Iben Hjejle og Signe Lindkvist
Foto: PR Iben Hjejle og Signe Lindkvist.

Iben Hjejle: "Jeg er allernærmeste pårørende til et menneske, som har fået demens"

Iben har diagnosticeret sig selv med sympatidemens og minder om, at det er vigtigere at kunne huske de gode historier, end hvordan man tjekker ind med Rejsekortet.

Iben: Jeg vil lige starte med en vigtig info. Min cykel står i Malmøgade. Tak. Og jeg gentager: Ibens cykel står i Malmø-gade!

Signe: Haha, hvorfor er det vigtig info?

Iben: Så jeg ikke glemmer, at jeg stillede min cykel i Malmø-gade, fordi der stod en elbil, jeg skal bruge senere. Og det er vigtig info, fordi der simpelthen er sket det, at jeg har fået sympatidemens: Jeg er jo allernærmeste pårørende til et menneske, som har fået en demensdiagnose, og det vil sige, at jeg har opholdt mig rigtigt meget på hukommelsesklinikken og på internettet og under en lavine af brochurer omkring, hvordan man forholder sig og gør.

Signe: Men hvad mener du så med, at du er ved at udvikle en sympatidemens?

Iben: Jamen, nu er jeg jo så også værge, jeg har ligesom overtaget værgemål og fuldmagt og alt muligt, så nu går jeg rundt med en kæmpe mulepose-dametaske. Jeg har også hele tiden to halstørklæder med, fordi der er en mulighed for, at det andet menneske har glemt sit halstørklæde et sted. Og så kører jeg i de her elbiler, der holder rundt omkring, og jeg tror, jeg kører for omtrent 450 kr. om dagen, fordi jeg hele tiden er nødt til at beholde den der bil.

LÆS OGSÅ: Signe Lindkvist om selfie-trend: "Det har jo ikke noget med virkeligheden at gøre"

Signe: Nå, hvorfor?

Iben: Jamen det er jo, fordi jeg går rundt som sådan et levende kartotek over alt muligt nu. Så jeg kan ikke også hele tiden finde en ny bil, hvis jeg skal gå mellem bilerne med en demens-oppakning.

Signe: Så du har bilen som en form for kæmpe håndtaske?

Iben: Ja, og jeg er hele tiden bange for at glemme et eller andet – for eksempel hvor jeg stillede min cykel…

Signe: Jeg kan egentlig godt forstå, at du udvikler det, du kalder sympatidemens, det er vel lidt ligesom dengang, man var på barsel og fik en form for ammehjerne …

Iben: Åh, det er så rart at holde en nyfødt baby, det er ligesom at tage en kæmpe valium, ikke?

Signe: Jeg elsker, du sammenligner de to ting. Åååh, en kæmpe valium og en nyfødt baby.

Iben: Ja, det er naturvalium.

Signe: Men det er jo også ligesom at holde dyrebørn, det bliver man også meget rolig af.

Iben Hjejle og Signe Lindkvist

Iben Hjejle og Signe Lindkvist

Kvinderne bag ”Sitter”-podcasten, Signe Lindkvist og Iben Hjejle, skriver hver uge i ALT for damerne om små og store emner, der berører mange af os. Det kan både være dét, der fascinerer og dét, der irriterer; fælles for det hele er, at Signe og Iben altid har deres eget humoristiske syn på tingene.

Iben: Og ja, ammehjerne minder lidt om sympatidemens – det er noget med at overskue. Vi kan alle sammen stadig sidde og hygge os med et lille glas portvin og huske historier om isbjørne på Svalbard, huske, hvad der foregik i 1964, huske, hvordan man pudser sko i militæret. Alt det er intakt, men alt, hvad der handler om for eksempel at tjekke ind og ud med Rejsekortet eller gå ind på nettet og sørge for at søge boligstøtte eller skifte bank eller huske at tage medicinen og alt sådan noget, det er væk.

Signe: Men må jeg have lov til at sige én ting? Halleluja for det. For tænk, hvis man kun kunne huske at tjekke ind og tjekke ud og havde glemt alt om isbjørnene på Svalbard.

LÆS OGSÅ: Signe Lindkvist: "Man bliver så bange og stresset over det"

Iben: Præcis. Det er jo også kun, fordi samfundet er indrettet på en måde, så det var nemmere, hvis vi bare alle sammen kun kunne huske alt med e-boks. Og i virkeligheden så er dét, vi alle sammen går og mangler, historierne om isbjørnene på Svalbard, eller hvordan du så ud, da du blev født, eller hvad tante Birte sagde til onkel Keld til den skidesjove fest der i 1972! Det er jo dét, vi skal huske på. Det kan jeg i hvert fald mærke nu, at det bliver mere og mere vigtigt.

Signe: Men det er vel også, fordi det ikke automatisk bliver husket, ikke?

Iben: Jo, og det er jo det, vi skal bruge de ældre mennesker til – og børnene … Børn og ældre mennesker minder os om, at der skal være balance på skalaen. Vi skal ikke kun bekymre os om, hvor den næste elbil holder, eller hvor det næste job skal komme fra, eller hvad det i øvrigt skal bestå af.

Signe: Det er også fuldstændigt rigtigt.

Iben: Og det er dejligt og vigtigt, og så er det også en kæmpestor lektie for mig lige nu i hvert fald at hvile i de der situationer, der så opstår.

Signe: Til gengæld vil jeg gerne rose dig – jeg synes, det er så beundringsværdigt og en kæmpe inspiration. Nu er både mine bedsteforældre og forældre jo døde,så jeg har ikke så mange gamle at passe på. Men jeg synes, det er så rørende og dejligt at se, det der med at når man har en gammel, så kan man ligesom sige ”hey, prøv og hør her, det hjælper jeg dig sgu med”. Det var jo også det, man gjorde i gamle dage, ikke? Jeg synes, det er meget beundringsværdigt at prioritere og hjælpe de gamle. Det, synes jeg, er vildt smukt. Det skal du have ros for.

LÆS OGSÅ: Iben Hjejle: "Det er ulækkert! Jeg kan simpelthen ikke lide det"

Iben: Tak, den er modtaget. Men man kan jo sige, at hvis det nu havde været sådan et menneske, som man virkelig ikke orkede, så var det jo heller ikke rart, så ville man også sige ”Øv, kommer der ikke snart nogle uniformerede mennesker og tager sig af den her vanvittige person?!”. Men fordi det her er et menneske, der har bidraget til manges glæde og forståelse og opdragelse, så gider man godt at passe på det menneske. Jeg gider i hvert fald godt. Og alle de andre gider også godt.

Signe: Ja, og jeg skal nok huske dig på, at din cykel står i Malmøgade!

Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende og Livsstil