Janni Ree om at være fanget i sit eget hus: "Vi er nødt til at holde porten lukket, for ellers kører folk bare herind"

Hvilken vej var den første, du gik på?
– Det var en vej i Sorø, hvor jeg boede i et villakvarter med min far, min mor og min storesøster. Dengang sad man ikke foran computeren hele dagen, vi børn var altid udenfor og lege dåseskjul. Det var et trygt område, og jeg husker det som om, der intet var at frygte. Derhjemme gik det mere op og ned, for min far var meget glad for alkohol, og når han drak, var stemningen ikke så god. På den måde var det en lidt turbulent barndom.

Din levevej?
– Som barn drømte jeg om at blive advokat, selv om alle sagde, jeg skulle være skuespiller. Jeg var lidt af en pauseklovn, og jeg var altid med, når der for eksempel skulle laves teater i skolen. Måske var det for opmærksomheden, men mest af alt syntes jeg bare, det var sjovt at optræde og få folk til at grine. Det endte dog med, at jeg blev uddannet som kosmetolog i USA. Det var lige mig, for jeg arbejdede i forvejen som model, så det lå ikke fjernt at arbejde med hud, hår og negle. Jeg boede i USA i syv år, hvor jeg både arbejdede som model og gik hjemme med mine to børn i nogle år, mens de var små. Derovre var det helt normalt, at kvinderne gik hjemme og gik i country club og spiste frokost. I starten troede de andre koner, at jeg var au pairen, for de var så meget ældre end mig. Det var nogle fantastiske år, og jeg savner stadig USA. Det er så stort, mulighederne er så mange, og der er ingen Jantelov. Man må gerne drømme stort, og folk er imødekommende. Jeg flyttede hjem, fordi min daværende mands arbejde flyttede, men det var ikke med min gode vilje.

LÆS OGSÅ: Jytte Abildstrøm: "Det er en udfordring, når man har været så udfarende, som jeg har"

– Da jeg kom hjem, ville jeg ikke være model mere, men en dag var der et modelbureau, der fik øje på mine børn, mens vi spiste på McDonalds. Først fik de øje på børnene, og så på mig, og så blev vi alle modeller. Jeg var 30 år. En uge senere fik jeg jobbet som Oddset-pigen. Jeg anede ikke, det var så omfattende, som det blev. Men folk kunne se humoren i det. Sådan er vi kvinder jo. Vi forstår ikke, at mænd kan sætte sig så meget ind i en ishockeykamp, men jeg kan faktisk også godt selv råbe og skrige, når der bliver spillet landskamp.

– I dag laver jeg tv-programmet Forsidefruer, jeg blogger, og jeg har lige udgivet en bog om mit liv. TV er hårdt, for de konflikter, man ser i programmet, er ægte og faktisk tit voldsommere bag skærmen, og jeg tager meget af det med mig hjem. Ind imellem tænker jeg, om det er det værd. Men jeg tjener gode penge, og jeg kunne ikke sidde i et 8-16-job hver dag. Jeg elsker min frihed for højt.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Det skete meget gradvist, og jeg havde aldrig et problem med det. Mine børn havde det vist værre, når de så deres mor stå med brysterne skubbet helt op. Min søn blev drillet med, at hans mor var sexsymbol. Engang var min datter på tur med sin børnehave, da hun så mig på en plakat og sagde: "Der er min mor", men pædagogerne troede ikke på hende, så de sagde: "Du må ikke lyve". Det var jo ikke sådan, de så mig, når jeg afleverede hende om morgenen.
Det er dog sket i ny og næ, at nogen har spurgt mig, om jeg er lige så dum i virkeligheden, men heldigvis får de altid det modsatte indtryk, når de møder mig.

Mister du nogensinde vejgrebet?
– Ja, jeg var i en retssag, hvor jeg følte, at jeg mistede kontrollen fuldstændig. Det var et chok ikke at have kontrol over sit eget liv. Jeg havde jo aldrig forberedt mig på at skulle i fængsel, og jeg anede knap nok, hvad en varetægtsfængsling var. På det tidspunkt boede jeg alene med min datter, som var 14 år, og pludselig sad jeg i fængsel i fire måneder. Jeg måtte kun få besøg en gang om ugen, og min advokat var min eneste livline til omverdenen. Heldigvis har jeg et overlevelses-gen. Jeg kan ryge helt ned og vende, men jeg er bygget af noget specielt. Når jeg oplever modgang, kan jeg altid se lyset, og jeg samler kræfter til at kæmpe videre. Jeg valgte at få det bedste ud af det, og jeg fik en hverdag i fængslet. Det var mig, der rendte rundt og trøstede de andre. I dag synes jeg stadig, det er uretfærdigt, at jeg skulle bruges til at statuere et eksempel. Nu må jeg bare komme videre, og det er jeg heldigvis god til.

LÆS OGSÅ: Tre kvinder fortæller: Derfor har vi fået lavet nye bryster

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Det har Karsten Ree, som jeg kendte sporadisk i forvejen. Vi har mødtes forskellige steder, men vi havde begge andre partnere i forvejen. En dag ringede hans ven – Karsten turde ikke ringe selv – og spurgte, om jeg ville med til Caribien. Jeg var forlovet, så det ville jeg selvfølgelig ikke. Senere gik forlovelsen i stykker, og vi aflyste brylluppet, og så mødte jeg Karsten igen. Vi tog hjem til ham og snakkede til langt ud på natten. Det sagde bang, og vi har været sammen lige siden. Han har en stor ro, humor og glimt i øjet, som man skal lede længe efter. Han er en rigtig mand, og jeg tænder på intelligente mænd. Det er han!

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?
– Karsten vil gerne bestemme, men jeg giver ham kamp til stregen. Andre mennesker taler ham efter munden, fordi han har så mange penge, men jeg er iskold. Min mening kan ikke købes. Og hvis jeg bare sad og sagde ja og nej, så var jeg jo bare som alle andre. Vi er begge stædige, og det kan give heftige diskussioner. Det handler om alt fra politik til, hvordan han skal drive forretning, eller hvordan jeg skal bearbejde sorg. Han synes, jeg er barnlig, fordi jeg sørger over min far, som lige er død. Karsten er mere kold og kynisk, og det er jo derfor, han er nået så langt i forretningslivet. Han synes vist, mit hjerte er lidt for stort, men jeg er mere følsom og menneskelig, end han er.

Hvilken vej bor du på nu?
– Jeg bor på Vedbæk Strandvej i Karstens hus. Det er efterhånden så offentligt, at folk holder udenfor og beder om en rundtur i huset. Vi er nødt til at holde porten lukket, for ellers kører folk bare herind. Jeg føler nærmest, det er et museum, for jeg bruger jo kun køkkenet og soveværelset. Jeg bliver ikke lykkeligere af at have så meget plads. Faktisk er jeg hunderæd for at være alene hjemme, så når jeg er det, burer jeg mig inde i soveværelset, hvor der er alarmer og sikkerhedsdøre. Karsten har boet her nærmest hele sit liv, men jeg har intet forhold til det. Jeg står jo ikke hver dag og klapper i hænderne over udsigten. Jeg ville hellere bo i en lejlighed i Hellerup. Jeg er glad der, hvor jeg er. Det kan være i et fængsel eller i en toværelses. Det hus, jeg boede i i USA, var i øvrigt meget større end det her.

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg er på vej til at blive familiens overhoved, fordi min far lige er død. Det var min far, som holdt sammen på familien, og alle elskede ham. Nu skal jeg påtage mig hans rolle. Det har også fået mig til at tænke på, at jeg også en dag skal miste Karsten. Han er 73 år og har haft kræft. Kræft er så uforudsigeligt, og jeg stoler ikke på den sygdom. Jeg har også lige fået et barnebarn, Alexander, som er ni måneder. Jeg var ved at stjæle ham allerede, da jeg så ham på hospitalet. Et barnebarn er så tæt på, at man føler, at det er ens eget barn.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– Det var min far. Ham ringede jeg til hver dag. Jeg har brugt ham som vejleder hele mit liv. Det tog hårdt på ham at blive pensioneret, så han begyndte at drikke hver dag. Jeg lærte at høre i telefonen, om han havde drukket, og hvis han lød sådan, sagde jeg bare: "Vi snakkes ved i morgen" og lagde på. Men han var stadig en god far, selv om han var misbruger.

LÆS OGSÅ: Ida Auken om nutidens kvindekamp

Afslut sætningen "Vejen til det gode liv går gennem..."
– Jeg er god til at leve, og jeg er ligeglad, om jeg dør med en masse penge på kontoen. Jeg vil hellere rejse og spise på dyre restauranter, mens jeg lever. Der er jo ingen, der kommer og banker på din kiste og siger "godt gået", hvis du dør rig. Min far er lige død med en masse gæld, men alle elskede ham.