En 11-årig pige går hen til skranken på kommunekontoret i Esbjerg.
Hun vil gerne flytte fra sin mor, der er psykotisk og bor sammen med en misbruger.
Pigen hedder Sophia, og hun beder om lov til at tale med en sagsbehandler, men damen i skranken vil vide hvorfor. Da Sophia fortæller, at hun gerne vil flytte hjemmefra, beder damen hende gå hjem med ordene, "Man flytter jo ikke på grund af et skænderi".
Det var i 1996.
I dag er Sophia Holm Hjorth 40 og husker stadig, hvordan hun insisterede og til sidst fik lov til at fortælle en sagsbehandler om sit ensomme liv i en kælderlejlighed, der ikke var et hjem.
"Jeg havde passet mig selv i fire år, og jeg følte mig meget anklaget og meget forkert. Det tog dem et år at finde ud af, at jeg talte sandt, og at jeg skulle væk hjemmefra," fortæller Sophia.
Forinden havde hun oplevet sine forældre forlade Jehovas Vidner, som hendes mor var opvokset i. Forældrene ville begge gerne ud af trossamfundet, og de ville også skilles, så det brugte de som grund til at forlade Vidnerne.
En skilsmisse er nemlig en måde at undgå udstødelse på, troede de.
Skilsmissen fyldte mest i min syvårige bevidsthed. Min bror, mor og jeg boede på krisecenter i et par måneder, før hun fik en lejlighed i et ret belastet kvarter i Esbjerg.
Vi havde ingen møbler og var reelt udstødt af familien, så vi havde ikke noget netværk, men min mor fik skrabet noget sammen, og jeg husker tiden, før hun blev syg, som meget tryg, fortæller Sophia.
Hun så sin far enkelte gange i løbet af de kommende år, men blev boende hos sin mor, som fik det værre og værre.
"Hun havde ikke regnet med, at det ville være sådan et brud. Det er benhårdt, for hvis du går, så er du død for dem, så det var rigtig, rigtig hårdt," mindes Sophia.
Moderen blev psykotisk, men ingen så, at der var to børn, som led under det. Først da Sophia kom på en lejr for børn med diabetes og talte med én, der boede på en institution for diabetes-børn i Odsherred, så hun en udvej.
"Det var sådan, jeg kunne komme væk, for jeg har også diabetes, og så var det, at jeg gik op på kommunen," fortæller Sophia.
Ud i verden
Som knap 13-årig flyttede hun hjemmefra og vendte kun tilbage for en kort stund, da hun som 16-årig måtte opgive en ungdomsuddannelse og derfor skulle forlade sit kollegieværelse – og endte i kælderlejligheden hos moderen og hendes kæreste.
"Jeg kunne ikke være i det, men jeg er faktisk taknemlig for, at min mor fandt en kæreste, der var alkoholiker og narkoman, for han advarede mig mod at tage stoffer med ordene, "Du kan drikke alt det, du vil, og ryge hash, men lad være med at tage kokain og andre hårde stoffer. Det ødelægger dit liv" Det tog jeg til mig, og har aldrig været tiltrukket af det," fortæller Sophia.
Hun endte på et kristent forsorgshjem.
"Jeg vidste ikke, at det var kristent, men Jesus og Maria var overalt, der blev bedt, og selvom jeg ikke følte mig kristen, så var det helt unikt at se en flok mennesker med meget hårde liv forbinde sig i det at tro på noget. Det inspirerede mig til at komme i forbindelse med min tro," forklarer Sophia.
Som 18-årig fik hun kontakt til en veninde fra sin tid på ungdomsinstitutionen i Odsherred.
Hun tilbød, at Sophia kunne komme og bo hos hende. Flytningen betød begyndelsen på et almindeligt ungdomsliv med job og veninder. Efter et par år havde hun sparet nok sammen til en rejse ud i verden. På trods.
"Jeg var skidebange, men jeg ville bare afsted! Det var til Asien, Australien og New Zealand, og det gav mig rigtig meget, og jeg kom mere i kontakt med min tro. Jeg bestemte, at når jeg kom hjem, ville jeg dyrke min åndelighed og tage en uddannelse," fortæller Sophia.
Opfyldte drømme
Hjemme igen fulgte Sophia op på sit løfte til sig selv: Hun flyttede til København, tog en HF-eksamen, læste sociologi og skiftede til teologi.
"Jeg syntes, det var overraskende sjovt at gå på VUC. Jeg fik gode karakterer, og det gav mig mod på at læse videre. Jeg sagde til mig selv, "Jeg prøver. Jeg ved ikke, om jeg kan. Jeg lægger det i Guds hænder, og går den, så går den". Da jeg begyndte på teologi, kunne jeg mærke, at mit hjerte var med, og jeg vidste, at det kunne jeg godt," siger hun med et smil.
I 2020 blev Sophia præst, og hun tror selv, at det lykkedes, fordi hun kunne forbinde sig med sin tro og (igen) føle tillid.
"Jeg kommer fra en belastet baggrund, har lavt selvværd, og der er intet naturligt i, at jeg skulle tage en lang, akademisk uddannelse.
Jeg tror, at vi alle har en åndelig sult, og måske er det netop på grund af min barndom i et religiøst miljø, at jeg er bevidst om, at der er den her sult, som vi gerne vil have stillet," funderer hun.
I december 2024 tiltrådte hun som præst i Lemvig, hvor hun nu bor med sin mand og deres søn.
Her er hun bl.a. blevet formand for bestyrelsen i Borgerskolen – en institution for udsatte – og hun besluttede sig derfor for at tale åbent om sin egen, svære barn- og ungdom.
"Jeg ved, hvordan det er at være udsat, men har ikke talt højt om min fortid før, for jeg ville ikke have, at det skulle være min identitet, og jeg ville ikke ses på som et offer," siger Sophia.
At fortælle om sit liv har været forløsende for pigen, der engang stod på kommunekontoret og bad om lov til at få et bedre liv.
"Det har givet mig ro, at jeg ikke behøver være bange for at blive afsløret, og det har hjulpet mig til at være fuldt og helt præst.
Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg har fået det, jeg drømte om: mand, barn og hus. Det er en helt surrealistisk følelse, hvor jeg nogle gange tænker "Wauw!""
Sophias mor er indforstået med, at historien bliver fortalt/redaktionen
