Jasmin Gabay
Foto: Sara Skytte Efter Den store bagedyst og Melodi Grand Prix 2019 er Jasmin Gabay kommet i gang med det hun gerne vil.

Jasmin Gabay: "Nu har jeg jobs, så jeg kan betale mine regninger"

Jasmin Gabay var en melankolsk teenager, men guidet af moster Kristina har hun i dag valgt glæden og gjort den til vane. Og det smitter af på mange af de mennesker, der har set hende i Den store bagedyst og senest Dansk Melodi Grand Prix.

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Nygårdsvej på Østerbro, og hver gang jeg kører forbi, tænker jeg på sangen Barndommens Gade. Det kan godt være, jeg romantiserer, men jeg kan huske gårdene med alle ungerne. Der var også stadig gårdsangere. Jeg ville også være gårdsanger, men min mor sagde, at det ikke var noget at stræbe efter.

Min mor lavede kostumer til en række københavnske teatre, og jeg er nærmest vokset op under en symaskine på et teater. Det var ofte mig, der skulle prøve krinolinekjolerne. Der blev jeg ”ødelagt”. Min far bor sydpå, og min mor og han har i mange år haft et langdistanceforhold, så vi besøgte ham tit, da jeg var lille. I dag ser jeg ham cirka en gang om året.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det er min mor og mine mostre. Min mor er jo den, der altid har været der for mig, men moster Kristina er min spirituelle vejleder. Hun talte meget tidligt med mig, og hun var min ventil for alt. Jeg var ret melankolsk som teenager, og vi talte tit sammen om, hvordan man ser på livet. Vil du se det sorte eller det positive? I den rejse var Kristina et fyrtårn, der hjalp mig med altid at se det positive. For mig føles det ikke falsk. Jeg har vænnet mig til at vågne hver dag på den måde, ligesom andre har vænnet sig til at starte med en kop kaffe. Helt automatisk vågner jeg med positive tanker. Jeg ringer stadig til Kristina, når jeg lige har brug for at høre, at hun er stolt af mig. Jeg er vokset op med stærke kvinder, og vi er alle sammen meget tætte. Mine mostre er ret forskellige, de har begge bygget deres eget hus, og jeg har et helt klart billede af min moster Kristina siddende på taget af en stald, hun var i gang med at bygge. Min moster Birgit var betjent, og hun er mere hård. Tilsammen var de en powerhær af kvinder, der har opdraget deres børn selv og måske også har skræmt mændene væk. Ha-ha. De blev mine rollemodeller for, hvordan jeg skulle leve mit liv.

LÆS OGSÅ: Hella Joof i ukendt farvand: "Jeg tænkte, hvad nu hvis vi drukner, hvad nu hvis der er hajer?"

Din levevej?

– Som lille sang jeg sange ind på bånd og sendte dem til min far. Jeg har altid villet synge og stå iført glimmer på de store scener. Jeg ville også gerne spille teater, men jeg havde ikke modet til at søge ind på teaterskolen. Jeg havde nogle turbulente teenageår, hvor jeg havde svært ved at finde fodfæste og kæmpede for at finde min vej. Jeg var dog heldig at have en vis portion talent, så hver gang jeg kom et nyt sted hen, var der nogen der spottede mig og skubbede mig i den rigtige retning. Det skete blandt andet på en efterskole i Sæby. Faktisk var det en idrætsefterskole fuld af bøller. Jeg kom gående med min guitar, og da hende, jeg skulle dele værelse med, hørte mig spille, råbte hun ”TOOOORBEEEEN” efter musiklæreren. Han satte sig til rette for at høre, hvad jeg kunne, og straks efter satte han mig i kontakt med nogen, han kendte i et amatørbigband. Jeg sang for dem et helt år. Det lagde min bund med swing og jazz. Jeg havde ingen lærere, men jeg fandt ud af det selv. Jeg havde sunget en masse før det, men der udviklede det sig.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Jeg fik at vide hjemmefra, at jeg skulle tage en rigtig uddannelse, så jeg læste til lærer og fik også job på en skole. Samtidig gik jeg til audition som sangerinde inde i Cirkusbygningen og fik jobbet som en ud af 800. Der var jo stor sikkerhed i at være lærer, og jeg havde et godt job, men jeg valgte alligevel at følge min passion. Jeg var helt klart på afveje som lærer, for jeg vidste godt, det ikke var det, jeg skulle. Det er ikke et godt grundlag for at bruge fire år af sit liv på noget – bare fordi folk siger, at man skal have en ”rigtig” uddannelse. Alt vender sig i mig, når folk siger det der med at ”have noget at falde tilbage på”. Det vil jeg aldrig sige til Jonathan. Jeg elsker alle de børn, jeg har haft mellem hænderne som lærer, men jeg skulle aldrig have været det. Jeg har hørt en sige, at man aldrig skal have en plan B, for så forfølger man ikke plan A målrettet. Det vil jeg banke ind i hovedet på Jonathan: Du må aldrig have en plan B.

Hvornår har du skudt genvej?

– Der er mange, der tror bagedysten er en genvej, og det er det også i forhold til eksponering. Men det kræver også et halvt års fuld energi. Jeg arbejdede hårdt for det, og der er ingen snyd med. Jeg kom med, fordi min veninde meldte sig til, og så tog jeg med hende. Men det var mig, der kom til slutcasting. Jeg nåede dog ikke med i programmet det år, men casteren ringede til mig flere gange efter, og året efter kom jeg så med i bagedysten. Jeg tror, de ret hurtigt besluttede sig for, at de gerne ville have mig med alligevel.

LÆS OGSÅ: Molly Blixt Egelind om depression

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Jeg faldt på cykel i den periode, vi optog bagedysten og fik en stor hjernerystelse. Heldigvis var det lige op til, at vi skulle have en pause i optagelserne, så jeg lå alene i et stille mørkt rum i halvanden uge, inden jeg blev sat på en bus tilbage til bagedysten. Det var så slemt, at jeg måtte have en seng i bageteltet, så jeg kunne lægge mig i pauserne. Jeg kunne slet ikke tåle folks stemmer. Både Timm og Marcus (vært Timm Vladimir og meddommer Markus Grigo, red.) sagde siden hen, at jeg slet ikke var til stede under de optagelser. Allerede dagen efter mærkede jeg bedring. En læge fortalte mig, at i sådan en situation skal man faktisk presse sig selv mere, end man skulle tro. Jeg er også god til at fokusere på én ting ad gangen. Det skyldes vist, at jeg har sunget meget i kor.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det er SÅ hyggeligt. Jeg bliver jo kun genkendt fra de gode ting som bagedysten og melodigrandprixet, så folk er søde og siger kun pæne ting. Forleden dag fik jeg øjenkontakt med en kvinde på gaden. Hun gik over og gav mig et kæmpe kram og spurgte: ”Hvor er det nu, vi kender hinanden fra?” Pludselig gik det op for hende, at det var fra fjernsynet. Der var også for nylig en kvinde, der skrev til mig, at hendes datter, som led af angst, nu står op af sengen på grund af mig. Folk spørger mig tit om min glæde, men det handler kort og godt om perspektiv. Jeg vælger at være glad. Jeg kigger bare derhen, hvor der er lys. Det sagde jeg også i et interview i bagedysten, og det var der mange, der reagerede på. Jeg vækker noget godt i folk. Tænk at jeg kan inspirere folk gennem et bageprogram.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det er meget nyt, men det har Niclas. Jeg mødte ham nytårsaften, hvor jeg var på restaurant med nogle venner. Senere gik vi over på Nimb (restaurant i Tivoli, red.), hvor vi havde fået lov til at sidde og spille musik. Jeg så Niklas og tænkte, at han så ret sød ud, så ham ville jeg gerne snakke med. Jeg lider af exceptionelt dårligt selvværd, og når jeg skal indlede en snak, der er mere vigtig end ”skal vi snave”, går jeg i stå. Heldigvis var der en af mine venner, der spurgte, om jeg ikke havde lyst til at synge Whitney Houstons I have nothing. Det gjorde jeg, og det gik vist ret godt. Pludselig var der en ledig stol ved siden af ham, og så havde jeg modet, fordi jeg havde sunget den sang. Vi har set hinanden siden. Jeg faldt for hans energi, som matcher min egen, og det er ret sjældent, det sker. Han ”feeder” ikke på min energi, hvilket jeg ellers har oplevet nogle gange i livet. Vi deler også passionen for musik, for han er jazztrommeslager. Lige nu er alt bare fuld af hormoner og endorfiner, og jeg tror, det bliver rigtig godt.

LÆS OGSÅ: Ankerstjerne: "Jeg mistede på et tidspunkt en, jeg elskede, og det fuckede mig op"

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Da jeg skulle være med i Melodi Grand Prix i år, sagde min manager, at enten ville jeg vinde, og så ville det hele eksplodere, eller også skulle jeg tage et langt sejt træk mod toppen og blive der. Bagedysten og grandprixet har i hvert fald gjort det lettere for mig at komme i gang med det, jeg gerne vil. Så nu blogger jeg og skriver sange. Faktisk skal jeg synge den ene live i morgen til et stort arrangement. Nu har jeg jobs, så jeg kan betale mine regninger og leve af det, jeg allerhelst vil. Follow the fun. Vild med dans er også velkomne til at ringe til mig. Det er ikke fordi, jeg er en linselus, jeg vil bare gerne have de oplevelser.

Afslut sætningen ”vejen til det gode liv går gennem …”

– Sansning. Det gælder for kroppen, mad og musik. Folk i Danmark er bange for at sanse og nyde rigtigt. Jeg kan for eksempel ikke spise uden at lave nyde-lyde. Ikke helt som Meg Ryan i Da Harry mødte Sally, men mine venner griner meget af det. Når vinen smager godt, vil jeg have lov at sige det højt. Jeg spiser også helst med fingrene. Jeg vil mærke, smage, føle og sætte lyd på mad. Lige som med sex og dans. Sans nu for helvede. Jeg har lyst til at ruske dem, der ikke forstår det. I går cyklede Jonathan og jeg hjem efter at have drukket en varm kakao på en café. Alt var helt lyserødt af solnedgangen, og pludselig udbrød Jonathan: ”Se mor, hvor er her fantastisk smukt.” Jeg kan lige høre mig selv, når han siger sådan.

Hvem er Jasmin Gabay?

Jasmin Gabay
Foto: Sara Skytte

Jasmin Gabay, 31 år

  • Var i 2018 deltager i Den store bagedyst, hvor hun kom i finalen. Sidste måned var hun atter på skærmen, da hun deltog i Melodi Grand Prix 2019 med sangen Kiss like this.
  • Forsanger i partybandet Le Freak.
  • Blogger og kan fanges på www.jasmingabay.dk.
  • Bor i København og er mor til Jonathan på tre år, som bor hos hende det meste af tiden.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende, Den Store Bagedyst og Musik