"Vi har mistet stort set al kontakt til vennerne, som vi ellers har kendt i mere end 60 år, og vores voksne børn har også svigtet." Læs hele brevkassen her.
For et år siden gennemgik min ellers velfungerende hustru en svær operation, der desværre gik galt. Hun er i dag hjerneskadet, delvis lammet og ikke i stand til at tale.
Som du kan forestille dig, vendte det fuldstændig op og ned på vores liv. Jeg stod pludselig alene med ansvaret for et menneske med store udfordringer, som jeg ikke anede, hvordan jeg skulle tackle. I den proces, fik jeg ikke meget hjælp fra systemet, men blev alt for tit mødt af afvisning og kulde.
Det var dog ikke den eneste kamp, som jeg har måtte kæmpe. For jeg har siden måtte leve med uvished, frygt og ensomhed især.
Ensomheden har og er stadigvæk et enormt problem. Vi har nemlig mistet stort set al kontakt til vennerne, som vi ellers har kendt i mere end 60 år, og vores voksne børn har også svigtet. Nye bekendtskaber har desværre vist sig umulige at finde.
Jeg har forsøgt med gamle kammerater, naboer og folk, som jeg taler med i fitnesscentret, men så snart de finder ud af, at min kone går med stok og ikke kan tale, så er der ikke interesse.
Mit sidste håb er at flytte i bofællesskab, for jeg er ved at blive sindssyg af ikke at have andre at tale med. Både om de udfordringer, jeg har, men også om ganske almindelige hverdagsting.
Jeg har set mig omkring, og fundet et bofællesskab, der dog ligger langt fra, hvor vi bor nu. Det vil så betyde, at vi skal flytte fra vores nybyggede hus, men jeg magter simpelthen ikke længere ensomheden.
- Jens
Du risikerer at blive isoleret igen
Ethvert socialt og velfungerende menneske – og sådan et lyder du til at være – ville være desperat i din situation. Det er derfor helt forståeligt, at du ønsker, at tingene skal ændre sig.
Annonse
Om den forandring skal være, at du og din hustru flytter i bofællesskab, er helt op til dig. Men før du beslutter dig, så sørg for at sikre dig, at bofællesskabet har kapacitet og vilje til at tage imod en person med din hustrus behov, for ellers risikerer du bare at blive isoleret igen.
Hvis du vælger at blive boende og finde nye fællesskaber lokalt, så er et fitnesscenter nok ikke det bedste sted at starte. Vælg hellere en mere social aktivitet, som du virkelig holder af. For når vi laver noget, vi selv synes er sjovt sammen med andre, der også gør det, så øges chancen for nye og ægte venskaber.
Danmark er jo heldigvis et foreningsland – så uanset om du er til cykling, bridge, kajak, madlavning for mænd, vandreture eller andet, så findes der stensikkert noget for dig i det nærområde.
Jeg håber også, at du har mulighed for nogle gode pauser fra pasningen af din hustru, så du kan få ladet op. Jeg mener, at kommunen her har pligt til at hjælpe dig med en aflastningsplads.
Du kan også søge en besøgsven gennem Røde Kors eller Ældresagen, sidstnævnte tilbyder i øvrigt også mange aktiviteter, der måske kunne være noget for dig.
Personligt havde jeg selv stor glæde af at tale med min lokale præst engang. Præster er sjælesørgere og uddannede til at støtte i svære situationer som din, så prøv også den vej.
Mit råd til dig vil i sidste ende nok være, at du begynder med de lokale muligheder, før du overvejer at flytte. Begge veje er dog oplagte, for det vigtigste er, at du handler. For du er et sundt menneske, sat i en svær situation – så godt, at du tager et aktivt skridt for at komme videre.
Skriv til Vibeke Dorph
Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.
Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø.
Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.
