle sammen tager ansvar – som veninde, familie, kollega osv. Vi kan alle sammen i vores hverdag være med til at spotte volden og hjælpe kvinden med at sige fra og søge hjælp. Første trin i kampen mod vold mod kvinder er i virkeligheden, at vi åbner øjnene for problemet.

Hvad vil du konkret gøre for at bekæmpe vold mod kvinder?

– Vi bruger allerede omkring 250 mio. kr. på at forebygge, behandle og yde omsorg for voldsudsatte kvinder og deres børn. Vi skal naturligvis gøre alt for, at deres sikkerhedsnet er så godt som muligt, og at de kommer fri af volden og videre i livet. Ud over den indsats kommer regeringen desuden nu med den fjerde nationale handlingsplan til bekæmpelse af vold i familien og i nære relationer for at sætte yderligere fokus på problemet.

LÆS OGSÅ: Voldtaget - hvorfor går gerningsmanden fri?