Ida Auken Interview Hendes Verden

Foto: Sara Skytte "Det var da også en skør tanke, at løsningen på hele klimaproblemet afhang af mig," husker Ida Auken i dette interview med Hendes Verden.

Ida Auken: "Det er faktisk lidt ulækkert at tænke på..."

Det var slet ikke meningen, at Ida Auken skulle været gået ind i politik, men skæbnen ville anderledes. Hun er nu vendt tilbage på Christiansborg efter ti måneders sygemelding, hvor hun har lært at give slip og huske på, at ansvaret for en bedre verden ikke alene hviler på hendes skuldre.

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det første, jeg kommer i tanker om, er et billede af mig, der går rundt om vores sommerhus med min farmor i hånden. Jeg havde lige modtaget mit allerførste brev, som min farmor vist selv havde lagt i postkassen til mig. Det må være mit første minde, og jeg holdt meget af min farmor.

– Vejen, jeg boede på med mine forældre og min storebror og storesøster, hed Strindbergsvej. Det var et hjem med mange bøger og nul mode! Men det var et meget gæstfrit hjem, og mine venner kaldte det for vandrehjemmet, fordi der altid var åbent for dem, der havde brug for et sted at bo eller ville holde en lille fest. Det var også et meget travlt hjem, fordi min mor sad i Folketinget, og dengang lå mange afstemninger om aftenen. Jeg var en blanding af et meget frækt og meget artigt barn. I skolen passede jeg mine lektier, men uden for lavede jeg ballade, og mine forældre mente, at jeg gik i puberteten som treårig, fordi jeg var så stædig. Jeg var en efternøler, der slap af sted med lidt for meget.

LÆS OGSÅ: Maya Albana: "Jeg oplevede, at jeg meget ofte blev talt ned til"

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Min mor har altid talt meget om klimaforandringer, og jeg var rystet, da det gik op for mig som 22-årig, at vi er i gang med at true vores egen eksistens. Jeg fik en viden om, hvor alvorligt det står til. Vi er simpelthen i gang med at varme hele kloden op. Et godt billede er, at rundt om kloden ligger en tynd dyne, som holder på lidt af varmen fra solen. Men vi mennesker bliver ved med at putte mere og mere vat ind i den dyne, så varmen ikke kan slippe ud. Når vi mennesker slipper CO2 ud, bliver dynen tykkere.

– Da det gik op for mig, blev jeg totalt slået ud og fik en form for klimadepression. Jeg følte, jeg var nødt til at gøre noget, selv om opgaven virkede uoverkommelig stor. Pludselig virkede alt absurd. Livet fortsatte bare, mens hele tilværelsen var på spil, og det gjorde mig nedtrykt. Nogle dage kunne jeg ikke komme ud af sengen, for jeg kunne simpelthen ikke se pointen, når fremtiden alligevel var væk. Den følelse kan stadig ramme mig, men i dag ved jeg, at der intet godt kommer ud af det. Det er også derfor, vi skal huske at tale konstruktivt om klima med vores børn og fortælle dem, hvad vi gør, og hvad vi kan gøre.

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg skulle i hvert fald ikke være hverken politiker eller præst som min mor. Men jeg blev begge dele, og det gik jo meget godt. Oprindeligt ville jeg nok hellere være professionel håndboldspiller, men under en rejse til Nicaragua skulle jeg vælge studieretning, og jeg vaklede mellem filosofi, jura, historie og samfundsfag. Til sidst endte jeg i teologi, fordi det var mange ting på én gang: Religion, sprog, filosofi og historie.

– Jeg blev færdig i 2006 og kom også på pastoralseminariet og i praktik som præst på Rigshospitalet og i Herstedvester Fængsel. Men jeg er aldrig blevet ordineret præst. I 2005 var der nemlig en valgkreds i Esbjerg, der spurgte, om jeg ville stille op for dem. Jeg var ikke færdig på studiet, og jeg var ret sikker på, at jeg alligevel ikke ville opnå valg i den kreds, så jeg sagde ja. Også fordi jeg tænkte, at det kunne være sjovt at lege politiker en periode, for jeg ville gerne tale om klimaet. Dengang talte man i det hele taget ikke så meget om klimaet, og der var også dem, der syntes, at jeg gik for meget op i det og blev lidt for skarp i mælet, hvis jeg ikke syntes, at folk tog emnet alvorligt.

LÆS OGSÅ: Iværksætter Signe Wenneberg: Dette er min bedste investering nogensinde

– Jeg fik 2500 stemmer i Esbjerg, hvilket sådan set var meget godt for en københavner-snude, men jeg kom ikke ind før valget i 2007. Jeg fandt dog ud af, at jeg faktisk godt kunne lide det. Min farmor syntes, det var en dårlig ide, at jeg blev politiker, for hun havde set hvor hårdt, min mor havde arbejdet, og hvordan man som politiker altid skal stå til regnskab for alting. Der er også mange konflikter i det job. Men dem har jeg altid prøvet at undgå. Jeg kan faktisk bedst lide den del af politik, som man ikke ser – alt det vi samarbejder om bag linjerne. Konflikterne og tv-debatterne er ikke det, der er det sjove for mig.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har min mand, Bent, som jeg har været sammen med i 16 år, og årene er bare fløjet af sted. Vi mødtes på en højskole, hvor vi lavede revy sammen, og han optrådte i min BH, hvilket, vi begge syntes, var ret sjovt. Syv år senere mødtes vi igen, og vi kunne mærke, at der allerede havde været noget mellem os dengang. Han er den sjoveste mand, jeg kender, og så er han utrolig pæn og klog. Han er også en god far for vores to børn, og så ser han altid verden på en overraskende måde. Han er aldrig kedelig at tale med.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg tænker faktisk ikke over det mere. Men jeg sad engang i et bassin i Lalandia med mine børn, hvor der var en læge, som var helt sikker på, at vi havde arbejdet sammen. Det tog faktisk lidt tid, før det gik op for mig, hvorfor han troede det.

– Mine børn synes, det er irriterende, at jeg altid skal stoppe og snakke, men folk er altid så søde, og de stopper mig jo ikke for at skælde mig ud. Jeg tror, mange mennesker ser politikere som et begreb, men når de møder os i virkeligheden, kan de se, at vi er mennesker. Og så hjælper det nok, at jeg er med i Mads og Monopolet, så folk kan høre, at jeg har andre holdninger end de politiske.

Hvornår har du mistet vejgrebet?

– Jeg har lige været sygemeldt med stress i ti måneder. Jeg var nok begyndt at slingre lidt, inden det gik galt, men en dag gik det bare op for mig, at tingene ikke hang sammen mere. Jeg havde hele tiden høj puls og adrenalin, og på et tidspunkt fælder kroppen en, fordi den vil en det bedste.

– Da klimaet kom på dagsordenen i 2019, tippede læsset, fordi der kom 30-40 procent mere ind i min kalender. Jeg har været i Folketinget i 14 år – og været minister – så jeg kender godt til et travlt liv, men listerne blev længere og længere, og mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Jeg tjekkede altid mails mellem møderne, og jeg holdt møder på cyklen. Jeg betragtede pauser som spildtid. Det første, der røg, var min sans for humor, og så steg temperamentet en del.

– Jeg havde også svært ved at huske, og nu ved jeg, at det helt fysisk skyldes, at ens alarmcenter i hjernen forstørres på bekostning af roen og overblikket, som mindskes. Det er faktisk lidt ulækkert at tænke på, hvordan stress bygges op i ens hjerne. At jeg blev syg netop på det tidspunkt skyldtes nok også, at jeg i mange år havde følt mig alene med mine klimabekymringer. Nu var der endelig andre, der ville gøre noget, og så turde jeg give slip. Det var da også en skør tanke, at løsningen på hele klimaproblemet afhang af mig. Lidt af en selvovervurdering, for det er jo faktisk kun mine børn og min ægtefælle, der ikke kan undvære mig.

LÆS OGSÅ: Inger Støjberg: ”De rigtige venner har hængt ved, og så er der alle de Venstre-folk, der ikke hilser på mig”

– Da jeg blev syg, måtte jeg genoverveje tilværelsen og finde tilbage til det helt grundlæggende som at trække vejret, spise, sove og slappe af. Som tiden gik, bemærkede jeg igen, at solen skinnede, og børnene voksede, og det er faktisk nok til at fylde ens liv. Jeg begyndte også at læse tekster fra min tid på teologi; Kierkegaard, Luther og Biblen. Der står mange kloge ting.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Du spørger en kvinde, som lige har skiftet parti. For anden gang. Men faktisk bestod korsvejen i, om jeg skulle skifte parti eller måske gå helt ud af politik. Da jeg vendte tilbage fra min sygeorlov, føltes De Radikale som en dør, der var lukket, efter jeg forgæves havde prøvet at få folk til at droppe fortielserne om de seksuelle krænkelser, der var sket i partiet. Så jeg skulle vælge, om jeg ville ud af politik eller kæmpe for klimaet?

– Lige nu har vi ni-ti år til at vende skuden, og så tror jeg, Christiansborg er det bedste sted at kæmpe fra. Men det var et svært valg. Selvfølgelig er man altid lidt bange for, hvad folk tænker, men jeg har besluttet mig for at være ligeglad. Det er op til min egen samvittighed og overbevisning, og så må folk vise mig til næste folketingsvalg, hvad de mener.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er ved at forberede premieren på en stor dokumentar om klimalovens tilblivelse. Den viser en anden side af politik, end at vi bare står og skændes, nemlig at vi arbejder sammen bag linjerne. Der var engang, jeg hørte, at folk i Finansministeriet kaldte en grøn finanslov for "sød". Det var simpelthen "sødt" at gå op i klimaet. Sådan er det ikke længere, og klima er ikke længere for klimatosser. Den nye klimalov siger, at vi skal skære 70 procent af vores forurening bort inden 2030 og ramme nul i 2050. Det er vildt nok selv for mig.

Hvem er Ida Auken?

Ida Auken fakta.jpg

  • Født i 1978.
  • Valgt til Folketinget for SF i 2007. Senere skiftede hun til Radikale, hvor hun var miljøminister.
  • I dag er hun i Folketinget for Socialdemokratiet.
  • Aktuel med dokumentarfilmen 70/30, som man kan se på Copenhagen DOX eller via Politiken.dk.
  • Gift med Bent, som hun har to børn på otte og ti år med.
Se, hvad vi ellers skriver om: Klima, Politik og Karriere