Pernille Højmark
Foto: Les Kaner Pernille Højmark har mødt mange udfordringer, men er ikke bitter på livet.

"Jeg bruger halvanden time foran spejlet, så opgiver jeg og går på scenen!"

Alkohol, dødsfald, kræft, skilsmisse. Pernille Højmark har mødt mange udfordringer på sin vej, men hun har valgt ikke at være bitter på livet. Hun har trykket den af, og hun lever. Og så har hun i øvrigt vedtaget, at hun har en dejlig krop – også selvom den er i begyndende forfald. Nu har hun jubilæum med sit band Sweethearts, og ALT for damerne fik lov til at komme med til koncert og opleve Pernille som et levende festfyrværkeri.

Vi skal have en helt vidunderlig, pragtfuld, sexet og herlig nat sammen!
Pernille Højmark står på scenen med sit band Sweethearts. Danmarks festband nummer et. Det sikre kort, hvis der skal være gang i den. Det er fredag, klokken er 21.30, og bandet er lige gået på til en personalefest på RUC. Gang i den er der dog ikke endnu – mange sidder stadig ved borde i lokalet ved siden af – men Pernille selv går "fra nul til hundrede" i det sekund, lysene tændes, og hun iført knaldorange kjole med frynser og pailletter træder op på scenen og begynder at gejle publikum op. Fuld af energi. Fuld af glæde. Klar til at fyre den af. "Fut i fejemøget" og "Åh, hvilken herlig nat", synger hun, og RUC-personalet begynder så småt at liste ind på dansegulvet. Der er tilsyneladende dømt 70'er-temafest, flere er iført blomstrede skjorter, peacetegn og rastafari-hår, og Sweethearts fortsætter passende over i "Ding, dong, super, duper, sing, song, fini, mine flower power tøj" fra 1969. En lidt fyldig, midaldrende mand med mikrofonhårsparyk sidder lige til venstre for mig og trommer henført i bordet. Han smiler lykkeligt og har allerede overgivet sig til Pernille og den herlige nat.

Pernille og drengene
Der er gået næsten 25 år, siden Sweethearts første gang gik på scenen, og for 20 år siden udgav de det første af mange album. Fem timer før koncerten sad jeg med Pernille i hendes lejlighed i Valby og spurgte hende, hvordan det er at tænke tilbage på de 25 år.

– Jeg tænker, at tiden går forfærdeligt hurtigt. Da jeg var sådan en 15-årig ung, revolutionær vi-skal-ændre-hele-verden-pige med rock og Leonard Cohen, tror jeg ikke, at man kunne have overbevist mig om, at jeg ti år efter ville stå og synge "Sommer, sommer og sol" – og ville gøre det i 25 år! Men når jeg dykker længere ned i det, kan jeg sagtens se, hvorfor vi er blevet ved så længe. Altså, jeg elsker at have et orkester! Jeg synes, det er så blæret, ha, ha. De fleste af årene har jeg været ene pige mellem ni-ti mænd, når vi er ude og spille, og jeg har somme tider tænkt på, hvordan det ville have været, hvis det var et rent kvindeband. Nogle gange ville det sikkert have været pissesjovt, men jeg tror også, at det ville have været meget hårdt indimellem. Mænd er mere en til en. Der er ikke så mange usagte dagsordener og noget, man skal gætte sig til, og det er på en eller anden måde nemmere at have med at gøre. Kvinder laver tit sådan en vi-skal-gøre-det-hele-sammen-ting, med mænd er der mere plads til individet. Og så kan jeg altså ikke lade være med at tænke: Syv kvinder, der menstruerer samtidig – hold nu kæft, ha, ha!

Ung, vred og fuld af sorg
Pernille selv har gennemgået en større personlig udvikling gennem de sidste 25 år.

– Jeg er blevet betydeligt roligere. Jeg er heller ikke så vred mere. Jeg var meget vred, da jeg var ung. Jeg var sådan en desperado i firserne. I dag har jeg mere mentalt overskud, der er simpelthen kommet ro på øverste etage. Og det er skønt. Det er fandeme dejligt. Jeg nyder det. Jeg savner ikke det vilde, jeg HAR fået trykket den af. Der er jo dem, der siger, hvis du kan huske 80'erne, så var du der ikke, ha, ha. Jeg kan godt huske noget, men det var sex, drugs and rock'en roll. Jeg var også i sorg dengang. Min far begik selvmord, da jeg var 13 år, og min mor døde af kræft, da jeg var 20, så jeg skulle ligesom finde hele mit liv igen. Sorg tager længere tid, end de fleste tror, og der er meget vrede forbundet med sorg. Ud over at drikke mig virkelig fuld på nogle godt forsumpede værtshuse, hvor andre også havde det ad helvede til, gik jeg meget i naturen, hvor jeg fandt noget styrke. Man løber tør for samtalepartnere på et eller andet tidspunkt, når man er i sorg, og selvom jeg også var virkelig rasende på Gud, så var han den sidste samtalepartner, der var tilbage. Det var ham, jeg skændtes med og rasede ud med. Jeg tror, at der er en kraft, der er større end en selv, men hvad det er, det ved jeg sgu ikke. Den buddhistiske idé om, at Gud er i alt, kan jeg sådan set godt følge, men jeg har ikke nogen religion. Jeg har stykket min egen tro sammen.

En fri kvinde
På RUC er Sweethearts ved at være godt igennem første sæt. Pernille har inviteret til fællesdans. Frem. Tilbage. Til siden. Til siden.

– Skidegodt, råber hun, når publikum følger hende. Mellem de næste to numre spørger hun ud i salen:

– Er der nogen, der er blevet forelskede i løbet af sommeren?

Ingen hænder i luften.

– Så har I det ligesom mig, og så må vi bare huske på, hvordan det var, dengang vi var forelskede, råber hun, og fortsætter direkte over i "Danse i måneskin".

Og Pernille har været forelsket. Nok allermest i Kim, som hun var sammen med i 23 år, de 17 som hans kone. Parret blev skilt i 2004. Pernille gik, og Kim skrev den bog om skilsmisser, han selv havde manglet, da han pludselig stod alene tilbage. I dag er Pernille det, hun selv kalder "en fri kvinde", og så må man selv finde ud af, hvad der ligger i det. Kim har været med hele vejen i Sweethearts, og han er der endnu. Det er ham, der henter os i tourbussen, da vi skal til Roskilde efter interviewet, og han er den ene af bandets guitarister.

– Kim og jeg var endt i en blindgyde, hvor vi skændtes alt for meget. Det er svært at sige, hvornår sådan noget sker. Jeg har altid haft det sådan med skilsmisser, at slap dog af, ingen er døde af det. Men jo, det er altså et lille dødsfald at blive skilt. Hele ens idé om, hvordan tingene skal være, ændres, og ens selvfølelse påvirkes. Fordi vi havde kendt hinanden så længe, var vi meget indstillede på at være venner bagefter. Det har da ikke altid været nemt, og bandet har lagt øre til nogle skænderier. Men efter vi er kommet ud på den anden side, er det jo som at have et særligt familiemedlem. Det giver god mening for mig at være venner efter så mange år. Jeg synes, det er så dårligt, hvis man ikke kan finde ud af det – særligt hvis der er børn i forholdet. Man må tage sig sammen. I dag er det skide hyggeligt, fordi vi kender hinanden så godt.

Ingen børn
Pernille og Kim fik aldrig børn sammen.

– Vi kunne ikke få børn, så vi skulle have adopteret, hvis det var, men det ville vi ikke. Lykken ligger ikke nødvendigvis i familiens klamme skød. Lige da vi blev gift, jo, der ville jeg nok gerne have haft børn, men jeg har aldrig været rigtig skruk. Da jeg var lille, gik jeg tit og kiggede ind ad vinduerne til fremmede familier og tænkte, bare jeg var en del af det, men måske var der en mening med, at det ikke blev sådan. Jeg vil ikke sige, at det har været en sorg for mig ikke at få børn. Det er i hvert fald ikke dukket op endnu. Og jeg har også automatisk fået en vennekreds, som ikke har så mange børn. Jeg tænker, at vi måske en dag skal lave noget olle-kolle sammen. Eller også skal jeg have to unge bøsser, som elsker alle mine anekdoter, til at varte mig op, når jeg bliver gammel, ha, ha.

I pausen mellem koncertens første og andet sæt får Pernille nogle ordentlige sug på sin e-cigaret. Hun er holdt op med at ryge for en uge siden, og den elektroniske cigaret, som damper uden lugt, er hendes tro følgesvend. Bandet skifter tøj, snakker om, hvordan første sæt er gået, og Pernille får rettet lidt på makeuppen og håret.

– Hvad er det, jeg plejer at sige: Jeg bruger halvanden time foran spejlet, så opgiver jeg og går på scenen. Hun slår en rå latter op.

Der er øl, vand, æblemost, slik, frugt, snacks, højt belagt smørrebrød, blomster og ikke mindst en god flaske cognac backstage. Det er der altid. Til alle koncerterne. Det står simpelthen i bandets faste tillæg til kontrakterne.

– Fire minutter!

Pernille laver nedtælling til, at de skal på scenen igen. Bandet rejser sig næsten synkront og går ud ad døren. Udenfor sejler en ung, kvindelig studerende rundt. Det er ikke kun personalet, der holder fest i aften. Da hun får øje på Pernille, er det tydeligt, at hun kan se, at der er tale om en kendt. Og udbryder:

– Aiii, Lotte Heise....!?

Pernille opdager det ikke. Hun er på vej, og hun er helt fokuseret på, at de skal på igen. Oppe på scenen lægger hun hårdt ud med "Mormors kolonihavehus", fortsætter over i "Træk en gammel sweater på" og "Himmelhunden" og spørger så ud i salen:

– Er der nogen, der har været ude at rejse og har haft en affære? Det kan anbefales! Men nu skal vi tage afsked med manden med bulen i bukserne!

"Arrivederci Franz", drøner ud over dansegulvet, hvor der efterhånden er kommet godt gang i både hofter og svedproduktion.

Læs videre på næste side...Frem med patterne og røven
Pernille elsker at rejse, og Brasilien er næsten blevet hendes andet hjem. Hun boede i Rio i en periode for fem-seks år siden, og siden har hun været der hvert år i januar og februar.

– Jeg er meget årstidsafhængig, jeg har det ikke godt, når det er mørkt. Det er o.k. frem til jul, men så rammer januarhammeren. Det er derfor, jeg rejser. Der er noget fantastisk ved Brasilien og brasilianerne. De er meget sådan: Frem med patterne og røven! Det er meget sensuelt at være der. De boller meget, og det kan man mærke. Det er livsglade mennesker og et festende folkefærd. I Thailand er det kun turisterne, der bruger strandene. Brasilianerne lever på deres strande.

– Jeg var tyk, da jeg var barn, og selvom jeg godt ved, at jeg ikke er det i dag, så sidder det grundlæggende i mig. Jeg blev kaldt "Pølse" i skolen, og det gav mig nogle mindreværdskomplekser, men nu må det stoppe. Jeg har en dejlig krop. Punktum. I mange år sad jeg helt rank op og ned, når jeg havde badetøj på, for ikke at have den mindste delle på maven. I Rio går de rundt i små bitte bikinier, og det var ekstremt grænseoverskridende for mig de første gange, jeg var der. Men i Rio er de stolte, uanset om de er tykke eller tynde. Der er heller ikke noget alderstyranni. Du ser 70-årige stå og snave på dansegulvet! Sweethearts spiller til mange halballer og den slags, og der kommer også alle generationer – det, synes jeg, er fedt. Man forventes mere og mere at gå i et med tapetet, når man får en vis alder, men hvad er det for noget sludder?

– Hvis det ikke var for kroppens begyndende forfald, synes jeg, at 50'erne er en fed alder. Jeg har aldrig rigtigt trænet før, det har holdt mig i form at synge og være på scenen, men jeg kan mærke, at jeg er nødt til at gøre noget mere nu – hvor kedeligt det end måtte være. Det er også derfor, jeg er holdt op med at ryge.

Bange for at være bange
I begyndelsen af 2013 skal Pernille igen ud at rejse. Men den rejse bliver noget helt særligt og både januar, februar og marts er sat af til projektet.

– Jeg synes, at jeg trænger til et nyt ryk. Til at prøve noget, jeg ikke har prøvet før. Det, jeg lever af at lave, kender jeg rigtigt godt, og jeg trænger til noget ny inspiration. Jeg vil ud på en eller anden form for dannelsesrejse. Jeg skal ud og se noget mere af verden, simpelthen, og så skal jeg vel bruge det til et eller andet. Jeg tror, det ender med en bog, men det er jo farligt at sige den slags. Jeg har også "noget" med mod. Jeg holder foredrag rundt omkring, som hedder "Mod avler mod", og jeg synes, det er på tide, jeg får testet mit eget mod. Jeg kunne godt tænke mig en rejse til Mellemøsten for at møde de mange modige kvinder, der bor der. Jeg har blandt andet tænkt mig at tage til Iran, og det er jeg altså meget, meget spændt på. Men jeg er sådan en, der er bange for at være bange, så hvis jeg mærker, at jeg er bange, må jeg på en eller anden måde møde det. Jeg ved godt, at det kan blive en lidt hård tur, men det er jo også meget fedt en gang imellem.

Til koncerten er Sweethearts nået til deres legendariske ølkonkurrence. To kvinder skal se, hvem der først får bællet en øl. Linda vinder, og hun danser lidt videre oppe på scenen.

– Er I ved at være fulde? Har I fået de der seks-syv-otte genstande, hvor man begynder at synes, at man danser vildt lækkert? Godt – for vi skal nemlig danse nu!

Pernille kaster sig ud i "Disco Tango" og en forrygende dans frem og tilbage over scenen. I de korte pauser mellem numrene drikker hun vand. Det har hun ikke altid gjort.

– Jeg holdt op med at drikke vin og alkohol for snart otte år siden. Jeg har altid været et af de mennesker, der går efter max, og det bliver så mindre og mindre kønt, jo ældre man bliver. Jeg ved sgu ikke, hvad det gav mig at drikke? Jeg har hørt, at når Dirch Passer og Kjeld Petersen havde spillet på teateret, mødtes de bagefter nede på "Bjørnekælderen" til "Farvel Danmark". Det var noget med nogle kæmpe vodkaer med en lille smule juice. Når du virkelig er knaldhamrende meget på, har du et behov for at falde ned bagefter. Otto Brandenburg kaldte det "Faldskærmstiden" – altså den tid, det tager, fra man har lavet et fedt job, til man er landet igen. For Otto tog det nogle gange to dage!

Hentede far fra værtshuset
Pernilles far havde et alkoholmisbrug. Da forældrene blev skilt, tog han Pernille og hendes to år ældre storesøster med til Grønland i to år. Pernille var bare otte år, da de flyttede derop, og hendes job blev at hente faren hjem fra værtshusene.

– Når jeg i dag ser børn i den alder, tænker jeg, hold da kæft, hvor har vi dog egentlig været små. Men jeg tror, at mange i min generation har haft forældre, som helt sikkert elskede os, men som mest havde sig selv i fokus. I dag er det lige omvendt. Jeg har tænkt på, om det er en modreaktion? Børn i dag fylder jo simpelthen så meget, og de bliver passet så meget på. Jeg har somme tider lyst til at sige: Skal de ikke snart ud og lege med nogle glasskår? Skal de aldrig have noget hår på brystet? Der må være en mellemvej.

– Sjovt nok tror jeg ikke, at min fars misbrug har påvirket mit forhold til sprut. Det har påvirket mig på mange andre måder. Jeg har det nok lidt som Tove Ditlevsen skriver i "Barndommens gade": "Møder du en med det samme blik, skal du vide, han er din ven". Mine venner er også alle sammen nogen, der er skadet tidligt i barndommen. Og det er jo svært at sige, hvad det har gjort ved mig i det store regnestykke, men det er da klart, at det har gjort noget.

Klokken har passeret midnat i Roskilde. Pernille har smidt sine sorte, pailletbesatte ankelstøvler oppe på scenen, og på dansegulvet danser mindst én fyr også barfodet rundt. Ham i den allermest blomstrede skjorte. Koncerten er ved at være slut.

– Sikke en fest vi har haft, råber Pernille og synger Johnny Reimars gamle hit af samme navn.

Hun går i spagat på scenen. Det er ikke til at se, at hun er 52 år!

Lysene slukkes for i aften.

Farvel Danmark.

Pernille Højmark, 52 år

Uddannet skuespiller fra Aarhus Teater 1983.

Fik sit gennembrud med tv-serien "Superdame", der blev sendt i 1991. Har siden spillet roller i bl.a. DR-serierne "Taxa" og "Krøniken".

Dannede i 1988 gruppen "Sweethearts" med sloganet "Åbn jeres hjerter – glem alt det grå og triste". I dag spiller "Sweethearts" 50-60 jobs om året.

Deltog i TV2-programmet "Vild med dans" i 2009.

Aktuel: "Sweethearts" har 20 års jubilæum for deres første album, som udkom i 1992 med titlen "Lyk'lig i en verden af musik". De udgiver i den anledning boxsættet "Det går tit godt" med de syv originale "Sweethearts" album samt en bonus cd. Sweethearts spiller op til julebal i Amager Bio 2. juledag sammen med Østkyst Hustlers og DJ Master Fatman.

Privat: Er lige nu "en fri kvinde". Var i 23 år sammen med Kim Kidholm – de var gift i 17 år – og i dag er han hendes manager. Parret fik ingen børn.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview