Videnskabsjournalist Gunver Lystbæk Vestergård kan få sug i maven: "Tænk, hvis det er levende derude"

Når Gunver Lystbæk Vestergård som barn blev sat af bussen efter skole, skulle hun gå 200-300 meter ned ad en øde vej for at komme til den gård, hun boede på. 

Om vinteren var der bælgmørkt allerede om eftermiddagen. Ingen gadelamper. 

LÆS OGSÅ

Da Marianne Eihilt blev gift, fik hun en særlig gave af sine forældre: ”Det var så god en tanke”

Marianne Eihilt har altid vidst, at hun gerne ville have børn, men med en karriere som professionel danser og 'Vild med dans'-dommer gik tiden hurtigt, og hun var 40, da hun blev mor første gang – og i sommer blev hun gift.

Ingen nærliggende huse.

"Men så var de der jo bare. Stjernerne. Det er først meget senere, det er gået op for mig, hvor mørkt der egentlig var derude i Sdr. Nissum tæt ved Vesterhavet, og hvor privilegeret jeg har været ved at vokse op et sted, hvor jeg kunne se den fantastiske stjernehimmel. 

Jo mere mørkt det er, desto klarere lyser stjernerne jo. Allerede dengang var jeg meget fascineret af at tænke over, hvor det hele kom fra, og jeg har virkelig kigget meget op. Men rumvæsner – de interesserede mig overhovedet ikke."

Gunver kigger stadig meget op, for fascinationen af himmelrummet, stjernerne og planeterne har fulgt hende lige siden barndommen, hvor hun slugte Illustreret Videnskab, som jævnaldrende ville sluge Anders And. I dag, i sit job som videnskabsjournalist på Weekendavisen, skriver hun glad og gerne om universet, men hun plejede at gemme sig under sit skrivebord, når redaktøren ville have nogen til at dække emner som UFO’erne på forsiden at The New York Times eller mulige rumskibe, der kunne være trængt ind i vores solsystem. 

For et par år siden blev interessen for liv i rummet alligevel plantet i hende, hvilket hun ellers ville have forsvoret, og derfor er hun nu aktuel med bogen 'Vores levende univers – Videnskabens søgen efter rumvæsner og alt livs oprindelse'.

Hvorfor interesserede liv i rummet dig ikke før i tiden?

"Det var fordi, det handlede meget om rumvæsner, der nok lignede os lidt, og det fandt jeg temmelig urealistisk. Selv E.T. var lidt menneskelig. 

Altså ”han” så jo aparte ud, det lille dyr, men der var arme og ben, der var øjne og en mund, der kunne tale. E.T. var nuttet, vi følte med ham, og vi håbede jo, at han fik ringet hjem. Det virkede for mig fantasifuldt, men samtidig fantasiløst, for sådan ser fremmede væsner nok ikke ud. 

Vi taler mere om noget, der måske minder om en colibakterie, og den græder vi ikke over, hvis den ikke kan finde hjem. Der var også mange dystre dommedagsfortællinger. Det onde mod det gode. Noget med nogle overlegne væsner, der kom og smadrede os. Jeg var på mange måder en drengepige, der elskede at spille fodbold og den slags, men science fiction, som godt kunne være ret drenget, fangede mig ikke. Jeg reflekterede ikke super meget over det dengang. 

Det var bare sådan, det var."

Fanget

Gunvers far bakkede op om hendes interesse for astronomi og fysik og kørte hende på et tidspunkt til Kolding, hvor en mand havde en stjernekikkert til salg. 

Med den for øjet kom det hele endnu tættere på, og da hun blev lidt større, begyndte hun også at læse Jyllandspostens videnskabstillæg hver eneste søndag. Til sin nonfirmation ønskede hun sig bøger om astronomi.

"I stedet for var der nogen i familien, der forærede mig en bog om astrologi, fordi de sikkert har tænkt, at det var same-same. Jeg sagde bare tak og fik den vist aldrig byttet, og det var da også meget sødt og sjovt. 

Det eneste, der interesserer mig ved astrologi er, hvorfor folk interesserer sig for horoskoper, haha."

Selvom fysik og astronomi blev ved med at være Gunvers store interesse, lod hun være med at søge ind på fysikstudiet.

"Altså, hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg faktisk, at der var noget køns-noget over det. Jeg var lige midt i en ”kvindelig vækkelse” i slutningen af gymnasiet, hvor jeg fik langt hår og alt muligt, og det var simpelthen for voldsomt på en eller anden måde at skulle være en af de få kvinder, der læste fysik. 

LÆS OGSÅ

Christina har talt med 50 utro kvinder – og hun blev overrasket over, at én ting gik igen...

En bog om kvinders utroskab. Er det farligt at læse om? Måske. I hvert fald oplever forfatteren bag, at kvinders utroskab er et fortsat tabu, selvom flere kvinder faktisk gør det. Men hvorfor? Og hvad siger det om vores samtid? Antropolog Christina Anderskov giver sit bud.

Jeg ville også gerne læse i Aarhus, og så vidt jeg husker, havde universitet der ikke en overbygning i astronomi, som var det, jeg ville beskæftige mig med. 

Hvis jeg skulle læse astronomi, skulle jeg helt til København, og det føltes meget langt væk for en 19-årig vestjysk pige. Jeg tænkte, at jeg kunne komme til at beskæftige mig med fysik og astronomi som journalist, og derfor endte jeg med at læse medievidenskab på Aarhus Universitet. Derefter kom jeg over på videnskabshistorie, som blev min genvej ind i fysik- og astronomiuniverset, og jeg har aldrig følt mig så meget hjemme, som jeg gjorde på Institut for Videnskabsstudier. 

At sidde der med emeritusserne og læse i gamle, gamle skrifter fra Newton og i alle de andre gulnede bøger, gav mig den substans, som jeg havde savnet på medievidenskab."

Gunver afleverede sit speciale i 2010, hvorefter hun fik en ph.d. stilling ved Aarhus Universitet og Eksperimentarium. Da hun var færdig med sin ph.d., fik hun job på Weekendavisen med henblik på at skrive artikler til videnskabssektionen. 

I begyndelsen af 2023 var Gunver til verdens største videnskabskonference AAAS Annual Meeting i Washington D.C. Til en af de første sessioner proklamerede moderatoren Daniella Scalice: ”Jeg har ventet hele min karriere på, at vi blev klar til at have den her samtale”.

 Sessionen handlede om, hvordan man skulle kommunikere et fund af udenjordisk liv til befolkningen, og moderatoren fortsatte: ”Vi plejede at tale om, at der kun er to muligheder, liv eller ikkeliv, men det er en del mere kompliceret”. Lige der gik det op for Gunver, at hun havde undervurderet, hvor videnskabelig og aktuel jagten på liv i rummet var blevet, og det var næsten som et lyn, der slog ned i hende: Rumvæsener er liv! Og liv handler om så meget mere end grønne Marsmænd.

"Jeg tænkte, wauw, er vi virkelig kommet dertil, hvor seriøse videnskabsfolk står og snakker om, hvordan vi skal kommunikere det, når vi opdager liv i rummet? 

Det lyder virkelig banalt, men lige der gik det også op for mig, at liv i rummet handler om liv! Og pludselig stillede jeg mig selv en masse spørgsmål: Hvad hulen er det egentlig, vi leder efter? Hvad er liv? Har vi overhovedet styr på, hvad det vil sige at have fundet liv i rummet? 

Og hvornår kan vi sætte to streger under facit? Pludselig fangede det, som aldrig før havde haft min interesse, mig bare sådan her …"

Hun knipser med fingrene.

"Der er sikkert folk, der har beskæftiget sig med det her i årtier, der vil sige, ja selvfølgelig er det det, det handler om – at forstå liv som fænomen – men for mig og ret mange andre i feltet er det en ny ting at koble hele forståelsen af livets oprindelse sammen med jagten på liv i rummet. At det er to sider af samme sag. 

Det fangede mig virkelig, og pludselig så jeg en anledning til at skrive en anderledes bog om liv i rummet – med tryk på LIV."

Andre liv

Konferencen blev afsættet for Gunvers nye bog, hvor hun blandt andet skriver, at vi er tættere på at finde rumvæsner, end de fleste tror, og at universet kan være sprællevende. Hun skriver endda, at vi måske allerede har fundet liv i rummet.

"Pointen er ikke, at vi HAR fundet liv. Det kan jeg ikke sige. Men det kan sagtens være, at der er nogle signaler, vi har fejlfortolket, og som rent faktisk viser sig at stamme fra liv.

Bare ikke liv, som vi kender det. Hvis vi går og drømmer om, at vi skal finde noget med præcis de samme grundegenskaber som liv på Jorden, bliver vi skuffede.

Men hvis vi tænker liv, som vi IKKE kender det, liv, som består af noget andet, end vi har forestillet os, så åbner det for, at nogle af signalerne fra Mars godt kunne stamme fra liv. Jeg hører flere og flere sige, at efterhånden er det mest usandsynlige, at der aldrig har været liv på Mars. Og det er et skift fra at sige, at det vil være helt ekstraordinært at påstå, at der har været eller er liv på Mars. 

Altså det er jo virkelig interessant, at der sker sådan et skift, uden at vi har en smoking gun. Vi har stadigvæk ikke noget billede af en marsmand og får det nok heller ikke. Men kan vi måske nå dertil, hvor vi bliver enige om, at der er liv i rummet uden at have fundet beviset? Det tror jeg faktisk."

LÆS OGSÅ

Line og Bjørn havde besluttet ikke at få flere børn – en dag i Ikea skete det utænkelige

I 2016 blev Lines mand, Bjørn, steriliseret. De havde i forvejen to skønne børn, og de var enige om, at de ikke skulle have flere. Men en forårsdag i 2017 i Ikea blev der vendt op og ned på deres liv.

Hvorfor er det, man altid taler om Mars, når man taler om liv i rummet?

"Fordi Mars ligner jorden rigtig meget. Vi ved, at der har været flydende vand på Mars, og vi ved, at alle steder på Jorden, hvor vi bare finde en dugdråbe, er der liv. Man skal også huske på, at i milliarder af år bestod liv på jorden af sådan nogle små encellede organismer. Og det kan sagtens være, at livet på Mars bare aldrig er kommet videre. 

Men selv den slags liv derude ville jo være vanvittigt vildt, synes jeg."

Hvis du lige skulle komme med en pixibog-udgave af din bog, hvad handler den så om?

"Ja, den handler om liv i rummet, lad os slå det fast. Men den handler også om, hvad liv er. Hvad vil det sige, at noget er levende? Hvordan er vi kommet fra helt simple atomer til mennesker? Hvad er det, der gør, at noget bare bliver mere og mere komplekst? Hvor kan liv opstå? Hvor kan det være i universet? 

Hvilke planeter, hvilke måner kan man forestille sig, at der kan være liv på? Og ikke mindst, hvordan finder vi det? Hvad er det for nye teknikker, der skal til? 

For det er nok ikke et fotografiapparat, der vil afsløre liv i rummet. Og hvad sker der, når vi finder liv? Hvad gør det ved os som mennesker og som samfund, at vi har fundet liv i rummet? Skal vi til at tænke over, hvem vi er, på en helt anden måde? Og ja, det skal vi nok. Når vi tegner livets træ, så er vi mennesker jo på toppen. Vi er bare det ypperste, evolutionen har skabt. Men hvad nu, hvis vi skal til at se på det som, at vi bare er en lillebitte kvist på et kæmpestort kosmisk livets træ? 

Så vi egentlig ikke er så betydningsfulde og intelligente, som vi selv går og tror. Måske er der faktisk ikke noget særligt ved os mennesker. Jeg tror, der venter en revolution forude, som kan ende med at afsløre, at vi sgu ikke er så specielle, som vi tror. 

Det handler om, at liv opstår, hvor liv kan opstå. Og det er måske alle vegne."

Du siger, revolutionen venter forude – hvor langt forude?

"Det har jeg bevidst undgået at skrive om i hele bogen, og jeg vidste, at du ville spørge om det."

Hun griner.

"Det kan være om 10 år. Om 50 år. Om 100 år. Det er en proces. Og det er også en pointe i bogen. Det kan godt være, at ingen af os, der er på jorden nu, er i live, når vi endelig når dertil, hvor vi kan sige, at nu har vi fundet liv i rummet. 

Men vi forventer helt sikkert sådan en åbenbaring, når det sker. Bare tænk på alle de her film med rumvæsner. Det er altid noget med en lyskegle og – wow – så ved vi bare i dét øjeblik, at rumvæsner findes. 

Men ”åbenbaringen” af liv i rummet kan tage 100 år eller mere."

Kom, kvinder!

Man taler ofte om, at der er en skæv kønsfordeling indenfor den verden, som Gunver beskæftiger sig med. Men der er ved at ske noget, mener hun. Indenfor astrobiologien, hvor man forsker i liv i rummet, er hendes skøn, at fordelingen er 50/50 mænd og kvinder efterhånden, og at der løbende kommer mange unge kvinder til.

"Astrobiologien voksende ud af, at nogle fysikere og astronomer tilbage i 60’erne og 70’erne fattede interesse for udenjordisk liv. 

I mange år var feltet tæt forbundet med science-fiction-universet, og jeg tror ikke, vi fornærmer nogen ved at sige, at de fleste fans af 'Star Trek' og 'Rumrejsen år 2001', er drenge og mænd. På fysikstudiet i dag er der stadig flest mænd, og når jeg har skrevet artikler om strengteori og sorte huller, er det ved gud ikke kvindelige læsere, der er flest af i min inbox. 

LÆS OGSÅ

Min mand vil ikke indrømme sin affære

Jeg er sikker på, at min mand har en affære, men han vil ikke indrømme det, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Jeg synes jo, at fysik er drønspændende, men jeg har faktisk ingen tætte veninder, der interesserer sig for fysik. Men de interesserer sig for liv i rummet! Nu skal man virkelig passe på, når man taler om køn og fag, men jeg tror, at astrobiologi appellerer til kvinder, fordi det er mange fagfelter, der smelter sammen i ét. 

Sociologi, biologi, fysik, kemi, astronomi og geologi. Helheden er spændende. Det at få alle aspekter med."

Hun stopper op, tænker et øjeblik og fortsætter.

"Hør her, jeg er interesseret i fodbold, men jeg sidder altid og bander og svovler over, hvor endimensionelt kommentatorsporet er i studiet. De snakker stort set kun taktik, om landsholdet skal spille med en fire- eller fembackkæde, om genpres og falske ni’ere. 

De taler meget, meget lidt om helheden, energien i holdet, de menneskelige kriser og alt det andet, spillerne løber på banen med. Men husk så, hvad der skete, da Christian Eriksen faldt om under EM i 2021. 

Pludselig fik fodbold en helt anden dimension. Vi lærte holdet at kende, og vi så dem pludselig følelsesmæssigt nøgne på en måde, vi ikke havde set før. Det tiltrak en masse kvinder til de næste kampe, som ellers aldrig havde interesseret sig for fodbold. 

Så jeg har det sådan, få nu nogle flere kvindelige kommentatorer ind, som kan være med til at give en bredere forståelse for fodbold. Og lad os på samme måde få nogle flere kvinder ind i videnskaben, så vi kan komme hele vejen rundt og koble det til samfundet og til dem, vi er. 

Det vil jeg virkelig gerne være med til at arbejde for."

Er du gennem tiden stødt på problemer ved at være kvinde i en mandsdomineret verden?

"Nej, jeg har faktisk aldrig haft problemer med det. Der er masser af historier at fortælle om oversete kvinder i fysikken og astronomien. Jøsses! Men jeg bliver taget alvorligt, når jeg er ude og interviewe forskere. 

Jeg tror måske bare, at de er taknemmelige for, at der er en journalist, der interesserer sig for deres felt. Og jeg er faktisk også overbevist om, at jeg somme tider er blevet inviteret til at give et oplæg til en konference eller være medforfatter på noget, netop fordi jeg er kvinde. 

De har kigget på listen over deltagere og har tænkt, hov, her mangler vist en kvinde, og så har de spurgt mig. Og så har jeg da grebet chancen for at få en forlomme på grund af mit køn. Det har jeg ingen problemer med, for det har givet mig en åbenlys mulighed for at vise, at jeg ikke KUN bliver valgt, fordi jeg er kvinde, men også fordi jeg er fagligt dygtig. 

Jeg tænker da også, at jeg ikke blev valgt på grund af en kvote, men fordi der manglede bredde i kompetencerne, apropos det jeg sagde lige før."

Nye perspektiver

Der er langt fra Sdr. Nissum i Vestjylland til Åboulevard i København, hvor Gunver bor i dag med sin kæreste og fireårige søn. Fra sofaen, hvor vi sidder denne formiddag, er der udsigt til sønnens legetæppe, der er dekoreret med stjerner og planeter, og hans dækserviet med samme motiver på spisebordet. 

Ingen tvivl om, at han er under sin mors indflydelse.

"Han kan navnene på alle planeterne i Solsystemet udenad. Og da han var to år, kunne han sige: ”Mars har to måner”. Sidst vi var på Planetariet, irettesatte han en af de unge medhjælpere, der sagde, at Merkur var lavet af sten. Nej, sagde han, den er lavet af jern. Tre år var han der. Mors dreng!"

Hun griner højt.

"Forleden dag sad han og legede med Lego, og pludselig sagde han, se mor, jeg har bygget en rumraket, der flyver på tis! Så vi skal altså til USA og se en raketopsendelse sammen på et tidspunkt. Det er så fedt. 

Jeg var med, da Andreas Mogensen blev sendt op, og jeg har også set en opsendelse i Lapland, hvor der er en raketbase. Det kan godt være, at det er drenget at stå og se på en raket, der kommer ild ud af, men at se den slippe jorden og forsvinde ud i rummet, det synes jeg sgu også er dybt fascinerende."

Hvordan er det i dag at bo her i byen, hvor du ikke kan se stjernehimlen, som du kunne som barn?

"Heldigvis har vi et sommerhus …"

Du savner at kunne kigge ud i mørket?

"Ja, det gør jeg. En ting er lysforureningen, som gør det svært, men der er også høje huse, som tager udsigten. Der var supermåne for noget tid siden, og vi gik langs Søerne og ventede på at kunne se den. Vi gik rundt med den her app på telefonen, som viste, at den var lige derovre, bag nogle hotelbygninger. Den aften var jeg ret træt af at bo midt i beton- og murstens-København. 

LÆS OGSÅ

”Min mand ville sælge mig og børnene for at få det!!”: Stine og Frederiks vilde ’Festhus’ hitter på Facebook

Hvordan kommer en familie på at bygge et ”festhus” i deres baghave til over 350.000 kroner? Bliv klogere her.

Derfor er det fedt, at vi har vores sommerhus i Kulhuse. Lige i nærheden er der en bakke, hvor vi kan gå op og se hele himlen og alle stjernerne sammen med vores søn. 

Heldigvis synes min kæreste også, at det er vildt interessant at kigge på de stjerner."

Hvad tænker og føler du, når du står og kigger op i himmelrummet i dag, i forhold til dengang da du var barn?

"Jamen, det er anderledes. Jeg kan nogle gange få sådan et sug i maven: Tænk, hvis det er levende derude. Tænk, hvis det er lidt ligesom at vende en sten i skovbunden, og så myldrer det med liv nedenunder.

At vi kan ikke se det, men at det er der. Det her med at tænke over, at det ikke bare er en statistisk tilfældighed, at liv opstår på måske én ud af en trillion planeter, men at liv kan være en helt naturlig udvikling i universet – overalt."

Det er jo lidt af en rejse, du selv har været på – fra overhovedet ikke at interessere dig for liv i rummet og til, at det nu er det, du står og tænker over.

"Ja, men jeg vil sige, at da jeg ikke interesserede mig for liv i rummet, så var det ikke fordi, jeg ikke troede, at der var noget derude. Jeg tænkte, ja, det kan da godt være, men det er jo så langt væk, at vi aldrig finder det. Jeg var lidt ligeglad med det set ud fra et videnskabeligt perspektiv.

I dag ser jeg det helt anderledes. Jeg er skiftet fra at kigge på universet som et fysikunivers med galakser, stjerner, sorte huller – fysik, fysik, fysik, fysik – til at forstå, at universet måske er et biologisk univers. At det ikke bare er fysik, men også biologi, ligesom her på jorden. Og at det er helt naturligt. Liv opstår, hvor det kan. Og det er da svimlende at tænke på, at vi kan have opfattet hele universet på en forkert måde. 

Det er det, jeg mener, når jeg siger, at vi vitterligt står og kigger ind i en videnskabelig revolution og en ny forståelse af universet."

Da jeg kører hjem fra interviewet med Gunver, får jeg øje på min højre pegefinger og kommer til at grine højt i bilen. 

For det plaster, Gunver så sødt havde givet mig, da jeg kom ind ad døren med en blødende finger, og som jeg slet ikke kiggede på, fordi vi straks gik i gang med at snakke, er et lilla børneplaster fyldt med stjerner og planeter.

Selvfølgelig!

Om Gunver Lystbæk Vestergård, 42 år

• Cand. public. og ph.d. i videnskommunikation og journalist på Weekendavisen, hvor hun især skriver om fysik, astronomi, rumfart og videnskabshistorie.
• Aktuel med bogen 'Vores levende univers – Videnskabens søgen efter rumvæsner og alt livs oprindelse'.
• Medforfatter til bogen '50 opfindelser – højdepunkter i teknologien' og forfatter til bogen 'Fjerne kloder'.
• Medtilrettelægger på DR-programserien 'Store danske videnskabsfolk'.
• Kæreste med Olaf, som er it-konsulent.
• Sammen har de sønnen Erik på fire år.