Skuespiller Danica Curcic

Danica Curcics datter skal vokse op med tre kulturer – men én ting bekymrer hende

Skuespiller Danica Curcic er blevet mor, og den nye tilværelse har gjort hende mere bevidst om sig selv, sin fortid og den fremtid, hendes datter skal vokse op i.

ALT for damerne logo

Skuespiller Danica Curcic er for nylig trådt ind i en ny rolle.

Sammen med sin mand, den amerikanske skuespiller Darren Pettie, har hun fået datteren Dunja, og den nye tilværelse som mor har gjort hende mere bevidst om både sig selv, sin fortid og den fremtid, hendes datter skal vokse op i.

Det fortæller hun til ALT for damerne i uge 23.

For datteren Dunja vokser nemlig op blandt hele tre kulturer. Danicas mand kommer fra det sydlige USA, og det har formet ham på en anden måde, end den serbiske og danske kultur har formet Danica.

Den tredelte kultur er noget, Danica ser som meget positivt for sin datter.

”Jeg synes, det er en kæmpe gave for hende at have tre kulturer. Det giver hende et andet indblik i, at vi ikke alle sammen er ens eller har de samme holdninger. Jeg synes, det er vigtigt at lære at rumme forskelligheder,” siger hun.

Danica Curcic er vokset op i København sammen med sin mor, far og lillebror. Hendes forældre kom hertil fra Serbien, da Danica var blot et år, og de besluttede sig for at slå permanente rødder, da krigen brød ud i Eksjugoslavien få år efter.

Sammenhold var centralt i Danicas barndomshjem, og i rødstensvillaen på Amager havde de et meget tæt forhold. Familie var noget, man prioriterede – også den hjemme i Serbien.

Danica Curcic med sin mand.
Danica med sin mand Darren.

”Der var en kæmpe kærlighed. Jeg husker også, at det var et meget åbent hjem med stor gæstfrihed. Der var altid masser af mad, masser af den der følelse af, at du altid er velkommen. Du kan altid sove her, hvis du vil,” fortæller hun.

Der er dog en særlig ting ved ægtemandens hjemland, som Danica er nervøs for, når det kommer til parrets datter, Dunja.

”Jeg håber bare ikke, at hun får lyst til at være cheerleader som 18-årig i Alabama eller et eller andet sted og bliver derovre,” afslutter hun.

Du kan læse hele interviewet med Danica Curcic i ALT for damerne, der er på gaden i uge 23. Her fortæller skuespilleren også om at blive mor, rollen i serien ”Reservatet” og en særlig ting fra sin ungdom, som hun fortryder.

Om Danica Curcic, 39 år

  • Skuespiller
  • Blandt andet kendt fra ’Fasandræberne’ (2014) og ’Kastanjemanden’ (2021)
  • Aktuel i serien ”Reservatet” på Netflix
  • Gift med den amerikanske skuespiller Darren Pettie
  • Sammen har parret datteren Dunja